Velsignet af det levende vand

Tidligt i sin tjenestegerning rejste Kristus fra Jerusalem til sit barndomshjem i Nazaret i Galilæa. Han drog gennem Samaria, blev træt på sin rejse og standsede for at hvile ved Jakobs gamle brønd. Mens Jesus ventede og hans disciple søgte efter mad i en nærliggende by, nærmede en samaritansk kvinde sig brønden. I kender historien. Da Jesus bad om noget at drikke, blev hun overrasket over, at en jøde ville bede hende om noget sådant. I flere århundreder havde jøderne og samaritanerne anset sig selv som fjender. Men Kristus fortalte hende, at hvis hun forstod, hvem det var, som hun talte til, ville hun bede ham om vand: levende vand – vand, som ville stille hendes tørst for evigt. Det forstod hun selvfølgelig ikke, så han forklarede:

»Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen.

Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv« (Joh 4:13-14).

Den samaritanske kvinde kunne godt lide tanken om ikke at skulle drikke igen nogensinde. Hun ville helt sikkert ikke komme til at savne det daglige arbejde med at slæbe de tunge vandkrukker fra brønden og hjem. Men da Kristus vidnede for hende, at han var Messias, og da Ånden bekræftede for hende, at det var sandt, begyndte hun at forstå, at Jesus talte om større sandheder. Hun forlod kilden og skyndte sig bort for at finde andre, som kunne komme og lytte. Imidlertid tvivler jeg på, at hun på det tidspunkt fuldt ud forstod – eller om vi fuldt ud forstår – hvad det betyder at have en kilde af levende vand i os.

Levende vand helbreder. Det nærer og styrker. Det bringer fred og glæde.

En kvinde, som jeg kender, kæmper med vrede mod en, som har såret hende og hendes familie. Selv om hun fortalte sine børn, at de ikke skulle være bitre og vrede, kæmpede hun i sig selv med disse følelser. Efter i ugevis at have bedt til sin himmelske Fader, oplevede hun endelig en ændring. Hun fortalte: »En dag midt i mine næsten konstante bønner, kom helbredelsen. Jeg oplevede en fysisk følelse sprede sig i mit legeme. Herefter oplevede jeg en følelse af tryghed og fred. Jeg vidste, at uanset hvad der skete, så ville min familie og jeg klare os godt. Vreden forlod mig, og det gjorde mit ønske om hævn også.«

Det levende vand er Jesu Kristi evangelium. Helligånden er den, som giver evangeliet til os. Min ven vidste, hvad der var ret. Hun sagde de nødvendige ord til sin familie. Det var først, da hun ydmygede sig nok til at drikke af vandet – at føle Ånden – at hun kunne begynde at blive helbredt.

Jeg har sidste år mødt mange kvinder – og deres præstedømmeledere – og hørt talrige beretninger om Kristi helbredende kraft. Der er så megen lidelse i livet, så mange årsager til smerte. Jeg kender personer, som har sendt deres kære i krig, og som dagligt beder for deres beskyttelse i kamp. Jeg taler med forældre, som frygter for deres børn, og som er klar over de fristelser, som de står overfor. Jeg har nære venner, som lider af kemoterapiens frygtelige virkninger. Jeg kender enlige forældre, som er blevet forladt af deres ægtefælle, og som opdrager deres børn alene. Jeg har selv kæmpet med depressionens svækkende virkninger. Men jeg har ved egen erfaring lært og lærer gennem dem, som jeg møder, at vi aldrig overlades til vore egne ressourcer. Vi bliver aldrig opgivet. En kilde af godhed, styrke og tillid eksisterer indeni os, og når vi lytter med en følelse af tillid, bliver vi løftet. Vi bliver helbredt. Vi overlever ikke kun, men vi kommer til at elske livet. Vi ler, vi glæder os, og vi går fremad med tro.

Det levende vand nærer os ligeledes. Jeg vidner for jer, at Kristus, præcis som han lover, kommer til alle, som bærer tunge byrder. Han giver os hvile (se Matt 11:28). Han holder os oppe, når vi er trætte. En kilde er en flydende kilde, som hele tiden forfrisker os – hvis vi drikker af den. Stolthed kan ødelægge dens virkninger på samme måde som uopmærksomhed kan. Men de, som drikker meget heraf, helbreder ikke blot sig selv, men bliver en kilde for andre, når den ene ånd nærer og styrker en anden.

Sidste år døde en kær ven af familien. Lucile var 89 år og havde været enke i over 20 år. Hun var ikke en rig kvinde, hun var ikke berømt, og der var ikke mange i denne verden, som vidste, at hun døde. Men det gjorde hendes familie. Det vidste hendes naboer. Det vidste medlemmerne af hendes ward. For hendes død efterlod verden som et ringere sted for alle dem, som havde oplevet hendes kærlighed. I sine år som enke havde Lucile oplevet vanskelige udfordringer, herunder at et kært barnebarn var død, og de svækkelser, som alderen bragte. Men Lucile fortsatte med at nære alle, som hun kendte, med sin ånd, med sit bagværk, sine tæpper og sjaler og med sit humør og sin gode vilje. Og hun elskede at tjene i templet. En dag i 1981 skrev hun i sin dagbog: »Her til morgen kl. halvfire så jeg, mens jeg gik op ad stien til templet, flaget bølge i den lette brise og kiggede på den smukke himmel og tænkte på, hvor lykkelig jeg var over at være her. Jeg havde ondt af alle de mennesker, som sov og ikke så denne smukke dag begynde.«

De fleste af os tænker ikke på, at verden »vågner op« klokken halvfire om morgenen, men er helt tilfredse med at vende os i sengen og sove videre og derved lade Lucile bekymre sig for os. Hvilken holdning! Det er kun en kilde af godhed fra hendes indre, som kan forklare det. Besad hun denne renhed i ånden, da hun var 15, 25 eller 35 år gammel? Det ved jeg ikke. I de fleste tilfælde kræver det sandsynligvis et helt liv at lære at lytte til Helligånden, før vi kender Guds stemme så godt, og før vi stoler nok på det levende vand til at smage på det hele dagen – især når dagen begynder klokken halvfire om morgenen. Men jeg tror på, at det levende vand opretholdt Lucile i de lange år, hvor hun kunne have givet efter for selvmedlidenhed, og hun blev med sit liv og sin ånd til styrke for alle, som hun kendte.

Det levende vand kan bringe fred og glæde, selv når den kilde, som findes i os, synes at være tørret ud. For nylig hørte jeg om en kvinde, hvis søn, der led af en følelsesmæssig sygdom, døde uventet. Familien var ulykkelig. Moderen troede ikke, at hun nogen sinde ville blive lykkelig igen. Men hun blev velsignet ved en ung kvindes tjeneste, en af hendes tidligere laurbærpiger, som nu var en ung søster i Hjælpeforeningen. Hun var hendes besøgslærerinde og sagde: »Du hjalp mig, nu hjælper jeg dig – og så klarer vi det her sammen.« Fred og selv glæde begyndte at vende tilbage til hendes liv.

Det kræver måske et helt liv – og længere – at lutre vores ånd fuldt ud, men det levende vand er til rådighed for alle, herunder de unge. Jeg bliver inspireret, når jeg ser Kirkens unge piger træde ind i Hjælpeforeningen, efter at have modtaget åndelig belæring fra barndommen, og med det samme bringer styrke til de mere erfarne kvinder. Jeg fyldes med overvældende glæde, når jeg ser, at de samme unge kvinder forstår, hvor meget de kan lære af kvinder, som er ældre end dem selv. Fred kommer til os fra Herren, men vi kan hjælpe hinanden med at føle denne fred, når vi deler vore byrder og vores lykke med hinanden.

Kristi løfte er enkelt og ædelt: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27). Brødre og søstre, der er uro overalt omkring os. Økonomien har det ikke godt, familierne kæmper,og vi lever i det, som præsident Hinckley har sagt er »farefulde tider« (»De tider, vi lever i«, Liahona, jan. 2002, s. 83). Men det levende vand kan stadig tilbyde fred og glæde. Når vi lever retskaffent, når vi har gjort alt, hvad vi kan, så er en af de gaver, som vi modtager, tillid. Herren har sagt til os: »Vær stille og vid, at jeg er Gud« (L&P 101:16). Vi må standse op midt i kaoset. Vi må lytte til den ånd, som fortæller os, at »alt er vel!« (Salmer og sange, nr. 16) på samme måde, som de første hellige måtte gøre. Der er grund til bekymring, men der er endnu større grund til at være i ro.

Den samaritanske kvinde kiggede ind i Kristi ansigt, lyttede til hans stemme og anerkendte ham på et tidspunkt, hvor de fleste andre forkastede alt det, som han underviste i. Vi kender ham også, eller vi kan komme til det, hvis vi tillader hans helbredende kraft, hans styrkende kraft og hans fred og glæde at strømme gennem os som en »kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Det er min bøn, at vi må gøre dette. I Jesu Kristi navn. Amen.