Fortidige eksempler, nutidige løfter

Josef blev med magt tvunget fra sit hjem som 17-årig og sendt til et fremmed land, hvor få delte hans religiøse overbevisning. Trods denne alvorlige prøvelse, bevarede han en positiv indstilling og forblev tro mod sine herrer og Gud (se 1 Mos 37; 39-41). Alligevel kom han gennem de næste 13 år ud for den ene ubehagelige situation efter den anden. Hans slid syntes ikke at føre til andet end fængsel, hvor han sad, indtil han var 30.

Jeg tænker til tider på, om Josef nogensinde tænkte, at Gud måske havde glemt ham, eller om Josef spekulerede på, hvor længe han skulle sidde i fængsel, eller om han nogensinde slap fri. Jeg spekulerer på, om de drømme, som Josef havde drømt tidligere i sit liv (se 1 Mos 37:5-11) indgød ham håb om en bedre fremtid.

Selvfølgelig huskede Gud Josef, som han havde husket Josefs mor, Rakel (se 1 Mos 30:22). Josef blev velsignet med fremgang, selv i ubehagelige situationer. I stedet for at vælge at gøre oprør, surmule eller forbande Gud udviste Josef en enestående tro. Derfor blev han velsignet i overflod.

Vi bliver måske fristet til at jamre over vore trængsler og måske lukke øjnene for de velsignelser, som Gud allerede har skænket os. Men når vi bevarer troen og håbet, kan det føre til store velsignelser, som det gjorde for Josef. Og selv når vores tro ikke belønnes på den måde, som vi gerne ville have, kan det give os et lykkeligere liv at værne om den tro.

Josefs oplevelse er også et vidnesbyrd om, hvor storslået Guds magt og visdom er. I mange år så det ikke ud til, at Josefs anstrengelser førte ham nogen vegne, men ved Guds hånd blev Josef befriet fra fængslet og sat lige under farao (se 1 Mos 41:41-43). Kunne Josef have forudset eller forventet så fantastiske muligheder?

Af og til stræber vi inderligt efter at opnå noget, men selv vores bedste indsats, uanset hvor stor den måtte være, er utilstrækkelig. Jeg ved, at vor himmelske Fader kan velsigne vores tro og lydighed med større velsignelser, end vi oprindeligt havde håbet på. Jeg stoler på, at hvis jeg har en positiv indstilling og får det bedste ud af vanskelige situationer, sådan som Josef gjorde, vil han med tiden – i Herrens rette tid – »blotte sin hellige arm« (Es 52:10). Mine anstrengelser har ikke været forgæves. Han vil huske os; faktisk er han konstant opmærksom på os og har meget godt i vente til enhver af os, hvis vi forbliver trofaste.

For nogen tid siden endte et datingforhold til en, som jeg holdt meget af. Da jeg allerede var urolig for at ende som ugift, kom jeg til at tvivle på, at jeg kunne finde en anden, som jeg passede lige så godt sammen med.

Ikke længe efter blev jeg mindet om historien om Abraham, der blev befalet af ofre Isak (se 1 Mos 22:1-14). Jeg blev klar over, at vi begge var blevet bedt om at opgive noget, vi elskede. Min oplevelse blegner selvfølgelig i forhold til Abrahams, men jeg opdagede, at hans oplevelse udgjorde et mønster, som jeg kunne følge.

Abraham ventede længe på, at han og Sara skulle få en søn. Isaks fødsel var et mirakel, og Gud fortalte Abraham: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn« (Hebr 11:18). Alligevel befalede Herren Abraham at ofre Isak. Hvordan skulle Abrahams efterkommere »have navn« efter Isak, hvis Isak blev ofret?

I forvisning om – men ikke nødvendigvis hvordan – at Gud holder sine løfter, udviste Abraham lydighed. Hans kærlighed til sønnen var stor, men hans reaktion viste, at han elskede Herren over alt andet. Vi bliver bedt om at udvise det samme (se L&P 101:4-5), og vi er også blevet lovet en storslået belønning, hvis vi trofast holder ud (se Matt 24:13). Da mit forhold var forbi, var det svært at komme videre. Da jeg har fået det løfte, at jeg skal blive gift, syntes det at komme videre som værende i direkte modstrid med det løfte. Men løftet gav mig håb, som hjalp mig til prøve igen og vise min himmelske Fader, at jeg elsker ham over alt andet.

Abrahams trofasthed blev belønnet, ikke blot med hans søns overlevelse, men også med utallige efterkommere og andre velsignelser (se 1 Mos 22:15-18). Vi bliver også belønnet for at yde de ofre, som Gud forlanger af os, og for at vise vores kærlighed til ham. Det er selve kernen i prøven på vores tro.

Nogle gange ved vi ikke, hvordan det løfte, som Herren giver os, nogensinde skal kunne blive indfriet – som for eksempel det løfte, at hvis vi ønsker det og forbliver trofaste, bliver vi velsignet med et evigt ægteskab. Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har talt om dette paradoks: »Der er tidspunkter, hvor vi skal træffe en tapper beslutning om at håbe, selv om alt omkring os modsiger [vores] håb.«¹

Zakarias og hans hustru, Elisabeth, bad trofast og ventede hele livet på at få et barn. Langt om længe lovede en engel Zakarias, at hans aldrende hustru skulle blive gravid og føde et barn, som skulle berede vejen for Frelseren. Denne velsignelse var så stor, at Zakarias slet ikke kunne begribe den. Skønt en engel havde forkyndt det, spurgte Zakarias: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?« (Luk 1:18).

Ligesom Zakarias, kan vi blive så vant til at føle skuffelse med hensyn til vores ønske – eller også synes de lovede velsignelser så utrolige – at vi glemmer, at »for Gud er alting muligt« (Matt 19:26). Zakarias oplevelse minder mig om, at vor himmelske Faders største løfter er virkelige, og at han altid holder dem.

Historierne om Josef, Abraham og Zakarias er ikke de eneste, der har styrket min tro og givet mig håb. Det er utallige historier i skrifterne om mennesker, hvis tro har mindet mig om, at jeg skal udvise tro med hensyn til det, Herren har lovet mig. I dag kan jeg knap læse et kapitel i skrifterne uden at blive mindet om, at Herren altid holder sine løfter. Denne forståelse giver mig et stor håb for fremtiden.