Aldrig forladt

Under sin tjenestegerning citerede Herren ofte fra skrifterne. Så det bør ikke overraske os at finde skriftsteder i Det Gamle Testamente, som Frelseren citerede i Det Nye. Men det kom bag på mig, da jeg en dag læste det første vers af Sl 22: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Jeg havde aldrig tænkt på, at Frelseren muligvis havde citeret de hellige skrifter, da han udtalte de ord i sin smerte på korset (se Matt 27:46). Den tanke førte til en dyb åndelig indsigt.

Vi har næsten alle sammen på et eller andet tidspunkt tænkt: »O Gud, hvor er du?« (L&P 121:1). Det spørgsmål er oftest dukket op i mit sind på tidspunkter med åndelig usikkerhed eller fortvivlelse.

Af den grund syntes Frelserens ord at rejse spørgsmålet: Udsprang hans råb også af usik-kerhed – ja, måske endda tvivl? Betød det, at der var et spørgsmål, som min almægtige og alvidende Frelser ikke havde noget svar til i netop det øjeblik, hvor min frelse afhang af hans magt til at fremskaffe alle svar og overvinde alt?

Da jeg læste denne salme, lærte det mig, at skønt disse ord virkelig er udtryk for sjæleangst ved »den guddommelige tilbagetrækkens lammende fortvivlelse«, som han muligvis har ventet, men ikke fuldt ud forstået, så var de ikke et udtryk for tvivl.¹

Selve den handling at anråbe sin himmelske Fader i sin største nød med ord fra den hellige skrift var ikke blot et tegn på tro, men også en storslået mulighed for at undervise. Skønt Sl 22 indledes med et spørgsmål, er den et udtryk for en dyb tillid til, at Gud ikke forlader os:

»Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem.

De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme« (versene 4-5).

Når vi anvender salmistens oplevelse som et forvarsel om Frelserens lidelser, fortæller salmen os om hånen (vers 7-8), den falske dom og den kommende tortur (vers 11-13), hans smerte og lidelse (vers 14), hans tørst (vers 15), sårene i hans hænder og fødder (vers 16) og lodtrækningen om hans klæder (vers 18).

Skønt Frelseren kun citerede det første vers, står resten af salmen som endnu et vidnesbyrd om, at han er den lovede Messias, at hans lidelser opfyldte profetierne, og at han fuldt ud stolede på sin Fader.

Denne forståelse indgød min sjæl en overvældende vished om, at min tro ikke var forgæves. Men endnu stærkere end indsigten om, at Jesus ikke havde tvivlet, men var blevet udfriet, var salmens vidnesbyrd om de gange, hvor jeg havde spekuleret på, om Gud havde forladt mig, eller hvor jeg var bekymret for, at han ikke havde hørt mine råb.

»Lovpris Herren, I der frygter ham, vis ham ære, hele Jakobs slægt, frygt ham, hele Israels slægt!

For han viste ikke foragt og afsky for den hjælpeløses [Jesus] nød; han [Faderen] skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han [Jesus] råbte om hjælp« (vers 23-24; fremhævelse tilføjet).