Af størst værdi

Da jeg valgte maleriet af Frelseren, var der nogle af mine søskende som fniste. Der var stadig genstande, som de fandt mere værdifulde, blandt de ejendele, som havde tilhørt mor og far.

Vi var samlet i vores barndomshjem, hvor min mor havde boet, indtil sin død et par uger tidligere. Min far var død fem år før, i 2001. Nu var tiden kommet til at dele deres ejendele. Vi trak numre og valgte genstande. Den, der trak det laveste nummer, måtte vælge først.

Det første, der blev valgt, var soveværelsemøblementet, fulgt af køleskabet, spisebordet med stole og en ældre bil. Jeg valgte klaveret, selv om jeg ikke kan spille. Vi havde nydt musik i vores hjem, mens jeg voksede op. Far tjente ofte som menighedens musikleder, og begge mine forældre sang smukt. Min far, som var en stor mand med en kraftig røst, gik aldrig glip af en mulighed for at synge. Klaveret betød, ligesom billedet af Frelseren, meget for mig.

Da jeg valgte maleriet, der var indrammet sammen med et eksemplar af »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd,«1 hang det på væggen i stuen, hvor vi sad.

I det øjeblik kunne jeg ikke lade være med at tænke på Frelseren, frelsesplanen og på hvor meget mine forældre betød for mig. Og jeg kunne ikke lade være med at føle taknemlighed for den måde, de havde opdraget os på, det evangelium de havde undervist os i, og de eksempler, som de havde været for os, blandt andet ved deres villighed til at tjene.

Da min far blev kaldet som biskop, mindede han stavspræsidenten om, at han var 70 år. »Jeg tror, at I har fået fat i den forkerte fyr,« sagde han.

»Hvor gammel tror du, at Brødrene er oppe i Salt Lake City?« havde stavspræsidenten spurgt. »Du var ikke vores første valg. Du var end ikke vores andet valg. Men du var Herrens valg.«

Far vidste, at han var kaldet af Gud, og han blev en god biskop. Der var ikke noget prangende over ham. Han var ikke skriftklog. Han var bare en jordbunden mand, som udviste stor empati med menighedens medlemmer.

Mens min far tjente som biskop, tjente jeg som rådgiver i et andet biskopråd i vores stav. Når vi deltog i lederskabsmøder sammen, var vores forhold fokuseret på Kristus, og jeg lærte hans åndelige side at kende.

Da min far blev kaldet som biskop i 1994, havde han helbredsmæssige problemer. »Garanterer denne kaldelse mig fem års længere levetid?« spurgte han spøgende stavspræsidenten. To år efter at min far blev afløst, døde han.

Disse tanker fyldte mit sind, mens vi delte de sidste af mine forældres ejendele. Da jeg vendte hjem, så jeg efter rette sted at hænge billedet af Frelseren. Jeg vendte det om og opdagede til min overraskelse, at det var blevet tilegnet min far. »Vi vil altid mindes biskop Taylor, som en stor mand med et stort hjerte.« Det var underskrevet af vores stavspræsidentskab: »Præsident Cory, præsident Carter og præsident Stubbs.«

Pludselig fik billedet endnu større værdi for mig. I dag hænger det på en væg i mit hjem lige over mine forældres klaver. Der er stadig nogle genstande fra vores gamle hjem, som jeg valgt, men endnu ikke har afhentet. Det betyder ikke noget. Jeg har fået det, der har størst værdi.