Tapre i Kristi sag

»Jeg elsker Kristi sag.«

Fra Joseph Smiths liv

I oktober 1838 nåede en konflikt mellem de hellige bosiddende i det nordlige Missouri og de lokale pøbelhobe og militsen et kritisk punkt. Den 27. samme måned udstedte guvernøren i Missouri, Lilburn W. Boggs, en skændig ordre til statsmilitsens kommandør: »Mormonerne skal behandles som fjender og skal om nødvendigt udryddes eller fordrives fra staten for at sikre den offentlige fred. Deres afskyeligheder kan ikke beskrives.«¹ Tre dage senere, slog en stor bevæbnet militsgruppe lejr nær Far West i Missouri, stedet for Kirkens hovedsæde, og forberedte et angreb på byen.

Joseph Smith og andre kirkeledere, der var alvorligt bekymrede for de sidste dages helliges sikkerhed, gik med til at mødes med militsofficerer den 31. oktober for at forhandle fred. Imidlertid blev profeten og hans ledsagere pludseligt arresteret, da de nærmede sig militsens lejr. De blev derpå ført ind i lejren, hvor de blev tvunget til at ligge hele natten på den kolde jord i en frysende kold regnstorm, mens fangevogterne råbte og bandede ad dem. Da officererne besluttede at føre fangerne til Independence i Missouri, tryglede Joseph og hans ledsagere om at få lov til at se deres familie.

»Jeg fandt min hustru og mine børn i tårer,« skrev profeten, »som frygtede, at vi var blevet skudt af dem, der havde svoret at tage vores liv, og at de ikke ville få mig at se igen … Hvem kan forestille sig, hvordan jeg følte på det tidspunkt, hvor jeg var blevet revet væk fra min livsledsager og måtte efterlade hende – og mine børn – omringet af uhyrer i menneskers skikkelse og ikke vide, hvordan deres behov skulle dækkes, mens jeg skulle føres langt væk fra dem, så mine fjender kunne ødelægge mig, når de fandt det passende. Min hustru græd og mine børn klamrede sig til mig, indtil de blev jaget væk fra mig med fangevogternes sværd.«²

Efter en kort tilbageholdelse i Independence, blev profeten og adskillige andre kirkeledere ført til Richmond i Missouri, hvor de blev holdt fangne i et gammelt bjælkehus, lænket sammen og holdt under skarp bevogtning. Profeten forblev indespærret i Richmond i ca. tre uger, før han blev overført til fængslet i Liberty i Missouri. Selv om omstændighederne var barske, skrev profeten til Emma kort efter ankomsten til Richmond: »Vi bliver holdt fangne i lænker og under streng bevogtning for Kristi skyld og ikke af nogen anden årsag … Bror George W. Robinson ligger i lænker ved siden af mig. Han er tro af hjerte og har et fast sind. Derefter ligger bror Lyman Wight, bror Sidney Rigdon, Hyrum Smith, Parley P. Pratt og Amasa Lyman, og således er vi lænket sammen ligesom i den evigtvarende kærligheds bånd. Vores humør er godt, og vi glæder os over at blive regnet værdige til at blive forfulgt for Kristi skyld.«³

I løbet af en af de kolde, trættende nætter lå mændene på gulvet indtil efter midnat, ude af stand til at sove, fordi fangevogterne pralede af deres nylige angreb på de hellige, deriblandt handlinger som udplyndring, voldtægt og mord. Ældste Parley P. Pratt har fortalt: »Jeg havde lyttet, indtil jeg følte en sådan afsky, og var blevet så chokeret og forfærdet og så fyldt med en ånd af retfærdig vrede, at jeg knap kunne afholde mig fra at rejse mig og irettesætte fangevogterne. Men jeg sagde ikke et ord til hverken Joseph eller nogen anden, selvom jeg lå lige ved siden af ham og vidste, at han var vågen. Pludselig rejste han sig og talte med en tordenrøst eller som en brølende løve. Han sagde følgende, så vidt jeg erindrer det:

›STILLE … I Jesu Kristi navn irettesætter jeg jer, og befaler jer at tie. Jeg vil ikke leve et minut mere og høre en sådan tale. Hold inde med denne tale, eller også vil enten I eller jeg dø I DETTE ØJEBLIK!‹

Han tav. Han stod i frygtindgydende majestæt. I lænker og uden våben, rolig, fattet og ophøjet som en engel betragtede han de forskrækkede fangevogtere, der havde sænket deres våben eller ladet dem falde til jorden. Med rystende knæ og sammenkrøbne i et hjørne eller ved hans fødder tryglede de ham om tilgivelse og forblev tavse indtil vagtskiftet.«⁴

Joseph Smiths lærdomme

De tapre gør med glæde alt, hvad de kan, selv i svære tider.

I september 1839, da de hellige påbegyndte det svære arbejde med at opføre byen Nauvoo i Illinois, skrev profeten til et kirkemedlem i Kirtland i Ohio: »Med hensyn til Kirkens situation her går det så godt for os, som vi med rimelighed kan forvente … Der er allerede forsamlet et ret stort antal familier heroppe, og vi forventer, at der kommer flere, især når vi efter forespørgsel har erfaret, at vi ikke har haft mere end sædvanlig sygdom her på trods af de prøvelser, vi har haft og de genvordigheder, som vi er blevet udsat for. Når vi sætter vores lid til Guds nåde og kraft til vores bedste, som vi gør, håber vi at holde ud i ethvert godt og nyttigt arbejde, ja, til enden, så at vi, når vi skal vejes på vægtskålen, ikke bliver fundet for lette.«⁵

I september 1842 skrev profeten Joseph Smith følgende til de hellige i et brev, som senere blev nedskrevet i L&P 128:19, 22: »Se, hvad hører vi i det evangelium, vi har modtaget? En glædesrøst! En barmhjertighedsrøst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden, glædelige tidender for de døde, en glædesrøst for de levende og de døde, glædelige tidender om stor fryd … Brødre, skal vi ikke gå videre i så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad.«⁶

Profeten sagde følgende om Kirkens fremskridt i 1831: »Det var tydeligt, at Herren gav os kraft i forhold til det arbejde, der skulle udføres, styrke i overensstemmelse med det kapløb, der lå foran os, og nåde og hjælp i overensstemmelse med vore behov.«⁷

De tapre elsker Kristi sag og stræber efter at udvikle kristuslignende egenskaber.

»Jeg elsker Kristi sag og dydens og kyskhedens sag, såvel som en retskaffen, stabil opførsel og en hellig adfærd.«⁸

»Jeg tror på, at man skal leve et dydigt, retskaffent og helligt liv for Gud, og jeg føler det som min pligt at overtale alle mennesker med alt, hvad jeg formår, til at gøre ligeså, så de ophører med at gøre ondt og lærer at gøre godt og ikke længere synder, men er retskafne.«⁹

»Når vi styrker vores tro ved at tilegne os enhver god egenskab, som pryder børnene af den velsignede Jesus, kan vi bede, når det er tid til at bede; vi kan elske vores næste som os selv og være tro i trængsler med viden om, at et sådant menneskes belønning er større i himmeriget. Hvilken trøst! Hvilken glæde! Lad mig leve den retskafnes liv, og lad min belønning blive som hans!

… Retskaffenhed bør være de helliges mål i alle forhold, og når Lære og Pagter udgives, vil de erfare, at der forventes meget af dem. Gør godt og øv retfærdighed med intet andet end Guds ære for øje, så skal I få jeres belønning, når Herren gengælder enhver efter hans gerninger … I Jesu Kristi navn bønfalder vi jer om at leve værdigt til de velsignelser, som vil komme efter mange trængsler for at mætte de sjæle, der holder trofast ud til enden.«¹⁰

»Lad fra nu af sandhed og retskaffenhed herske og findes i overflod hos jer. Vær mådeholdne i alt, afhold jer fra drukkenskab og fra banden og sværgen og fra al gudsbespottende tale og fra alt uretfærdigt eller uhelligt. Afhold jer ligeledes fra fjendskab, had, begærlighed og havesyge samt fra ethvert uhelligt ønske. Vær ærlige over for hinanden, for det er som om, at nogle mangler dette, og nogle har ikke været næstekærlige og har udvist begærlighed … Gud hader en sådan opførsel – og de vil opleve deres andel af sorg, når det store hjul ruller, for det ruller videre, og ingen kan hindre det. Zion skal dog leve, selv om hun synes død.«¹¹

»Lad mig som én, der virkelig ønsker menneskenes frelse, minde jer alle om at stræbe med gudfrygtig iver efter dyd, hellighed og Herrens befalinger. Vær gode, vær vise, vær retfærdige, vær fordomsfrie og vær frem for alt næstekærlige og altid rige på gode gerninger. Og må sundhed, fred og Gud vor Faders kærlighed samt vor Herre Jesu Kristi nåde være og forblive hos jer alle. Dette er en oprigtig bøn fra jeres hengivne bror og ven i det evigtvarende evangelium.«¹²

»Vær sagtmodige og beskedne, redelige og rene, og gengæld ondt med godt … Vær ydmyge og tålmodige i alle livets omstændigheder, så skal vi vinde sejr med større ære.«¹³

»Vi ønsker frimodigt at formane vore brødre til at være ydmyge og bønsomme, til virkelig at vandre som lysets og dagens børn, så de får nåde til at modstå enhver fristelse og overvinde ethvert onde i vor Herre Jesu Kristi ærværdige navn.«¹⁴

De tapre stræber efter at forbedre sig i dette liv.

»Den tanke, at enhver vil få alt efter sin flid og udholdenhed i Herrens vingård, burde inspirere alle, som er kaldet til at være forkyndere af disse glædelige tidender, til at udnytte deres talenter, så de kan få andre talenter, således at Mesteren, når han sætter sig ned og opgør sine tjeneres adfærd, da kan sige: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde (Matt 25:21) …

Ingen andre hensyn bør afskrække os fra at blive anerkendt i Guds øjne i overensstemmelse med hans guddommelige krav. Folk glemmer ofte, at de er afhængige af himlen for enhver velsignelse, som de får lov til at nyde, og at de skal aflægge regnskab for hver mulighed, der gives dem. I ved, brødre, at da manden i Frelserens lignelse om de betroede talenter kaldte på sine tjenere, gav han dem flere talenter, som de skulle forøge, mens han drog udenlands et stykke tid, og da han kom tilbage, forlangte han en redegørelse (se Matt 25:14-30). Således er det også nu. Vor Herre er kun borte et lille stykke tid, og ved slutningen af den vil han fordre en redegørelse fra hver enkelt. Hvor der blev givet fem talenter, vil der blive krævet ti. Men den, der ikke har forøget sine talenter, vil blive kastet ud som en unyttig tjener, mens de trofaste skal nyde evigtvarende hædersbevisninger. Derfor beder vi indtrængende om, at vor Faders nåde vil hvile på jer gennem Jesus Kristus, hans Søn, at I ikke må blive svage i fristelsens time eller blive overvundet, når forfølgelser sætter ind.«¹⁵

»Efter denne belæring vil I være ansvarlige for jeres egne synder. Det er en ønskværdig ære, at I vandrer således for vor himmelske Fader, at I kan frelse jer selv. Vi er alle ansvarlige over for Gud for den måde, hvorpå vi udvikler det lys og den visdom, som Herren har givet os for at gøre os i stand til at frelse os selv.«¹⁶

De tapre holder trofast ud til enden og skal modtage en krone af celestial herlighed.

»Vi sætter vores lid til Gud, og vi er besluttede på, med hans nådes hjælp, at forsvare vores sag og trofast holde ud til enden, så vi må blive kronet med kroner af celestial herlighed og indgå til den hvile, der er beredt for Guds børn.«¹⁷

»Strid troens gode strid, så I kan vinde den krone, som er lagt frem til dem, der holder trofast ud til enden af deres prøves dage (se 2 Tim 4:7-8). Vær derfor trofaste mod det, I har modtaget så gavmildt af Guds hånd, så I ikke, når tiderne skal komme, har arbejdet forgæves, men at I må hvile fra al jeres møje og få fyldens glæde i Guds rige.«¹⁸

»I kan ikke være for gode. Tålmodighed er himmelsk, lydighed er ædelt, tilgivelse er barmhjertigt og ophøjelse er guddommeligt. Den, der holder trofast ud til enden vil på ingen måde miste sin belønning. Et godt menneske vil udholde alt for at ære Kristus og endda afstå fra hele verden og alt, hvad der er i den, for at redde sin sjæl.«¹⁹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen om Joseph Smith, der irettesætter fangevogterne på s. 348. Hvilken indflydelse har denne beretning på dine følelser for Joseph Smith?
Joseph Smith sagde, at evangeliet er en »glædesrøst« og erklærede: »Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad« (s. 349). Hvordan kan vores kundskab om evangeliet hjælpe os med at fryde os og være overordentlig glade selv i svære tider?
Læs det tredje afsnit på s. 349. Hvad tror du, der menes med at modtage »kraft i forhold til det arbejde, der skulle udføres«? Hvilke eksempler kan du komme i tanker om, som belyser denne sandhed?
Læs det sidste afsnit på s. 349. Hvilke karaktertræk forventer du at finde hos en, der siger, at han »elsker Kristi sag«? (Se eksemplerne på s. 349-351).
Når du studerer profeten Josephs råd på s. 351-352, så tænk på noget i dit liv, som trænger til forbedring. Beslut dig for, hvad du vil gøre for at gennemføre den forbedring.
Læs de to sidste afsnit i kapitlet (s. 352-353). Hvilke belønninger får de, der »strid[er] troens gode strid«? På hvilke måder prøver nogle mennesker at overtale os til ikke at være »for gode«? Hvordan kan vi reagere på et sådant pres?

Skriftstedshenvisninger: 5. Mos 31:6; 2 Tim 1:7-8; 2 Ne 31:19-20; Mosi 5:15; L&P 59:23.