Vælg i dag

Den fiktive karakter Mary Poppins er en typisk engelsk barnepige – som tilfældigvis er magisk.¹ Hun ankommer med vinden fra øst for at hjælpe den problemfyldte familien Banks i nummer 17 på Cherry Tree Lane i 1900’ernes London. Hun får ansvaret for børnene Jane og Michael. Bestemt, men venligt begynder hun at lære dem nogle værdifulde lektier med et fortryllende præg.

Jane og Michael udvikler sig betydeligt, men Mary beslutter sig for, at tiden er inde til, at hun tager videre. I teaterversionen forsøger Marys ven Bert, der er skorstensfejer, at tale hende fra at tage af sted. Han siger: »Men de er gode børn, Mary.«

Mary svarer: »Ville jeg have taget mig af dem, hvis de ikke var? Men jeg kan ikke hjælpe dem, hvis de ikke lader mig, og ingen er så svære at undervise som et barn, der ved alt.«

Bert spørger: »Hvad så?«

Mary svarer: »Så de må klare den næste del selv.«²

Brødre og søstre, ligesom Jane og Michael Banks er vi »gode børn«, der er værd at hjælpe. Vor himmelske Fader ønsker at hjælpe og velsigne os, men vi lader ham ikke altid. Nogle gange opfører vi os endda, som om vi allerede ved alt. Og vi må gøre den »næste del« selv. Det er grunden til, at vi kom til jorden fra vores førjordiske, himmelske hjem. Vores »del« indebærer at træffe valg.

Vor himmelske Faders mål med opdragelse er ikke at få sine børn til at gøre det rette; det er at få sine børn til at vælge det rette og i sidste ende blive som ham. Hvis han kun ønskede, at vi var lydige, ville han bruge umiddelbar belønning og straf for at påvirke vores opførsel.

Men Gud er ikke interesseret i, at hans børn bare bliver trænede og lydige »kæledyr«, der ikke vil bide i hans sutsko i den celestiale stue.³ Nej, Gud ønsker, at hans børn vokser op åndeligt og arbejder med ham i familiefirmaet.

Gud etablerede en plan, hvorved vi kan blive arvinger i hans rige, en pagtssti, der leder til at blive som ham, få det liv han har, og leve for evigt som familie i hans nærhed.⁴ Personlige valg var – og er – afgørende for denne plan, som vi lærte om i vores førjordiske tilværelse. Vi accepterede planen og valgte at komme til jorden.

For at sikre, at vi ville udøve tro og lære at bruge vores handlefrihed rigtigt, blev der trukket et glemsomhedens slør over vores sind, så vi ikke kunne huske Guds plan. Uden sløret ville formålet med Guds plan ikke kunne opnås, fordi vi ikke kunne udvikle os og blive de betroede arvinger, han ønsker, at vi bliver.

Profeten Lehi sagde: »Derfor gav Gud Herren mennesket, at det skulle handle selv. Og se, mennesket kunne ikke handle selv, medmindre det skulle ske, at det blev tilskyndet af den ene eller den anden.«⁵ På et grundlæggende niveau bliver en mulighed repræsenteret ved Jesus Kristus, Faderens Førstefødte. En anden mulighed bliver repræsenteret ved Satan, Lucifer, der ønsker at ødelægge handlefriheden og tilrane sig magt.⁶

I Jesus Kristus »har vi en talsmand hos Faderen«.⁷ Da Jesus havde fuldendt sin forsoning, steg han »op til himlen … for af Faderen at gøre krav på den ret, som han har til at vise barmhjertighed, hvad angår menneskenes børn«. Og ved at have krævet sin ret til at vise barmhjertighed »taler han menneskenes børns sag«.⁸

Kristi forsvar hos Faderen på vores vegne er ikke fjendtlig. Jesus Kristus, der lod sin vilje blive opslugt i Faderens vilje,⁹ ville ikke kæmpe for andet end det, Faderen hele tiden har ønsket. Vor himmelske Fader hepper på og klapper uden tvivl af vores succes.

Kristi forsvar sker, i det mindste delvist, for at minde os om, at han har betalt for vores synder, og at ingen er uden for rækkevidden for Guds barmhjertighed.¹⁰ De, der tror på Jesus Kristus, omvender sig, bliver døbt og holder ud til enden – en proces der fører til forligelse¹¹ – tilgiver, helbreder og forsvarer Frelseren. Han er vores hjælper, trøster og talsmand – der bevidner og står inde for vores forligelse med Gud.¹²

I stærk kontrast hertil står Lucifer som anklager. Johannes Åbenbarer beskrev Lucifers endelige nederlag: »Og jeg hørte en høj røst i himlen sige: Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds og herredømmet hans salvedes.« Hvorfor? Fordi »vore brødres anklager er styrtet ned, han som dag og nat anklagede dem for Gud. De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.«¹³

Lucifer er anklageren. Han talte mod os i forudtilværelsen, og han bliver ved med at anklage os i dette liv. Han forsøger at trække os ned. Han ønsker, at vi oplever uendelig ulykke. Det er ham, der fortæller os, at vi ikke er tilstrækkelige, ham, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, ham, der fortæller os, at man aldrig kan rette en begået fejl. Han er den grimmeste bølle, der slår os, når vi ligger ned.

Hvis Lucifer skulle lære et barn at gå, og barnet faldt, ville han skrige af barnet, straffe ham og sige til ham, at han skulle holde op med at forsøge. Lucifers metoder bringer modløshed og fortvivlelse – i sidste ende og altid. Denne løgnens fader er den ultimative fortaler for falskhed¹⁴ og arbejder snedigt for at bedrage og distrahere os, »for han stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er.«¹⁵

Hvis Kristus skulle lære et barn at gå, og det faldt, ville han hjælpe barnet op og opmuntre barnet til at tage de næste skridt.¹⁶ Kristus er hjælperen og trøsteren. Han bringer glæde og håb – i sidste ende og altid.

Guds plan omfatter vejledning til os, hvilket i skrifterne omtales som befalinger. Disse befalinger er hverken et finurligt sæt eller en vilkårlig samling af pålagte regler, der kun har til formål at træne os til at være lydige. De er forbundet med vores udvikling af guddommelige egenskaber, tilbagevenden til vor himmelske Fader og modtagelsen af evigtvarende glæde. Lydighed mod hans befalinger er ikke blind; vi vælger bevidst Gud og hans sti hjem. Mønsteret for os er det samme, som det var for Adam og Eva, hvor »Gud [gav] dem befalinger, efter at have kundgjort forløsningsplanen for dem«.¹⁷ Selvom Gud ønsker, at vi bliver på pagtens sti, giver han os værdigt valget.

Gud ønsker, forventer og leder netop, så alle hans børn selv vælger. Han vil ikke tvinge os. Gennem handlefrihedens gave giver Gud sine børn lov til »selv at handle og ikke være genstand for handling«.¹⁸ Handlefrihed giver os mulighed for at vælge at træde ind på stien eller ej. Den giver os mulighed for at forlade den eller ej. Ligesom vi ikke kan tvinges til at adlyde, kan vi ikke tvinges til at være ulydige. Ingen kan, uden vores samtykke, tage os væk fra stien. (Dette skal dog ikke forveksles med dem, hvis handlefrihed bliver krænket. De er ikke kommet væk fra stien, de er ofre. De modtager Guds forståelse, kærlighed og barmhjertighed).

Men når vi forlader stien, bliver Gud bedrøvet, fordi han ved, at det i sidste ende fører til mindsket lykke og forspildte velsignelser. I skrifterne kaldes det at forlade stien for synd, og resultatet af mindsket lykke og forspildte velsignelser kaldes straf. I denne forstand straffer Gud os ikke. Straf er en konsekvens af vores egne valg, ikke hans.

Når vi opdager, at vi ikke er på stien, kan vi vælge at forblive der, eller på grund af Jesu Kristi forsoning kan vi vælge at skifte retning og komme tilbage. I skrifterne omtales processen med at beslutte sig for at ændre sig og vende tilbage til stien som omvendelse. Mangel på omvendelse betyder, at vi vælger at afskrive os de velsignelser, som Gud ønsker at give os. Hvis vi ikke er »villige til at nyde det, som [vi] kunne have modtaget«, vil vi »vende tilbage til [vores] eget sted for at nyde det, som [vi] er villige til at modtage«¹⁹ – vores valg, ikke Guds.

Uanset hvor længe vi har været væk fra stien, eller hvor langt vi er gået, så hjælper Gud os med at komme tilbage i det øjeblik, hvor vi beslutter os for at ændre os.²⁰ Gennem oprigtig omvendelse og ved at trænge sig frem med standhaftighed i Kristus, når vi er kommet tilbage på stien, vil det fra Guds perspektiv være, som om vi aldrig har forladt den.²¹ Frelseren betaler for vores synder og frigør os for den faretruende formindskelse af glæde og velsignelser. Dette omtales i skrifterne som tilgivelse. Efter dåben viger alle medlemmer lidt fra stien – nogle af os springer endda ud i det. Derfor er udøvelse af tro på Jesus Kristus, omvendelse og at modtage hjælp af ham og blive tilgivet ikke engangsbegivenheder, men livslange processer, som gentager sig igen og igen. Det er sådan, vi »holder ud til enden«.²²

Vi må vælge, hvem vi vil tjene.²³ Størrelsen af vores evige lykke afhænger af at vælge den levende Gud og at slutte sig til ham i hans værk. Når vi stræber efter at gøre vores »næste del« på egen hånd, øver vi os i at bruge vores handlefrihed rigtigt. Som to tidligere hovedpræsidenter for Hjælpeforeningen har sagt, skal vi ikke være »småbørn, der har brug for at blive bekræftet og irettesat hele tiden.«²⁴ Nej, Gud ønsker, at vi bliver modne voksne og kan styre os selv.

At vælge at følge Faderens plan er den eneste måde, hvorpå vi kan blive arvinger i hans rige. Kun da kan han stole på, at vi ikke beder om det, der er i modstrid med hans vilje.²⁵ Men vi må huske, at »ingen er så svære at undervise som et barn, der ved alt.« Derfor må vi være villige til at blive undervist på Herrens måde af Herren og hans tjenere. Vi kan stole på, at vi er elskede børn af himmelske Forældre²⁶ og værd at »hjælpe« og være forvisset om, at »på egen hånd« aldrig betyder »alene«.

Ligesom profeten Jakob fra Mormons Bog siger jeg:

»Fat derfor mod, og husk, at I er frie til selv at handle – til at vælge vejen til evigtvarende død eller vejen til evigt liv.

Derfor, mine elskede brødre [og søstre], forlig jer med Guds vilje og ikke med Djævelens … og husk, at det, efter at I er blevet forligt med Gud, alene er i og ved Guds nåde, at I bliver frelst.«²⁷

Så vælg tro på Kristus, vælg omvendelse, vælg at blive døbt og modtage Helligånden, vælg at forberede jer flittigt til og værdigt modtage nadveren, vælg at indgå pagter i templet og vælg at tjene den levende Gud og hans børn. Vores valg afgør, hvem vi er, og hvem vi bliver.

Jeg afslutter med resten af Jakobs velsignelse: »Måtte Gud derfor oprejse jer fra … evigtvarende død ved forsoningens kraft, så I må blive modtaget i Guds evige rige.«²⁸ I Jesu Kristi navn. Amen.