Ville han stilne mine storme?

Som lærer for en femteklasse på en privatskole i Massachusetts i USA havde jeg været til møde med ledelsen for at tale om skolens principper om alsidighed i undervisningen, som modsatte sig principperne i »Familien: En proklamation til verden«. Mine anstrengelser for at stå ved sandhederne omkring ægteskab og familie og fremme objektivitet, respekt og forståelse resulterede dog i en storm af misforståelser, hån og forfølgelse.

Til tider følte jeg mig som apostlene, der i storm og høj bølgegang krydsede Genesaret Sø, mens Jesus sov. Jeg følte, at min tro, ligesom deres, var begyndt at vakle, og jeg tænkte også: »Er du ligeglad med, at [jeg] går under?« (Mark 4:38). Jeg troede på, at Jesus virkelig havde truet ad vinden og bølgerne for længe siden, men da mine prøvelser blev kraftigere, blev det svært for mig at have tillid til, at han også ville stilne mine storme.

En dag bad en af skolens ledere mig om at forklare mine bekymringer for hele lærerstaben og de ansatte ved et oplæringsmøde om alsidighed. Mens jeg forberedte mig på præsentationen, blev mine bønner, skriftstudium og tempelbesøg mere og mere oprigtige, og jeg følte Ånden vejlede mig i, hvad jeg skulle sige.

Da det blev tid til, at jeg skulle tale til mine kolleger, fandt jeg mod ved profeten Joseph Smiths ord: »Lad os derfor, inderligt elskede brødre, med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:17).

Da jeg talte, følte jeg Ånden fylde mig med fred og kraft. Jeg bar vidnesbyrd om Guds store kærlighed til sine børn og om deres guddommelige natur, vidunderlige potentiale og evige værd. Jeg underviste i, at Guds befalinger er udtryk for hans kærlighed, fordi de viser vejen til den største lykke. Og jeg erklærede, at Jesus Kristus kan hele sår, både naturlige og menneskeskabte.

Før jeg vidste af det, var mine tildelte 30 minutter gået. Jeg gik langsomt væk fra podiet, samlede mine papirer og så op. En hellig stilhed fyldte lokalet. Nogle smilede og andre græd. Lærere, der havde modsatte holdninger, takkede mig for mit mod og min overbevisning. En kollega indrømmede, at hun var blevet rørt af en »særlig ånd«, mens jeg talte. Andre fortalte mig, at de aldrig havde hørt en så følsom og respektfuld udtalelse om en sådan tro, og at mine ord havde hjulpet dem til at se, at skolens læseplan havde brug for ændringer.

Mesteren, der havde stilnet den voldsomme storm ved at befale: »Ti stille, hold inde!« (Mark 4:39) havde gjort det igen – denne gang for mig!

Denne oplevelse lærte mig, at vi aldrig er alene, når vi står ved sandheden. Herrens hjælp er altid nær. Som han lovede: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Jeg vidner af hele min sjæl om, at han er en udfriende Gud. Jeg ved dette, fordi han frelste mig. Han stilnede mine storme.