Ærefuldt have ry og anseelse

Profeten Joseph Smith erklærede, at formålet med at samle Guds folk til alle tider har været at bygge templer, så hans børn kan modtage de højeste ordinancer og derved opnå evigt liv (se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, Studievejledning for Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen, 2008, s. 411-414). Dette væsentlige forhold mellem princippet om indsamling og opførelse af templer er fremhævet i Mormons Bog:

»Se, marken var moden, og velsignede er I, for I svang seglen og høstede af alle jeres kræfter, ja, hele dagen lang arbejdede I; og se antallet af jeres neg! Og de skal samles ind i laderne, så de ikke går til spilde« (Alma 26:5).

Negene repræsenterer i denne lignelse de nydøbte medlemmer af Kirken. Laderne er de hellige templer. Ældste Neal A. Maxwell har forklaret: »Når vi døber, bør vi have blikket rettet udover døbefonten og mod det hellige tempel. Den store lade, hvori disse neg skulle samles, er det hellige tempel« (i John L. Hart, »Make Calling Focus of Your Mission«, Church News, 17. sep. 1994, s. 4). Denne forklaring tydeliggør og understreger vigtigheden af hellige tempelordinancer og pagter – at negene ikke må gå til spilde.

»Ja, de skal ikke blive slået ned af uvejret på den yderste dag; ja, ej heller skal de blive revet op af hvirvelvindene, men når uvejret kommer, er de samlet sammen på deres sted, så uvejret ikke kan nå ind til dem; ja, ej heller skal de føres af rasende vinde derhen, hvor fjenden måtte ønske at bære dem« (Alma 26:6).

Ældste Dallin H. Oaks har forklaret, at vi ved at forny vores dåbspagt ved at deltage i nadveren, »vidner vi ikke om, at vi påtager os Jesu Kristi navn. Vi vidner [snarere] om, at vi er villige til at gøre det (se L&P 20:77). Det faktum, at vi blot vidner om vores villighed, antyder, at noget andet må finde sted, før vi rent faktisk påtager os dette hellige navn i [dybeste] og vigtigste forstand« (se »Når vi påtager os Jesu Kristi navn«, Stjernen, aprilkonferencen 1985, s. 74). Dåbspagten lægger helt klart op til fremtidige begivenheder og peger frem mod templet.

I nutidige åbenbaringer refererer Herren til templer som huse, der er »bygget til mit navn« (L&P 105:33; se også L&P 109:2-5; 124:39). I indvielsesbønnen for templet i Kirtland bad profeten Joseph Smith Faderen om, »at dine tjenere må drage ud fra dette hus, udrustet med din kraft, og om at dit navn må være på dem« (L&P 109:22). Han bad også om en velsignelse »over dit folk, på hvem dit navn skal skrives i dette hus« (v. 26). Og da Herren Jesus Kristus viste sig i templet i Kirtland og erklærede det for sit hus, sagde han: »Jeg har antaget dette hus, og mit navn skal være her; og jeg skal i barmhjertighed give mig til kende for mit folk i dette hus« (L&P 110:7).

Disse skriftsteder hjælper os til at forstå processen med at påtage os Jesu Kristi navn, som indledes i dåbens vande, fortsætter og udvides i Herrens hus. Når vi går i dåbens vande, ser vi hen mod templet. Når vi deltager i nadveren, ser vi hen mod templet. Vi lover altid at erindre Frelseren og at holde hans befalinger som forberedelse til at deltage i templets hellige ordinancer og modtage de største velsignelser, som er tilgængelige gennem vor Herres Jesu Kristi navn og myndighed. Således påtager vi os gennem templets hellige ordinancer mere helt og fuldt Jesu Kristi navn.

»Og dette højere [eller Melkisedekske] præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives gudfrygtighedens kraft i dets ordinancer.

Og uden dets ordinancer og præstedømmets myndighed bliver guddommelighedens kraft ikke givet til kende for menneskene i kødet« (L&P 84:19-21).

Vi lever i en tid, hvor der bygges templer over hele verden. Og modstanderen er helt klart opmærksom på det øgede antal templer, som nu findes på jorden. Opførelsen og indvielsen af disse hellige bygninger er altid ledsaget af modstand fra fjender af Kirken såvel som uovervejet kritik fra nogle i Kirken.

Sådan fjendtlighed er ikke ny. I 1861, mens templet i Salt Lake City var under opførelse, opfordrede Brigham Young de hellige således: »Hvis I ønsker dette tempel opført, så gå i gang og gør alt, hvad I kan … Nogle siger: ›Det bryder jeg mig ikke om at gøre, for vi har aldrig begyndt at bygge et tempel, uden at helvedes klokker begynder at ringe.‹ Jeg vil gerne høre dem ringe igen. Alle helvedes styrker vil være i stilling … Men hvad tror I, de magter? I har jo set, hvad de har formået indtil nu« (i Deseret News, 10. apr. 1861, s. 41).

Som trofaste sidste dages hellige er vi blevet styrket af modgang og er modtagere af Herrens inderlige barmhjertighed. Vi er rykket fremad med Herrens løfte: »Jeg vil ikke tillade, at [mine fjender] skal tilintetgøre mit værk; ja, jeg vil vise dem, at min visdom er større end Djævelens snedighed« (L&P 10:43).

I mange år var søster Bednar og jeg vært for trofaste mænd og kvinder, som holdt tale på BYU i Idaho. Mange af disse talere var emeritus eller afløste medlemmer af De Halvfjerds, der havde tjent som tempelpræsidenter efter deres tjeneste som generalautoritet. Når vi talte med disse stærke medlemmer, stillede jeg altid samme spørgsmål: »Hvad har du lært som tempelpræsident, som du ville ønske, du havde forstået bedre, da du var generalautoritet?«

Når jeg lyttede til deres svar, opdagede jeg et gennemgående tema, som vil jeg opsummere således: »Jeg er kommet til en større forståelse af den beskyttelse, der er tilgængelig i vore tempelpagter, og hvad det betyder at yde et passende offer af tempeltjeneste. Der er forskel på medlemmer, der kommer i Kirken, betaler tiende, og som lejlighedsvis styrter ind i templet for at tage en session, og de medlemmer, som trofast og vedvarende tjener i templet.«

Ligheden i deres svar gjorde dybt indtryk på mig. Alle svarene på mit spørgsmål fokuserede på den beskyttende kraft i de ordinancer og pagter, som er tilgængelige i Herrens hus. Deres svar havde direkte parallel til de løfter, der er indeholdt i indvielsesbønnen for templet i Kirtland i 1836:

»Vi beder dig, hellige Fader, om gennem alle slægtled i al evighed at grundfæste det folk, som skal tilbede og ærefuldt have ry og anseelse i dette, dit hus;

om at intet våben, der smedes imod dem, skal nå sit mål; om at den, som graver en grav for dem, selv må falde i den,

om at ingen sammensværgelse af ugudelighed skal få magt til at opstå og vinde sejr over dit folk, på hvem dit navn skal skrives i dette hus;

og hvis noget folk rejser sig imod dette folk, at din vrede da må blive tændt imod dem;

og hvis de slår dette folk, at du da vil slå dem, at du vil kæmpe for dit folk, sådan som du gjorde på slagets dag, så de må blive udfriet af alle deres fjenders hænder« (L&P 109:24-28).

Overvej disse vers i lyset af modstanderens verserende rasen og det, vi har talt om omkring vores villighed til at påtage os Jesu Kristi navn, og de velsignelser, der er lovet dem, som ærefuldt har ry og anseelse i det hellige tempel. Disse velsignelser i pagterne gælder alle generationer og i al evighed. Jeg indbyder jer til igen og igen at studere og under bøn at overveje, hvad disse skriftsteder betyder for jer og jeres familie.

Vi bør ikke være overraskede over Satans forsøg på at forpurre eller så tvivl om tempeltjeneste. Den onde afskyr renheden i og kraften fra Herrens hus. Den beskyttelse, som er tilgængelig for os hver især i og gennem templets ordinancer og pagter, står godt i vejen for Lucifers onde planer.

Udvandringen fra Nauvoo i september 1846 forårsagede ufattelige trængsler for de trofaste sidste dages hellige. Mange søgte ly i lejre langs med Mississippifloden. Da det i Winter Quarters kom Brigham Young for øre, hvordan forholdene var for disse flygtninge, sendte han straks et brev over floden til Council Point, hvor han opfordrede brødrene til at hjælpe – idet han mindede dem om den pagt, de havde indgået i templet i Nauvoo. Han sagde: »Nu er det tid til at arbejde. Lad ilden fra den pagt, som I har indgået i Herrens hus, brænde i jeres hjerte som en uudslukkelig ild … « (i Journal History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 28. sep. 1846, s. 5). Inden for få dage rullede der vogne østpå for at redde de betrængte hellige.

Hvad var det, som gav disse tidlige hellige sådan en styrke? Det var ilden fra tempelpagten, som brændte i deres hjerte. Det var deres forsæt om at tjene og ærefuldt have ry og anseelse i Herrens hus.

Vi står nu og vil fremover stå over for store udfordringer mod Herrens værk. Men ligesom pionererne, der fandt det sted, som Gud havde beredt til dem, så kan vi drage frem med mod, for Gud er med os hver dag (se »Kom, kom, Guds folk«, Salmer og sange, nr. 16). I dag ligger templerne spredt overalt på jorden som hellige steder for ordinancer og pagter, for belæring og som tilflugtssted fra stormen.

Herren erklærede: »Derfor må jeg samle mit folk … så hveden kan blive bragt i sikkerhed i laderne og få evigt liv og blive kronet med celestial herlighed« (L&P 101:65).

Inden for min stemmes rækkevidde er der mange unge piger, unge mænd og børn. Jeg bønfalder jer om at være værdige, være urokkelige og med stor forventning se frem til den dag, hvor I vil modtage templets ordinancer og velsignelser.

Inden for min stemmes rækkevidde er der mennesker, som burde have, men som endnu ikke har modtaget ordinancerne i Herrens hus. Uanset hvad grunden er, eller hvor længe det har været udskudt, indbyder jeg jer til at påbegynde de åndelige forberedelser, således at I kan modtage de velsignelser, som kun er tilgængelige i templet. Forkast det i jeres liv, som står i vejen. Søg efter det, som er af evig betydning.

Inden for min stemmes rækkevidde er der mennesker, som har modtaget templets ordinancer, og som af forskellige årsager ikke er kommet tilbage til Herrens hus i en længere periode. Omvend jer, forbered jer og gør det, der må gøres, så I atter kan tjene i templet og bedre ihukomme og ære jeres hellige pagter.

Inden for min stemmes rækkevidde er der mange mennesker, der har en gyldig tempelanbefaling, og som stræber efter at bruge den værdigt. Jeg roser jer for jeres trofasthed og hengivenhed.

Jeg bærer højtideligt vidne om, at ilden fra pagten vil brænde i hjertet på hvert et trofast medlem af Kirken, som vil tjene og ærefuldt have ry og anseelse i Herrens hellige hus. Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Han lever og leder Kirkens anliggender gennem åbenbaring til sine udpegede tjenere. Om disse ting vidner jeg i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.