»Mand nede!«

Jeg er taknemlig for den ære og velsignelse, det er at tale til Guds præstedømme. Min hensigt i aften er at hjælpe jer til at være modige og frimodige i jeres præstedømmetjeneste.

I vil få brug for mod, og I vil få brug for frimodighed, fordi I er indrulleret i Herrens hær i den sidste uddeling. Dette er ikke fredelige tider. Sådan har det været, lige siden Satan samlede sine styrker mod vor himmelske Faders plan i den førjordiske tilværelse. Vi kender ikke til detaljerne i den kamp. Men vi kender til ét resultat. Satan og hans følgesvende blev nedstyrtet til jorden. Og siden Adam og Eva blev skabt, er denne konflikt fortsat. Vi har set den tage til. Og skrifterne antyder, at krigen vil blive voldsommere, og antallet af åndeligt omkomne vil stige på Herrens side.

De fleste af os har set en slagmark på film eller læst en beskrivelse af en i en historie. Gennem et øredøvende spektakel af eksplosioner og soldaters skrig, lyder råbet: »Mand nede!«

Når det råb lyder, søger trofaste soldater hen mod lyden. En anden soldat eller sygehjælper vil trodse faren og begive sig mod den sårede kammerat. Og den faldne mand ved, at der kommer hjælp. På trods af risikoen vil de løbe eller kravle derhen for at beskytte og yde hjælp i tide. Det gør sig gældende i enhver gruppe af mænd, som befinder sig på svære og farlige missioner, som de er opsat på at fuldføre uanset omkostningen. Historierne om sådanne grupper er fulde af beretninger om disse trofaste mænd, som var opsatte på aldrig at lade nogen i stikken.

Her er et eksempel fra en officiel redegørelse.¹ Under kampene i Somalia i oktober 1993, så to US-rangere ned fra deres helikopter under en ildkamp. De så to andre helikoptere i nærheden blive ramt og falde til jorden. De to rangere, som var i nogenlunde sikkerhed, fandt via radioen ud af, at der ikke var nogen styrke på jorden, som kunne komme de faldne til undsætning. Fjenden nærmere sig ulykkesstedet.

De to mænd, der overværede dette ovenfra, bad om lov til at lande på jorden (ordene de brugte var at »blive indsat«) for at beskytte deres kritisk sårede kammerater. Deres anmodning blev afvist, eftersom situation var for farlig. De bad om lov for anden gang. Atter en gang blev det afvist. Først efter deres tredje anmodning fik de lov til at gå ned.

Udelukkende bevæbnet med deres personlige håndvåben kæmpede de sig vej hen til de nedstyrtede helikoptere og sårede flyvere. De bevægede sig igennem intens geværild, efterhånden som fjenden nærmede sig nedstyrtningsstedet. De hev de sårede ud af vraget. De lagde sig rundt om de sårede, således at de selv var mest udsatte. De forsvarede deres kammerater, indtil de løb tør for ammunition, og de blev fatalt såret. Deres mod og offer reddede en pilots liv, som ellers ville være gået tabt.

De blev efter deres død tildelt kongressens tapperhedsmedalje, [Medal of Honor] deres fædrelands højeste anerkendelse for udvist mod over for en væbnet fjende. Begrundelsen lød på, at det, de gjorde var »mere end pligten krævede.«

Jeg tænker dog, om de så sådan på det, da de bevægede sig frem mod de sårede flyvere. Af loyalitet følte de en pligt til at stå last og brast med deres soldaterkammerater uanset omkostningen. Modet til at handle og deres uselviske tjeneste udsprang af deres følelse af, at de var ansvarlige for kammeraternes liv, lykke og sikkerhed.

Sådan en ansvarsfølelse for andre er selve kernen i trofast præstedømmetjeneste. Vore kammerater bliver såret i den åndelige konflikt, der raser omkring os. Det gør de mennesker også, som vi er kaldet til at tjene og beskytte mod ondt. Åndelige sår er ikke så iøjnefaldende, medmindre man ser dem med det inspirerede øje. Men biskopper, grenspræsidenter og missionspræsidenter, som sidder foran Frelserens andre disciple, kan se den sårede og sårene.

Det har fundet sted i årevis og over hele jorden. Jeg mindes, at jeg som biskop fik øje på en ung præstedømmebærer, og ved synet af hans holdning kom denne tanke til mig så tydeligt, at jeg næsten kunne høre den: »Jeg har brug for at tale med ham – og snart. Der er noget i gære. Han har brug for hjælp.«

Jeg ville aldrig skubbe en sådan indskyndelse væk, for jeg har lært, at syndens ar i første instans ikke gør så ondt på den, der er såret. Satan synes af og til at indsprøjte noget, der tager den åndelige smerte, mens han påfører såret. Medmindre der sker noget hurtigt for at påbegynde en omvendelse, kan såret blive dybere og større.

Derfor venter man, som præstedømmebærer med ansvaret for flere af vor himmelske Faders børns åndelige overlevelse, ikke med at rykke til undsætning, indtil råbet lyder: »Mand nede!« Selv en nær ven eller andre ledere eller forældre kan have overset det, I har set.

I kan måske være den eneste, der gennem inspiration har følt et advarselsråb. De andre tænker måske, som I også vil blive fristet til: »Det er måske bare noget, jeg bilder mig ind. Hvilken ret har jeg til at dømme andre? Det er ikke mit ansvar. Jeg lader det ligge, indtil han beder om hjælp.«

Kun en bemyndiget dommer i Israel har fået magten og ansvaret for at afgøre, om der er tale om et alvorligt sår, undersøge det og dernæst under inspiration fra Gud foreskrive den nødvendige behandling for, at helingen kan begynde. Alligevel har I indgået en pagt om at komme Guds åndeligt sårede børn til undsætning. I er ansvarlige for at være modige og frimodige nok til ikke at vende ryggen til.

Jeg må forklare de to sidste ting, som jeg nu bedst kan. For det første, hvorfor har I ansvar for komme en såret ven til undsætning? Og for det andet, hvordan håndterer I dette ansvar?

For det første er I under pagt, som det er blevet gjort klart for jer. Da I tog imod Guds tillid til jer om at modtage præstedømmet, accepterede I ansvaret for at gøre, hvad I end kunne gøre eller undlade at gøre for andres frelse, uanset hvor svært og farligt det måtte synes for jer.

Der er utallige eksempler på præstedømmebærere, som har båret det tunge ansvar, som I og jeg bør gøre. Jakob i Mormons Bog beskrev den hellige tillid således, da han under vanskelige omstændigheder kom nogen til undsætning: »Se, mine elskede brødre, i henhold til det ansvar, jeg er under for Gud med hensyn til at højne mit embede med alvor, og for at jeg kan gøre mine klæder rene for jeres synder, kommer jeg, Jakob, op i templet i dag for at kundgøre jer Guds ord.«²

Nu indvender I måske, at Jakob var profet, og det er I ikke. Men uanset hvilket embede I har i præstedømmet, indebærer det en forpligtelse til at »løfte de nedhængende hænder og styrke de matte kn櫳 omkring jer. I er, som Herrens tjenere under pagt til, efter jeres bedste evne, at gøre for andre, som han ville have gjort.

Jeres store mulighed og ansvar er beskrevet i Prædikerens Bog:

»Hellere to end én, de får god løn for deres slid.

For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op.«⁴

Udfra det vil I forstå de sande og tankevækkende ord fra Joseph Smith: »Ingen andre end tåber vil drive spøg med menneskesjælen.«⁵ Som Jakob mente, ville enhver falden mands eller kvindes sorg, som han kunne have hjulpet, men ikke gjorde, blive hans egen sorg. Jeres lykke er bundet til dem, I er kaldet til at tjene som præstedømmebærere.

Nu kommer vi til spørgsmålet om, hvordan vi bedst hjælper dem, vi er kaldet til at tjene og hjælpe. Det afhænger af jeres evne og beskaffenheden af jeres præstedømmeforhold til den person, som er i åndelig fare. Lad mig give tre tilfælde, som til tider kan være jeres mulighed for at yde præstedømmetjeneste.

Lad os begynde, hvor I er den uerfarne junior-makker, en lærer i Det Aronske Præstedømme, som bliver kaldet til at besøge en ung familie med en erfaren makker. Inden besøget forbereder I jer på besøget ved at bede om styrke og inspiration til at se deres behov og til at kunne se, hvilken hjælp I kan give. Hvis I kan, beder I om dette med jeres makker og sætter navn på dem, I skal besøge. Når I beder, vil I føle jer nærmere på dem og på Gud. I og jeres makker vil være enige om det, I håber på at opnå. Så lægger I en plan for det, I vil gøre.

Uanset hvad planen er, vil I med stor opmærksomhed og ydmyghed lytte og iagttage under besøget. I er unge og uerfarne. Men Herren kender alt til deres åndelige tilstand og deres behov. Han elsker dem. Og fordi I ved det, sender han jer til at handle på vegne af ham, I kan have tro på, at I kan mærke deres behov og ved, hvad I kan gøre for at imødekomme deres behov. Det kommer til jer, når I besøger dem ansigt til ansigt i deres hjem. Det er derfor, I har fået dette præstedømmeansvar i Lære og Pagter: »Besøg hvert medlems hjem og forman dem til at bede lydeligt og i løndom og at varetage alle familiemæssige pligter.«⁶

Og så får I et større ansvar, hvilket kræver endnu større dømmekraft:

»Lærerens pligt er altid at våge over kirken og at være hos dem og at styrke dem

og at se til, at der ikke er nogen ugudelighed i kirken, ej heller indbyrdes nag, ej heller løgn, bagtalelse eller ond tale,

og påse, at kirken ofte mødes, og påse, at alle medlemmer gør deres pligt.«⁷

I og jeres makker vil sjældent modtage inspiration, der gør, at I vil vide i hvilken grad, de lever op til disse standarder. Men jeg kan af erfaring love jer, at I vil få gaven til at vide, hvad der er godt hos dem. Og derudfra vil I være i stand til at styrke dem. Der er noget andet, jeg kan love: I og jeres makker vil blive inspireret til at vide, hvilke ændringer de kunne foretage, som vil indlede den åndelige heling, de har brug for. De ord, I bliver inspirerede til at tale omkring ting i deres liv, vil næsten med sikkerhed indeholde nogle af de ændringer, som Herren finder det vigtigst, at de foretager.

Hvis jeres makker føler sig tilskyndet til foreslå ændringer, så læg mærke til, hvordan han gør det. I bliver sikkert overrasket over den måde, Ånden vejleder ham til at tale på. Hans stemme vil være lyden af kærlighed. Han vil finde en måde at forbinde den fornødne ændring med en velsignelse på. Hvis det er forældrene, der har brug for at foretage nogle ændringer, forklarer han måske, hvordan det vil lede til gladere børn. Han vil beskrive ændringerne som et skridt væk fra sorg og til et bedre og tryggere sted.

Jeres bidrag under besøget kan synes meget beskedent, men det kan have større virkning, end I kan forestille jer. Jeres ansigtsudtryk og væremåde viser folk, at I bekymrer jer om dem. De vil kunne se jeres kærlighed til dem, og Herren vil gøre, at I ikke er bange. Og I vil være frimodige nok til at bære jeres vidnesbyrd om sandheden. Jeres ydmyge, enkle og måske korte vidnesbyrd rører måske hjertet mere hos en person, end det gør, når det kommer fra jeres mere erfarne makker. Jeg har set det ske.

Uanset hvilke rolle I har ved det præstedømmebesøg, så vil jeres ønske om at besøge Herrens folk for at hjælpe dem medføre mindst to velsignelser. For det første vil I mærke Guds kærlighed for de mennesker, I besøger. For det andet vil I mærke Frelserens taknemlighed for det ønske, I havde, da I tog af sted for at yde den hjælp, Frelseren vidste, de behøvede.

Han sendte jer til dem, fordi han stolede på, at I ville føle jer ansvarlige for at opfordre dem til at komme til ham og glæden.

Efterhånden som I bliver lidt ældre, kommer der en anden mulighed til jer for at tjene i præstedømmet. I vil også komme til at kende de andre medlemmer af kvorummet godt. I har måske spillet basketball, football eller lavet andre aktiviteter og tjenesteprojekter. I bliver måske nære venner med nogle af dem.

I vil vide, hvornår de er glade, og hvornår de er kede af det. Måske har ingen af jer en bemyndiget stilling i kvorummet. Men I vil føle ansvar over for de andre medlemmer af præstedømmet. Jeres ven betror jer måske, at han er begyndt at overtræde et bud, og I ved, at det vil skade ham åndeligt. Han beder jer måske om råd, fordi han stoler på jer.

Jeg kan udfra erfaring sige, at hvis det lykkes jer at finde en måde at påvirke ham, så han kommer væk fra den farlige sti, vil I aldrig glemme den glæde, der følger af at være en sand ven. Hvis det ikke lykkes jer, kan jeg love jer, at I vil føle sorgen, som var den jeres egen, når den melder sig, og det gør den. Men hvis I prøvede at hjælpe, vil I stadig være hans ven. Og det kan ske, at han i årevis vil tale om alle de gode ting, der kunne have været, og hvor taknemlig han er, fordi I bekymrede jer nok til at prøve. Så vil I støtte ham og atter engang opfordre ham, som I gjorde, da I var unge, til at komme tilbage til glæden, som forsoningen stadig gør mulig for ham.

Endnu senere i livet er I måske blevet fædre – fædre med præstedømmet. Det I lærte gennem præstedømmet ved at hjælpe andre væk fra sorg og mod glæde, kan give jer den styrke, I vil få brug for og ønsker. Årevis med ansvar for menneskesjæle forbereder jer til at hjælpe og beskytte jeres familie, som I elsker mere, end I kan forestille jer i jeres ungdom. I ved, hvordan I gennem præstedømmets kraft skal lede dem i sikkerhed.

Min bøn er, at I i livet og for altid vil finde glæde i jeres tjeneste i præstedømmet. Jeg beder til, at I vil udvikle det mod og den kærlighed til vor himmelske Faders børn, der førte til, at Mosijas sønner tryglede om lov til at kundgøre evangeliet for et forhærdet folk til trods for stor fare. Deres ønske og mod udsprang af en ansvarsfølelse for nogle fremmede menneskers evige lykke, som stod i fare for uendelig pinsel.⁸

Må vi udvikle lidt af det ønske, Jahve havde, da han i en verden før denne bad om at stige ned fra himlens herlighed for at tjene os og give sit liv for os. Han sagde til sin Fader: »Send mig.«⁹

Jeg vidner om, at I er kaldede af Gud og sendt hertil for at tjene hans børn. Han ønsker ikke, at en eneste bliver ladt tilbage. Præsident Monson besidder præstedømmets nøgler på jorden. Gud vil give jer inspiration og styrke til at leve op til jeres ansvar for at hjælpe hans børn med at finde frem til den glæde, der er gjort mulig gennem Jesu Kristi forsoning. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.