Kom og følg mig 2024
7.-13. oktober: »Se nu, min glæde er fuldkommen.« 3 Nefi 17-19


»7.-13. oktober: ›Se nu, min glæde er fuldkommen.‹ 3 Nefi 17-19«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Mormons Bog, 2024, 2023

»7.-13. oktober. 3 Nefi 17-19«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2024, 2023

Billede
Jesus viser sig for nefitterne

Lyset i hans ansigt skinnede på dem [The Light of His Countenance Did Shine upon Them], af Gary L. Kapp

7.-13. oktober: »Se nu, min glæde er fuldkommen«

3 Nefi 17-19

Jesus Kristus havde lige brugt dagen på at tjene folket i Overflod, undervise om sit evangelium og lade folk se og føle mærkerne i hans opstandne legeme, og han bar vidnesbyrd om, at han var den lovede Frelser. Nu var det tid til at tage afsked. »Se, min tid er for hånden,« sagde han (3 Ne 17:1). Han skulle vende tilbage til sin Fader, og han vidste, at folket havde brug for tid til at tænke over det, han havde undervist om. Så han lovede dem at vende tilbage næste dag og sagde, at de skulle tage hjem. Men alle blev. De sagde ikke, hvad de følte, men Jesus kunne fornemme det. De ønskede, at han ville »blive lidt længere hos [dem]« (3 Ne 17:5). Han havde andre vigtige ting at gøre, men at vise medfølelse for Guds børn er altid en høj prioritet for ham. Så Jesus blev der lidt længere. Det, der fulgte, var måske det kærligste eksempel på omsorg, der er nedskrevet i skrifterne. De, der var til stede, kunne kun sige, at det var ubeskriveligt (se 3 Ne 17:16-17). Jesus opsummerede selv denne uplanlagte åndelige udgydelse med disse enkle og kraftfulde ord: »Se nu, min glæde er fuldkommen« (3 Ne 17:20).

Forslag til læring i hjem og kirke

3 Nefi 17; 18:24-25, 30-32

Frelseren er mit fuldkomne eksempel på at tjene.

Omkring 2.500 mennesker var til stede, da Frelseren viste sig, og alligevel fandt han en måde at betjene dem på hver især. Hvad lægger I mærke til ved den måde, hvorpå han tjente i 3 Nefi 17; 18:24-25, 28-32? Hvilke behov dækkede han med sin tjeneste? Hvilke egenskaber gjorde hans omsorg virkningsfuld? I kan også tænke over, hvordan han drager omsorg for jer. Hvordan kan I følge hans eksempel? (Se også 3 Ne 18:24-25 og 28-32).

Se også »Jesus Christ Has Compassion and Heals the People«, video, Evangelisk Bibliotek.

3 Nefi 17:13-22; 18:15-25; 19:6-9, 15-36

Frelseren lærte mig at bede.

Forestil jer, hvordan det må være at høre Frelseren bede for jer. Hvordan vil en sådan oplevelse påvirke, hvordan I beder? Tænk over dette, når I studerer 3 Nefi 17:13-22; 18:15-25; og 19:6-9, 15-36. Hvad lærer I af Jesu Kristi eksempel og lærdomme om bøn? Overvej at se efter indsigt i, hvordan, hvornår, hvor, for hvem og hvorfor man beder. Hvilken anden indsigt får I af disse vers?

Se også Lære og Pagter 10:5.

3 Nefi 18:1-12

Billede
ikon, seminar
Jeg kan blive fyldt af Ånden, når jeg tager nadveren.

Når vi gør noget ofte, kan det blive en rutine eller overfladisk. Nogle gange ender vi med at gøre det uden at tænke. Hvordan kan I forhindre, at det sker med den ugentlige nadverordinance? Når I læser 3 Nefi 18:1-12, så tænk over, hvordan I kan blive åndeligt »mæt«, hver gang I tager nadveren (se også 3 Ne 20:1-9). Hvad bør I ifølge vers 5-7, 11 »altid« gøre? I kan også tænke over, hvorfor Jesus gav os nadverordinancen – og hvorvidt hans formål med nadveren opnås i jeres liv. Hvorfor er nadveren betydningsfuld for jer?

I sin tale »Husk ham altid« (Liahona, feb. 2018, s. 4-6) kom præsident Henry B. Eyring med »tre forslag til, hvad I kan huske på, når I tager del i den hellige nadver hver uge«. Hvad lægger I især mærke til ved hans forslag? Hvad kan I gøre for at forbedre jeres tilbedelse under nadveren og i løbet af ugen?

Hvad kan I ellers gøre for at tilbede ham mere meningsfuldt? I kan stille jer selv spørgsmål som disse: »Hvordan påvirker Frelserens offer mit daglige liv?« »Hvad gør jeg godt som hans discipel, og hvad kan jeg forbedre?«

Se også Matthæus 26:26-28; Jeffrey R. Holland, »Se, dér er Guds lam«, Liahona, maj 2019, s. 44-46.

Tag jer tid til at overveje. Sommetider bliver studium af skrifterne en blanding af at læse, bede og grunde. Når I giver plads til stille tid for at reflektere og tale med Gud om det, I lærer, kan I øge hans ords kraft i jeres liv.

3 Nefi 18:22-25

Jeg kan »holde [Jesu Kristi lys] op«.

Forestil jer, at I havde en ven, der intet vidste om Jesus Kristus, bortset fra at I er en af hans tilhængere. Hvad vil jeres ven konkludere om ham, baseret på jeres handlinger? Hvad betyder det for jer at »hold[e] jeres lys op, så det kan skinne for verden«? (3 Ne 18:24). Hvilke andre opfordringer gav Frelseren i 3 Nefi 18:22-25, der hjælper jer til at holde det lys op?

Se også Bonnie H. Cordon, »At de må se«, Liahona, maj 2020, s. 78-80.

3 Nefi 18:36-37; 19:6-22

Jesu Kristi disciple søger Helligåndsgaven.

Tænk på jeres seneste bøn. Hvad lærer bøn jer om jeres største ønsker? Efter at skaren havde tilbragt en dag i Frelserens nærhed, »bad [de] om det, som de ønskede mest« – Helligåndsgaven (3 Ne 19:9). Hvorfor er Helligåndsgaven så ønskværdig? Når I læser disse skriftsteder, så tænk over jeres eget ønske om Helligåndens ledsagelse. Hvordan kan I oprigtigt søge Helligåndens ledsagelse?

Se flere forslag i denne måneds nummer af Liahona og Til styrke for de unge.

Forslag til undervisning af børn

3 Nefi 17:7, 20-25

Frelseren elsker hver eneste af vor himmelske Faders børn.

  • I kan bruge et billede som dem i dette oplæg eller videoen »Jesus Christ Prays and Angels Minister to the Children« (Evangelisk Bibliotek) for at hjælpe jeres børn til at visualisere beretningen i 3 Nefi 17. Overvej at læse vendinger eller vers fra 3 Nefi 17, der fremhæver Frelserens kærlighed til folket (fx vers 7 og 20-25). Jeres børn kan derefter lave en tegning af dem selv sammen med Jesus. Mens de gør det, kan I hjælpe dem til at tænke på, hvordan Jesus har vist dem sin kærlighed.

Billede
Jesus velsigner børnene

Se jeres små [Behold Your Little Ones], af Gary L. Kapp

3 Nefi 18:1-12

Jeg kan tænke på Jesus, når jeg tager nadveren.

  • Måske kan I opfordre jeres børn til at fortælle jer, hvad der sker under nadveren. I kan derefter læse 3 Nefi 18:1-12 og bede jeres børn om at række hånden op, når de hører noget, der ligner det, vi gør i dag. Hvad ønsker Jesus Kristus, at vi husker eller tænker over under nadveren? (Se 3 Ne 18:7, 11).

3 Nefi 18:15-24; 19:6-9, 15-36

Jesus lærte mig, hvordan man beder.

  • At synge en sang sammen om bøn, fx »Barnets bøn« (Børnenes sangbog, s. 6-7), er en god hjælp til jeres børn til at tænke over, hvorfor vi beder. I og jeres børn kan derpå læse 3 Nefi 18:18-21 og tale om, hvad Jesus sagde om bøn. Hvis I spørger jeres børn om, hvordan de har det, når de beder, kan det hjælpe dem til at bære deres vidnesbyrd om bøn.

  • Det kan være sjovt for børn at gå på jagt efter nogle af de dyrebare velsignelser ved bøn. I kan skrive følgende skrifthenvisninger på hvert sit stykke papir og gemme dem: 3 Nefi 18:15; 3 Nefi 18:20; 3 Nefi 18:21; 3 Nefi 19:9 og 3 Nefi 19:23. Jeres børn kan derefter finde papirerne og læse versene og se efter ting, som Jesus Kristus eller hans disciple underviste om bøn.

Se flere forslag i denne måneds udgave af Vores Ven.

Billede
engle omgiver Jesus og de nefitiske børn

Engle betjente dem [Angels Ministered unto Them], af Walter Rane.