Åbenbaringssagaen: Halvfjerdsernes fremadskridende rolle

Den første omtale af De Halvfjerds findes i Det Gamle Testamentes instrukser til Moses og »halvfjerds af Israels ældste« (2 Mos 24:1).

Herren gav Moses besked på at anvende De Halvfjerds, så han ikke skulle bære byrden alene: »Saml halvfjerds mænd af Israels ældste … de [skal] stille sig op sammen med dig« (2 Mos 11:16).

Da Herren bemyndigede De Halvfjerds, tog han noget af den »ånd«, der hvilede på Moses, og gav den til De Halvfjerds. »Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen« (4 Mos 11:25).

Kirken på Det Nye Testamentes tid omfattede også embedet halvfjerdser. Frelseren selv kaldte og instruerede De Halvfjerds (se Luk 10) på en måde, der mindede om hans instrukser til De Tolv (se Matt 10). Han udsendte De Halvfjerds og forklarede, at »den, der hører jer, hører mig« (Luk 10:16); se også versene 1-15).

Halvfjerdsernes effektivitet sås tydelig i deres rapport om deres virke, da de »fortalte: ›Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn‹« (Luk 10:17).

Halvfjerdsernes rolle i forhold til De Tolv træder tydeligt frem efter Frelserens opstandelse. Kirken var vokset, så De Tolv var ikke alene i stand til at sørge for folkets behov. Da nogle beklagede sig over, at enkerne blev forsømt i det daglige virke, var kaldelsen af De Halvfjerds en løsning på den udfordring, som Kirkens vækst udgjorde. De Halvfjerds bar nogle af byrderne, så De Tolv ikke skulle forsømme de opgaver, som kun de kunne varetage:

»Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave,

men selv vil vi [De Tolv] fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet« (ApG 6:3-4).

Dette mønster blev gengivet gennem profeten Joseph Smith, og halvfjerdserembedets forhold til De Tolvs embede blev tydeligt defineret i nutidig åbenbaring:

• »De halvfjerds er også kaldet til at prædike evangeliet og til at være særlige vidner for ikke-jøderne« (L&P 107:25).

• »De halvfjerds skal handle i Herrens navn under de tolvs eller det omrejsende højråds ledelse. De skal opbygge kirken og ordne alle dens anliggender blandt alle folk« (L&P 107:34-34).

• De Tolv skal »rette anmodning til de halvfjerds frem for nogen anden, om at udfylde de forskellige kald til at prædike og forvalte evangeliet« (L&P 107:38).

• De Halvfjerds er »indstiftet for omrejsende ældster, som skal aflægge vidnesbyrd om mit navn over hele verden, hvor som helst det omrejsende højråd, mine apostle, sender dem hen for at berede en vej for mit ansigt« (L&P 124:139).

Jeg er forvisset om, at enhver halvfjerdser i dag betragter det som et stort privilegium at støtte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Og igen bidrager De Halvfjerds med en løsning på den udfordring, som Kirkens vækst udgør. Mens der normalt kun er tre medlemmer af Det Første Præsidentskab og 12 medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, er der fleksibilitet i halvfjerdsernes rækker og antal.

Da de første hellige ankom til Saltsødalen, blev de, og deriblandt mange halvfjerdsere, sendt ud til forskellige bosættelser. De Halvfjerds var da organiseret i cirka 30 kvorummer. De store afstande gjorde det vanskeligt, hvis ikke umuligt, for De Halvfjerds’ medlemmer og ledere at samles i deres oprindelige kvorummer.

Som følge af disse vanskeligheder udfærdigede Det Første Præsidentskab i 1883 under bøn en skrivelse om, hvordan og på hvilken måde De Halvfjerds skulle organiseres.

Den 14. april 1883 anerkendte Herren skrivelsen og åbenbarede: »Det, som I har skrevet, er min vilje, og det er mig velbehageligt: Og desuden … må I ikke lade jeres hjerte være uroligt, ej heller skal I gøre jer bekymringer om min kirkes og mit præstedømmes ledelse og organisering og udførelsen af mit værk. Frygt mig og hold mine love; jeg vil fra tid til anden – gennem de kanaler, som jeg har fastsat – åbenbare jer alt, hvad der er nødvendigt for min kirkes fremtidige udvikling og fuldendelse, for at mit rige kan tilpasses og rulle frem og for opbygningen og oprettelsen af mit Zion.«²

Dette »fra tid til anden«-mønster for åbenbaring ses tydeligt, når man studerer De Halvfjerds’ historie – det studium viser, hvordan De Halvfjerds’ kaldelse, pligter og ansvar har udviklet sig linje på linje i overensstemmelse med det doktrinære grundlag i skrifterne. Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt, at de fortløbende begivenheder i organiseringen af De Halvfjerds »vil vise sig at være en sand velsignelse og et åbenbaringsmønster i sig selv.«³

Lad os gennemgå et par af de mest betydningsfulde udviklinger i denne historie for at illustrere dette linje på linje-mønster.

Organiseringen af De Halvfjerds. I februar 1835, da profeten Joseph kaldte de første halvfjerdsere i denne uddeling, havde de alle deltaget i Zions Hær, den gruppe, der vandrede fra Ohio til Missouri for at undsætte de hellige i 1834.

Ældste B. H. Roberts (1842-1933) fra De Halvfjerds bemærkede, at denne tjeneste antydede, »at den type mænd, som opnår dette høje embede i Guds præstedømme, bør være mænd, der har ydet ofre for Guds værk, eller som er villige til at yde sådanne ofre, om det så er at sætte livet til for sagen.«⁴

Vækst i Nauvoo. Mens de hellige boede i Nauvoo, »blev De Halvfjerds’ antal stærkt forøget … Den 1. januar 1845 var antallet af kvorummer nået op på fjorten.« Et år senere var antallet af kvorummer nået op på 30.⁵

Spredning i Utah. Spredningen af De Halvfjerds efter de helliges ankomst til Utah førte til Det Første Præsidentskabs skrivelse i 1883, der gjorde det klart, at medlemmer af De Halvfjerds skal samles med et kvorum i det område, hvor de bor.

Som nævnt antog Herren Det Første Præsidentskabs skrivelse og lovede, at fra tid til anden ville han fortsat åbenbare nødvendige justeringer. Tilsyneladende var åbenbaringssagaen kun lige begyndt!

Halvfjerdserkvorummer i stave og missioner. I april 1953, da antallet af kvorummer var nået op på omtrent 500, bekendtgjorde Det Første Præsidentskab, som var bekymrede over, at nogle halvfjerdsere ikke var knyttet til et kvorum, at der skulle organiseres et halvfjerdserkvorum, under syv præsidenters præsidium, i hver stav eller mission, hvor der var 36 eller flere halvfjerdsere.⁶

I hver stav eller mission, hvor der var færre end 36 halvfjerdsere, skulle en enhed, snarere end et kvorum, præsideres over af en præsident og to rådgivere. Disse enheder og kvorummer blev så organiseret i fortløbende numre for at undgå forvirring. I 1974 blev halvfjerdserenhederne opløst, og hver stav skulle have et kvorum. Stavskvorummernes præsidentskaber fungerede som stavsmissionspræsidentskab.⁷

Tidligere, i marts 1936, var missioneringen blevet organiseret med en mission i hver stav. Der blev ført opsyn med disse stavsmissioner af De Halvfjerds’ Første Kvorum, der virkede gennem stavspræsidenterne.⁸

Genorganiseringen af De Halvfjerds Første Kvorum. Oktoberkonferencen 1975 bragte en større milepæl i åbenbarin-gens fortløbende saga. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) bekendtgjorde reorganiseringen af De Halvfjerds’ Første Kvorum. Dette kvorum af generalautoriteter blev gradvist organiseret med 70 medlemmer og syv præsidenter.⁹

Et år senere, ved oktoberkonferencen 1976, blev De Halvfjerds’ Første Kvorum øget med tilføjelsen af De Halvfjerds’ Første Råd og assistenterne til De Tolv. Alle medlemmer af Det Første Kvorum blev ordineret til embedet som højpræst såvel som til embedet halvfjerdser.

Præsident Kimball har forklaret: »Når dette er sket, er de tre styrende kvorummer i Kirken, der er blevet tilkendegivet ved åbenbaring – Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds’ Første Kvorum – blevet sat på deres rette pladser, som åbenbaret af Herren. Det gør det muligt effektivt at klare den nuværende tunge arbejdsbyrde og berede os på øget vækst og værkets hurtige fremgang i forventning om den dag, hvor Herren vender tilbage for selv at lede sin kirke og sit rige.«¹⁰

Ophævelsen af stavskvorummer Den 4. oktober 1986 blev alle stavshalvfjerdserkvorummer ophævet, og alle halvfjerdsere i stavene blev medlemmer af ældsternes kvorummer eller ordineret til embedet som højpræst. Embedet som halvfjerdser blev således udelukkende en kaldelse for Kirkens generalautoriteter.¹¹

Oprettelsen af Det Andet Kvorum. Den 1. april 1989 blev De Halvfjerds Andet Kvorum dannet.¹² Det skabte to halvfjerdserkvorummer: Det første som generalautoriteter, der fik emeritusstatus som 70-årige, og det andet bestående af generalautoriteter, der tjente i en femårig periode.

Kaldelsen af områdeautoriteter. Ved aprilkonferencen 1995 blev alle De Tolvs regionalrepræsentanter afløst med virkning fra august samme år, og embedet områdeautoritet blev bekendtgjort. (Regionalrepræsentanten var en kirkekaldelse, der blev oprettet i 1967, for at oplære ledere i stave og menigheder).

Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) sagde om områdeautoriteterne: »De vil være højpræster kaldet blandt tidligere og nuværende erfarne kirkeledere. De fortsætter i deres nuværende beskæftigelse, bliver boende i deres egne hjem og tjener på kirketjenestebasis. Kaldelsens længde er fleksibel, normalt vil det være for en periode på ca. seks år. De bliver knyttet tæt til områdepræsidentskaberne.«¹³

Kaldelsen af områdehalvfjerdsere. To år senere, i april 1997, bekendtgjorde præsident Hinckley, at områdeautoriteterne skulle ordineres som halvfjerdsere og kendes som halvfjerdser-områdeautoriteter (i dag kaldet områdehalvfjerdsere). Det blev begyndelsen på en væsentlig forøgelse af De Halvfjerds’ antal og ansvar.

Præsident Hinckley forklarede: »Som halvfjerdsere er de kaldet til at forkynde evangeliet og være særlige vidner for Herren Jesus Kristus, som fastlagt i åbenbaringerne.«¹⁴

Præsident Hinckley forklarede, at disse brødre skulle tilhøre et kvorum. Han organiserede De Halvfjerds’ Tredje, Fjerde og Femte Kvorum geografisk.

Derefter begyndte områdehalvfjerdsere at præsidere over et koordinerende råd for medlemsmissionering (som består af en missionspræsident og alle missionens stavspræsidenter). Senere blev dette møde omdøbt til koordinerende rådsmøde, og dagsordenen blev udvidet til også at omfatte de fleste kirkeprogrammer og forskellige multistavsanliggender.

De Halvfjerds’ Præsidiums øgede ansvar. I april 2004 blev medlemmer af De Halvfjerds’ Præsidium afløst som ledere for flere større afdelinger ved Kirkens hovedsæde, og andre halvfjerdsere blev tildelt disse opgaver. Flere måneder senere, i august 2004, begyndte De Halvfjerds’ Præsidium at føre tilsyn med alle 11 kirkeområder i Nordamerika og assistere De Tolv i tilsynet med alle internationale områder.

De Halvfjerds’ præsidium begyndte at mødes med samtlige medlemmer af De Tolv hver torsdag. De Tolv kan sætte deres lid til De Halvfjerds’ Præsidium, fordi præsidiet skal »udvælge yderligere halvfjerds … og skal præsidere over dem« (L&P 107:95).

Åbenbaringssagaen om De Halvfjerds’ organisering og ansvar fortsætter den dag i dag. Det Første Præsidentskab har for nylig konsolideret internationale kirkeområder og givet mere administrativt ansvar til de halvfjerdsere, der tjener i områdepræsidentskaberne.¹⁵

Hvordan skulle Joseph Smith, da han ordinerede de første halvfjerdsere, kunne have vidst, at dette embede ville vokse og nu omfatte 315 halvfjerdsere i otte kvorummer over hele verden? Jeg vidner om, at Joseph ikke behøvede at vide det, fordi Herren vidste det, og det, som Joseph indstiftede, var en sidste dages grundvold, som var understøttet af skrifternes lære og et »syn, der viste de halvfjerds’ orden« (L&P 107:93).

Herrens hånd har hvilet over halvfjerdsernes fortløbende historie lige fra begyndelsen og i hver af de udviklinger, som har ændret halvfjerdserembedet i overensstemmelse med skriftens formaning. Hvorfor skulle man så studere denne fortløbende historie? Som præsident Packer forklarede, er det »et åbenbaringsmønster i sig selv«. Linje på linje har Herren åbenbaret sin vilje med De Halvfjerds, og jeg ved, at han fortsat vil gøre det med halvfjerdserne – og med jer og mig som individuelle medlemmer af hans kirke.