Hvornår er det ikke passende at fortælle om åndelige oplevelser?

At fortælle om vore åndelige oplevelser til de mennesker, der er åbne over for at høre dem, er en vidunderlig måde at opbygge andres tro og vidnesbyrd på. Hvis du fx føler dig tilskyndet til at fortælle om et svar på en bøn, så vil andre få mere tro på, at deres bønner kan blive besvaret. Men hvis du har haft en usædvanlig eller virkelig personlig åndelig oplevelse, så er det klogt ikke at fortælle om den, medmindre Helligånden tilskynder dig til det.

Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt:

»Jeg har opdaget, at stærke, åndelige oplevelser, som gør et dybt indtryk, ikke er noget, vi får så hyppigt. Og når vi gør, gives de i reglen for at opbygge, vejlede eller irettesætte os …

Jeg er nået frem til, at det ikke er klogt hele tiden at tale om usædvanlige åndelige oplevelser. De skal vogtes omhyggeligt og kun fortælles om, når Ånden selv tilskynder os til at bruge det til velsignelse for andre …

Jeg tror, vi skal gemme disse ting i vores hjerte og grunde over dem.«¹