Tilgivelsens kraft

»En af de mest tilfredsstillende scener, der kan udspille sig på jorden, når en synd er blevet begået af en person mod en anden, er at tilgive den synd, for derefter i overensstemmelse med Frelserens ophøjede og fuldkomne mønster at bede til vor Fader i himlen om også at tilgive synderen.«⁴

»Anvend altid barmhjertighedens princip, og lad os være rede til at tilgive vores bror ved de første tegn på omvendelse, og når han beder om forladelse. Skulle vi endda tilgive vores bror eller endog vores fjende, før han omvender sig eller beder om tilgivelse, så vil vor himmelske Fader være lige så barmhjertig mod os.«⁵

»Bær over med og tilgiv hinanden, for således gør Herren det med os. Bed for jeres fjender i Kirken og forband ikke jeres fjender udenfor: ›Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,‹ siger Herren (Rom 12:19). Vi siger til hvert ordineret medlem og i øvrigt til alle: Vær barmhjertige, så skal I finde barmhjertighed. Søg at være med til at frelse sjæle, tilintetgør dem ikke, for sandelig ved I, at der bliver ›større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse‹ (Luk 15:7).«⁶

Eliza R. Snow fortalte disse ord om profeten: »De hellige skulle væbne sig med barmhjertighed trods den herskende ugudelighed blandt os. Han sagde, at han havde været et redskab til at bringe ugudeligheden frem i lyset – det var en bedrøvelig tanke, ja, skrækkeligt, at så mange skulle sætte sig under Djævelens fordømmelse og blive fortabt. Dybfølt sagde han, at de er vore medmennesker, vi elskede dem engang, skal vi så ikke opmuntre dem til at forbedre sig? Vi har endnu ikke tilgivet dem syvoghalvfjerds gange, som vor Frelser bød (se Matt 18:21-22). Måske har vi ikke engang tilgivet dem én gang. Der er nu en frelsens dag for dem, der omvender sig og forbedrer sig.«⁷

»Antag at Jesus Kristus og hellige engle ville have noget at indvende imod os på grund af noget betydningsløst, hvad ville der så blive af os? Vi bør være barmhjertige over for hinanden og overse småting.«⁸

Willard Richards, et medlem af De Tolvs Kvorum, fortæller: »Joseph sagde, at alt var vel mellem ham og himlene, at han ikke nærede fjendskab til noget menneske, og som Jesus bad, eller efter hans mønster, således bad Joseph - ›Fader, tilgiv mig mine overtrædelser, som jeg tilgiver dem, der forsynder sig imod mig (se Matt 6:12, 14), for jeg tilgiver gerne alle mennesker.‹ Dersom vi vil sikre os og dyrke andres kærlighed, må vi elske andre, ja, både vore fjender og venner.«⁹

»Jeg sørger over, at der ikke er et mere helhjertet fællesskab. Hvis ét medlem lider, mærker alle det. Ved en følelse af samhørighed opnår vi kraft med Gud. Kristus sagde, at han var kommet for at kalde syndere til omvendelse, for at frelse dem. Kristus blev fordømt af de selvretfærdige jøder, fordi han tog syndere ind i sit samfund. Han tog dem ind efter princippet om, at de omvendte sig fra deres synder … Hvis syndere omvender sig, er vi forpligtede til at tage imod dem og gennem venlighed helliggøre og rense dem for al uretfærdighed gennem vores indflydelse ved at våge over dem … Intet kan i den grad få folk til at forsage synden som det at blive taget ved hånden og blive omsorgsfuldt våget over.«¹⁰

Profeten Joseph Smith skrev til en gruppe kirkeledere: »Nuvel, kære brødre, lad mig fortælle jer, at det er min natur med al langmodighed og tålmodighed at give og tilgive, at tåle og have tålmodighed med mine brødres og alverdens menneskers dårskab og dumhed, svagheder og ugudelighed. Min tillid og kærlighed til jer er ikke aftaget eller blevet mindre. Og hvis I nu skulle blive bedt om at bære lidt over med os i nogle af vore svagheder og dumheder og sammen med os blive irettesat, så bliv ikke fornærmede … Når I og jeg mødes ansigt til ansigt, forventer jeg uden skygge af tvivl, at alle forhold mellem os vil blive retfærdigt forstået, at fuldkommen kærlighed vil herske, og at den hellige pagt, som vi er bundet sammen af, vil indtage førstepladsen i vores hjerte.«¹¹

Profeten Joseph Smith sagde følgende ved et møde med sine rådgivere i Det Første Præsidentskab og De Tolv: »Jeg har undertiden talt alt for hårdt ved at sige det, der i øjeblikket faldt mig ind, og for så vidt som jeg har såret jeres følelser, brødre, beder jeg om jeres tilgivelse, for jeg elsker jer og vil støtte jer af hele mit hjerte i al retfærdighed for Herren og for alle mennesker. For vær overbevist om, brødre, at jeg er villig til at opdæmme strømmen af al modstand i storm og i uvejr, i torden og lynild, på hav og på land, i ørkenen eller blandt falske brødre eller pøbelhobe, eller hvor som helst Gud i sin forudseenhed vil kalde os. Og jeg er fast besluttet på, at hverken noget i det høje eller i det dybe, fyrstendømmer eller magter, noget nuværende eller noget kommende eller nogen anden skabning kan skille mig fra jer (se Rom 8:38-39).

Og jeg vil nu indgå pagt med jer for Gud om, at jeg ikke vil lytte til eller fæste lid til noget som helst nedsættende udsagn om nogen af jer og heller ikke fordømme jer på noget som helst vidnesbyrd under himlen med undtagelse af det vidnesbyrd, som er ufejlbarligt, indtil jeg atter kan se jer ansigt til ansigt og have fuldstændig vished. Jeg har ubetinget tillid til jeres ord, for jeg tror, at I er sandfærdige mænd. Og jeg beder jer om det samme, når jeg fortæller jer noget, at I har lige så stor tillid til mit ord, for jeg vil ikke fortælle jer, at jeg ved noget, som jeg ikke ved.«¹²

I efteråret 1835 var profetens bror William uenig i en beslutning, som profeten havde truffet. William blev ophidset og begyndte at behandle profeten med foragt og opmuntre andre til at gøre det samme. Denne opførsel bedrøvede profeten, og han skrev følgende til William: »Jeg ønsker, bror William, at du vil ydmyge dig. Jeg tilgiver dig uden forbehold, og du kender min urokkelige og uforanderlige beslutning. Jeg ved, hvem jeg kan stole på. Jeg står på klippen, og oversvømmelserne kan ikke, nej, de skal ikke kaste mig omkuld. Du ved, at de lærdomme, jeg underviser i, er sande, du ved at Gud har velsignet mig … Du ved, at det er min pligt at formane dig, når du gør noget forkert. Den frihed vil jeg altid tage mig, og du har det samme privilegium. Jeg tager mig den frihed at formane dig, fordi det er min fødselsret, og jeg giver dig det samme privilegium, fordi det er min pligt at være ydmyg og tage imod irettesættelse og belæring fra en bror eller en ven …

Og må Gud nu vise barmhjertighed mod min fars hus, må Gud fjerne fjendskab mellem dig og mig, og må alle velsignelser blive gengivet og det forgangne være glemt for altid. Må ydmyg omvendelse føre os begge til dig, o Gud, og til din magt og beskyttelse og en krone, så vi kan nyde samværet med vores far, mor, Alvin, Hyrum, Sophronia, Samuel, Catherine, Carlos, Lucy, de hellige og alle de helliggjorte i fred for evigt. Det er din brors bøn.«¹³

Den 1. januar 1836 sagde profeten følgende om sin indsats for at løse dette problem i sin familie: På trods af den taknemlighed, der fylder mit hjerte, når jeg ser tilbage på det forløbne år og de mangfoldige velsignelser, der har kronet vore hoveder, smertes mit hjerte på grund af det problem, der findes i min fars familie … Jeg har besluttet mig for, at jeg for min del vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bilægge og i mindelighed fjerne og løse alle familiens nuværende problemer, så året der kommer og de efterfølgende år, hvad enten de er mange eller få, må kunne tilbringes i retfærdighed for Gud …

»Bror William og Hyrum samt onkel John Smith kom hjem til mig, og vi gik ind i et værelse for os selv sammen med min far og ældste Martin Harris. Smith sen. indledte så vores lille møde med en bøn, hvorefter han i denne situation udtrykte sig på en meget følelsesfuld og gribende måde, ja, med al en faders sympati, hvis følelser var blevet dybt sårede på grund af vanskelighederne i vores familie. Mens han talte til os, kom Guds Ånd og hvilede på os med mægtig kraft, og vore hjerter smeltede. Bror William tilstod ydmygt og bad mig om tilgivelse for de krænkelser, han havde udsat mig for. Og der, hvor jeg havde gjort fejl, bad jeg ham om tilgivelse.

Og en ånd af tilståelse og tilgivelse var gensidigt til stede blandt os, og vi indgik pagt med hinanden for Guds åsyn og de hellige engle og brødrene om fra nu af at stræbe efter at opbygge hinanden i retfærdighed i alt. Vi ville ikke mere lytte til onde ord om hinanden, men virkelig ligesom brødre gå til hinanden i en mild ånd med vore klager og blive genforenet, og derved fremskynde vores egen og vores families lykke, ja kort sagt alles lykke og velfærd. Min hustru, min mor og min skriver blev da kaldt ind, og vi gentog over for dem den pagt, vi havde indgået, og mens taknemlighed svulmede i vore hjerter, strømmede tårerne fra vore øjne. Jeg blev derefter anmodet om at afslutte vores lille møde med en bøn, hvilket jeg gjorde, og det var virkelig en frydefuld stund og en glædens tid.«¹⁴

I slutningen af 1838 var William W. Phelps, som havde været et betroet kirkemedlem, blandt dem, der havde båret falsk vidnesbyrd mod profeten og andre kirkeledere, som af den grund kom i fængsel i Missouri. I juni 1840 skrev bror Phelps til Joseph Smith og bad om tilgivelse. Profeten Joseph svarede: »Jeg må sige, at det er ikke med almindelige følelser, jeg prøver på at skrive nogle få linier til dig som svar på dit brev af den 29. [forrige måned]. Jeg fryder og glæder mig dog samtidig over det privilegium, der således er givet mig.

Du kan måske i nogen grad forstå, hvordan jeg følte – og ligeledes ældste Rigdon og bror Hyrum – da vi læste dit brev. Vore hjerter fyldtes i sandhed af ømhed og kærlighed, da vi konstaterede dine beslutninger osv. Jeg kan forsikre dig om, at jeg har et ønske om i dit tilfælde at handle på en måde, som vil vinde Jahves bifald (hvis tjener jeg er), og være i overensstemmelse med sandheden og retfærdighedens principper, som er blevet åbenbaret. Og eftersom langmodighed, tålmodighed og barmhjertighed altid har karakteriseret vor himmelske Faders handlinger over for de ydmyge og angerfulde, er jeg indstillet på at tage eksemplet op til efterfølgelse, værne om de samme principper og derved blive en frelser for mine medmennesker.

Det er sandt, at vi har lidt meget på grund af din opførsel - bitterhedens bæger, der allerede var tilstrækkelig fyldt for dødelige at drikke, blev fyldt til randen, da du vendte dig imod os. En, med hvem vi ofte havde siddet i råd og nydt mange forfriskende tider fra Herren - ›havde det været en fjende, kunne vi have båret det‹ (se Sl 55:12-14). ›Den dag du stod på afstand, mens fremmede førte hans rigdom bort, og udlændinge gik ind ad hans porte og kastede lod om [Far West], da var du selv som en af dem. Se ikke med skadefryd på din broder på hans skæbnedag. Spær ikke munden hånligt op på nødens dag‹ (Obad 1:11-12).

Bægeret er imidlertid blevet drukket, vor Faders vilje er sket, og vi er endnu i live, hvad vi takker Herren for. Og efter at du er blevet udfriet af ugudelig mænds hænder ved Guds nåde, siger vi, at det er dit privilegium at blive udfriet af modstanderens magt og komme til at nyde den frihed, som Guds kære børn har, og igen indtage din plads blandt den Allerhøjestes hellige, og ved flid, ydmyghed og uskrømtet kærlighed overgive dig til vor Gud og til din Gud og til Jesu Kristi Kirke.

Da jeg er af den opfattelse, at din bekendelse er virkelig og din omvendelse ægte, vil det glæde mig endnu engang at række dig fællesskabets højre hånd og glæde mig over den hjemvendte fortabte søn.

Dit brev blev læst op for de hellige i søndags, og de tilkendegav deres mening ved enstemmigt at beslutte, at W.W. Phelps skulle optages i fællesskabet.