Bønnens genoprettende kraft

Jeg kan stadig huske mine følelser, den første gang jeg så omvendelsens tårer strømme ned ad min tiårige søn Ariáns kinder.

Han havde leget med sin storebror, Joel, som var 12 år, inde på deres værelse, da de pludselig kom op at skændes, og jeg greb ind og prøvede at genoprette roen. Drengene kom ofte op at skændes, muligvis på grund af deres alder.

Det førte til, at Arián, der var synligt rystet og græd efter meningsudvekslingen med sin storebror, svarede mig på en uacceptabel måde. Jeg irettesatte ham to gange (nu skændtes han med mig), og situationen blev bare værre. Han havde mistet selvbeherskelsen, var rød i hovedet og rystede. Mine nerver var ved at slå klik, men jeg vidste, at der måtte findes en løsning, uden at jeg begyndte at råbe.

Bønnens princip dukkede hurtigt op i mit sind. Ja, det var svaret, så jeg tog ham med ind på mit værelse, lukkede døren og sagde: »Arián, lad os knæle sammen, så beder jeg til vor himmelske Fader.«

Vi knælede begge, mens hans vredesudbrud fortsatte. Jeg bad i den hensigt at hjælpe min søn. Midt under bønnen bemærkede jeg, at hans hulken stilnede af. De tårer, som trillede ned ad hans kinder, var nu omvendelsens tårer.

Da vi afsluttede vores bøn, hævede Arián blikket og spurgte: »Far, kan du tilgive mig?« Vi omfavnede hinanden, og jeg kunne ikke selv holde tårerne tilbage. Mit sjæl fyldtes af fred og kærlighed. Arián sagde ikke mere, men jeg vidste, at han havde oplevet bønnens genoprettende kraft, og at Helligånden havde gennemtrængt hans hjerte.

Nu kendte han ikke blot til bønnens kraft, men han havde også opnået et vidnesbyrd om det.