Bøn og personlig åbenbaring

»Eftersom Herren aldrig i nogen åbenbaringer har ladet verden forstå, at han for evigt er hørt op med at tale til sine skabninger, når de søger ham på passende vis, hvorfor skulle det så anses for utroligt, at han finder behag i atter i de sidste dage at tale til frelse for dem?

Måske forundres I over min påstand om, at det er til frelse for hans skabninger i disse sidste dage, eftersom vi allerede er i besiddelse af en omfattende mængde af hans ord, som han tidligere har talt. Men I vil sikkert medgive mig, at de ord, som blev talt til Noa, ikke var tilstrækkeligt for Abraham, og at det ikke krævedes af Abraham, at han skulle forlade sit fædreland og søge en arv i et fremmed land på grundlag af de ord, der blev talt til Noa, men at han i stedet selv modtog løfter fra Herrens hånd og vandrede i en sådan fuldkommenhed, at han blev kaldt Guds ven. Af Isak, den lovede efterkommer, krævedes det ikke, at han satte sin lid til de løfter, hans far, Abraham, havde fået, men han blev begunstiget med forvisning om, at han var anerkendt i himlens øjne gennem Herrens direkte røst til ham.

Hvis et menneske kan basere sit liv på åbenbaringer givet til en anden, kan jeg så ikke med berettigelse spørge, hvori nødvendigheden ligger i, at Herren talte til Jakob, som han gjorde, og som det er optegnet i det 26. kapitel i 1 Mosebog? For der gentager Herren, eller han lover snarere igen at opfylde den ed, som han tidligere havde svoret med Abraham. Og hvorfor denne gentagelse til Isak? Hvorfor var det første løfte ikke lige så sikkert for Isak, som det var for Abraham? Var Isak ikke Abrahams søn? Og kunne han ikke have ubetinget tillid til sin fars ord, fordi han var en Guds mand? Måske vil I sige, at han var en meget mærkelig mand og anderledes fra mennesker i disse sidste dage, og at Herren derfor begunstigede ham med velsignelser, der var besynderlige og anderledes, fordi han var anderledes end mennesker på denne tid. Jeg indrømmer, at han var en særlig mand, og at han ikke kun var særligt velsignet, men yderst velsignet. Men den eneste særegenhed, som jeg kan se ved den mand, eller forskellen på ham og mennesker i vor tid, er, at han var mere hellig og mere fuldkommen for Gud og kom til ham med et renere hjerte og mere tro, end mennesker i vor tid.

Det samme kan siges angående Jakob. Hvorfor talte Herren til ham angående det samme løfte, efter han én gang havde givet det til Abraham og fornyet det til Isak? Hvorfor kunne Jakob ikke med tilfredshed sætte sin lid til det ord, der blev talt til hans forfædre?

Da tiden nærmede sig for opfyldelsen af løftet om at udfri Israels børn fra Egyptens land, hvorfor var det da nødvendigt, at Herren skulle begynde at tale til dem? Løftet eller ordet til Abraham var, at hans efterkommere skulle være trælle og plages i fire hundrede år, og derefter skulle de drage ud med store rigdomme. Hvorfor satte de ikke deres lid til det løfte og drog ud uden at vente på yderligere åbenbaring, da de havde været i trældom i Egypten i firehundrede år, men handlede alene ud fra det løfte, som Abraham havde fået om, at de ville blive udfriet? …

Jeg tror måske på, at Enok vandrede med Gud. Jeg tror måske på, at Abraham talte med Gud og med engle. Jeg tror måske på, at Isak fik fornyet den pagt, som blev givet Abraham ved Herrens røst. Jeg tror måske på, at Jakob talte med hellige engle og hørte sin Mesters ord, og at han kæmpede med englen, indtil han sejrede og fik en velsignelse. Jeg tror måske på, at Elias blev taget op til himlen i en ildvogn med ildheste. Jeg tror måske på, at de hellige så Herren og talte med ham ansigt til ansigt efter hans opstandelse. Jeg tror måske på, at den hebræiske kirke kom til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, og til tusinder af engle. Jeg tror måske på, at de så ind i evigheden og så dommeren over alle og Jesus, den nye pagts formidler.

Men vil alt dette skaffe mig sikkerhed og føre mig til evighedens boliger med mine klæder pletfrie, rene og hvide? Eller skal jeg ikke snarere, gennem min egen tro og flid ved at holde Herrens befalinger, selv opnå en forvisning om min egen frelse? Og har jeg ikke samme rettigheder som de fordums hellige? Og vil Herren ikke høre mine bønner og lytte til mine råb, lige så hurtigt, som han altid har lyttet til deres, hvis jeg kommer til ham på samme vis, som de gjorde?«⁵

Sarah Granger Kimball har berettet: »I profeternes skole … når Joseph Smith underviste brødrene, bad han dem gøre alt, hvad de beskæftigede sig med, til genstand for bøn.«⁶

»Søg at lære Gud at kende i jeres kammer, og påkald ham på marken. Følg retningslinjerne i Mormons Bog og bed for jeres familie, jeres kvæg, jeres flokke, jeres hjorde, jeres korn og alt, hvad I ejer og har (se Alma 34:18-37). Nedbed Guds velsignelse over alt jeres arbejde og alt, hvad I tager del i.«⁷

»Forsøm ikke jeres pligter i jeres familie, men påkald Gud for at få hans velsignelser til jer og jeres familie, jeres flokke og jeres hjorde og alt, der tilhører jer – så I kan have fred og fremgang – og mens I gør dette, så ›bed om fred for Jerusalem: Gid de, som elsker dig, må leve trygt‹ (Sl 122:6)«⁸

En bøn, som profeten nedskrev i august 1842, viser hans ønske om visdom fra Gud: »O, du som kender alles hjerter … se ned til din tjener Joseph i denne tid, og lad tro på din Søns Jesu Kristi navn i højere grad end din tjener nogensinde før har oplevet det, blive skænket ham, ja endda Elias’ tro, og lad det evige livs lys blive tændt i hans hjerte for aldrig at blive taget fra ham, og lad det evige livs ord blive udøst på din tjeners sjæl, så han kan kende din vilje, dine love, dine befalinger og dine domme, så han kan efterleve dem. Lad din guddommelige nåde, herlighed og ære i din overflod af nåde, magt og godhed blive udgydt på din tjeners hoved som duggen på Hermon-bjerget.«⁹

»Bed ydmygt for nådens trone om, at Herrens Ånd altid må hvile på jer. Husk på, at hvis vi ikke spørger, kan vi ikke modtage noget, så bed derfor i tro, og I vil modtage de velsignelser, som Gud anser for passende at give jer. Bed ikke med begærlige hjerter, så I ødsler det bort i jeres lyster, men bed oprigtigt om de bedste gaver (se L&P 46:8-9).«¹⁰

»Dyd er et af de mest fremtrædende principper, der sætter os i stand til at have selvtillid til at komme til vor Fader, som er i himlen, for at bede om visdom fra hans hænder. Derfor, hvis I vil værdsætte dette princip I jeres hjerte, kan I tillidsfuldt komme til ham i bøn, og den skal udøses over jeres hoved (se L&P 121:45-46).«¹¹

»Lad de helliges bønner nå himlen, så de kan nå den Herre Zebaoths ører, for de retfærdiges bønner formår meget (se Jak 5:16).«¹²

Henry W. Bigler har berettet: »Nu vi taler om at bede til vor Fader i himlen, så hørte jeg engang Joseph Smith sige følgende: ›Vær tydelige og enkle og bed om det, I ønsker, på samme måde som I ville gå hen til en nabo og spørge, om I måtte låne hans hest for at ride til møllen.‹«¹³

»Det er Guds børns privilegium at komme til Gud og få åbenbaring … Gud gør ikke forskel på nogen – vi har alle de samme rettigheder.«¹⁴

»Vi tror, at vi har ret til åbenbaringer, syn og drømme fra Gud, vor himmelske Fader, og til lys og intelligens gennem Helligåndsgaven, i Jesu Kristi navn, angående alt, der har med vores åndelige trivsel at gøre, hvis vi blot holder hans bud, så vi kan stå værdige for hans åsyn.«¹⁵

»En person kan have udbytte af at lægge mærke til den første tilkendegivelse fra åbenbaringens ånd; fx når du føler den rene intelligens tilflyde dig, kan den give dig et pludseligt indfald af visse tanker, så at du – ved at lægge mærke til det, kan finde dem opfyldt samme dag eller snart derefter – med andre ord vil de tanker, der blev udgydt i dit sind ved Guds Ånd, gå i opfyldelse – og ved således at lære og forstå Guds Ånd, kan du udvikle dig i åbenbaringens princip, indtil du bliver fuldkommen i Kristus Jesus.«¹⁶

»Jeg har en gammel udgave af Det Nye Testamente på latin, hebraisk, tysk og græsk … Jeg takker Gud for, at jeg har denne gamle bog, men jeg takker ham endnu mere for Helligåndsgaven. Jeg har verdens ældste bog; men jeg har den ældste bog i mit hjerte, nemlig Helligåndsgaven … Helligånden … er inden i mig og forstår mere end hele verden, og jeg vil slutte mig til ham.«¹⁷

»Intet menneske kan modtage Helligånden uden at modtage åbenbaringer. Helligånden er en åbenbarer.«¹⁸

John Taylor berettede følgende, mens han tjente som præsident for De Tolv Apostles Kvorum: »Jeg husker tydeligt noget, som Joseph Smith sagde til mig for mere end fyrre år siden. Han sagde: ›Ældste Taylor, du er blevet døbt, du har fået håndspålæggelse for at modtage Helligånden, og du er blevet ordineret til det hellige præstedømme. Hvis du fortsat vil følge denne Ånds vejledning, vil den altid lede dig på rette vej. Måske vil den nogle gange gå imod dit skøn, men det betyder intet: Følg dens befalinger. Og hvis du er tro mod dens tilhvisken, vil det med tiden blive et åbenbaringsprincip for dig, så du vil kende alle ting.‹«¹⁹