Kom videre med vores liv

I vores nieces Lachelles allerførste år tilbragte hun morgenerne sammen med sin bedstemor. De to havde et særligt bånd på grund af disse timer sammen. Lachelle blev snart fem år gammel og forberedte sig på at begynde i skole. Deres sidste morgen sammen læste bedstemor Squire en historie for sit barnebarn og gyngede med hende i den store gyngestol. »Vi har haft det så sjovt sammen, Lachelle«, sagde hun til hende, »og nu er det tid til, at du skal begynde i skole. Jeg elsker dig så meget, hvad skal jeg overhovedet gøre uden dig?«

Med visdom udover sine fem år kiggede Lachelle op på sin bedstemor med store brune øjne. »Bedstemor,« sagde hun, »jeg elsker også dig, men det er tid til at komme videre med mit liv.«

Det er et godt råd til os alle. Vi har også brug for at »komme videre med vores liv.« De fleste af os søger ikke eller byder ikke engang dramatiske ændringer velkommen. Men forandring er en afgørende del af vore livserfaringer.

Mange af disse forandringer kommer, efterhånden som vi baner os vej gennem vores jordiske rejse. Vores liv ændres, efterhånden som vi går fra barndom gennem ungdom og videre til voksentilværelsen for at slutte med alderdommen. Skole, mission, ægteskab, job og pensionering er alle eksempler på milepæle for forandringer.

Alt for ofte er vi tilbageholdne med at træde ind på det næste stade, påbegynde den næste udfordring. Måske er vi for magelige, frygtsomme eller mangler tro. Bedstemors skød er ofte mere behageligt end prøvelserne i en børnehave. Vores forældres kælder med utallige videospil er måske mere tiltrækkende end universitetet, ægteskabet eller en karriere.

Hvordan kan vi bedst berede os på de forandringer, vi uundgåeligt må stå overfor, mens vi bevæger os gennem livet?

For det første, følg profeterne. Lyt til og giv agt på brødrenes råd. Profeter hæver ofte en advarselsrøst, men giver også regelmæssige, nyttige råd for at hjælpe os med at ride livets storme af. I det første afsnit i Lære og Pagter minder Herren os om, »hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38). Profeter hjælper os til at konfrontere de forandringer og udfordringer, vi konstant står overfor. Den populære primarysang »Følg Guds profeter« minder os om dette vigtige princip: »Men en sikker tryghed får vi, når vi blot følger Guds profeter – gør, hvad der er godt« (Børnenes sangbog, s. 58).

For det andet, bevar et evigt perspektiv. Forstå, at forandring og udfordringer er en del af Guds plan. Formålet med denne jordiske tilværelse er en prøvelsestid eller en tid »for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:25). For at teste vores anvendelse af vores gudgivne handlefrihed gennemgår vi som dødelige en række forandringer, udfordringer, prøvelser og fristelser, mens vi går gennem livet. Først da bliver vi rigtig testet.

I 2 Nefi læser vi: »For det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt. Hvis det ikke var således … kunne retfærdighed ikke tilvejebringes, ej heller ugudelighed, hverken hellighed eller elendighed, hverken godt eller ondt« (2 Ne 2:11).

Livets udfordringer og forandringer giver os mulighed for at udvikle os, idet vi udøver vores handlefrihed til at træffe retskafne beslutninger.

For det tredje, hav tro. Præsident Gordon B. Hinckley opmuntrede medlemmer af Kirken til at gå fremad i tro (se »Gud har ikke givet os en kujonsk ånd,« Stjernen, feb. 1985, s. 23-24). Når vi dagligt konfronteres med en verden fuld af negativitet, kan tvivl, frygt og endda rædsel krybe ind i vores hjerte. Præsident Thomas S. Monson har fortalt os: »Tro og tvivl kan ikke eksistere i det samme sind på samme tid, for den ene driver den anden væk« (»Kom til ham i bøn og tro,« Liahona, mar. 2009, s. 4). I Moroni læser vi, at »uden tro kan der ikke være noget håb« (Moro 7:42). Vi må udøve tro for at håndtere livets udfordringer og forandringer. Det er sådan, vi lærer og går fremad.

For det fjerde, vær ved godt mod. Mange af vore medlemmer rundt omkring på kloden står over for udfordringer, både økonomiske og anden slags. I sådanne tider er det let at føle sig modløs og glemt. I Kirkens første, vanskelige dage rådede Herren de hellige til at være glade: »Vær ved godt mod, børnlille, for jeg er midt iblandt jer, og jeg har ikke svigtet jer« (L&P 61:36).

I ældste Joseph B. Wirthlins sidste konferencetale for et halvt år siden lærte han os, hvordan vi skal reagere på modgang. Hans råd indeholdt blandt andet: »Næste gang I fristes til at brokke jer, så prøv at grine i stedet for. Det forlænger jeres liv, og det gør livet rarere for alle dem omkring os« (»Tag livet, som det kommer, og elsk det«, Liahona, nov. 2008, s. 27). Latter og en god humoristisk sans kan blødgøre bumpene langs livets vej.

Det ville være rart, hvis vi kunne forudse alle de forandringer, der ville ske i løbet af livet. Nogle forandringer ser vi komme. Det er ganske vist, at alle sidste dages hellige unge mænd lærer at forberede sig på en fuldtidsmission, en oplevelse, der ændrer deres liv. Alle værdige unge voksne forstår betydningen af at vælge en ægtefælle og blive beseglet i det hellige tempel. Vi ved, at disse forandringer kommer, og vi kan planlægge efter dem. Men hvad med de forandringer, der ret uventet trænger sig ind på os? Det er forandringer, som vi tilsyneladende ikke har nogen kontrol over. Økonomisk nedtur, arbejdsløshed, svækkende sygdom eller skade, skilsmisse og død er eksempler på forandring, som vi ikke forventer, regner med eller byder velkommen. Hvordan håndterer vi sådanne uventede tilbageslag på livets rejse?

Svaret er det samme. Ved at lytte til profeterne, bevare et evigt perspektiv, have tro og være ved godt mod kan vi imødekomme livets uventede udfordringer og »komme videre med vores liv.«

De første pionerers liv er glimrende eksempler på, hvordan vi bør acceptere forandring og overvinde udfordringer og vanskeligheder.

Robert Gardner jun. blev døbt ind i Kirken i januar 1845 i en frossen sø i de øde skove i det østlige Canada. Han var trofast og flittig og foretog sammen med sin familie rejsen til Nauvoo og ankom efter mange genvordigheder til Salt Lake-dalen i oktober 1847. Efter ankomsten til dalen slog de lejr ved et sted kaldet Old Fort, som lå nogle få blokke fra dette konferencecenter. I sin håndskrevne beretning skrev han: »Jeg spændte mine okser fra og satte mig på den knækkede vognstang og sagde, at jeg ikke kunne foretage én dagsrejse mere« (»Robert Gardner jun. Self History and Journal«, Church History Library, s. 23).

Robert begyndte fra bunden af og skabte et nyt liv for sig selv og sin familie. De første år var hårde, men gradvist blev situationen bedre, efterhånden som han og hans bror Archibald begyndte at bygge møller ved Mill Creek og Jordan River. Nogle få år senere vendte lykken. Det vand, der drev hans mølle, blev omledt længere oppe af vandløbet og tørlagde hans del af vandløbet. Et forsøg på at bygge en kanal på knap 10 km til møllen mislykkedes.

Jeg læser igen fra hans beretning: »Kanalen blev ved med at bryde sammen, så vi til sidst måtte erklære den for mislykket. Det mislykkede forsøg gjorde, at jeg mistede alle mine afgrøder, og min mølle virkede ikke. Mit lager var helt forsvundet, og jeg var ruineret« (»Robert Gardner jun. Self History and Journal«, s. 26).

Som om det ikke var prøvelse nok, fortæller den næste indførsel i hans beretning os, at han blev kaldet til en mission i Canada. Et par måneder senere forlod han sin familie, og rejste sammen med en gruppe missionærer med håndkærre, dampskib og jernbane til sin missionsmark.

Han fuldførte sin mission, vendte tilbage til sin familie, og ved hårdt arbejde og flid kom han på fode igen og begyndte at få fremgang.

Blot nogle få år senere underholdte bror Gardner nogle venner på sin gård i Millcreek i Salt Lake-dalen. En bemærkede: »Jeg er glad for at se, at du er kommet så meget ovenpå efter at have været ruineret. Du er næsten lige så heldigt stillet, som før du mistede din ejendom og tog på mission.«

I Roberts beretning står der: »Mit svar var: ›Ja, jeg var engang heldigt stillet, og det hele gik tabt, og jeg er næsten bange for endnu en [missions]kaldelse.‹ Og rigtig nok kom nogle af mine naboer, som havde været til møde i Salt Lake City et par timer senere forbi og fortalte mig, at mit navn var blandt et antal navne, som blev kaldet i dag til at tage sydpå på mission for at oprette en ny bosættelse og dyrke bomuld. Vi skulle begynde med det samme.«

Han skriver: »Jeg kiggede lidt og spyttede, tog min hat af og kradsede mig [i hovedet], tænkte og sagde: ›Okay‹« (»Robert Gardner jun. Self History and Journal«, s. 35; fremhævelse tilføjet).

Robert Gardner vidste, hvad det ville sige at håndtere forandringer i sit liv. Han fulgte brødrenes råd og tog imod kaldelser om at tjene, selv når det ikke var belejligt. Han havde en stor kærlighed til Herren og viste en stærk og ubøjelig tro med en forbløffende god humor og værdighed. Robert Gardner jun. tog videre og blev en førende pioner i bestræbelserne på at kolonisere det sydlige Utah. Det er sådan en som ham, og utallige lignende pionerer, som giver os inspiration til at fortsætte og frygtløst konfrontere mange forandringer og udfordringer, som kommer ind i vores tilværelse. At vi må være lydige, trofaste og ved godt mod, mens vi bevæger os fremad og »kommer videre med vores liv«, beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.