Vores åndelige arv

I 1833 blev Guds hellige af en lovløs pøbelhob fordrevet fra Jackson County i Missouri til Clay County … Der blev stukket ild til deres huse, deres ejendele blev ødelagt, og ludfattige og forarmede blev de drevet over på den anden side af [Missouri]floden. Rådet [på den egn] bad om frivillige til at drage til Kirtland, 1600 kilometer borte, for at spørge profeten Joseph om, hvad de skulle stille op. Parley P. Pratt, hvis familie nu var blottet for alle eksistensmidler, og Lyman Wight, hvis hustru lå ude i skoven med en tre dage gammelt barn i ly af en træstamme, og som hverken havde mad, tøj eller husly, meldte sig frivilligt til at besøge Guds profet …

Da ældste Pratt og ældste Wight ankom til Kirtland, fortalte de profeten Joseph om deres genvordigheder. Joseph spurgte Herren, hvad han skulle gøre, og Herren bad ham om at samle Herrens hus’ styrke, de unge mænd, de midaldrende og drage op og købe Zion fri … Det var Guds vilje, at de skulle samle 500 mænd, men de skulle ikke tage af sted med færre end 100 (se L&P 103). Herrens hellige samlede 205 mænd. De fleste af dem samledes i Kirtland i foråret 1834 … Vi blev organiseret i kompagnier på ti mand, som hver blev anført af en kaptajn, og alle 1600 kilometer gik Guds profet i spidsen for hele Zions hær på 205 mænd.

… De råd og ord, som Herren gav gennem sin profet, og opfyldelsen af dem, står – sammen med vore glæder og sorger over disse hændelser og begivenheder – ridset ind i vores hjerte som med en jerngriffel på en klippe, og denne historie skal bestå for tid og alt evighed.³

Jeg var i Zions hær med Guds profet. Jeg så Gud virke gennem ham. Jeg så Guds kraft i ham. Jeg så, at han var profet. Det, som blev tilkendegivet for ham ved Guds kraft på denne mission, var af stor værdi for mig og for alle, som modtog hans instruktioner. Jeg vil berette om et tilfælde. Kort tid efter, at vi kom til Missouri, kaldte Joseph hæren sammen. Der profeterede han for os og fortalte os, hvad der lå forude. Han fortalte os, hvorfor vi kunne forvente revselse. Han sagde: »I anser mig for en dreng, ligesom resten af jer. I har ikke forstået, hvilken stilling jeg har for Herren. Men denne hær har revselse i vente.« Han fortalte os, at denne revselse ville ramme os, fordi vi ikke havde fulgt hans råd. En time efter at vi var kommet til Missouri og havde slået vore telte op … faldt snart den ene, snart den anden mand, og et øjeblik efter lå en halv snes af hærens medlemmer på tæpper, syge af kolera. Da Guds profet så dette, ynkedes han over dem, og han og Hyrum lagde hænderne på bror Carter, den første som blev syg, men næppe havde de gjort det, før de også selv blev syge og begge måtte forlade lejren. Han sagde bagefter: »Jeg fortalte jer, hvad der skulle ske, og da trængslerne ramte os, rakte jeg hånden ud for at standse dem, og jeg var selv nær ved at blive ramt af dem.« Jeg fandt denne mission meget interessant.⁴

Efterhånden som vi nærmede os Clay County i Missouri, blev indbyggerne i Jackson County meget urolige, og en færge med tolv mænd krydsede Missourifloden og rejste til Liberty i Clay County, hvor de indkaldte indbyggerne til et møde i regeringsbygningen, hvor de holdt brandtaler for at opildnede folk til at gå ud og rydde mormonlejren. Men det var indbyggerne i Clay County ikke indstillet på …

Men i Jackson County blev en pøbelhob imidlertid samlet, bestående af både kavaleri og infanterister, som krydsede floden og drog ind i Clay County for at slå os ihjel. Vi havde slået lejr på østsiden af Fishing River, og de var opsatte på at kæmpe mod os. Vi slog lejr ved siden af en baptistkirke. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Ikke så snart havde vi slået vore telte op, før to mænd på hesteryg red gennem lejren, mens de udslyngede skrækkelige eder … Idet de red ud af lejren, viste der sig i nordvest en lille sky, som begyndte at rulle sig ud som en bogrulle, og snart var hele himlen over hovedet på os dækket af en sky så sort som blæk. Et øjeblik efter glimtede lynene, tordenbragene skraldede, regnen styrtede ned og det væltede ned med hagl – nogle af dem, der faldt i vores lejr, var på størrelse med dueæg. De dækkede snart jorden som med en hvid kåbe. Vi måtte alle søge tilflugt i kirken. Profeten Joseph var blandt de sidste, som kom indenfor.⁵

Profeten Joseph kom ind, rystede vandet af sin hat og sit tøj, og sagde: »Kammerater, der er en mening med dette. Gud er i uvejret.« Vi sang til Guds pris og lå hele natten på bænkene med tæpper over os, mens vore fjender befandt sig ude i det rasende uvejr.⁶

Floden, som vi kunne være gået næsten tørskoet over, da vi slog lejr, steg seks meter, sådan at ingen fjender kunne nå os fra vest, og kavaleriet, som befandt sig øst for os, måtte søge tilflugt i en skolebygning eller et hvilket som helst ly, de kunne finde for de store hagl, som faldt blandt dem. Deres heste blev skræmt af haglene og af uvejret i almindelighed og blev spredt mange kilometer ind i skoven med sadler og seletøj på og blev først fundet mange dage senere.⁷

Det forlød, at kaptajnen for kompagniet på skolen sagde, at det var besynderligt, at de ikke kunne røre mormonerne, men at haglvejret eller noget andet havde forhindret dem i at gøre dem noget. Men de var ikke tilbøjelige til at erkende, at det var Gud, som førte vore krige.⁸

Vi var taknemlige for, at Herren førte vore krige og udfriede os, og at vore fjender ikke igen forsøgte at angribe os.

Den følgende morgen (den 22. juni) ved Fishing River fik Joseph Smith den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter, afsnit 105 (se vers 9–14, hvor Herren afslutter Zions hærs oprindelige mission]. Fra da af var indbyggerne i Clay County mildere stemt, og vi fortsatte vores rejse ind i det amt og slog lejr for sidste gang … hvor vi blev udsat for nogle trængsler som opfyldelse af Herrens ord ved profeten Joseph …

Da vi havde opholdt os nogle dage i Clay County og bragt orden i Kirken, vendte profeten Joseph tilbage til Kirtland med de medlemmer af Zions hær, som havde familie, men de af os, som ikke havde familie, blev i Missouri, indtil [vi] drog til andre dele af landet for at forkynde Kristi evangelium.⁹

Da medlemmerne af Zions hær blev kaldet, havde mange os af aldrig set hinanden – vi var fremmede for hinanden, og mange havde aldrig set profeten. Vi var blevet spredt vidt omkring, som avner for vinden, over hele landet. Vi var unge mænd, som i Kirkens første tid var blevet opfordret til at drage op og genløse Zion, og det, vi måtte gøre, måtte vi gøre ved tro. Vi samledes fra de forskellige stater i Kirtland og drog op for at genløse Zion som opfyldelse af Guds befaling til os. Gud anerkendte vore gerninger, ligesom han anerkendte Abrahams. Vi udrettede meget, skønt de frafaldne og vantro mange gange stillede spørgsmålet: »Hvad har I udrettet?« Vi opnåede en erfaring, vi aldrig kunne havde opnået på nogen anden måde. Vi havde det privilegium at se profetens ansigt, og vi havde det privilegium at rejse 1600 kilometer i hans selskab og se Guds Ånd virke på ham og Jesu Kristi åbenbaringer til ham og opfyldelsen af disse åbenbaringer.¹⁰

Den erfaring, [vi] opnåede ved at rejse med Zions hær, var mere værd end guld, og beretningen om hæren skal overleveres til den sidste generation af mennesker.¹¹

Bemærk: Den 26. april 1838 åbenbarede Herren ved profeten Joseph Smith, at Kirkens præsiderende brødre skulle begynde at bygge et tempel i byen Far West i Missouri (se L&P 115:7–10). Han gav dem også befaling om igen at »begynde at lægge fundamentet« den 26. april 1839, præcis et år fra den dag, hvor denne åbenbaring blev givet (se L&P 115:11). Præsident Wilford Woodruff forklarede senere, at dette var en befaling om at »lægge hjørnestenen til templet«.¹² Den 8. juli 1838 bad profeten Joseph: »Vis os din vilje, o Herre, angående de tolv« (indledning til L&P 118). Det følgende forår åbenbarede Herren som svar, at visse medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum skulle rejse til England og forkynde evangeliet. Kvorummet skulle mødes på tempelgrunden i Far West den 26. april 1839 som indledning på denne mission. De skulle også udpege ældsterne John Taylor, John E. Page, Wilford Woodruff og Willard Richards til at overtage de ledige pladser i De Tolvs Kvorum (se L&P 118:4–6).

Da åbenbaringen blev givet [i 1838], åndede alt fred og ro i Far West i Missouri, hvor de fleste sidste dages hellige boede, men før tiden var inde til, at åbenbaringen skulle opfyldes, var Guds hellige blevet fordrevet fra Missouri på guvernør Boggs’ ordre, og indbyggerne i Missouri havde svoret, at uanset om alle Joseph Smiths andre åbenbaringer så gik i opfyldelse, skulle denne [åbenbaring] det i hvert fald ikke. Af åbenbaringen fremgik det, hvornår og hvorfra de tolv apostle skulle tage afsked med de hellige og drage på deres mission over det store vand, og pøbelvældet i Missouri havde kundgjort, at de nok skulle sørge for, at det ikke blev opfyldt …

Da det blev tid til, at Herrens befaling skulle opfyldes, var Brigham Young præsident for De Tolv Apostle. [Thomas] B. Marsh, den apostel, som havde længst anciennitet, var faldet fra. Bror Brigham sammenkaldte medlemmerne af de tolv, som på det tidspunkt var i Quincy i Illinois, for at finde ud af, hvad de mente om at drage til Far West for at opfylde åbenbaringen. Profeten Joseph og hans bror Hyrum, Sidney Rigdon, Lyman Wight og Parley P. Pratt sad på daværende tidspunkt i fængsel i Missouri, men patriarken Joseph Smith [sen.] var i Quincy. Han og andre, som var til stede, mente ikke, at det var klogt for os at begive os af sted, fordi det ville indebære stor fare. De mente, at Herren ville se på den gode vilje. Men da præsident Young spurgte De Tolv, hvad vi mente om sagen, sagde vi alle som med én røst, at Gud Herren havde talt, og at det var vores pligt at adlyde. Det var Herrens sag at passe på sine tjenere, og vi ville adlyde befalingen, om vi så skulle dø.

For fuldt ud at forstå den risiko, som de tolv apostle løb ved at foretage denne rejse, må mine læsere huske på, at Missouris guvernør, Lilburn W. Boggs, havde udstedt en proklamation, hvori de sidste dages hellige blev pålagt at forlade staten eller blive udryddet. Far West var blevet indtaget af militsen, som i virkeligheden blot var en organiseret pøbelhob; indbyggerne var blevet tvunget til at gribe til våben; alle [Kirkens] ledende brødre, som man havde kunne få fat i, var blevet taget til fange; de øvrige hellige – mænd, kvinder og børn – måtte flygte fra staten for redde livet og måtte efterlade deres huse, jorder og anden ejendom, som de ikke kunne tage med, i pøbelens hænder. Faktisk skød pøbelen de helliges kvæg og svin, hvor de kunne finde dem, og stjal stort set alt, hvad de kunne få fat i. Mange sidste dages hellige blev behandlet med nådesløs grusomhed og måtte lide den mest skændige mishandling. Det var med allerstørste besvær, at mange af dem slap ud af staten, især de fremtrædende brødre, for dengang var der i Missouri mange mænd, der opførte sig som om, de mente, at det ikke betød mere at skyde en »mormon« end en hund med hundegalskab …

Vi var fast besluttet på at efterkomme befalingen i åbenbaringen … og begav os af sted mod Far West …

På trods af vore fjenders trusler om, at åbenbaringen ikke skulle blive opfyldt den dag, og til trods for at ti tusinde af de hellige var blevet fordrevet fra staten på guvernørens ordre, og skønt profeten Joseph og hans bror, Hyrum Smith, sammen med andre fremtrædende brødre var i vore fjenders hænder, i lænker og i fængsel, begav vi os om morgenen den 26. april 1839 til tempelgrunden i byen Far West og holdt et møde og opfyldte åbenbaringen og befalingen, som var blevet givet os, og vi traf mange andre beslutninger ved dette møde …

Derpå sagde vi farvel til den lille skare af hellige, som blev på tempelgrunden for at se os opfylde Guds åbenbaring og befalinger, og tog afsked med Far West og Missouri og vendte tilbage til Illinois. Vi havde udført missionen, uden at en hund gøede ad os (se 2 Mos 11:7), eller at nogen sagde: »Hvorfor gør I det?«

Vi krydsede Mississippifloden med en dampfærge og kom til Quincy den 2. maj og glædede os over at være nået velbeholdent hjem til vores familie.¹³

Inden vi påbegyndte vores mission til England [i 1839], måtte vi finde et sted, hvor vore familier kunne bo. Et sted, som hed Commerce, senere Nauvoo, blev udpeget som det sted, hvor medlemmerne skulle slå sig ned.

Jeg rejste fra Quincy sammen med bror Brigham Young og vore familier den 15. maj og kom til Commerce den 18. Efter en samtale med Joseph krydsede vi [Mississippi]floden ved Montrose i Iowa. Præsident Brigham Young og jeg boede med vore familier i et lokale, på godt 4 x 4 m. Til sidst fandt bror Young et andet lokale … Derpå flyttede bror Orson Pratt og hans familie ind i det samme lokale sammen med mig og min familie.

Mens jeg boede i denne hytte på den gamle kasserne, var vi en dag vidne til, at Guds kraft hvilede over profeten Joseph. Der var megen sygdom, og Joseph havde overladt sit hus i Commerce til de syge og havde ladet et telt opslå i sin gård, hvor han selv boede. De mange hellige, som var blevet fordrevet fra Missouri, strømmede til Commerce, men de havde ingen steder at flytte ind og boede derfor i vogne, i telte og på jorden. Mange blev derfor syge på grund af det de var udsat for. Bror Joseph havde plejet de syge, indtil han var udmattet og nær selv var blevet syg.

Om morgenen den 22. juli 1839 stod han op og grundede over de forfølgelser og trængsler, som Guds hellige var udsat for, og han påkaldte Herren i bøn, og Guds kraft hvilede i rigt mål over ham, og ligesom Jesus på sin tid helbredte de syge omkring sig, således helbredte Joseph, Guds profet, ved denne lejlighed alle omkring sig. Han gjorde alle i sit hus og i sin gård raske. Derefter gik han sammen med Sidney Rigdon og flere andre af de tolv rundt blandt de syge, som lå langs floden og befalede dem med høj røst og i Jesus Kristi navn at rejse sig og blive raske, og de blev alle helbredt. Da han havde helbredt alle de syge på flodens østbred, sejlede de i en færge over Mississippifloden til vestbredden til Montrose, hvor vi var. Den første, de besøgte, var Brigham Young. Han lå på daværende tidspunkt syg i sengen. Profeten gik indenfor og helbredte ham, og de kom alle ud sammen. Da de gik forbi min dør, sagde bror Joseph: »Bror Woodruff, følg mig.« Det var det eneste, som nogen i gruppen sagde fra da de forlod bror Brighams hus til de krydsede torvet og gik indenfor hos bror [Elijah] Fordham. Bror Fordham havde ligget for døden en times tid, og vi regnede med, at han kunne dø når som helst.

Jeg følte Guds kraft, som overvældede profeten.

Da vi trådte indenfor, gik bror Joseph hen til bror Fordham, og tog ham ved højre hånd – i sin venstre holdt han sin hat.

Han så, at bror Fordhams øjne var udtryksløse, og at han var tavs og bevidstløs.

Han holdt hans hånd, så den døende mand i øjnene og sagde: »Bror Fordham, kan du genkende mig?« Først svarede han ikke, men vi kunne alle se den virkning, Guds Ånd havde på ham.

Han sagde igen: »Elijah, genkender du mig?«

Bror Fordham svarede lavmælt: »Ja!«

Så sagde profeten: »Har du tro til at blive helbredt?«

Svaret, som lød lidt tydeligere end før, var: »Jeg er bange for, at det er for sent. Hvis du var kommet tidligere, kunne det måske have ladet sig gøre.«

Han lignede en mand, som var ved at vågne op af søvnen – dødens søvn.

Så sagde Joseph: »Tror du, at Jesus er Kristus?«

»Ja, det gør jeg,« lød svaret.

Derpå talte Guds profet med høj røst som med Guddommens kraft: »Elijah, jeg befaler dig i Jesu nazaræerens navn at stå op og blive rask!«

Profeten talte ikke som et menneske, men som med Guds røst. Det var, som om huset rystede i sin grundvold.

Elijah Fordham sprang op af sengen som en, der var blevet oprejst fra de døde. Han fik en sund kulør, og man kunne på alle måder se, at han var i live.

Hans fødder var forbundet med … grødomslag. Han sparkede dem af fødderne, så de faldt fra hinanden, og bad om sit tøj, som han så tog på. Han bad om en skål brød og mælk og spiste det. Derpå tog han sin hat på og fulgte os ud på gaden for at tilse andre, som var syge.

Den vantro spørger måske: »Var det ikke indbildning?«

Uanset om den vantro mener, at det er indbildning, så var det bestemt ikke indbildning for den døende Elijah Fordham eller for dem, som var hos ham, for hvis han ikke var blevet reddet, ville han et øjeblik senere have været i åndeverdenen …

Så snart vi havde taget afsked med Fordham, gik vi hen til Joseph B. Noble, som var meget svag og alvorligt syg. Da vi trådte indenfor, tog Joseph ham ved hånden og befalede ham i Jesu Kristi navn at stå op og blive rask. Han rejste sig og blev straks rask.

Mens dette skete, var den ugudelige pøbelhob på stedet … blevet bange og fulgte os indenfor hos Noble.

Før de nåede frem, havde bror Joseph bedt bror Fordham om at bede en bøn.

Mens han bad, kom pøbelen og alle de onde ånder, som fulgte dem, ind.

Så snart de kom ind, besvimede bror Fordham, som var ved at bede, og sank om på gulvet.

Da Joseph så pøbelen inde i huset, rejste han sig og bad både disse mænd og deres onde ånder om at forlade huset. Bror Fordham livede straks op og afsluttede sin bøn.

Dette viser, hvilken magt onde ånder har på overmenneskenes tabernakel. De hellige skånes alene for Djævelens magt ved Guds kraft.

Bror Noble var den sidste, som blev helbredt den dag. Ikke siden Kirken blev organiseret, kom Guds kraft i samme grad til udtryk ved helbredelsens gave.¹⁴

Bemærk: I april 1834 hørte Wilford Woodruff profeten Joseph Smith profetere: »Titusindvis af hellige skal bosætte sig i Klippebjergene, og der skal de bane vejen for, at evangeliet bliver forkyndt blandt lamanitterne, som skal modtage evangeliet og deres begavelser og Guds velsignelser. Dette folk skal drage til Klippebjergene, og de skal bygge templer til den Allerhøjeste.«¹⁵ Som opfyldelse af denne profeti begyndte de hellige at bosætte sig i Saltsødalen 13 år senere efter at være blevet forfulgt og fordrevet fra sted til sted. Ældste Woodruff, som på daværende tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, var med i det første pionerkompagni, som rejste til deres nye forjættede land. Han forlod Winter Quarters i Nebraska i april 1847 og ankom til Saltsødalen i juli 1847.

Den 22. [juli 1847] red Orson Pratt, [George] A. Smith og syv andre ind i dalen. Resten af lejren fulgte senere og anlagde vejen. Eftersom præsident Young var syg, transporterede jeg ham på et leje i min vogn, og vi slog lejr med resten af kompagniet …

Den 24. kørte jeg min vogn med den sengeliggende præsident Young ind i den åbne dal. Resten af kompagniet fulgte efter. Da vi kom ud af slugten og kunne se ud over dalen, vendte jeg vognen med siden til, så den var åben mod vest, og præsident Young rejste sig fra sit leje og så ud over landskabet. Mens han skuede ud over dalen, blev han henrykket i et syn, som varede i flere minutter. Han havde før set dalen i et syn, men nu så han Zions og Israels fremtidige storhed, som den skulle blive, når de var grundfæstet i disse bjerge. Da synet var overstået, sagde han: »Det er nok. Dette er det rette sted. Kør videre.« Så jeg kørte ned til den lejr, som allerede var blevet etableret af dem, som var reddet i forvejen.

Da vi steg ud, var brødrene begyndt at pløje. Jeg havde medbragt to skæpper kartofler, og jeg havde besluttet, at jeg hverken ville spise eller drikke, førend jeg havde lagt dem. Klokken 13 havde jeg fået dem i jorden, og sammen med de kartofler, som de andre brødre havde lagt, blev disse kartofler grundlaget for den fremtidige kartoffelavl i Utah.

Om aftenen red jeg sammen med Heber C. Kimball, [George] A. Smith og E.T. Benson op til City Creek [Canyon] for at lede efter tømmer. Mens vi var der, blev det tordenvejr, og regnen faldt næsten over hele dalen …

Om morgenen den 28 … holdt præsident Young et møde med De Tolv og gik en tur uden for vores lejr. Han standsede op, stak sin stok i jorden og sagde: »Her skal vor Guds tempel stå.« Det var omtrent midt i det stykke jord, som senere blev til tempelpladsen.¹⁶

Gud har velsignet os, han var velsignet jorden, og vores møje med at dyrke jorden er blevet rigt velsignet … Den var gold, øde og fuld af græshopper og prærieulve, og dette lod til at være de eneste, som jorden kunne frembyde. Det var ved tro, ikke så meget ved det, som kan ses, at vi gik i gang med at dyrke jorden. Den første dag knækkede vi næsten alle de plove, vi havde. Vi måtte udlede vandet fra åer og bække og blødgøre jorden og måtte lære ved erfaring at dyrke alt. Når den fremmede kommer til Salt Lake City og ser vore frugthaver og træerne i gaderne, synes han, at det er et frugtbart og dejligt sted. Han tænker ikke på, at i 20 eller 25 år, måtte næsten alle de træer, han ser, vandes to gange om ugen gennem hele sommeren, ellers var de visnet for længe siden. Vi har måttet arbejde sammen om dette, men Herren har velsignet os, og han har været barmhjertig mod sit folk.¹⁷

Vi måtte foretage pionerrejsen [til Saltsødalen] i tro. Vi kendte ikke noget til dette land, men vi ville til bjergene. Joseph havde før sin død organiseret et kompagni, som skulle rejse hertil. Han tænkte på dette og forstod det fuldt ud. Gud havde åbenbaret denne kirkes og dette riges fremtid for ham og havde fra tid til anden fortalt ham, at det værk, som han lagde grundvolden til, skulle blive et evigt rige – at det skulle bestå for evigt. Præsident Young førte pionererne til denne egn. Han troede på, at Herren ville være med os. Alle, som dengang rejste hertil, nærede en sådan tro. Guds Ånd var med os, Helligånden var med os, og Herrens engle var med os, og vi var velsignet. Alt, og mere end vi forventede ved at komme her, er gået i opfyldelse i det omfang tiden har tilladt det. ¹⁸

Vi opfylder som pionerer og som Guds folk profeti og skaber historie … Hele vores liv, historie og rejser har været omtalt af de gamle profeter. Når nu pionererne er kommet til denne golde ørken, og de hellige har fulgt dem for at opfylde profetierne om at få ødemarken til at blomstre som rosen [se Es 35:1], for at så vores korn langs bække og det stille vand, for at bruge fyrre-, gran- og buksbomtræet, for at smykke Guds hellige sted og ære stedet, hvor hans fødder hviler [se Es 60:13] … lad os da højne vores kald og opbygge Guds Zion og rige, indtil det er fuldkommengjort for himlene og jorden og ikke skuffe dem, som har sendt os, ej heller dem som har set os i syner og åbenbaringer, men lad os afslutte og fuldende vores mål til vor himmelske Faders, hans engles og alle gode menneskers tilfredshed.¹⁹