Elske mine fjender

Jeg voksede op i et land, der var besat. Soldaterne i besættelsesstyrken behandlede os dårligt. Mange i min by blev anholdt, pryglet, skudt eller endda slået ihjel af soldaterne uden årsag. Da jeg var 16, kom soldaterne en dag hen på mit universitet og skød en af de studerende i hovedet. I to timer nægtede de at lade ham komme på hospitalet. Den dag udviklede jeg had i mit hjerte mod de soldater. Jeg kunne ikke tilgive dem for den smerte, de havde voldt mit folk, og jeg kunne ikke glemme billedet af den studerende.

Da jeg tilsluttede mig Kirken som 25-årig, var det svært at komme i kirke på grund af kontrolposter, udgangsforbud og andre rejserestriktioner, man pålagde os. Det var med livet som indsats, at jeg sneg mig ud for at tage nadveren og være sammen med andre sidste dages hellige. Det var svært at være det eneste kirkemedlem i min familie og i min by. Jeg ønskede at være sammen med medlemmer af Kirken, men blev næsten hver uge vist tilbage af soldaterne.

En sabbat forsøgte jeg at krydse en kontrolpost, men soldaten fortalte mig, at det ikke var tilladt mig at være ude og beordrede mig til at tage hjem. Jeg så på soldaten og huskede Frelserens ord: »Elsk jeres fjender« (se Matt 5:43-44).

Da indså jeg, at jeg ikke elskedesoldaten. Hadet, jeg havde følt som teenager, forsvandt, da jeg tilsluttede mig Kirken, men jeg elskede ikke mine fjender. Frelseren Jesus Kristus havde givet os denne befaling, dog kunne mit hjerte ikke elske soldaterne i besættelsesstyrken. Dette nagede mig i flere dage, især fordi jeg på det tidspunkt forberedte mig på at tage til templet.

En dag stødte jeg på følgende skriftsted: »Bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48). Jeg følte, at Moroni talte personligt til mig og viste mig, hvordan man har kærlighed.

Jeg besluttede mig for at bede vor himmelske Fader om hjælp. Jeg fastede og bad for at kunne elske mine fjender. I flere dage følte jeg ingen forandring, men jeg vidste ikke, at himmelske Fader gradvist var ved at ændre mit hjerte. Cirka et år senere, da jeg forsøgte at krydse en af kontrolposterne, fortalte soldaten mig, at jeg ikke måtte komme ind. Denne gange havde jeg en anden følelse. Mens jeg så ind i soldatens øjne, følte jeg en utrolig kærlighed til ham. Jeg følte, hvor meget vor himmelske Fader elskede ham, og jeg så ham som et Guds barn.

Nu ved jeg, som Nefi, at Herren ikke giver os nogen befaling, uden at han bereder en vej for os, så vi kan udføre det, som han befaler os (se 1 Ne 3:7). Da Kristus befalede os at elske vore fjender, vidste han, at det var muligt med hans hjælp. Han kan lære os at elske andre, hvis vi blot stoler på ham og lærer af hans store eksempel.