Händel og gaven Messias

Georg Friedrich Händel virker til at have været den fødte musiker. Som ung knægt i Tyskland lærte han at spille fremragende på både violin og orgel. Da han havde komponeret sin første opera i Tyskland, flyttede han til Italien, der var verdens operacentrum, for at lære at komponere i den italienske stil. Der opnåede han en vis succes med at komponere operaer og kammermusik.

I 1711, da Händel var 26, besluttede han at flytte til England, hvor hans operaer og oratorier til at begynde med opnåede anerkendelse. Men sidst i 1730erne var det engelske publikum blevet træt af at høre operaer sunget på tysk eller italiensk; i stedet foretrak de musikalske komedier som for eksempel Tiggeroperaen. Så i flere år kæmpede Händel for at holde ulvene – hans kreditorer – fra dørene.

Da han i 1737 havde presset sig selv til det yderste rent fysisk for at komponere fire operaer på 12 måneder, blev den 52-årige komponist ramt af et slagtilfælde, der delvist lammede hans højre arm. En læge sagde til Händels trofaste sekretær: »Vi kan måske redde manden – men musikeren er tabt for stedse. Jeg mener, at hans hjerne har taget varig skade.«¹

Komponisten trodsede den diagnose. Med tiden reagerede hans krop på behandlinger i de varme kilder i Aix-la-Chapelle (Aachen i Tyskland), og han genvandt sin fysiske styrke. Da han havde afprøvet sine færdigheder på orglet i en nærliggende domkirke, udbrød han triumferende: »Jeg er vendt tilbage fra Dødsriget!«²

Da han vendte tilbage til London og genoptog arbejdet med at komponere operaer, blev hans værker ikke særlig godt modtaget, og kreditorerne var efter ham igen. I fortvivlelsens dyb begyndte han at spekulere: »Hvorfor tillod Gud mig at genopstå, blot for at lade mine medmennesker begrave mig igen?«³ I april 1741 afholdt Händel det, han mente var hans afskedskoncert. Hans kreativitet var opbrugt. En af hans levnedsskildrere skrev: »Der var intet at begynde på eller afslutte. Händel stod midt i tomheden.«⁴

En sen augusteftermiddag samme år vendte Händel hjem fra en lang og trættende vandring og opdagede, at hans tidligere samarbejdspartner, digteren Charles Jennens, havde efterladt ham et manuskript. Denne libretto citerede omfattende fra skrifterne, især Esajas’ ord, som forudsagde Jesu Kristi fødsel og beskrev hans virke, korsfæstelse og opstandelse. Værket skulle være et oratorium. På grund af sine tidligere fiaskoer var Händel noget tilbageholdende, da han begyndte at læse teksten.

»Comfort ye« (Glæd jer), manuskriptets første ord syntes at springe op fra siden. De fortrængte de mørke skyer, der havde tynget Händel så længe. Hans depression forsvandt, og hans følelser steg fra interesse til begejstring, mens han læste om englenes bebudelse af Frelserens fødsel, og om Esajas’ profetier om Messias, som skulle komme til jorden og fødes som ethvert andet spædbarn. En velkendt melodi, som Händel havde komponeret tidligere, strømmede ind i hans sind, mens han læste »For Unto Us a Child Is Born« (For et barn er født os). Noderne dannedes i hans sind, hurtigere end han kunne nå at nedskrive dem, mens han skildrede billedet af den kærlige Gode Hyrde i arien »He Shall Feed His Flock« (Han skal nære sin hjord). Så fulgte den overvældende jubel, som lyder i »halleluja-koret«, fulgt af det blide, sublime vidnesbyrd i »I Know That My Redeemer Liveth« (Jeg ved, at min Forløser lever). Værket nåede sin majestætiske afslutningen med »Worthy Is the Lamb« (Værdig er Lammet).

Trods al den musik, som Händel havde komponeret gennem sit liv, blev han verdenskendt for dette ene værk, Messias, som han komponerede på blot tre uger i sensommeren 1741. Da han havde fuldført værket, erkendte han ydmygt: »Gud har besøgt mig.«⁵ De, der røres af Helligånden, når de oplever Händels Messias’ overvældende vidnesbyrd, er enige med ham.

Af sponsorerne ved den første opførelse af oratoriet betingede Händel sig, at overskuddet fra denne og alle fremtidige opførelser af Messias »skal doneres til fanger, forældreløse og syge. Jeg har selv været syg, men er nu helbredt,« sagde han. »Jeg var fanget, men er nu blevet sat fri.«⁶

Efter den første opførelse af Messias i London lykønskede en gæst Händel med den fremragende »underholdning«.

»Min herre, jeg vil da være meget bedrøvet, hvis jeg kun underholdt dem,« svarede Händel ydmygt. »Jeg ønsker at gøre dem bedre.«⁷

Han var endelig blevet sat fri fra sin rastløse jagen efter berømmelse, rigdom og folkets hyldest – men først efter at han havde komponeret sit kronende værk for et publikum, som også omfattede dem fra det hinsides. Det, der betød mest, var ikke længere overladt til det, der betød mindst. Händel, den rastløse komponist, havde endelig fundet ro.