En juleerindring

I mit hjem i en af mine gemmer har jeg en lille, sort stok med imiteret sølvhåndtag. Den tilhørte engang en fjern slægtning. Hvorfor har jeg beholdt den i nu mere end 70 år? Det er der en særlig grund til. Som dreng deltog jeg i menighedens juleforestilling. Jeg fik lov at spille en af de tre vise mænd. Med et broget tørklæde viklet om hovedet, med betrækket fra mors klaverbænk over skuldrene og den sorte stok i hånden fremførte jeg mine replikker: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham« (Matt 2:2). Jeg husker levende, hvordan det føltes, da vi »vise mænd« kiggede op og så en stjerne, vandrede hen over scenen, fandt Maria med Jesusbarnet, faldt ned og tilbad ham og åbnede vore skatte og overrakte gaverne: Guld, røgelse og myrra.

Jeg var især glad for, at vi ikke vendte tilbage til den onde Herodes for at forråde Jesusbarnet, men adlød Gud og rejste bort ad en anden vej.

Årene er fløjet forbi, men julestokken har stadig en særlig plads i mit hjem, og i mit hjerte er jeg Kristus hengiven.