Modgang

Mine elskede brødre og søstre, denne mulighed for at tale til jer er et storslået og helligt privilegium. Jeg beder til, at mine ord må være nyttige og opmuntre jer.

Trods forskelligheden i vores liv har vi mindst en udfordring til fælles. Vi må alle håndtere modgang. Der kan være perioder, sommetider lange, hvor vores liv synes at flyde uden besvær. Men det ligger i vores lod som mennesker, at tryghed efterfølges af lidelse, perioder med godt helbred slutter, og ulykker banker på. Især når de gode tider har varet en rum tid, kan ankomsten af lidelse eller tab af økonomisk tryghed føre til frygt og sommetider tilmed til vrede.

Vreden opstår delvis fra en følelse af, at det, der sker, er uretfærdigt. Det gode helbred og den fredfyldte følelse af tryghed kan nu synes velfortjent og naturlig. Når det forsvinder, kan der opstå en følelse af uretfærdighed. Selv en god mand, jeg kendte, græd og råbte i sin fysiske smerte til dem, der hjalp ham: »Jeg har altid forsøgt at være god. Hvordan kunne det ske?«

Denne længsel efter et svar på »Hvordan kunne det ske?« bliver endnu mere smertefuld, når de, der kæmper, også omfatter dem, vi elsker. Og det er især svært for os at acceptere, når de ramte for os synes at være uden skyld. Så kan lidelsen ryste troen på, at der virkelig findes en kærlig og almægtig Gud. Nogle af os har set en sådan tvivl ramme en hel generation i forbindelse med krig eller hungersnød. En sådan tvivl kan vokse og sprede sig, indtil nogle måske vender sig fra Gud, som de anklager for at være ligeglad eller ubarmhjertig. Og hvis disse følelser ikke kontrolleres, kan de føre til tab af tro på, at der overhovedet findes en Gud.

Mit formål i dag er at forsikre jer om, at vor himmelske Fader og Frelseren lever, og at de elsker hele menneskeheden. Selve det, at vi har mulighed for at møde modgang og lidelser, er en del af beviset på deres uendelige kærlighed. Gud gav os gaven at leve på jorden, så vi kunne være forberedt til at modtage den største af alle Guds gaver, som er evigt liv. Så vil vores ånd blive forandret. Vi vil blive i stand til at ønske det, Gud ønsker, tænke som han tænker, og derved blive beredt til at blive betroet en uendelig efterslægt, som vi skal undervise og lede gennem prøver for derefter at blive oprejst til at leve for evigt i det evige liv.

Det er klart, at for at vi kan få den gave og blive det betroet, må en forandring finde sted, ved at vi træffer retfærdige valg, hvor det er svært. Vi bliver forberedt til så stor tillid ved at gennemgå vanskelige oplevelser i livet på jorden. Den uddannelse kan kun komme, når vi er underkastet prøvelser, mens vi tjener Gud og på hans vegne andre.

I denne uddannelse oplever vi ulykke og lykke, sygdom og sundhed, sorg fra synd og glæde ved tilgivelse. Denne tilgivelse kan kun komme ved Frelserens uendelige forsoning, som han udvirkede ved at gennemgå smerte, som vi ikke kunne bære, og som vi kun svagt kan ane.

Det vil trøste os, når vi lidende må vente på Frelserens lovede hjælp, hvormed han af erfaring ved, hvordan man helbreder og hjælper os. Mormons Bog giver os vished om hans magt til at trøste. Og tro på den kraft giver os tålmodighed, når vi beder, arbejder og venter på hjælp. Han kunne have lært, hvordan man hjælper os ved blot at få åbenbaring, men han valgte at lære ved personlig erfaring. Her er beretningen fra Alma:

»Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.

Se, Ånden ved alt; alligevel lider Guds Søn, hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med hans magt til at udfri; og se nu, det er det vidnesbyrd, som er i mig.«¹

Selv når I fornemmer sandheden af denne evne og venlighed hos Herren til at redde jer i jeres prøvelser, kan det stadig teste jeres mod og styrke til at holde ud. Profeten Joseph Smith råbte i smerte i et fangehul:

»O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?

Hvor længe skal din hånd holdes tilbage og dit øje, ja, dit rene øje, skue ned fra de evige himle på den uret, som gøres mod dit folk og dine tjenere, og dine øren gennemtrænges af deres råb?«²

Herrens svar har hjulpet mig og kan opmuntre os alle i tider med mørke. Her er det:

»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,

og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender.

Dine venner står dig bi, og de skal atter hilse dig med varmt hjerte og venlige hænder.

Du er endnu ikke som Job, dine venner går ikke i rette med dig, ej heller beskylder de dig for overtrædelse, sådan som de gjorde med Job.«³

Jeg har set tro og mod komme fra et vidnesbyrd om, at det er sandt, at vi bliver forberedt til evigt liv. Herren vil redde sine trofaste disciple. Og disciplen, der accepterer en prøvelse som en invitation til at udvikle sig og derfor kvalificerer sig til evigt liv, kan finde fred midt i kampen.

Jeg talte for nylig med en yngre far, som har mistet sit job i den nylige økonomiske krise. Han ved, at hundredtusinder af personer med præcis hans færdigheder desperat søger arbejde for at kunne forsørge deres familie. Hans stille overbevisning fik mig til at spørge ham, hvad han havde gjort for at blive så sikker på, at han kunne finde en måde at sørge for sin familie. Han sagde, at han havde gennemgået sit liv for at sikre, at han havde gjort alt, hvad han kunne, for at være værdig til Herrens hjælp. Det var klart, at hans behov og hans tro på Jesus Kristus førte han til at være lydig mod Guds befalinger, når det var svært. Han sagde, at han indså den mulighed, da han og hans hustru læste i Alma, hvor Herren havde beredt et folk til at finde evangeliet gennem modgang.

I husker det øjeblik, hvor Alma henvender sig til en mand, der ledte folket i nød. Manden fortalte ham, at de var blevet forfulgt og afvist på grund af deres fattigdom. Og beretningen lyder:

»Og se, da Alma hørte dette, vendte han sig straks om med ansigtet vendt lige mod ham, og han så med stor glæde, for han så, at deres trængsler virkelig havde ydmyget dem, og at de var beredte til at høre ordet.

Derfor sagde han ikke mere til den anden mængde, men han strakte hånden ud og råbte til dem, som han så, og som oprigtigt angrede, og sagde til dem:

Jeg ser, at I er ydmyge i hjertet, og om så er, da er I velsignede.«⁴

Skriften fortsætter med at prise de af os, som forberedte os på modgang i de gode tider. Mange af jer havde tro til at forsøge at være værdige til den hjælp, I nu behøver, før krisen kom.

Alma fortsatte: »Jo, den, der oprigtigt ydmyger sig og omvender sig fra sine synder og holder ud til enden, han skal blive velsignet – ja, meget mere velsignet end de, der bliver nødt til at være ydmyge på grund af deres overordentlig store fattigdom.«⁵

Den unge mand, jeg for nylig talte med, var én, der havde gjort mere end at lægge lidt mad og penge til side til dårlige tider, som de levende profeter havde advaret om ville komme. Han havde begyndt at forberede sit hjerte til at være værdig til Herrens hjælp, som han vidste, at han ville få brug for i den nærmeste fremtid. Da jeg spurgte hans hustru den dag, hvor han mistede sit job, om hun var bekymret, sagde hun med glæde i stemmen: »Nej, vi er lige kommet fra biskoppens kontor. Vi betaler en ærlig tiende.« Nuvel, det er stadig for tidligt at sige, hvordan det gik, men jeg følte mig overbevist, ligesom de syntes overbevist: »Alting ordner sig.« Tragedien underminerede ikke deres tro; den prøvede den og styrkede den. Og den følelse af fred, som Herren har lovet, er allerede blevet leveret midt i stormen. Andre mirakler kommer helt sikkert.

Herren tilpasser altid hjælpen til personen i nød for at styrke og rense ham eller hende bedst muligt. Ofte vil den komme som inspiration til at gøre det, der kan synes særligt svært for personen, der selv har brug for hjælp. En af de store prøvelser i livet er at miste en elsket ægtefælle til døden. Præsident Hinckley beskrev smerten, da søster Hinckley ikke længere stod ved hans side. Herren kender behovene hos dem, der af døden er adskilt fra deres elskede. Han så enkernes smerte og kendte deres behov fra sit liv på jorden. Han bad en højt elsket apostel, midt i smerten på korset, om at sørge for hans mor, der var enke og nu ville miste en søn. Han fornemmer nu behovet hos ægtemænd, der har mistet deres hustru, og behovet hos hustruer, der på grund af dødsfald er efterladt alene.

De fleste af os kender enker, som har brug for opmærksomhed. Det rører mig at høre, som jeg har hørt, om en ældre enke, som jeg havde til hensigt at besøge igen, der blev inspireret til at besøge en yngre enke for at trøste hende. En enke, der selv havde behov for trøst, blev sendt for at trøste en anden. Herren hjalp og velsignede to enker ved at inspirere dem til at opmuntre hinanden. Så han hjalp dem begge.

Herren sendte hjælp på samme måde som til de ydmyge fattige i Alma 34, som havde reageret på hans tjeneres undervisning og vidnesbyrd. Da de havde omvendt sig og tilsluttet sig Kirken var de stadig fattige. Men Herren sendte dem for at gøre for andre, hvad de formodentligt troede var umuligt for dem, og som de stadig havde brug for. De skulle give andre det, som de kunne have håbet, at han ville give dem. Herren gav gennem sin tjener disse fattige nydøbte denne vanskelig opgave: »For efter at I har gjort alt dette, hvis I så viser den trængende og den nøgne bort og ikke besøger den syge og plagede og ikke giver af jeres gods, hvis I har noget, til dem, som står i behov – jeg siger jer, at hvis I ikke gør noget af dette, se, da er jeres bøn forgæves og gavner jer intet, og I er som hyklere, der fornægter troen.«⁶

Det kan virke som at bede folk om for meget, når de selv har så stort et behov. Men jeg kender en ung mand, som blev inspireret til at gøre præcis det i begyndelsen af sit ægteskab. Han og hans hustru kunne knap overleve på deres smalle budget. Men han så et andet par, der var fattigere, end de selv var. Til sin hustrus overraskelse hjalp han de andre af deres sparsomme midler En lovet velsignelse med følelse af fred kom, mens de stadig var fattige. Velsignelsen med velstand, der oversteg deres vildeste drømme, kom senere. Og mønstret med at se andre i nød, nogen med færre midler eller med smerter, er aldrig ophørt.

Der er endnu en prøvelse, der, hvis man udholder den godt, kan bringe velsignelser i dette liv og velsignelser for evigt. Alder og sygdom kan være en prøve for selv den bedste. Min ven tjente som vores biskop, da mine døtre boede hjemme. De taler om det, de følte, når han bar sit enkle vidnesbyrd omkring lejrbål i bjergene. Han elskede dem, og de vidste det. Han blev afløst som vores biskop. Han havde virket som biskop før i en anden stat. Personer, som jeg har mødt, der kom fra hans tidligere menighed, mindes ham, som mine døtre gør.

Jeg besøgte ham i hans hjem fra tid til anden for at takke ham og give ham præstedømmevelsignelser. Hans helbred gik langsomt ned ad bakke. Jeg kan ikke huske alle de sygdomme, han led af. Han skulle opereres. Han var konstant i smerte. Men hver gang jeg besøgte ham for at opløfte ham, vendte han situationen; det var altid mig, der blev opløftet. Hans ryg og ben tvang ham til at bruge stok for at gå. Alligevel var han i kirke, altid siddende ved døren, hvor han med et smil kunne hilse på dem, der kom tidligt.

Jeg glemmer aldrig min overraskelse og beundring, da jeg åbnede bagdøren derhjemme og så ham komme op ad vores indkørsel. Det var den dag, hvor vi stillede vores affaldsspande ud, så skraldemændene kunne tømme dem. Jeg havde sat spanden ud om morgenen. Men her trak han min affaldsspand op ad bakken med en hånd, mens han balancerede med en stok i den anden hånd. Han gav mig den hjælp, han syntes, at jeg behøvede, når han selv behøvede den langt mere, end jeg gjorde. Og han hjalp mig med et smil og uden at være spurgt.

Jeg besøgte ham, da han til sidst måtte passes af sygeplejersker og læger. Han lå i en hospitalsseng, stadig med smerter og stadig smilende. Hans hustru havde ringet til mig for at sige, at han blev svagere. Min søn og jeg gav ham en præstedømmevelsignelse, mens han lå i sengen forbundet til slanger og flasker. Jeg beseglede velsignelsen med et løfte om, at han ville have tid og styrke til at gøre alt det, som Gud ønskede, han gjorde i dette liv, til at klare enhver prøve. Han rakte sin hånd ud for at gribe min, da jeg trådte væk fra hans seng for at gå. Jeg var overrasket over styrken i hans greb og fastheden i stemmen, da han sagde: »Jeg vil klare det.«

Jeg gik og tænkte, at jeg snart så ham igen. Men telefonopringningen kom i løbet af en dag. Han var gået bort til det herlige sted, hvor han vil se Frelseren, som er hans fuldkomne dommer og vil blive vores. Da jeg talte ved hans begravelse, tænkte jeg på Paulus’ ord, da han vidste, at han skulle til det sted, hvor min nabo og ven var gået:

»Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!

Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op.

Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.

Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.«⁷

Jeg er sikker på, at min nabo klarede sin prøve og vil møde sin dommer med et glad smil.

Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer, at Gud Faderen lever. Han har udstukket en kurs for enhver af os, en kurs der kan forfine og fuldkommengøre os, så vi kan være hos ham. Jeg vidner, at Frelseren lever. Hans forsoning muliggør, at vi kan renses, når vi holder hans befalinger og vore hellige pagter. Og jeg ved af egen erfaring, at han kan og vil give os styrke til at hæve os gennem enhver prøve. Præsident Monson er Herrens profet. Han har alle præstedømmets nøgler. Dette er Herrens sande kirke, hvor vi sammen med ham løfter hinanden og bliver velsignet ved at hjælpe de medlidende, som han placerer på vores vej. I Jesu Kristi navn. Amen.