En gave, som man skal tage ekstra vare på

Blot tre måneder før den jul havde jeg modtaget en anden gave, som var langt vigtigere og mere vidtrækkende end en cykel. Jeg var blevet døbt og havde modtaget Helligåndsgaven. I de første år, og måske også i mange år derefter, var jeg som de lamanitter, som Herren omtaler som »døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke« (3 Ne 9:20).

Jesus understregede dåbens og Helligåndsgavens ufattelige værdi: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). For at gøre det lettere at bekendtgøre for sine disciple, at han snart skulle forlade dem, lovede Frelseren dem denne himmelske gave: »… jeg [vil] sende ham [Talsmanden] til jer« (Joh 16:7).

Det er en gave med en enorm kraft. Fra skrifterne lærer vi, hvad denne gave kan bibringe dem, der ivrigt modtager den: »Helligånden … vidner om Faderen og om Sønnen« (L&P 20:27; se også 1 Kor 12:3; 3 Ne 28:11; L&P 42:17). Helligånden lærer os alt og kalder alt til vores erindring (se Joh 14:26). Han leder os til sandhed og viser os det tilkommende (se Joh 16:13). Han oplyser vores sind og fylder vores sjæl med glæde (se L&P 11:13). Ved hans kraft kan vi kende sandheden i alle ting (se Moro 10:5). Han vil åbenbare Guds hemmeligheder for os (se 1 Ne 10:19).

Han viser os, hvad vi skal gøre (se 1 Ne 4:6; L&P 8:2). Han inspirerer dem, vi underviser (se 2 Ne 33:1). Men hvad der er endnu vigtigere, syndsforladelse kommer ved forsoningen »ved dåb og ved ild, ja, nemlig Helligånden« (L&P 19:31; se også 2 Ne 31:17), som gør det muligt for os at blive helliggjort ved denne gave og stå rene foran Kristus på den yderste dag (se 3 Ne 27:20).

Denne gave, som består af Helligåndens konstante fællesskab, er kun mulig for dem, som er blevet døbt og bekræftet som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.¹ Helligånden kan af og til påvirke alle, der søger sandhed, men Helligåndens gave er kun for dem, som har påtaget sig det gengivne evangeliums pagt.² Denne gave er virkelig. Det er en enestående gave for Kirkens medlemmer.

Helligåndsgaven er ikke begrænset til de få – patriarken, den hengivne besøgslærer, den inspirerede ven – men er lovet os alle, hvis vi flittigt søger vejen tilbage til vores himmelske hjem. Præsident Wilford Woodruff (1807-1898) påpegede det behov, som alle sidste dages hellige har for Helligånden: »Lad os arbejde på at opnå Helligånden … Det er den Ånd, vi må have for at kunne bringe Guds hensigter til udførelse på jorden. Vi har mere brug for den end for nogen anden gave … Vi må bede til Herren, indtil vi får Talsmanden. Den bliver os lovet, når vi bliver døbt. Den er lysets, sandhedens og åbenbaringens ånd og kan være hos os alle samtidig.«³

Vi lever i en tid, hvor transport, kommunikation og adgang til informationer overgår alt, hvad man tidligere har kendt. Men moralske emner, såsom ærlighed, kyskhed, overholdelse af sabbatten, familieansvar og sågar livets hellighed – emner, som verden og de sidste dages hellige længe har været enige om – tolkes nu på alle mulige måder og er til debat (se L&P 1:16).

Mens udviklingen inden for teknologi og kommunikation hele tiden presser den moderne verden ind over os, kræver det at være i verden, men ikke af verden, at vi konstant træffer valg og beslutninger (se Joh 17:14). Åndelig skelnen er af afgørende betydning. Som Kristi disciple skal vi gøre Helligåndsgaven til en bevidst, daglig, bønsom del af vores tilværelse. Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Ingen af os kan overleve i verden i dag, og endnu mindre i det, den snart bliver, uden personlig åbenbaring.«⁴

Hvordan kan vi anvende denne himmelske gave som et vigtigt kompas i vores daglige gøremål? Vi må tro på, at selv når vi er svage, kommer den stille, sagte røst, som vi fornemmer, fra vor Fader. Vi skal bede og spørge og søge og ikke blive bange, når svarene dukker op i vores hjerte og sind. Tro på, at de er guddommelige. Det er de.

I februar 1847 viste profeten Joseph Smith sig for Brigham Young i en drøm eller et syn. Præsident Young spurgte profeten, om han havde et budskab til de hellige. Profeten svarede: »Fortæl folket, at de skal være ydmyge og trofaste og sikre sig, at de beholder Herrens Ånd hos sig, for så vil den føre dem på rette vej. Vær forsigtig med ikke at afvise den lille sagte stemme. Den vil lære dem, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen. Den vil bære rigets frugter. Sig til brødrene, at de skal holde hjertet åbent for overbevisning, så deres hjerte vil være rede til at modtage det, når Helligånden kommer til dem.«⁵

Når du tror på, at åbenbaring kommer til dig såvel som til andre, holder du dit hjerte åbent for overbevisning.

Der er utallige, inspirerende eksempler på, hvordan Helligånden dagligt virker i Kirkens medlemmers liv. De fleste er afdæmpede og personlige og ses kun som dramatiske, når vi ser tilbage på de forandringer, som de afstedkom. Tænk på dine egne erfaringer, mens du læser en række oplevelser, som andre har fortalt mig.

• En kvinde havde overvejet nogle forskellige jobmuligheder, som hun kunne se nærmere på, når hendes børn begyndte i skolen igen. Da hun sad ved nadvermødet, rejste stavspræsidenten sig og bar sit vidnesbyrd. Han læste et skriftsted: »Søg ikke efter rigdom eller denne verdens tomme ting, for se, du kan ikke tage dem med dig« (Alma 39:14). Det vers trængte dybt ind i hendes hjerte den sabbatsdag, som en åndelig bekræftelse på det, hun skulle bruge tid på i det kommende år.

• Et otteårigt barn blev døbt og derefter bekræftet som medlem af Kirken og modtog Helligåndsgaven ved håndspålæggelse af sin far og bedstefar. Da drengen glad rejste sig for at bære sit vidnesbyrd, blev han helt uventet grebet af så stærke følelser, at han knap kunne tale. En bror, som fortalte om hændelsen, sagde: »Jeg fornemmede Åndens følelser så stærkt på det tidspunkt.«

• En missionær og hans kammerat bankede på hos en undersøger, som de havde givet et eksemplar af Mormons Bog. Da den ældre kvinde åbnede døren, følte missionæren en stærk følelse skylle ind over sig. Kvinden bød missionærerne indenfor og fortalte, at hun havde læst og troede på det, som de havde lært hende. Den unge missionær blev så bevæget af de følelser, han følte, at han bad: »Kære Fader, lad mig aldrig glemme den følelse, jeg oplevede her i dag.«

• En ung studerende, som var langt hjemmefra, begyndte at føle sig meget ensom. I sine bønner tryglede hun om, at hun måtte få hjælp i sin krise. En morgen under undervisningen følte hun en fantastisk trøst. Et tanke faldt hende ind: »Du er aldrig alene.« Hendes bønner var blevet besvaret, og hendes hjemve forsvandt.

• En trofast far var på vej ud for at hjælpe en søn, som havde truffet nogle forkerte valg og nu måtte lide konsekvenserne af sine valg. I de lange, stille timer på vejen ud til sønnen bad denne far, mens han sørgede over sin søns fejltrin. Men så dukkede denne tanke klart og tydeligt op i faderens sind: »Han er også min søn.«

• En 16-årig laurbærpige sad i en søndagsskoleklasse og lyttede til en lærer. Det var påske, og læreren havde forberedt en lektion om forsoningen. Læreren talte om de lidelser, som Frelseren havde udholdt, og fortalte, hvad det ville sige at bløde fra hver pore, at blive pisket og at lide på korset. Den unge pige havde aldrig før tænkt så indgående over forsoningen. Hun så et mentalt billede for sit indre blik. Mere end 25 år senere talte hun dybt bevæget om den oplevelse: »Den dag vidnede Helligånden for mig, at Jesus er Kristus.«

Vi lever i en tid, hvor det ondes mest nedbrydende kræfter er overalt omkring os. Kommunikationsteknologien, som kan bringe mange vidunderlige ting ind i vores liv, kan også invadere vores samfund – ja, selv vore hjem, hvis vi ikke passer på – med det, som hurtigt kan gøre os døve over for Helligåndsgaven. Vi må være på vagt over for, hvad vi tillader at påvirke vores ånd.

Hvis du ønsker større klarhed i forståelsen af og troen på den stille, sagte røst, så findes der ingen bedre kur end lydighed. Jesus sagde til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig« (Matt 16:24).

Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, foreslog en enkel løsning på, hvordan man vælger den rigtige røst: »Lyt til og følg Åndens røst. Det er en ældgammel løsning, ja, en evig løsning, og den er måske ikke populær i et samfund, der altid er på jagt efter noget nyt. Det kræver tålmodighed i en verden, som kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse. Denne løsning er stille, fredfyldt og diskret i en verden, som elsker det larmende, påtrængende, hurtige, prangende og grove. Denne løsning kræver, at man er eftertænksom. … Denne løsning kræver, at vi vandrer ved tro i en verden, der styres af synet.«⁶

Jeg har ofte tænkt over, hvor meget mine børns liv adskiller sig fra mit, da jeg voksede op på familiens lille gård i det sydlige Idaho i 1950erne og 1960erne. Lange dage, hvor jeg byggede hegn sammen med min far, stille timer, hvor vi flyttede overrislingsrør ude i kartoffelmarkerne, et hjem med kun et fjernsyn, som kun modtog tre kanaler, ingen computer, ingen mp3’er, ingen mobiltelefoner, kun få ture, der gik længere end til de nærliggende byer, få adspredelser og meget tid sammen med familien – det var fundamentet for mange i min generation.

I verden i dag må vi skabe stille stunder til overvejelse for vore børn og lære dem, hvordan man lytter til den stille, sagte røst. Lad os ikke midt i alle de velsignelser, som vores moderne tidsalder har skænket os, glemme det, som fremmer Helligåndens virke: Egen tid til bøn, overvejelse, meditation og studium af skrifterne; og tid til familien, uforstyrret af larm, distrahering og alt for mange aktiviteter.

Ved at følge de følelser, som kommer til os, lærer vi at stole på, at de kommer fra vor Fader. Vi »vokser op« (se L&P 109:15) og lærer at skelne denne røst.

Præsident Thomas S. Monson har rådet os til aldrig at skyde en tilskyndelse fra os. »Vi våger. Vi venter. Vi lytter efter den stille, sagte røst,« sagde han ved generalkonferencen. »Når den taler, adlyder kloge mænd og kvinder. Vi udskyder ikke at følge Åndens tilskyndelser.«

Præsident Monson fortalte så en beretning om en ven, der hed Stan, som var blevet delvis lammet af en sygdom. Trods den bedste lægebehandling og families og venners bønner forblev Stan lænket til sin seng og begyndte at fortvivle.

»En sen eftermiddag svømmede jeg rundt i Deserets svømmehal – på ryggen og så op i loftet – længde efter længde,« mindedes præsident Monson. »Stille, men tydeligt kom en tanke ind i mit sind: ›Her svømmer du ubekymret omkring, mens din ven Stan hensygner i sin hospitalsseng, ude af stand til at bevæge sig.‹ Jeg fornemmede tilskyndelsen: ›Tag hen til hospitalet og giv ham en velsignelse.‹

Jeg indstillede svømningen, klædte mig på og skyndte mig ud til Stan på hospitalet. Hans seng var tom. En sygeplejerske sagde, at han var kørt i sin kørestol ned til svømmebassinet, før han skulle til behandling. Jeg skyndte mig derned, og der sad Stan, helt alene, ved kanten af bassinets dybe ende. Vi hilste på hinanden og vendte tilbage til hans stue, hvor han fik en præstedømmevelsignelse.«

Stan genvandt senere sin styrke og førligheden i sine ben og lærte at gå igen. Præsident Monson fortsatte: »For nogle afslører [Stan], hvilke mørke tanker han havde den eftermiddag, da han sad nedtrykt i sin kørestol ved bassinets kant og syntes, han var dømt til et fortvivlende liv. Han fortæller, hvordan han spekulerede på alternativet. Det ville være så let at styre den forhadte kørestol ud i bassinets dybe, stille vand. Så ville livet være forbi. Men netop i det øjeblik så han mig, sin ven. Den dag lærte Stan bogstaveligt, at vi ikke vandrer alene. Jeg lærte også en lektie den dag: Man må aldrig, aldrig, aldrig udskyde at følge en tilskyndelse.«⁷

Da Herren talte om sit andet komme, påpegede han, at Helligåndsgaven skal være et mærkbart aktiv blandt hans hellige: »For de, der er kloge og har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage – sandelig siger jeg jer: De skal ikke blive hugget om og kastet i ilden, men skal udholde den dag« (L&P 45:57).

Vi lever i en vidunderlig tid med muligheder, viden og fremgang. Men sammen med disse undere følger også den ondes fornedrende bedrag, som stræber efter at mase sig ind i vores tilværelse og bore sig ind i vore trygge hjem. Hvis vi modtager Helligånden som vores vejleder og klogt kender til, værner om og bygger på denne gave, så bliver vi ikke bedraget. Mens det onde tager til i verden, bliver der en tilsvarende styrkelse af Helligåndsgavens kraft for de retskafne.

Når vi er mere opmærksomme på denne guddommelige gave, kan vi »udholde den dag« og leve igen sammen med vor himmelske Fader.