Vuggevise for Timothy

Jeg kan huske min jordemoders skræmmende ord: »Jeg tror, at der er noget galt med ham.« Samtidig kom der flere folk til på fødestuen, så man kunne begynde at genoplive mit alvorligt syge spædbarn.

Jeg havde oplevet mange lignende situationer før, men fra den anden side, nemlig som sygeplejerske. Jeg var den, der genoplivede de nyfødte. Nu var jeg den mor, der rakte hånden ind gennem åbningen i kuvøsen for at røre min lille søns hånd, mens et transportteam ventede på at føre ham til et andet hospital.

Næste morgen modtog jeg en telefonopringning fra intensivafdelingen for nyfødte, hvor min mand, Andrew, sad omgivet af læger, der forklarede den operation, som Timothy straks skulle igennem for at få fjernet store svulster i underlivet.

Jeg klyngede mig til håbet om, at operationen ville helbrede vores barn, så han kunne få et normalt og lykkeligt liv. Jeg så ham for mig som buttet pusling med et sødt ar, der var en erindring om den kortvarige forskrækkelse, han gav sine forældre.

Tre uger senere i samme konferencelokale på hospitalet forsøgte en neurolog at forklare den hjerneskade, som ville give vores barn betydelige indlæringsvanskeligheder, talebesvær og med tiden slagtilfælde.

I samme lokale, nogle få dage senere, sagde fødselslægen: »Jeg kan ikke forestille mig, at Timothy bliver sendt hjem uden fødesonde.« Vores spædbarn havde tabt 1,4 kg siden fødslen, var anæmisk og reagerede ikke på stimuli. Når han fik en flaske, suttede han meget svagt og var ved at kvæles i indholdet.

Forventningerne til vores spædbarns fremtid syntes reduceret til det rene ingenting. Min verden styrtede sammen. Jeg tvivlede på Herrens løfte om, at han aldrig vil tillade, at vi prøves hårdere end vi kan bære. Jeg følte, at denne byrde knuste mig fysisk, mentalt og åndeligt. Under de lange timer på hospitalet længtes jeg efter at være sammen med mine to større børn og genoptage vores fredelige tilværelse. Når jeg var hjemme, var jeg besat af tanken om mit spædbarns velbefindende og det, som jeg helt ærligt betragtede som nedbrydelsen af vores tilværelse.

Da jeg var allerlængst nede, bønfaldt jeg Herren og fortalte ham om alle de vidunderlige måder, hvorpå jeg ville tjene ham, hvis han bare ville tage Timothy tilbage, lade mig sørge over tabet og komme videre med mit liv. Alt andet ville være mere, end jeg kunne klare.

Mens alt dette stod på, begyndte mit eget personlige mirakel. Mange medlemmer af vores menighed fastede og bad sammen med familie og venner for vores familie. En søndag morgen, da jeg vågnede, modtog jeg en stærk følelse af, at der ville ske noget storslået den dag som følge af al denne fasten og bøn. Jeg håbede selvfølgelig, at Timothy pludselig ville blive bevidst om sine omgivelser og mirakuløst begynde at spise. Da jeg ankom til intensivafdelingen for nyfødte, var Timothy lige så passiv, som han altid havde været, og han var stadig ikke interesseret i at få flaske. Jeg blev naturligvis skuffet, men da jeg holdt ham i mine arme, fyldtes jeg med en stærk følelse af, at han nok skulle klare den. Jeg vidste ikke, hvad det helt dækkede over, men jeg tvivlede ikke på, at Herren havde kontrol over situationen og var opmærksom på vores familie.

Nogle uger senere kiggede min mor og jeg ind på hospitalet. I det stille, svagtoplyste værelse holdt min mor min lille svage baby ind mod sit bryst og vuggede ham, mens hun sang en julevuggevise:

Jeg vidste, at fred kom gennem min Frelser, som kom til denne Jord for at bringe fred og evig glæde til enhver af os. Han ville bestemt tage sig af denne kære, lille sjæl og opmuntre de af os, som var udvalgt til at tage sig af ham.

Nogle få uger senere blev Timothy overført til en særlig behandlingsafdeling, hvor jeg for tiden arbejder. Der lærte han mirakuløst at spise. Og jeg oplevede atter den utrolige følelse af, at han nok skulle klare den. Selv om han har gjort fremskridt på så mange områder, ved jeg endnu ikke helt, hvad det dækker over. Men jeg har haft sådan en tryg følelse med mig, lige siden dengang. Og hver gang jeg opdager noget, som jeg nok burde være bekymret over, så skyller den følelse ind over mig, og budskabet er altid det samme: »Bare rolig. Alt skal nok ordne sig. Bare nyd ham.«

I denne juletid går min tanker til de smukke gaver, som Frelseren har givet os. På så mange måder sørger han for, at vi kan nyde fred her på jorden. En af de mest vidunderlige fredsgaver er muligheden for under bøn at gøre alt, hvad vi formår, og så give vore sorger til ham.

Ved at sætte vor lid til Herren, kan vi overlade vore bekymringer til ham, og til gengæld vil han opløfte os og give os særlige gaver, der kan støtte os – ofte gennem andre mennesker. For mig kom disse gaver i form af babysittere for mine to større børn, måltider fra menighedens medlemmer, vidunderlige sygeplejersker og læger og kærlig støtte fra familie og venner. Men det stærkeste gave har været den fred, som vor himmelske Fader skænker, når hans Søn har påtaget sig mine sorger og bekymringer. Takket være ham kan jeg frit elske og nyde lille Timothy og glæde mig over alle de mennesker og velsignelser, som er faldet på min vej på grund af denne særlige lille sjæl.