De dødes forløsning

»Guds store plan med hensyn til den menneskelige families frelse forstås kun sjældent af den såkaldte kloge og intelligente generation, som vi lever i. Mange og modstridende er menneskers meninger om frelsesplanen, den Almægtiges krav, de nødvendige forberedelser til himlen, afdøde ånders tilstand og forhold og lykken eller elendigheden, som er en følge af praktiseringen af retfærdighed og ugudelighed i overensstemmelse med deres forskellige opfattelser af dyd og last …

Mens den ene del af menneskeheden dømmer og fordømmer den anden uden nåde, så ser universets store Alfader på hele den menneskelige familie med faderlig omsorg og opmærksomhed. Han betragter dem som sine børn, og uden nogen af disse snæversynede følelser, som øver indflydelse på menneskenes børn, lader han ›sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige‹ (Matt 5:45). Han holder dommens tømmer i sine hænder, han er en klog lovgiver, og han dømmer alle mennesker, ikke efter menneskenes trange og snæversynede meninger, men ›efter de handlinger, som er blevet gjort i det dødelige legeme, hvad enten de er gode eller onde‹, eller hvad enten disse handlinger blev udført i England, Amerika, Spanien, Tyrkiet eller Indien. Han vil dømme dem, ›ikke ifølge det, de ikke har, men ifølge det, de har‹. De, der har levet uden loven, vil blive dømt uden loven, og de, der har en lov, vil blive dømt ved den lov. Vi behøver ikke at betvivle den store Jahves visdom og intelligens. Han vil dømme eller vise barmhjertighed mod alle nationer ifølge deres mange fortjenester, deres muligheder for at opnå intelligens, lovene, hvorved de styres, hjælpemidlerne, der er givet til at få korrekte oplysninger, og hans uransagelige planer med henblik på den menneskelige familie. Og når Guds planer bliver tilkendegivet, og fremtidens forhæng trækkes til side, så må vi alle i sidste instans indrømme, at hele jordens Dommer har øvet ret (se 1 Mos 18:25).«⁶

»Gud dømmer menneskene efter den måde, hvorpå de anvender det lys, som han giver dem.«⁷

»Mennesker vil blive holdt ansvarlige for det, de har, og ikke for det, de ikke har … De vil blive dømt i retfærdighed med al det lys og al den kundskab, der er kommet til dem fra deres godgørende Skaber, om det er lidt eller meget, og … det vil blive krævet af dem, at de udviser lydighed mod og forbedrer sig på det og kun det, som de har fået, for mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.«⁸

»De kristne nationers situation efter døden er et emne, som har fremkaldt al filosoffens og teologens visdom og evne, og det er en generel opfattelse, at menneskets skæbne er uigenkaldeligt fastsat ved dets død, og at det opnår enten evig lykke eller evig elendighed. Hvis et menneske dør uden kundskab om Gud, må det blive evig fordømt, uden nogen formildende omstændighed ved dets straf, lindring af dets smerte eller den mindste skygge af håb om udfrielse, mens endeløse tider ruller videre. Imidlertid ser vi, uanset hvor almindeligt anerkendt det princip måtte være, at det er i strid med den hellige skrifts vidnesbyrd, for Frelseren siger, at al slags synd og bespottelse, hvormed menneskene spotter, vil blive dem tilgivet, men bespottelsen mod Helligånden skal ikke tilgives, hverken i denne verden eller i den kommende, hvilket klart viser, at der er synder, der kan tilgives i den kommende verden, selv om synden at spotte Helligånden ikke kan tilgives (se Matt 12:31-32; Mark 3:28-29).

Også Peter siger med hensyn til vor Frelser, at da ›gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage‹ (1 Pet 3:19, 20). Her har vi en beretning om vor Frelser, der prædikede for de ånder, der var i fængsel, ånder, der havde været indespærret siden Noas dage, og hvad prædikede han for dem? At de skulle blive der? Bestemt ikke! Lad hans egen udtalelse vidne. ›Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed‹ (Luk 4:18). Esajas siger det således – ›[før] fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet‹ (Es 42:7). Det fremgår meget klart af dette, at han ikke kun gik hen for at prædike for dem, men for at frigive eller føre dem ud af fængslet …

Den store Jahve overvejede alle de begivenheder i forbindelse med jorden, som var en del af frelsesplanen, før den blev til eller før ›alle morgenstjerner jublede … af fryd‹ (Job 38:7). Fortiden, nutiden og fremtiden var og er for ham et evigt ›nu‹. Han kendte til Adams fald, fortidens menneskers ugudeligheder, til ugudelighedens dybde, som ville stå i forbindelse med den menneskelige familie, deres svaghed og styrke, deres magt og herlighed, frafald, deres forbrydelser, deres retskaffenhed og ugudelighed. Han forstod menneskets fald og forløsning. Han kendte frelsesplanen og fremhævede den. Han var bekendt med alle nationers forhold og med deres skæbne. Han ordnede alt ifølge sin egen viljes råd. Han kender både de levendes og de dødes situation og har i rigeligt omfang sørget for deres forløsning i overensstemmelse med deres forskellige forhold og Guds riges love, hvad enten det er i denne verden eller i den kommende.«⁹

»Den opfattelse, som visse mennesker danner sig af Guds retfærdighed, dom og nåde, er alt for tåbelig for et intelligent menneske at tænke på: Fx er det almindeligt for mange af vore ortodokse prædikanter at tro, at hvis et menneske ikke er, hvad de kalder omvendt, og hvis han dør i den tilstand, må han forblive evigt i helvede uden noget som helst håb. Han må tilbringe ubegrænsede år i pine, som aldrig, aldrig, aldrig får nogen ende, og alligevel kan denne evige elendighed hyppigt ramme i flæng eller tilfældigt. Et snørebånd, der går i stykker, en jakke, der revner på den, der forretter tjeneste, eller det besynderlige sted, hvor et menneske bor, er måske den indirekte grund til hans fordømmelse eller grunden til, at han ikke bliver frelst.

Jeg vil forelægge et tilfælde, som ikke er ualmindeligt: To mennesker, der har været lige ugudelige og har forsømt religion, bliver begge syge på samme tid. Den ene af dem får den store lykke, at han får besøg af en from mand, og han omvender sig nogle få minutter, før han dør. Den anden sender bud efter tre forskellige fromme mænd, en skrædder, en skomager og en kobbersmed. Kobbersmeden skal først lodde en hank på en pande, skrædderen skal sy et knaphul i en frakke, som han må gøre færdig i en fart, og skomageren har en lap, som han skal sy på en eller andens støvle. Ingen af dem når i tide den syge, før denne dør, og han går til helvede. Den ene ophøjes til Abrahams skød, han sidder i Guds nærhed og glæder sig ved evig, uafbrudt lykke, mens den anden, der er lige så god som han, synker ned til evig fordømmelse, uoprettelig elendighed og håbløs fortvivlelse, fordi en mand havde en støvle, han skulle reparere, et knaphul i en frakke at sy eller en hank, der skulle loddes på en pande.

Jahves plan er ikke så uretfærdig, den hellige skrifts udtalelser så illusoriske, eller frelsesplanen for den menneskelige familie så uforenelig med sund fornuft. Hvis det var tilfældet, ville Gud tilrettevise med vrede, engle ville skjule ansigtet i skam, og hvert eneste dydigt, intelligent menneske ville vige tilbage.

Hvis de menneskelige love giver hvert menneske efter fortjeneste og straffer alle forbrydere i henhold til deres forskellige forbrydelser, vil Herren afgjort ikke være grusommere end mennesket, for han er en klog lovgiver, og hans love er mere rimelige, hans forordninger mere retfærdige og hans afgørelser mere fuldkomne end menneskets. Og som mennesket dømmer sine medmennesker ved loven og straffer dem efter loven, således dømmer himlens Gud ›efter de handlinger, som er blevet gjort i det dødelige legeme‹ (se Alma 5:15). At sige at hedningerne skal blive fordømt, fordi de ikke troede på evangeliet, ville være meningsløst, og at sige, at alle jøder, som ikke tror på Jesus, skal blive fordømt, ville være lige så absurd, for ›hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?‹ (Rom 10:14-15). Som følge heraf kan hverken jøde eller hedning være strafskyldige, fordi de forkaster sektvæsenets modstridende meninger, og heller ikke fordi de forkaster noget vidnesbyrd undtagen det, som er sendt af Gud, for ligesom den, der skal prædike, ikke kan gøre det, dersom han ikke sendes ud, så kan den, der hører, heller ikke tro, uden at han hører en ›udsendt‹ forkynder, og kan ikke blive fordømt for det, han ikke har hørt, og da han ikke har nogen lov, må han dømmes uden loven.«¹⁰

»Når vi taler om de velsignelser, der hører til evangeliet og følgerne af ulydighed mod de forskellige krav, stilles vi ofte over for spørgsmålet: Hvad er der blevet af vore fædre? Vil de alle blive fordømt for ikke at adlyde evangeliet, når de aldrig har hørt om det? Afgjort ikke. Men de vil være i besiddelse af det samme privilegium, som vi nyder her ved hjælp af det evigtvarende præstedømme, som ikke alene virker på jorden, men også i himlen, og ved den store Jahves kloge uddelinger. Derfor vil de personer, som Esajas henviser til (se Es 24:21-22), blive besøgt af præstedømmet og komme ud af deres fængsel efter samme princip som de, der var ulydige i Noas dage, blev besøgt af vor Frelser (som var i besiddelse af Det evigtvarende Melkisedekske Præstedømme), og hørte ham prædike evangeliet i fængslet. Og for at de kunne opfylde alle Guds krav, blev levende venner døbt for deres afdøde venner og opfyldte på denne måde Guds krav, som siger: ›Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige‹ (Joh 3:5). De blev naturligvis ikke døbt for sig selv, men for deres afdøde … Paulus siger med hensyn til denne lære: ›Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?‹ (1 Kor 15:29) …

Og nu da Guds herlige hensigter haster mod deres fuldbyrdelse og det, som profeterne udtalte, opfyldes, efterhånden som Guds rige oprettes på jorden, og tingenes tilstand fra fordum genoprettes, har Herren åbenbaret os denne pligt og dette privilegium, og det befales os at lade os døbe for vore døde og således opfylde Obadias’ ord, som han sagde angående de sidste dages herlighed: ›Da skal befrierne drage op til Zions bjerg for at holde dom over Esaus bjergland. Kongemagten skal tilhøre Herren‹ (Obad 1:21). Når vi betragter dette, stemmer det overens med skriftens sandhed, det retfærdiggør Guds veje for mennesket, sætter den menneskelige familie på lige fod og er i overensstemmelse med alle retskaffenhedens, retfærdighedens og sandhedens principper. Vi vil slutte med Peters ord: ›For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil. For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever‹ (1 Pet 4:3, 6).«¹¹