2010
Kirkemedlemmer fortæller om evangeliet på internettet
December 2010


Kirkemedlemmer fortæller om evangeliet på internettet

Missionærer over hele verden har i de seneste år fået et problem: Efter blot et eller to besøg, stopper en undersøger, som har vist oprigtig interesse, kontakten. Forskere har fundet ud af, at de fleste af disse undersøgere har én ting til fælles: De mister interessen, efter de finder negative og unøjagtige oplysninger om Kirken på internettet.

For seks år siden var 80 % af søgeresultaterne for ordet »mormon« på engelsk negative eller unøjagtige. I dag ser situationen bedre ud. I nogle lande er internetsøgningen på »mormon« i dag op til 80 % positiv.

Hvorfor denne vigtige forandring? Udover Kirkens officielle hjemmesider findes der uofficielle hjemmesider med positive oplysninger om Kirken overalt på nettet. Privatpersoner bruger blogge til at fortælle om deres værdier og evangeliske budskaber kommer frem på sociale netværkssider.

Kort sagt er medlemmernes måde at bruge internettet også med til at hjælpe mennesker til at komme til fuldtidsmissionærerne.

Mange af Kirkens medlemmer er blevet inspireret af det råd, som ældste M. Russell Ballard fra De Tolvs Kvorum, gav: »Må jeg bede jer om at tilslutte jer samtalen ved at deltage på internettet og fortælle om evangeliet og forklare genoprettelsens budskab i enkle og klare vendinger.«1

Her er der et overblik over nogle af de måder, hvorpå kirkemedlemmer bruger internettet til at sprede evangeliet på en enkel og meningsfuld måde.

Nyt Mormon.org

Mormon.org, Kirkens officielle hjemmeside og et velkendt missionærredskab, får et nyt design for at forbinde brugerne direkte med Kirkens medlemmer ved hjælp af personlige profiler.

Det nye Mormon.org lanceres på flere sprog midt i 2011, først på spansk og portugisisk. Det giver medlemmerne mulighed for at oprette en profil, der forklarer deres tro og livsstil. Besøgende kan se disse profiler og lære mere om Kirken direkte fra dens medlemmer.

»Vi ønsker, at de besøgende kommer til at kende Kirkens medlemmer og omgås dem,« sagde Ron Wilson, internet- og marketingleder for Kirkens missionsafdeling.

(Se i medfølgende historie yderligere oplysninger om disse profiler og andre funktioner på det nye Mormon.org).

More Good Foundation

More Good Foundation (Fonden for mere godt) er en velgørende organisation oprettet af kirkemedlemmer, der arbejder på at give Kirken mere positiv omtale på internettet. Selvom fonden ikke ledes eller sponsoreres af Kirken, har den spillet en vigtig rolle i forbedringen af Kirkens omtale i cyberspace.

Stifterne af More Good Foundation begyndte at studere søgermaskinerne, og hvordan de udvælger resultaterne. De fandt ud af, at Google, en populær søgemaskine på internettet, giver en side mulighed for kun at udfylde to pladser på resultatsiden. Det betyder, at selv om LDS.org har hundreder af relevante sider, kommer kun to frem som søgeresultater. Det efterlod en masse plads til sider med negative oplysninger, og folk virkede til at blive tiltrukket af sider, der ikke har et tilhørsforhold til Kirken som institution.

»De er mere interesserede i at høre privatpersoners perspektiv end organisationernes,« siger Jonathan Johnson, formand for More Good Foundation. »Hvis vi forstår det princip, forstår vi, hvorfor vore ledere siger, at vi som medlemmer kan blive mere effektive. Vi undgår de mure, der skabes, når mennesker ser en person i offentligt medfør.«

More Good Foundation fik rettighederne over flere end 1.400 URL’ere og hvervede kirkemedlemmer til at oprette hjemmesider, der drøfter evangeliske principper. De har udviklet 320 hjemmesider på 12 sprog. De har også offentliggjort flere end 1.900 videoer på YouTube, hvilket giver mennesker, der søger efter Kirken, flere muligheder for at finde sandheden.

Blogge

De medlemmer, som ikke har tid eller evner til at oprette en hel hjemmeside, får et godt alternativ i en blog. Blogge er enkle hjemmesider, der er nemme at opretholde, og de er som regel gratis.

Hundredvis af Kirkens medlemmer overalt i verden bruger deres blogge til at fortælle familie og venner om evangeliet. Det er normalt, at man på sin blog fortæller om dét, som er vigtigt for en, så det er meget naturligt at tale om evangeliet.

En ung mor, der fortæller om sin tro på internettet, har fået nogle trofaste læsere. Stephanie Nielson oprettede en blog, nieniedialogues.blogspot.com, hvor hun skrev om sit liv som hjemmegående husmor. Hun fortsatte med at opdatere sin blog, efter hun overlevede et flystyrt i 2008, der gav hende nogle synlige ar og en åndelig opvækkelse.

Stephanie fortæller om evangeliet gennem sine indlæg på sin blog, og der er en stor knap med et link til LDS.org. Hun tilbyder også besøgende et gratis eksemplar af hendes »yndlingsbog« – Mormons Bog – som hun sender »til et hvilket som helst sted i verden … hvilket som helst sted!«

Sociale hjemmesider

Flere millioner mennesker logger ind på Facebook, Twitter og YouTube, og kirkemedlemmer fortæller også om evangeliet der.

Oplysninger har en tendens til at sprede sig hurtigt og nemt på sociale netværk, og det gør det til en indbydende måde at fortælle om evangeliet på. På LDS.org har alle emnerne i afsnittet Gospel Library (Evangelisk bibliotek) en »Fortæl andre«- funktion, der giver brugere mulighed for nemmere at oprette link til artikler i Kirkens Tidsskrifter, generalkonferencetaler og undervisningshæfter på adskillige sociale hjemmesider.

Brugere af sociale netværk kan også blive fan af Kirkens officielle Facebook-sider. Kirken har flere end 280.000 fans, Mormons Bog har flere end 162.000 fans og tusindvis andre brugere har tilsluttet sig andre sider, som er tilknyttet Kirken. Når en Facebook-bruger tilslutter sig og deltager i en gruppe, får vedkommendes venner besked om det. Derfor har venner til flere hundredetusinde Facebook-brugere været i kontakt med Kirken gennem Facebook.

Kirkens medlemmer bruger også Twitter, et socialt netværk, der bruges til at sende korte budskaber (»tweets«) via internettet, til at fortælle om evangeliet. Som det mest bemærkelsesværdige var generalkonferencen Twitters top tendens under konferenceweekenden i april 2009,2 hvilket betyder, at generalkonferencen var nævnt i flere tweets end noget andet emne.

Kirken er også blevet synlig på YouTube, en populær hjemmeside med videoklip, hvilket har skabt en positiv reaktion fra både medlemmer og ikke-medlemmer. Alle videoer med Mormonbudskaber kan, ligesom alle andre på YouTube, meget nemt oprettes i en blog eller videresendes via e-mail, Facebook eller Twitter.

Internettet giver kirkemedlemmerne mulighed for at finde mennesker på måder, som var utænkelige for en generation siden, og efterhånden, som teknologien forbedres, så forbedres medlemmernes muligheder for at fortælle om evangeliet ligeledes.

Noter

  1. M. Russell Ballard, »Forkynd evangeliet ved hjælp af internettet«, Liahona, juni 2008, K3.

  2. »Top Twitter trend: LDS General Conference«, Mary Richards, ksl.com, 6. april 2009. http://www.ksl.com/?nid=148&sid=6074101.

Medlemmer spiller en stadig større og afgørende rolle på internettet, idet flere og flere mennesker undersøger Kirken via internettet.

Foto: Welden Andersen