»Gud vil være med dig for evigt og altid«: Profeten i fængslet i Liberty

»Jeres ydmyge tjener, Joseph Smith jun., fængslet for Herren Jesu Kristi sag og for de helliges, pågrebet og tilbageholdt ved pøbelvældets magt, under hans ærværdighed guvernør Lilburn W. Boggs’ udryddelsesherredømme, i selskab med sine medfangere og elskede brødre, Caleb Baldwin, Lyman Wight, Hyrum Smith og Alexander McRae, sender jer alle en hilsen.⁵ Må Gud Faderens og vor Herre og Frelser Jesu Kristi nåde hvile på jer alle og blive hos jer for evigt. Må kundskab være i stadig rigere mål hos jer ved Guds nåde. Og må tro og dyd, erkendelse og selvbeherskelse, udholdenhed og gudsfrygt samt brodersind og kærlighed findes og vokse hos jer, så I aldrig må være uden flid og uden frugt (se 2 Peter 1:5-8).

Vi ved, at de fleste af jer udmærket er klar over de forurettelser og den overvældende uretfærdighed og grusomhed, der bliver udøvet mod os, idet vi er blevet fængslet på falske anklager af enhver ond slags, kastet i fængsel, omgivet af stærke mure og lukket inde under stærk bevogtning, som foregår nat og dag, ligeså utrætteligt som når Djævelen frister og lægger snarer ud for Guds folk.

Vi er derfor, højtelskede brødre, desto mere rede og villige til at gøre fordring på jeres fællesskab og kærlighed. For vore omstændigheder er beregnet på at vække vores ånd til hellig erindring om alt, og vi tror, at det samme gælder for jer, og at intet derfor kan skille os fra Guds kærlighed eller fællesskab med hinanden (se Rom 8:39), og at hver eneste form for ondskab og grusomhed, der bliver anvendt mod os, kun vil være tilbøjelig til at binde vore hjerter sammen og besegle dem i kærlighed.

Vi behøver ikke at sige til jer, at vi holdes i lænker uden grund, og det er heller ikke nødvendigt, at I siger til os: Vi er blevet fordrevet fra vore hjem og forfulgt uden grund. Vi forstår gensidigt, at dersom staten Missouris indbyggere havde ladet de hellige være i fred og havde næret lige så stærkt ønske om fred, som de gjorde, ville der ikke have været andet end fred og ro i staten indtil denne stund. Vi ville ikke have været i dette helvede … hvor vi er tvunget til ikke at høre andet end gudsbespottelige eder og være vidne til blasfemiske scener og drukkenskab, hykleri og udsvævelser af enhver art. Ej heller ville forældreløses og enkers skrig være steget op til Gud imod dem. Uskyldigt blod ville heller ikke have vædet Missouris jord … Det er en smertens historie, en sørgelig historie, ja, en sorgfuld historie – for slem at fortælle, for slem at tænke på, for slem til mennesker …

Vore forfølgere udøver dette mod de hellige, som intet ondt har gjort dem, som er uskyldige og dydige, som elskede Herren deres Gud og er villige til at forsage alt for Kristi skyld. Det er forfærdeligt at fortælle alt dette, men det er virkelig sandt. Vel må der komme fald, men ve dem, som bliver årsag til fald (se Matt 18:7).«⁶

»O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul? Hvor længe skal din hånd holdes tilbage og dit øje, ja, dit rene øje, skue ned fra de evige himle på den uret, som gøres mod dit folk og dine tjenere, og dine ører gennemtrænges af deres råb?

Ja, o Herre, hvor længe skal de lide denne uret og ulovlige undertrykkelse, førend dit hjerte bliver blødgjort over for dem, og dit indre bliver bevæget af medfølelse med dem?

O, Herre, Gud, Almægtige, skaber af himmel, jord og hav og alt, hvad der er i dem, og som behersker og har magt over Djævelen og det mørke og natomhyllede rige Sheol – udræk din hånd, lad dit øje gennembore, lad dit paulun blive løftet, lad ikke længere dit skjul være dækket, lad dit øre blive bøjet, lad dit hjerte blive blødgjort og dit indre bevæget af medfølelse med os. Lad din vrede blive optændt mod vore fjender, og skaf os i dit hjertes raseri hævn for uretten mod os med dit sværd. Husk dine lidende hellige, o vor Gud, så skal dine tjenere fryde sig over dit navn for evigt …

Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik, og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender.«⁷ (Disse afsnit fra brevet står også i L&P 121:1-8).

»Tillad mig at fortælle jer, brødre, at uvidenhed, overtro og snæversynethed, der forekommer, hvor det ikke burde, står ofte i vejen for denne kirkes fremgang. Det regnskyl fra bjergene, der fylder den reneste og mest krystalklare strøm med mudder, snavs og skidt og forplumrer alt, hvad der tidligere var rent og klart, og alt flyder af sted i en eneste stor flodbølge. Men tiden stemmer tidevandet, og til trods for at vi for nærværende finder os væltet omkring i oversvømmelsens mudder, vil den næste bølge, som tiden går, måske bringe os den kilde, der er så klar som krystal og så ren som sne, mens snavs, drivtømmer og skidt bliver fjernet og udrenset undervejs.

Hvor længe kan rindende vand forblive urent? Hvilken magt kan holde himlene tilbage? Mennesket kunne lige så godt strække sin svage arm ud for at standse Missourifloden i dens fastlagte løb, eller for at vende strømmen i modsat retning, som at hindre den Almægtige i at øse kundskab fra himlen ned over de sidste dages helliges hoveder. (Dette afsnit findes også i L&P 121:33).

Hvad er guvernør Lilburn W. Boggs og hans morderiske bande andet end svajende piletræer på bredden til at opfange drivtømmeret? Vi kunne lige så godt hævde, at vand ikke er vand, fordi rivende bjergstrømme sender mudder ned og plumrer krystal-strømmen, selv om det efterlader strømmen renere end før, eller at ild ikke er ild, fordi den lader sig slukke, når den bliver over-svømmet, eller sige at vores sag er tabt, fordi frafaldne, løgnere, præster, tyve og mordere, som alle i lige grad holder stædigt fast ved deres bedrageri og trosbekendelser, har udøst en strøm af snavs, mudder og skidt … på vore hoveder af deres ondskabs åndemagter i himmelrummet og fra deres djævelske arnesteder.

Nej! Gud forbyde det. Helvede kan udøse sit raseri som vulkanerne Vesuvs eller Etnas brændende og flydende lava eller som de mest ildsprudlende vulkaner, og dog vil ›mormonismen‹ bestå. Vand, ild, sandhed og Gud er alle realiteter. Sandhed er ›mormonisme‹. Gud er dens ophavsmand. Han er vores skjold. Det er ved ham, vi blev født. Det er ved hans røst, at vi blev kaldet til hans evangeliums uddeling i begyndelsen af tidernes fylde. Det er ved ham, vi modtog Mormons Bog, og det er ved ham, at vi består til denne dag – og ved ham vil vi bestå, hvis det er til vores herlighed, og i hans almægtige navn er vi bestemt til at udholde trængsler til enden som gode soldater.

… I vil erfare det, når I har læst dette, og hvis I ikke lærer det, vil I kunne lære det, at mure og lænker, døre og knirkende hængsler og forskræmte fangevogtere og arrestforvarere … er beregnet til i selve deres natur at få et hæderligt menneskes sjæl til at føle sig stærkere end helvedes magter …

Vi er jeres brødre og lidelsesfæller og Jesu Kristi fanger for evangeliets skyld og for det håb om herlighed, der findes i os.«⁸

Herren trøstede profeten med følgende ord: »Jordens ender skal spørge efter dit navn, og tåber skal gøre nar ad dig, og helvede skal rase imod dig, hvorimod de rene af hjertet og de vise og de ædle og de dydige, bestandig skal søge råd og myndighed og velsignelser under din hånd. Og dit folk skal aldrig blive vendt imod dig af forræderes vidnesbyrd. Og skønt deres indflydelse skal kaste dig ud i vanskeligheder og bag tremmer og mure, skal du holdes i ære, og bortset fra et kort øjeblik så skal din røst på grund af din retfærdighed være mere skrækindjagende i dine fjenders midte end den vilde løve, og din Gud skal stå dig bi for evigt og altid.

Hvis du bliver bedt om at gennemgå modgang, hvis du er i fare blandt falske brødre, hvis du er i fare blandt røvere, hvis du er i fare til lands og til vands, hvis du bliver anklaget med alle slags falske anklager, hvis dine fjender falder over dig, hvis de river dig bort fra samværet med din far og mor og dine brødre og søstre, og hvis dine fjender med draget sværd river dig bort fra din hustrus og dine børns favn, og din ældste søn, skønt han kun er seks år gammel, klynger sig til dine klæder og siger: Min far, min far, hvorfor kan du ikke blive hos os? O, min far, hvad vil disse mennesker gøre ved dig? Og hvis han da bliver stødt bort fra dig med sværdet, og du bliver slæbt i fængsel, og dine fjender lusker omkring dig som ulve efter lammets blod, og hvis du skulle blive kastet i fangehullet eller i morderes hænder, og der bliver fældet dødsdom over dig, hvis du bliver kastet i dybet, hvis de svulmende bølger lægger råd op imod dig, hvis heftige vinde bliver din fjende, hvis himlene bliver sorte, og alle elementerne forener sig for at spærre vejen, og frem for alt, hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.

Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?

Fortsæt derfor på din vej, så skal præstedømmet forblive hos dig, for grænserne er sat for dem, de kan ikke overskride dem. Dine dage er kendt, og dine år skal ikke blive færre; frygt derfor ikke for, hvad mennesket kan gøre, for Gud vil være med dig for evigt og altid.«⁹ (Dette underafsnit findes også i L&P 122:1-9).

Kort tid efter at profeten havde fået lov til at flygte fra sine fangevogtere i Missouri, genkaldte han sig sine følelser under fængselsopholdet: »I den tid jeg var i mine fjenders hænder, må jeg sige, at selv om jeg var meget bekymret for min familie og mine venner, som blev så umenneskeligt behandlet og mishandlet … så følte jeg mig dog for mit eget vedkommende fuldstændig rolig og overlod mig til min himmelske Faders vilje. Jeg vidste, at både jeg og de hellige var uskyldige, og at vi intet havde gjort, der gjorde os fortjente til en sådan behandling fra vore undertrykkeres hænder. Følgelig kunne jeg se hen til den Gud, som har alle menneskers liv i sine hænder, og som ofte havde reddet mig fra dødens porte, for udfrielse. På trods af at enhver flugtvej syntes fuldstændigt lukket, at døden stirrede mig i øjnene, og at min undergang var blevet besluttet af mennesker, så følte jeg dog siden min første indtræden på kamppladsen en forsikring om, at jeg sammen med mine brødre og vore familier ville blive udfriet.

Ja, den stille, sagte røst, som så ofte har hvisket trøst til min sjæl, når jeg har været i dyb sorg eller under stor lidelse, bød mig være ved godt mod og lovede udfrielse, hvilket gav mig stor trøst. Og selv om folkeslagene er i oprør og folkene lægger planer, der ikke kan lykkes, så var Hærskarers Herre, Jakobs Gud, min tilflugtsklippe, og da jeg råbte til ham på nødens dag, udfriede han mig (se Sl 46:7; 50:15), hvilket jeg anråber hele min sjæl og mit indre om at velsigne og prise hans hellige navn for. For selv om jeg ›i alt var trængt, var jeg dog ikke stængt inde, tvivlrådig, men ikke fortvivlet, forfulgt, men ikke ladt i stikken, slået til jorden, men ikke gået til grunde‹ (se 2 Kor 4:8-9).«¹⁰