Havde min biskop taget fejl?

Vores menighed var lige blevet delt, så da biskoppen bad om at tale med mig, var jeg sikker på, at jeg skulle havde en kaldelse i den nye menighed. Jeg havde arbejdet med de unge piger og holdt meget af dem. De var så modtagelige over for evangeliet, og det var en fornøjelse at undervise dem. Herren ville da helt bestemt lade mig fortsætte med at undervise dem.

Til min overraskelse sagde biskoppen, at Herren ønskede, at jeg skulle undervise i Primary i stedet. Han måtte da bestemt tage fejl! Men han forsikrede mig om, at han havde fastet og bedt og fået stærke tilskyndelser med hensyn til min kaldelse. Jeg elskede børn, men hvad vidste jeg om at undervise dem?

Den eneste sorg, som min mand og jeg havde haft i vores 15 år lange ægteskab, var, at Herren ikke havde velsignet os med børn. Vores forsøg på at adoptere var også slået fejl, fordi vi havde kroniske lidelser at slås med.

Jeg stolede på biskoppen og tog imod kaldelsen om at undervise i Primary, men mit hjerte var i oprør. Jeg var vred på Herren, fordi jeg var barnløs, og jeg brød mig ikke om denne nye kaldelse.

»Hvorfor, Herre, forlanger du dette af mig?« tænkte jeg. »I din visdom er jeg blevet nægtet selv at få børn. Hvorfor beder du mig om at undervise andres børn?«

Jeg bad og kæmpede og stred med Herren og tryglede ham tårevædet om større indsigt. Endelig besluttede jeg, at eftersom jeg havde sagt ja til den nye kaldelse, måtte jeg hellere holde op med at have ondt af mig selv og yde mit bedste.

Så begyndte velsignelserne at komme. Jeg kom hurtigt til at holde af børnene, og de kom til at holde af mig. Jeg oplevede, at deres kærlighed var stor nok til at fylde den tomhed, jeg følte i mit liv. Det varede ikke længe, før jeg ikke kunne gå ned ad gangen i kirken uden at mindst to børn holdt mig i hænderne, og andre stoppede for at få et kram, når jeg gik forbi. Min mand blev til gengæld kaldet som spejderleder. Snart var vores hjem fyldt med børn og teenagere.

Min mand døde i en alder af 47 i november 1986. Endnu engang vidste Herren bedre end jeg, hvad jeg havde brug for. Jeg blev kaldet på undervisningsmission til Primary i den laotiske gren i Fresno i Californien. Det mod, som udvistes af disse enestående mennesker og deres børn, gav mig styrke til at fortsætte uden min mand.

Hvor var det dog pragtfuldt at se de unge mennesker, jeg havde undervist, vokse op, udføre missioner, gifte sig i templet og stifte deres egne familier. Snesevis af disse »adopterede« børn kigger stadig forbi og hilser på og liver op på min hverdag, og jeg bliver glad, når jeg træffer dem i templet i Fresno i Californien, hvor jeg nu tjener.

Min tjeneste i Primary har virkelig været en livslang velsignelse. Jeg er så taknemlig for, at vore kaldelser kommer fra Herren og ikke fra os selv.