Seniormissionærer: Besvarer profetens kald

»Frygt for det ukendte eller frygt for, at vi ikke er tilstrækkeligt velbevandrede i skrifterne eller ikke kan tale det sprog, der kræves, kan gøre folk modstræbende til at tjene. Men Herren har sagt: ›Hvis I er beredte, skal I ikke frygte‹ (L&P 38:30). Jeres liv er jeres forberedelse … Vær ganske enkelt jer selv.«²

Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum

Frygt kan forpurre missionering. Nogle frygter, at de mangler de nødvendige evner og kundskab for at kunne tjene. Andre bekymrer sig over at skulle bo et andet sted i verden eller at arbejde sammen med mennesker, de ikke kender.

Søster Martha Marin fra Veracruz i Mexico gik sin frygt i møde, da hun tjente fuldtid i arbejdsformidlingscentret i Puebla i Mexico. Hun var ikke så tryg ved at bruge computere, som var en vigtig del af arbejdsformidlingscentret. Men med hjælp og støtte fra sin missionærkammerat og andre kolleger lærte hun de nødvendige færdigheder. »Denne hindring er blevet til en velsignelse,« siger hun. »Jeg ved, at jeg ikke er alene i dette værk.«

Søster Sondra Jones fra Utah i USA blev kaldet til at tjene på Marshalløerne med sin mand Neldon. »Jeg var skrækslagen over det, jeg var gået med til. Jeg har aldrig været tryg ved at skulle undervise i evangeliet,« fortæller hun. Efter først at have følt, at hun ikke havde noget at bidrage med, besluttede hun sig for at fokusere på sine talenter og evner. Hun kom til at elske folket på øerne og tjente dem ved at klippe hår og lære dem at sy.

Efter 18 måneder havde hun givet omkring 700 hårklipninger. Ved ivrigt at dele sine talenter med andre, kunne hun tjene og opbygge forhold til hundredvis af mennesker, deriblandt kirkemedlemmer, undersøgere og andre i lokalsamfundet.

»Hvilken større gave kan bedsteforældre give deres efterkommere end ved eksemplets såvel som ordets magt at vise, at ›her i familien tjener vi på mission!‹«³

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum

Tanken om at forlade børn med problemer eller opvoksende børnebørn synes ubærlig for mange mennesker. Dog opdager missionærer, at deres tjeneste styrker deres familie på måder, de ikke kunne have forventet.

Raymond og Gwen Petersen fra Wyoming i USA har tjent på fire missioner. Da de skulle på deres anden mission – til Samoa, for anden gang – var det til at begynde med en udfordring for deres børn, der ikke forstod, hvorfor deres forældre skulle tjene på endnu en mission.

Familien indså hurtigt, hvilke store velsignelser der kom af deres tjeneste. »De havde alle fremgang!« siger søster Petersen. »Et par, som ikke havde været i stand til at få børn, blev velsignet med en lille dreng, en anden oplevede en mirakuløs helbredelse af kræft, en anden med et barn, der kæmpede, så store fremskridt, og andre oplevede deres bedste år i virksomheden.«

Deres hårde arbejde har efterladt sig et spor af tro i deres familie. »Vi har fire børnebørn, der lige nu tjener på mission, og som fortæller os, at vi inspirerede dem til at tage af sted,« siger søster Petersen. »Hvilken større glæde findes der end det?«

»Jeg forundres gang på gang over, hvordan Helligånden matcher karakteristik eller behov hos enhver missionær eller ethvert ægtepar omkring de vidt forskellige områder indenfor missionering på verdensplan.«⁴

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum

Der er brug for seniormissionærer til arbejdsformidling, missionskontorer, slægtshistoriske centre, templer, besøgscentre og mange andre steder. Ansøgerne kan anføre, hvor de kunne tænke sig at tjene, men i sidste instans kommer kaldet fra Herren gennem hans profet. Herren kender den rette missionsmulighed for enhver villig enlig søster eller ægtepar.

George og Hine Chase fra New Zealand opdagede, at deres missionskaldelse var den helt rigtige for dem; de blev glædeligt overraskede over, at mange af deres erhvervsmæssige og familiemæssige talenter var dem til hjælp i deres humanitære arbejde i Papua Ny Guinea.

Ældste Chase havde været tømrer og kunne hjælpe med at vurdere og organisere projekter, såsom at opføre brønde. Søster Chase havde i 18 år arbejdet med kontoradministration. »Mine færdigheder inden for administration og edb var uvurderlige,« siger hun. Hun og ældste Chase brugte deres færdigheder til at lede en karriereworkshop og hjælpe de lokale med at tilegne sig færdigheder såsom planlægning af tid, organisering, lederskab, hygiejne og kommunikation.

Sammen brugte ægteparret Chase den erfaring, de havde tilegnet sig fra deres kirkekaldelser, men – mest af alt – fra at være forældre. Da ægteparret Chase arbejdede med at distribuere skoleartikler og forbedre spædbarnspleje, da hjalp deres erfaring som forældre dem med at forstå de udfordringer, som de lokale familier og skoler stod overfor.

»Rådfør jer med jeres slægtninge og jeres biskop eller grenspræsident. Når Herrens tjenere forstår jeres timelige situation, bliver I i stand til at modtage de evige velsignelser ved at tjene på en fuldtidsmission.«⁵

Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum

Mange par frygter, at de ikke har nok penge til at tage på mission. De tænker på deres levebrød, udgifter til medicin og husleje og bekymrer sig over, hvordan det hele skal kunne finansieres. Kirkens ledere anerkender disse oprigtige bekymringer og har foretaget ændringer i retningslinjerne, for at kunne lette byrden (se spalten til venstre). Men det kræver stadig tro, omhyggelig planlægning og lidt offervilje at sikre, at økonomien er i orden.

Leonard og Vera Chisango fra Zimbabwe oplevede udfordringer på trods af effektiv planlægning. De havde i hele deres ægteskab forberedt sig på at tage på mission, og de vidste, at deres pensioner og investeringer kunne forsørge dem på deres første mission i templet i Johannesburg i Sydafrika. Men mens de tjente, vendte økonomien sig pludselig, og deres investeringer blev slemt reduceret.

Med hjælp fra deres familie kunne ægteparret Chisango blive på deres mission. Velsignelserne ved det offer, var glædelige: Deres søns forretning gav gode resultater, deres datter blev forfremmet på sit arbejde, og deres børn lærte at arbejde sammen om at forsørge deres forældre.

Mange seniormissionærer vidner om, at velsignelserne ved tjeneste i høj grad opvejer de timelige omkostninger. Ældste Peter Sackley, en canadisk missionær, der tjener med sin hustru Kelly på områdekontoret i Hong Kong, opsummerer manges følelser: »Jeg er gået fra et betalt arbejde til et velsignet arbejde.«

»Mange ydmyge sidste dages hellige frygter, at de ikke er kvalificerede til at virke som missionærer. Men til sådanne kommende missionærer har Herren givet denne forsikring: ›Og tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje, gør ham skikket til arbejdet.‹«⁶

Ældste Russel M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum

For at imødegå de fire hindringer for seniormissionærer, foreslår ældste Hales et enkelt middel: »Hav tro, Herren ved, hvor der er brug jer.«⁷ Tro overvinder frygt, styrker familier, hjælper en seniormissionær til at finde den rette mulighed for at tjene og med at give økonomisk tryghed.

For mange år siden voksede en sådan tro i en ung polsk pige, Stanislawa Habel. Senere i livet førte hendes tro hende til at tage imod det gengivne evangelium og som voksen, til at tjene som slægtshistorisk missionær i Utah.

Søster Habels tjeneste har lært hende en lille hemmelighed: »Missioner holder en person ung.« Hun smiler og siger: »Når man glemmer sine hindringer, så lærer man at være taknemmelig. Man lærer at blive mere som Kristus gennem at tjene andre, og det er en forberedelse på at leve med vor himmelske Fader. En mission kan ændre et ældre medlems liv.«

Det gør det virkeligt, men også de mennesker, som de ydmygt tjener.