Kapitel 9

Forkynd evangeliet

Vi bør flittigt og trofast hjælpe andre til at tage imod velsignelserne ved det gengivne evangelium.

Fra Wilford Woodruffs liv

Kort efter at Wilford Woodruff var blevet døbt og bekræftet som medlem af Kirken, havde han »et stort ønske om at forkynde evangeliet«. Han sagde: »En søndag aften gik jeg alene ud i skoven og påkaldte Herren i inderlig bøn om, at han måtte skabe mulighed for, at jeg kunne drage ud og forkynde evangeliet for jordens indbyggere. Herrens Ånd vidnede for mig om, at min bøn var blevet hørt og ville blive besvaret. Jeg rejste mig glad fra mine knæ og gik omtrent 200 meter, da jeg mødte Elias Higbee, en højpræst, som jeg havde boet hos i nogle måneder. Da jeg gik hen imod ham, sagde han: ›Bror Wilford, Herrens Ånd fortæller mig, at du skal ordineres og drage på mission.‹ Jeg svarede: ›Jeg er klar.‹«¹

Wilford Woodruff blev under sin biskops ledelse ordineret til præst den 5. november 1834 og kaldet til at udføre en mission i det sydlige USA. Han tjente med tro og flid og tillagde sig en livslang forkærlighed for at missionere, hvor han bidrog til, at tusindvis af mennesker tog imod det gengivne evangelium. Præsident Heber J. Grant sagde om Wilford Woodruff: »Jeg tror ikke, at nogen anden, som nogen sinde har vandret på jorden, har været dygtigere til at omvende sjæle til Jesu Kristi evangelium.«²

Kort efter at ældste Wilford Woodruff var blevet ordineret til apostel i januar 1840 kom han til England for at tjene som missionær. Han begyndte sit virke i Staffordshire og havde stor succes. »40 mennesker blev optaget i Kirken ved dåb,« skrev han, »og mange nye døre blev åbnet, og midt i arbejdets fremgang, da jeg rejste mig for at tale foran en stor forsamling i Hanly den 1. marts, tilkendegav Herren for mig, at det var sidste gang i lang tid, jeg skulle advare disse mennesker, og da jeg rejste mig og fortalte dem, at det var sidste gang i lang tid, at de fik min stemme at høre, undrede de sig, for de regnede ligesom jeg med, at jeg, da jeg trådte indenfor i det hus, skulle være blandt dem i flere måneder, men Guds veje og tanker er ikke som vore veje og tanker i enhver henseende.«

Ældste Woodruff søgte Herren i bøn den næste dag og spurgte ham om, hvor han skulle drage hen. Han skrev: »Da jeg mente, at det var mit privilegium og min pligt at kende Herrens vilje om emnet, bad jeg min himmelske Fader i Jesu Kristi navn om at forklare mig sin vilje angående dette, og da jeg spurgte, viste Herren mig, at det var hans vilje, at jeg omgående skulle rejse til Sydengland. Jeg talte med bror William Benbow, som boede i Herefordshire og havde venner, som stadig boede der, og som havde et stort ønske om, at jeg skulle drage til den del af landet, og [han] tilbød gavmildt at ledsage mig til sin brors hus og betale for min rejse, hvilket jeg ufortøvet tog imod.«³

Den 4. marts 1840 nåede ældste Woodruff og William Benbow frem til, hvor Williams bror John boede. »En time efter at jeg har kommet hjem til ham,« fortalte præsident Woodruff, »forstod jeg, hvorfor Herren havde sendt mig dertil … Jeg fandt en gruppe mænd og kvinder, omkring 600 hundrede, som havde sluttet sig sammen under navnet De Forenede Brødre, og som stræbte efter den fordums orden. De søgte evangeliet, som det var blevet forkyndt af profeterne og apostlene, ligesom jeg gjorde i min ungdom.«⁴

Familien Benbow tog hurtigt imod budskabet om genoprettelsen, og William vendte tilbage til Staffordshire »efter at have haft det glædelige privilegium at gense sin bror John Benbow, og hele hans husstand … som blev døbt i den nye og evige pagt.«⁵ Ældste Woodruff blev på egnen i omkring otte måneder. Han skrev senere: »Den første måned efter at jeg var kommet til Herefordshire, døbte jeg 45 prædikanter og adskillige hundrede medlemmer … Vi førte to tusind mennesker ind i Kirken på omkring otte måneder.«⁶

Om denne oplevelse skrev præsident Woodruff: »Hele beretningen om missioneringen i Herefordshire viser, hvor vigtigt det er at lytte til Guds stille, sagte røst og Helligåndens åbenbaringer. Dér havde Herren et folk, som var blevet forberedt til evangeliet. De bad om lys og sandhed, og Herren sendte mig til dem.«⁷

Omkring to år før ældste Woodruff tjente i England, havde Ånden tilskyndet ham til at forkynde evangeliet for en mindre gruppe – hans egen familie. I sin patriarkalske velsignelse, som han havde fået af Joseph Smith sen., var han blevet lovet, at han ville »føre [sin] fars husstand ind i Guds rige.«⁸ I 1838, mens han var på mission i en egn, som lå i nærheden af hans hjemby, følte han, at tiden var kommet til, at denne profeti skulle gå i opfyldelse. Han skrev:

»Jeg tilbragte … 18 dage i Farmington og Avon, hvor jeg besøgte min fars husstand, mine farbrødre og tanter, fætre og kusiner, samt naboer og venner, og forkyndte Jesu Kristi evangelium for dem og forsøgte at bringe dem ind i Guds rige … Ved Guds hjælp forkyndte jeg trofast evangeliet for min fars husstand og for alle, som var med ham, såvel som for mine andre slægtninge.«

Den 1. juli 1838 døbte ældste Woodruff seks mennesker, blandt andet alle dem som boede i hans fars hus, præcis som han var blevet lovet i sin patriarkalske velsignelse. »Det var i sandhed en glædelig dag for min sjæl,« sagde han. »Min far, min stedmor og min søster var blandt dem, som blev døbt. Bagefter døbte jeg en række slægtninge. Jeg følte, at denne dags arbejde alene var rigelig belønning for al min missionering.

Hvem kan fatte den glæde, den herlighed, den lykke og den trøst, som en af Israels ældster føler, når han som redskab i Guds hænder bringer sin far, mor, søster, bror eller en hvilken som helst anden af Adams efterkommere ind ad den dør, som fører til liv og frelse? Det kan ingen, medmindre han har oplevet det og har et vidnesbyrd om Jesus Kristus og den almægtige Guds inspiration.«⁹

Wilford Woodruffs lærdomme

Gud holder os ansvarlige for, om vi forkynder evangeliet for andre.

Menneskene har til alle tider søgt lykken. De ønsker social og hjemlig fred, og når de tænker på den uendelige fremtid, ønsker de at få del i de velsignelser, som vi har fået at vide vedrører den del af livet, men de ved ikke, hvordan de kan opnå det, medmindre en af Guds tjenere kommer forbi og viser vej.¹⁰

Vi er det eneste folk, som i vor tid er blevet betroet dette hellige evangelium, præstedømmet og pagterne, og vi vil blive holdt ansvarlige for, hvordan vi forvalter det. Vi må være trofaste og flittige til at tilbyde menneskenes børn denne storslåede frelse og til at opbygge Zion og vor Guds rige.¹¹

Uanset hvor ubetydeligt dette folk måtte være i verdens øjne, holder himlens Gud os ansvarlige for, om vi forkynder evangeliet for alle folkeslag under himlen, og det er vores pligt, ellers bliver vi fordømt. Vi kan ikke undslå os. Hvorfor? Fordi, som Paulus siger: »Ve mig, hvis jeg ikke forkynder [evangeliet]« (1 Kor 9:16). Der er kun ét evangelium, der har altid kun været ét, og der skal altid kun være ét. Og Paulus siger: »Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han« (Gal 1:8). Dette evangelium er – I, den levende Guds hellige – i vore hænder, sendt til os ved englebetjening. Det er det samme evangelium, som er blevet forkyndt fra Adam til Kristus og fra Kristus op til vor tid og generation, når som helst Gud har haft et folk på jorden.¹²

Der har aldrig, siden Gud skabte verden, været et folk, som har haft større ansvar for at advare denne generation, for at oplade røsten længe og højt, dag og nat, i det omfang vi har mulighed for det og kundgøre Guds ord for denne generation. Vi er påkrævet at gøre dette. Det er vores kald. Det er vores pligt. Det er vores ærinde.¹³

Jeg har vadet gennem sumpe, svømmet over floder, har bedt om brød fra dør til dør og har viet næsten 50 år af mit liv til dette arbejde. Og hvorfor? Havde der været guld nok i Californien til at betale mig for det? Nej, bestemt ikke, og det, som jeg har udrettet, og det, som mine brødre har udrettet, har vi udrettet, fordi Gud gav os befaling om det. Og det er det kald, vi har i dag. Vi har forkyndt og arbejdet hjemme og udenlands, og vi agter ved Guds hjælp at fortsætte vores arbejde, så længe vi er fri til det.¹⁴

Jeg tror, at vi Israels ældster og sidste dages hellige mange gange står tilbage for at erkende vores stilling for Herren. Det værk, som kræves af os, er stort og prægtigt. Det er den almægtige Guds værk. Det er vores ansvar at forkynde Kristi evangelium for alle jordens folk … Vi vil blive holdt ansvarlige for, om vi gør alt dette, og om vi bygger templer for den Allerhøjeste, hvor vi kan komme og udføre ordinancer til frelse for vore døde.¹⁵

Derudover er vi herhjemme omgivet af mange, som det er vores pligt at forkynde for, fordi det er lige så nødvendigt at forkynde hjemme som ude.¹⁶

Vi finder stor glæde ved at hjælpe andre til at komme til Kristus og udvikle sig frem mod ophøjelse.

Hvis man præsenterer en sjæl for livets og frelsens principper og forretter disse ordinancer for vedkommende, bliver man et redskab i Guds hænder og er med til at frelse denne sjæl. Man kan ikke give menneskenes børn noget andet, som står lige med det …

… Herren har [sagt]: »Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte een sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige!« (L&P 18:15) … Vi har forkyndt evangeliet for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk, i det omfang Herren har åbnet dørene for os, og vi har haft mulighed for at drage ud. Men verden er stadig fuld at mennesker, som ikke har hørt Jesu Kristi evangelium, og så længe præstedømmet hviler på vore skuldre, er vi stadig forpligtet og er stadig ansvarlige for menneskenes børns frelse, for så vidt som vi har mulighed for at skænke Adams sønner og døtre disse gaver. Tænk blot, at vi ved at favne Kristi evangelium kan blive Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger, at vi kan få del i den første opstandelse og stige op af vore grave og være klædt i herlighed, udødelighed og evigt liv og træde ind i Guds og Lammets nærhed og bo hos dem for evigt i himlene! Hvem forstår det? Forstår jordens indbyggere det? Det gør de ikke … Jeg er selv klar over, at vi på alle måder er afhængige af Herren. Herren bevarer os. Han er årsag til vores frelse. Jesus Kristus satte livet til for at løskøbe os med sit blod, og derved får vi del i disse velsignelser …

… Ingen kan blive kaldet til noget større kald end at have den ret og den ære at drage ud og frelse menneskesjæle – frelse dem ved at forkynde evangeliet for dem, ved at forrette Guds hus’ ordinancer for dem, så de kan være beredte til at komme ind Himmeriget og ind i celestial herlighed …

Jeg tror, at vi mange gange glemmer at sætte pris på de velsignelser, vi nyder, og som er inden for rækkevidde. Vores hjerte bør være optaget af at opbygge Guds rige, Guds Zion, og Guds værk, mens vi er her og magter at udrette dette. Som præsidentskab og som apostle er det vores pligt ikke alene selv at arbejde, men at udsende Israels ældster til jordens folkeslag og forkynde evangeliet. I vore dage står dørene blandt mange nationer åbne for udbredelsen af Kristi evangelium og for at føre mennesker til Kristus, så de kan modtage disse velsignelser.¹⁷

Jeg har brugt næsten hele mit liv i denne kirke, og siden jeg kom ind i Kirken, har jeg været på mission flere gange og er ikke siden helt holdt op med at missionere. Det har altid været en glæde for mig at gøre det, og er det også i dag. Når jeg dør og bliver stedt til hvile, ønsker jeg ikke, at nogen skal rejse sig og sige, at jeg har forsømt min pligt med hensyn til at forsøge at bringe ham frelse, så vidt jeg kunne. Jeg har altid glædet mig ved at forkynde evangeliet. Jeg har glædet mig ved at forrette livets og frelsens ordinancer såvel hjemme som udenlands, fordi jeg har vidst, at dette var Guds værk, og det ved jeg også i dag, at det er.¹⁸

Vi bør leve på en måde, som afspejler det sande og gode i vores egen religion i stedet for at kritisere andres.

Når I går ind i boligområde for at forkynde evangeliet, så forsøg aldrig at bryde et menneskes hus ned, så at sige, før I bygger ham et bedre. Faktisk bør I aldrig angribe andres religion, uanset hvor I går hen. Vær villige til at lade enhver dyrke sin egen religion. Det er hans ret at gøre det. Hvis han ikke tager imod jeres vidnesbyrd om Kristi evangelium, er det hans egen sag, og ikke jeres. Spild ikke tiden med at nedgøre andre sekter og trossamfund. Det har vi ikke tid til. Det er altid forkert at gøre det.¹⁹

Søg ved tro, bøn og ydmyghed at opnå visdom og Guds Ånds vejledning i alle jeres bestræbelser. En af Guds største gaver er visdom, og visdommens røst fortæller os ikke, at vi skal bruge tiden på at strides med nutidens sekter, ordkløves med mennesker og latterliggøre de religioner, som findes omkring os, så folk lukker ørerne og hjertet for lyset og sandheden. Andre menneskers anskuelser og religioner er lige så dyrebare for dem, som vores er for os … Frelse skal være jeres tekst i sagtmodighed og ydmyghed med den kraft, der findes i evig sandhed, visdom, lys og kundskab, som er skjult i de første principper i Guds Søns evangelium. I kan medvirke til at frelse menneskesjæle, og de skal juble sammen med jer over, at de har set evangeliets lys. Vi bør aldrig forkynde andet end evangeliet eller lade det ligge for i stedet at forkynde noget, som ikke hører ind under vores kald, eller ordkløves til ingen nytte. Et træ kendes ved dets frugt: Hvis vi er trofaste for Herren, handler klogt og forstandigt, skal frugten af vores arbejde med sikkerhed være god.²⁰

Det bør være målet for alle Kirkens medlemmer i praksis at efterleve evangeliets principper. Der er ingen bedre måde at overbevise verden om, at disse principper er sande, end ved i vores omgang med hinanden at vise andre mennesker den ophøjende virkning, de har på os. Vores trosbekendelser er ophøjede, og livsførelsen blandt os bør derfor være en så høj standard af renhed, at den svarer til disse trosbekendelser.²¹

Helligånden vejleder dem, som forkynder evangeliet, og dem, som tager imod det.

Hele hemmeligheden bag vores succes med hensyn til at vinde konvertitter er, at vi forkynder det samme evangelium i dets enkelthed og ligefremhed, som Jesus forkyndte, og at Helligånden hviler over dem, som tager imod det, og fylder dem med en ubeskrivelig glæde og gør dem hele, og da skal de erkende, om læren er fra Gud eller mennesker.²²

Hvordan fik disse hundredvis og tusindvis af Israels ældster styrke til at rejse udenlands og forkynde evangeliet, så Adams sønner og døtre blev overbevist? Det er sket ved Guds kraft. Ingen ældste i denne kirke har evnet at drage ud og gøre Guds vilje [uden] ved Guds kraft. Hvis vi har nogen kraft, kommer den fra Gud, og vi må stole på ham i alle ting.²³

Når den, som har myndighed dertil, forkynder evangeliet, lover han i Jesu Kristi navn alle, som tror og adlyder, at de skal få Helligånden. I kraft af dette løfte kan alle sådanne selv erkende, om det kommer fra Gud eller fra et menneske. Hvis et menneske uden myndighed drager ud og foregiver at forkynde det samme evangelium – og det betyder ikke noget, hvor dygtig og begavet han er – kan man afsløre hans lære, for de løfter, som skulle opfyldes for dem, som tror på Kristus, bliver ikke indfriet. Helligånden, som skænker menneskene sin gave, [lader] sig ikke bedrage, og således afsløres falskheden af menneskers lærdomme, så ingen behøver at blive ført bag lyset.²⁴

Medmindre I har Helligånden med jer, når I drager ud for at forkynde evangeliet, kan I ikke gøre jeres pligt. Men når I har det, er I på den sikre side. Drag hvorhen I vil, så skal jeres ord virke i hjertet på jordens ærlige og sagtmodige.²⁵

Det betyder ikke noget, hvor gammelt en person er, når han forkynder evangeliet – om han er 25, 90 eller 500, blot han er inspireret af Ånden og af Guds kraft.²⁶

Må Herren drage i forvejen for os og jævne vejen og lade os nå ind til menneskenes hjerte, så det gode må vinde og Guds rige rulle frem.²⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Gennemgå beretningen om, hvordan ældste Wilford Woodruff besøgte John Benbow (side 85-88). På hvilke måder blev ældste Woodruff ledt til Benbows gård? Hvad lærer du af det eksempel, som William Benbow viste?
Læg mærke til ord eller udtryk på side 87-88, som viser, hvad William Benbow og Wilford Woodruff følte, da deres familie tog imod evangeliet. Hvad har du følt, når en af dine kære har tilsluttet sig Kirken eller igen er blevet aktive i Kirken?
Gennemgå præsident Woodruffs ord om vores ansvar for at forkynde evangeliet (side 88-90). Hvad kan vi gøre specifikt for at forkynde evangeliet for vores familie og venner? På hvilke måder kan vi arbejde sammen med fuldtidsmissionærerne i dette arbejde?
På hvilke måder kan vi varetage vores ansvar for at forkynde evangeliet »for alle jordens folkeslag«? (Side 90).
Hvorfor er vi til tider tilbageholdende med at forkynde evangeliet? Hvordan kan vi overvinde vores frygt?
Hvorfor er det en glædelig oplevelse at missionere? (Se side 90-91). Hvilke oplevelser har du haft, hvor du har følt glæde ved at forkynde evangeliet?
Hvorfor er det vigtigt at undgå at kritisere andres religion? (Se side 91-92). Hvordan kan vi vidne om, at Kirken er sand, uden at tale nedsættende om andre kirker?
Gennemgå det andet afsnit på side 92. På hvilke måder påvirker vore handlinger andre menneskers opfattelse af Kirken?
Hvad lærer du af præsident Woodruffs ord om Helligånden og om missionering? (Se side 92-94). Hvad må vi gøre for at være værdige til at have Ånden hos os?

Relevante skriftsteder: Matt 28:19–20; L&P 4; 18:10–16; 42:11–14; 50:13–22; 60:2–3; 84:88; 88:81