Kirken eller min kæreste?

Min mormor blev medlem af Kirken i 1962. Hendes børn blev også døbt, men med tiden blev de alle mindre aktive. Mange år senere flyttede et af dem, min tante, fra Costa Rica til USA og blev aktiv i Kirken der.

Som teenager rejste jeg op for at besøge min tante i 1991. Mens jeg var der, præsenterede hun mig for fuldtidsmissionærerne, og jeg talte med dem et par gange hjemme hos min tante. De spurgte mig, om jeg ville høre mere om evangeliet, men jeg sagde, at jeg ikke var interesseret.

Jeg vendte hjem til Costa Rica, blot for at blive opsøgt af missionærerne der. (Min tante havde givet dem min adresse). Jeg var slet ikke interesseret i deres budskab, så jeg bad dem om at gå.

Der gik fire år. Jeg gik ud med en kvinde, som jeg havde været venner med i mange år, og vores forhold havde udviklet sig hen mod en forlovelse. Da jeg overvejede vores fælles fremtid, kom jeg til at tænke på det åndelige, og jeg fortalte min forlovede, at jeg ville lære Gud at kende. Vi besluttede, at jeg skulle gå med hende i kirke for at lære ham bedre at kende. Samtidig bad jeg indvendig Gud om at give mig muligheder for at lære ham et kende.

I denne periode, hvor jeg var meget søgende, bankede missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige igen på min dør. Irriteret over, at de var vendt tilbage, bad jeg dem om at gå deres vej, og så smækkede jeg døren. Men i det øjeblik slog en tanke ned i mig: »Du har bedt om at lære Gud at kende. Sæt nu de mænd har nogle svar til dig?«

Jeg åbnede døren igen og råbte på ældsterne. Jeg bad dem komme ind og undervise mig.

Jeg opdagede hurtigt kraften i de sandheder, som de underviste mig i, og jeg tog imod det gengivne evangelium. Tre uger senere, den 12. marts 1995, blev jeg døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Min kæreste var ikke glad for min beslutning. En aften tre måneder senere sagde hun, at jeg måtte vælge mellem hende og Kirken. Hvilket frygteligt valg! Efter mange og svære overvejelser valgte jeg Kirken.

Jeg følte, at jeg havde truffet det rette valg, men månederne efter vores brud var en dyster tid i mit liv. Ikke desto mindre fandt jeg håb i min nyfundne religion, især fordi jeg lærte min himmelske Fader at kende, sådan som jeg havde bedt om.

Et år efter min dåb tog jeg af sted på fuldtidsmission til Nicaragua. Jeg fandt stor glæde i missionærtjenesten, og min kundskab om og min kærlighed til min himmelske Fader øgedes. Flere måneder efter min hjemkomst fra Nicaragua traf jeg Lili, den kvinde, der senere blev min hustru.

Det er ikke altid let at sætte evangeliet først i vores liv. De beslutninger, jeg måtte træffe, var svære. Men dengang lærte jeg – og jeg har lært det lige siden – at når vi yder ofre for at lære vor himmelske Fader at kende, åbenbarer han sin vilje for os. Den glæde, som udspringer af at følge hans plan og hans befalinger, er altid indsatsen værd.