Kapitel 16

Ægteskab og forældreansvar: Bered familien til evigt liv

Vejledt af retskafne og kærlige forældre kan familien forene sig om at opbygge Guds rige og tage del i alle himlens velsignelser.

Fra Wilford Woodruffs liv

Wilford Woodruff og Phoebe Whittemore Carter blev gift den 13. april 1837 i Kirtland i Ohio. Gennem hele livet udholdt de mange prøvelser og udviklede derved en større kærlighed til hinanden, til deres børn og til Guds rige. En sådan oplevelse havde de i vinteren 1838, omkring fem måneder før Wilford Woodruff blev kaldet til apostel. Mens bror Woodruff ledte en gruppe hellige på en rejse, hvor de skulle samles med andre medlemmer, blev hans hustru meget syg. Han skrev senere:

»Den 23. november fik min hustru Phoebe en voldsom hovedpine, som udviklede sig til hjernehindebetændelse. Hun led dagligt større og større pine, efterhånden som rejsen skred frem. Det var en frygtelig prøvelse for en kvinde at måtte rejse i en vogn ad ujævne veje, så syg som hun var. Samtidig var vores barn også meget sygt.«

De følgende dage blev søster Woodruffs tilstand forværret, skønt de havde gjort holdt på rejsen for at finde nogle steder at hvile. Bror Woodruff mindedes: »Den 3. december var min hustru meget svag. Jeg tilbragte dagen med at pleje hende, og den følgende dag vendte jeg tilbage til Eaton [en nærliggende by] for at hente nogle ting til hende. Hun lod til at blive stadig svagere, og om aftenen forlod hendes ånd tilsyneladende hendes legeme, og hun var død.

Søstrene samledes om hendes legeme og græd, mens jeg stod og så på hende med sorg. Guds Ånd og kraft begyndte at hvile på mig, indtil min sjæl for første gang under hendes sygdom var fyldt af tro, skønt hun lå foran mig, som om hun var død.«

Wilford Woodruff fandt styrke i sin tro og gav sin hustru en præstedømmevelsignelse. »Jeg lagde hænderne på hende,« sagde han, »og i Jesu Kristi navn irettesatte jeg dødens magt og ødelæggeren og befalede denne at vige bort og livsånden at indtage hendes legeme.

Ånden vendte tilbage til legemet, og fra da af var hun rask, og vi følte alle trang til at prise Guds navn og stole på ham og holde hans bud.

Mens dette fandt sted (fortalte min hustru bagefter), forlod hendes ånd hendes legeme, og hun så sit legeme ligge på sengen og søstrene græde. Hun så på dem og på mig og på sit lille barn, og mens hun betragtede dette skue, kom to personer ind i værelset … En af budbringerne fortalte hende, at hun kunne vælge: Enten kunne hun hvile i åndeverdenen, eller også kunne hun på én betingelse få lov til at vende tilbage til sit tabernakel og fortsætte sin gerning på jorden. Betingelsen var, om hun mente, at hun kunne stå sin mand bi og sammen med ham gennemgå alle livets bekymringer, prøvelser, genvordigheder og trængsler, som han måtte gennemgå for evangeliets skyld indtil enden. Da hun så på sin mand og sit barn, sagde hun: ›Ja, jeg gør det!‹

I samme øjeblik beslutningen blev truffet, hvilede troens kraft på mig, og da jeg velsignede hende, kom ånden tilbage til tabernaklet …

Om morgenen den 6. december sagde Ånden til mig: ›Bryd op og fortsæt din rejse!‹ Og ved Guds nåde blev min hustru i stand til at stå op og blive klædt på og gå ud til vognen, og vi drog glade af sted.«¹

Søster Woodruff var tro mod sit løfte og stod min mand bi, selv når han som apostel måtte være væk fra familien i lange perioder. Den 4. maj 1840, mens ældste Woodruff var på mission i England, sendte hun ham et brev, hvori der stod: »Jeg ved, at det er Guds vilje, at du skal arbejde i hans vingård, og jeg har affundet mig med hans vilje med hensyn til dette. Jeg har ikke haft trang til at murre og beklage mig, siden du rejste fra mig, men jeg ser frem til den dag, hvor du igen vender hjem til familiens skød og har udført din mission i kærlighed og frygt for Herren. Jeg tænker stedse på dig, når jeg knæler for nådens trone, og når jeg beder Gud om at beskytte og velsigne mig og børnene, beder jeg om det samme for min kære ægtemand, som er rejst langt bort, ja, til et fremmed land, for at forkynde Jesu Kristi evangelium i sin fylde.«²

I sådanne perioder, hvor de var adskilt, gav præsident Woodruff også udtryk for længsel efter sin familie, kombineret med en beslutning om at gøre Herrens vilje. Den 3. april 1847 gjorde han sig parat til at rejse med det første pionerkompagni til Saltsødalen. Han skrev følgende i din dagbog: »Jeg har aldrig følt en større ængstelse i forbindelse med at forlade familien for at drage på mission, end nu. Min bøn til Gud er, at han vil styrke mig og min familie, så vi kan mødes på jorden igen, sådan som han har gjort efter de mange missioner, som jeg har udført på jorden i Herrens vingård.«³ Fire dage senere så hans familie ham rejse fra de helliges bosættelse i Winter Quarters i Nebraska. Han standsede på en bakkekam ikke så langt fra bosættelsen og gav sig tid til at se tilbage på sin familie gennem sin feltkikkert.⁴

Wilford Woodruff frydede sig i kundskaben om, at hans familie kunne være evig. Denne sandhed gav ham styrke til at udholde livets strabadser. Han sagde: »Jeg har mange gange tænkt, at hvis jeg arbejdede, indtil jeg var så gammel som Metusalem, og derved kunne have min familie hos mig i herlighed i de evige verdener, ville det opveje al den smerte og lidelse, jeg har måtte udholde i denne verden.«⁵ Løftet om en evig familie påvirkede hans adfærd over for hans familie. I et brev til sin datter Blanche skrev han: »Vi forventer alle at leve sammen efter døden. Jeg tror, at vi alle som forældre og børn bør gøre os enhver umage for at gøre hinanden lykkelige, så længe vi lever, så vi ikke fortryder noget.«⁶

Wilford Woodruffs lærdomme

Velsignelserne ved at være gift og være forælder er langt større end jordisk gods.

Herren har fortalt os, at ægteskabet er indstiftet af Gud for mennesket (se L&P 49:15). I nogle af de samfund, vi læser om, er ægteskabet nærmest kommet i vanry. Man siger, at det også er ved at vinde indpas blandt os. Årsagen kan uden tvivl spores tilbage til øget velstand og unge mænds modvilje mod at påtage sig ansvaret for en hustru og familie. Efterhånden som vi fjerner os fra gamle dages enkle levevis, kan vi naturligt forvente, at denne tendens tager til, idet unge mænd måske afholder sig fra at fri til unge damer, medmindre de kan give dem noget, som fx et hjem, der er lige så bekvemt indrettet som deres forældres. Hvis pigerne opdrages til at leve ødselt eller luksuriøst, får det også unge mænd til at afholde sig fra at gifte sig … Unge mennesker af begge køn bør få at vide, at rigdom ikke er en forudsætning for et lykkeligt ægteskab.⁷

Når Zions døtre bliver spurgt af de unge mænd, om de vil gifte sig med dem, bør de ikke spørge: »Har han et fint murstenshus, et flot hestespand og en flot vogn?« De bør hellere spørge: »Er han en gudfrygtig mand? Har han Guds Ånd hos sig? Er han en sidste dages hellig? Beder han sine bønner? Har han Ånden hos sig, så han er skikket til at opbygge riget?« Hvis han har det, så tænk ikke på vognen og murstenshuset. Hold fast, og lad jer sammenføje efter Guds lov.⁸

Det påhviler disse unge mænd [i] Zion at tage Zions døtre til ægte og skabe tabernakler [fysiske legemer] til menneskenes ånder, som er børn af vor himmelske Fader. De venter på et tabernakel; de er bestemt til at komme her, og de bør fødes i Zions land i stedet for i Babylon.⁹

Jeg opfordrer forældre i hele Zion til at gøre, hvad I kan for at formå jeres sønner og døtre til at vandre ad retfærdighedens og sandhedens stier og forbedre mulighederne for dem. Lad jer ikke opsluge af verdens tomhed og fortrædeligheder, men lær at påskønne, at trofaste børn er blandt de mest vidunderlige og største velsignelser.¹⁰

Den velsignelse, som Gud har åbenbaret for os i den patriarkalske ægteskabsorden – at vi er beseglet for tid og evighed – værdsætter vi ikke, som vi burde.¹¹

Vi bør værdsætte vores familie og vores forhold til hinanden og huske på, at vi, hvis vi er trofaste, skal arve herlighed, udødelighed og evigt liv, og det er de største af alle Guds gaver til mennesket (se L&P 14:7).¹²

I kraft af forældres undervisning og eksempel kan børn forberede sig til at tjene i Kirken og forblive tro mod sandheden.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at dette værk er sandt og i den sidste ende skal sejre. Og jeg tvivler heller ikke i dag. Jeg tvivler ikke på, at Zion skal blive alt det, som profeterne forudså, i dets herlighed, dets magt, dets herredømme og styrke og med Guds kraft hvilende over sig.

I betragtning af alt dette er der et spørgsmål, som har trængt sig på, og som jeg har tænkt meget over: Hvem skal overtage dette rige? Hvem lader Herren overtage dette rige i dets endelige sejr og berede det i dets fuldkommenhed og herlighed til Menneskesønnens komme? Vore sønner og døtre … Dette rige må hvile på deres skuldre, når deres fædre og ældster er gået hinsides sløret. Det står lige så klart for mig som solens lys på himmelhvælvingen. Og når jeg tænker over det, spørger jeg mig selv: Hvilken forfatning er vores unge mænd og piger i? Lever vi som forældre op til vores ansvar over for dem? Forsøger de at dygtiggøre sig og forberede sig til den store arv og det store værk, som venter dem?¹³

Ingen af os ved, hvilken vej vore børn vælger at gå. Vi er et godt forbillede for dem, og vi stræber efter at lære dem retfærdige principper, men når de når ansvarlighedsalderen, har de deres handlefrihed og bestemmer selv.¹⁴

Vi bør ikke i vores iver efter at forkynde evangeliet for alle jordens folk glemme vores ansvar for at give vore egne børn en god opdragelse og, når de er små, indpode dem en kærlighed til sandhed og dyd og ærbødighed for det hellige og give dem kundskab om evangeliets principper.¹⁵

Lad os forsøge at opdrage vore børn med Herrens tugt og formaning (se Ef 6:4). Lad os være gode eksempler og lære dem gode principper, mens de er små. De er givet os af vor himmelske Fader, de er vores rige, de er grundlaget for vores ophøjelse og herlighed, de er navnkundige planter (se L&P 124:61), og vi bør stræbe efter at opdrage dem for Herren og lære dem at bede og nære tro på Herren, så godt vi formår, således at de, når vi er døde og borte, og de efterfølger os i dette liv, kan overtage ansvaret for Guds store sidstedages-værk og rige på jorden.¹⁶

De, som lever under et såkaldt civiliseret styre, lærer den moralske lov – de ti bud – de lærer ikke at lyve, ikke at bande, ikke at stjæle, kort sagt, ikke at gøre det, som regnes for ugudeligt, uhelligt og uretfærdigt i samfundet. Når forældre lærer deres børn disse principper i barndommen, præger de børnenes sind, og så snart de når ansvarlighedsalderen, vil disse første indtryk i en tidlig alder have indflydelse på deres handlinger gennem resten af livet. De børn, der er præget på denne måde, vil altid være chokeret, når de hører deres kammerater bande og bruger Guds navn til løgn, og hvis de nogen sinde lærer at bande, kræver det først stor anstrengelse at overvinde det, forældrene har lært dem.¹⁷

Det er … en stor velsignelse for børn at have forældre, som beder og lærer dem gode principper og er et godt eksempel for dem. Forældre kan ikke i retfærdighed irettesætte børn for at gøre det, som de selv gør.¹⁸

Hvis vi er et godt eksempel for vore børn og forsøger at opdrage dem fra barn til voksen, lærer dem at bede og ære den Almægtige, lærer dem de principper, som skal bære dem oppe under prøvelser, så Herrens Ånd kan hvile over dem … så føres de ikke så let på afveje. Gode indtryk følger dem livet igennem, og uanset hvilke principper de præsenteres for, glemmer de dem aldrig.¹⁹

Kloge forældre lader ikke ansvar uden for hjemmet være vigtigere end deres familie.

Jeg har længe været overbevist om, at Djævelen gør sig store anstrengelser for at drive en kile ind mellem forældre og børn og forsøge at indprente de helliges sønner og døtre de ødelæggende forestillinger, som hindrer dem i at følge i deres fars og mors fodspor …

… Hvor er det vigtigt, at vi er kloge fædre og mødre, og at vi handler klogt og i deres ungdommelige sind indprenter alle de principper, som fører dem til det, som er retfærdigt, og til at praktisere retskaffenhedens og sandhedens principper …

… Det er vigtigt at vide, hvordan vi skal handle for at vinde vores families hengivenhed, som fører dem ad den sti, hvorved de kan blive frelst. Dette er et studium og et arbejde, som forældre ikke bør tilsidesætte … Mange gange er vi så optaget af vore forretninger, at de fortrænger dette, men sådan bør det ikke være. Enhver, som har et åbent sind, og som ser frem til det arbejde, som ligger foran os, opfatter og føler, at det ansvar, som påhviler ham vedrørende hans egen familie og især med hensyn til at opdrage sine børn, er meget stort.

Vi ønsker at frelse vore børn og at lade dem nyde alle velsignelser, som skænkes de helliggjorte, at lade dem få deres forældres velsignelser, som har været trofaste mod evangeliets fylde.²⁰

Lad os alle vende blikket mod hjemmet og hver især prøve at styre vores egen familie og bringe orden i eget hus.²¹

Enhver far bør præsidere i sin familie med venlighed og retskaffenhed.

Da jeg var dreng og gik i skole, plejede skolemesteren at komme med et bundt pinde, som var omkring to en halv meter lange, og en af de første ting vi forventede, var, at vi skulle afstraffes. Alt, hvad der ikke behagede ham, fik vi en ordentlig dragt prygl for. De prygl, som jeg fik dengang, har ikke gjort mig noget godt … Venlighed, blidhed og barmhjertighed er under alle omstændigheder bedre. Jeg vil gerne indprente vore unge mænd dette princip, så de kan praktisere det i alle livets forhold. Tyranni er ikke godt, uanset om det udøves af konger, præsidenter eller Guds tjenere. Venlige ord er langt bedre end hårde ord. Hvis vi, når vi er på kant med hinanden, ville være rare og venlige over for hinanden, ville vi spare os selv for meget besvær.

… Hvis I besøger en familie, hvor manden behandler sin hustru og sine børn med venlighed, opdager I, at de også behandler ham på samme måde. Jeg får til tider klager over, hvordan mænd behandler deres hustru. De forsørger dem ikke. De er ikke venlige over for dem. Alt dette gør mig ondt. Sådan bør det ikke være … Vi bør være venlige over for hinanden, gøre godt mod hinanden og arbejde på at fremme hinandens velfærd, tarv og lykke, især over for dem, som hører til vores egen husstand.

Manden er familiens overhoved. Han er patriark for sin husstand … Der er ikke noget smukkere syn på jorden end at se en mand stå som overhoved for sin familie og lære dem retfærdige principper og give dem gode råd. Disse børn ærer deres far, og for dem er det en trøst og en glæde at have en far, som er retskaffen.²²

En mors undervisning og eksempel kan påvirke hendes børn i tid og evighed.

Som regel anser vi moderen for den, der former barnets personlighed. Jeg mener, at moderen har større indflydelse på sine efterkommere, end noget andet menneske kan have. Og spørgsmålet er ofte blevet rejst: »Hvornår begynder denne uddannelse?« Vore profeter har sagt: »Når livsånden fra Gud kommer ind i tabernaklet.« Moderens tilstand på det tidspunkt får betydning for hendes livsfrugt, og fra barnets fødsel gennem hele dets liv styrer moderens undervisning og eksempel i høj grad det barn, og det påvirkes for evigt heraf.²³

På jer mødres skuldre hviler i høj grad ansvaret for korrekt at udvikle den opvoksende generations mentale og moralske evner, hvad enten det finder sted, mens børnene er spæde, børn eller mere modne … Ingen mor i Israel bør lade en dag gå, uden at hun lærer sine børn at bede. I bør også selv bede og lære jeres børn at gøre det samme, og I bør opdrage dem på denne måde, sådan at de, når I er borte, og de overtager jeres ansvar for Guds store værk, da må have indprentet de principper, som skal bære dem oppe i tid og evighed. Jeg har ofte sagt, at det er moderen, som former barnets sind …

… Hvis en mor, som har gennemgået livets prøvelser ved hjælp af bøn, og som har sat sin lid til Herren, Israels Gud, i sine trængsler og genvordigheder, beder, følger hendes børn i hendes fodspor. Dette glemmer de ikke, når de overtager ansvaret for Guds rige.²⁴

Vore søstre … har visse forpligtelser over for deres ægtemand. De bør tage hans stilling og hans forhold i betragtning … Enhver hustru bør være venlig mod sin mand. Hun bør trøste ham og gøre alt det gode, hun kan for ham, i alle livets forhold. Når hele familien er forenet, nyder alle en himmelsk ånd her på jorden. Og sådan bør det være, for når en mand i denne kirke tager en kvinde til ægte, forventer han, at de holder sammen i tid og evighed. I den første opstandelses morgen forventer han, at han har sin hustru og sine børn hos sig i en familieenhed, som forbliver i den tilstand i al evighed. Hvor er det en herlig tanke!²⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvad gør indtryk på dig i forholdet mellem Wilford og Phoebe Woodruff? (Se side 155-158).
Gennemgå præsident Woodruffs råd til sin datter Blanche (nederst side 159). Tænk over eller drøft specifikke forslag til, hvad du kan gøre, for at din familie kan være lykkelig.
Hvad gør indtryk på dig, når du læser præsident Woodruffs råd til de unge vedrørende ægteskab og forældreansvar? (Se side 159). Hvordan kan dette råd anvendes af alle Kirkens medlemmer?
Læs de sidste tre afsnit i den første af præsident Woodruffs lærdomme (side 159-160). På hvilke måder kan »verdens tomhed og fortrædeligheder« aflede os fra glæden ved at have en familie? Hvordan kan vi imødegå sådanne påvirkninger? Hvordan kan vi vise vore familiemedlemmer, at vi er glade for at være sammen med dem?
Læs det første hele afsnit på side 160. Hvad tror du, det vil sige at »opdrage vore børn med Herrens tugt og formaning«? Hvad har du gjort, for at det kunne lykkes?
Gennemgå det tredje og hele fjerde afsnit på side 159. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at få et ønske om at tjene i Kirken?
Hvilke specifikke principper finder du i præsident Woodruffs råd om, hvordan han underviser børn? (Se side 159-160).
Gennemgå afsnittet, som begynder på side 162-163. Hvad kan forældre gøre for at lade de indbyrdes forhold i familien få højeste prioritet?
Hvilke principper kan forældre lære af den unge Wilford Woodruffs oplevelser med sin skolemester? (Se side 163).
Hvad sagde præsident Woodruff om ægtemænd og fædres indflydelse? (Se side 163). Hvad sagde han om hustruer og mødres indflydelse? (Se side 164). Hvordan kan ægtemænd og hustruer hjælpe hinanden med deres ansvar?
Hvordan kan principperne i dette kapitel anvendes af bedsteforældre? Hvilke erfaringer har vist, hvordan bedsteforældre kan have en god indflydelse på deres børnebørn?
Hvilke eksempler har du set på forældre og bedsteforældre, som lever op til deres ansvar over for deres familie?

Relevante skriftsteder: Enos 1:1; Mosiah 4:14–15; Alma 56:45–48; L&P 68:25–31; 93:38–40