Forbliv i dit embede

Vi er forsamlet i aften som en stor gruppe af præstedømmet, både her i Konferencecentret og rundt om i verden. Nogle bærer Det Aronske Præstedømme og andre Det Melkisedekske Præstedømme.

Præsident Stephen L Richards, der tjente som præsident David O. McKays rådgiver, sagde: »Præstedømmet bliver sædvanligvis … defineret som ›Guds kraft givet til mennesket.‹« Han fortsætter: »Det er en præcis definition. Men af praktiske årsager vil jeg gerne definere præstedømmet i forbindelse med tjeneste, og jeg kalder det ofte for ›den fuldkomne plan for tjeneste‹ … Det er et redskab til at tjene, og den mand, som ikke bruger det, risikerer at miste det, for vi bliver tydeligt fortalt ved åbenbaring, at den, der forsømmer det, ›skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald.‹«¹

I Pioneer Stav, som ligger i Salt Lake City, og hvor jeg fik både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, lærte vi at blive bekendt med skriften, bl.a. afsnit 20, 84 og 107 i Lære og Pagter. I disse afsnit lærer vi om præstedømmet og ledelse af kirken.

Jeg vil i aften gerne fremhæve ét vers fra afsnit 107: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«²

Præsident Harold B. Lee har ofte sagt: »Når man bliver bærer af præstedømmet, bliver man repræsentant for Herren. Man bør tænke på sin kaldelse, som om man går Herrens ærinde.«³

Vi lærer af disse afsnit om kvorumspræsidentskabers pligter, og at vi faktisk har ansvar for andre end os selv.

Jeg tror fuldt og fast, at kirken i dag er stærkere, end den nogensinde har været. Vore unges aktivitetsniveau vidner om, at dette er en generation, som er sin tro hengiven. Og alligevel er der nogle, som falder fra på vejen, og som finder andre interesser, der får dem til at forsømme deres pligter i kirken. Vi må ikke miste disse værdifulde sjæle.

Der er et stigende antal vordende ældster, som ikke er til stede ved kirkens møder eller ikke har en kaldelse. Denne situation kan og skal løses. Det er vores opgave. Ansvaret skal uddelegeres, og der skal gøres en indsats straks.

Det Aronske Præstedømmes kvorumspræsidentskaber kan, under biskoprådets og kvorumsvejledernes ledelse, få beføjelse til at række deres hånd ud og redde dem.

Herren har sagt: »Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne … Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!«⁴

Opgaven kan til tider synes overvældende. Vi kan fatte nyt mod af Gideons oplevelse fordum, som med sin beskedne hær skulle i kamp mod midjanitterne og amalekitterne. I husker nok, hvordan Gideon og hans hær stod over for meget større styrkers kræfter, hvad angik våben og antal. Dommerbogen i Det Gamle Testamente fortæller, at denne forenede fjende, midjanitterne og amalekitterne, »lå så tæt som græshopper nede på sletten; deres kameler kunne ikke tælles, de var så talrige som sandet ved havets bred.«⁵ Gideon henvendte sig til den almægtige Gud for at få styrke.

Gideon fik til sin overraskelse at vide af Herren, at han havde for mange folk til, at Herren kunne overlade fjenden i deres hænder, for at de ikke skulle sige: »Min egen hånd har skaffet mig sejr.«⁶ Gideon fik besked på at sige til sit folk: »Enhver, der er bange og rædselsslagen, skal vende hjem … og toogtyvetusind mand vendte hjem, mens titusind blev tilbage.«⁷

Så sagde Herren: »Der er stadig for mange folk.«⁸ Han gav Gideon besked på at bringe mændene hen til noget vand for at se, hvordan de drak det. De, som labbede vandet i sig, blev anbragt i én gruppe, og de, som bøjede sig ned på knæ for at drikke, i en anden. Herren sagde til Gideon: »Med de trehundrede mand, som labbede vandet i sig, vil jeg give jer sejr; jeg giver midjanitterne i din hånd. Alle de andre skal gå hjem hver til sit.«⁹

Gideon vendte tilbage til sine tropper og sagde til dem: »Stå op! Herren har givet midjanitternes lejr i jeres hånd.«¹⁰ Og han inddelte de trehundrede mænd i tre kompagnier, og han gav hver mand et horn i hånden og tomme krukker og fakler i krukkerne. Og han sagde til dem:

»Se på mig, og gør som jeg; når jeg kommer til udkanten af lejren, skal I gøre det samme, som jeg gør.

Når jeg og alle de, der er sammen med mig, støder i hornene, skal I andre også støde i jeres horn rundt om hele lejren og råbe: For Herren og for Gideon!« Derpå sagde han: »Følg mig.« Hans ord var: »Gør som jeg.«¹¹

På lederens signal blæste Gideons hær i hornene, knuste krukkerne og råbte: »Sværdet for Herren og for Gideon!« Skriften fortæller om dette afgørende slags udkomme: »De blev stående hver på sin plads,« og de sejrede.¹²

Hjemmeundervisning er en del af vor tids redningsplan. Da det blev præsenteret af præsident David O. McKay for alle generalautoriteterne, lød hans ord: »Hjemmeundervisning er en af vores mest påtrængende og mest lønsomme muligheder for at nære og inspirere vor himmelske Faders børn … Det er en guddommelig opgave, et helligt kald. Det er vores pligt som hjemmelærer at bringe den guddommelige ånd ind i ethvert hjem og ethvert hjerte.«¹³

I de områder, hvor der mangler tilstrækkelig styrke i Det Melkisedekske Præstedømme, kan stavspræsidenter og biskopper i samarbejde med missionspræsidenten gøre brug af fuldtidsmissionærer til at besøge mindre aktive og familier, hvor ikke alle er medlem. Dette vækker ikke blot missionærånden på ny i hjemmet, men det giver også en ny, ideel mulighed for at få gode henvisninger.

Når jeg i årenes løb har besøgt stave i hele verden, har der været stave, hvor wards- og stavsledere, enten af nødvendighed eller pligt, er holdt op med at sidde med hænderne i skødet, har smøget ærmerne op og med Herrens hjælp er gået i gang og har fået prægtige mænd til at kvalificere sig til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme og sammen med deres hustru og børn komme i det hellige tempel, modtage deres begavelse og blive beseglet.

Jeg vil kort nævne nogle eksempler:

Under et besøg i Millcreek Stav i Salt Lake City for nogle år siden hørte jeg, at godt og vel 100 vordende ældster var blevet ordineret til ældste i det forgangne år. Jeg spurgte præsident James Clegg om hemmeligheden bag hans succes. Selv om han var for beskeden til at tage æren, afslørede en af hans rådgivere, at præsident Clegg havde erkendt udfordringen og påtaget sig personligt at ringe til og aftale et personligt møde med hver vordende ældste. Under mødet nævnte præsident Clegg Herrens tempel, de frelsende ordinancer og pagter, der fremhæves dér, og sluttede med dette spørgsmål: »Kunne du ikke tænke dig at tage din søde hustru og jeres vidunderlige børn med til Herrens hus, så I kan blive en evig familie?« Det blev besvaret med et ja, genaktiveringen blev påbegyndt, og målet blev nået.

I 1952 var flertallet af familierne af Rose Park 3. Ward medlemmer, hvis far eller mand kun bar Det Aronske Præstedømme og ikke Det Melkisedekske Præstedømme. Bror L. Brent Goates blev kaldet som biskop. Han bad en mindre aktiv bror i wardet, Ernest Skinner, om at hjælpe med at aktivere de 29 voksne brødre i wardet, som havde embedet som lærer i Det Aronske Præstedømme, og hjælpe disse mænd og deres familie med at komme i templet. Bror Skinner var selv mindre aktiv og tøvede derfor først, men meddelte til sidst, at han ville gøre, hvad han kunne. Han begyndte selv at besøge mindre aktive voksne lærere og prøvede at hjælpe dem til at se deres rolle som præstedømmeledere i deres hjem og som ægtemand og far i deres familie. Han bad snart efter nogle af de mindre aktive brødre om at hjælpe. De blev én for én fuldt aktive igen og tog deres familie med til templet.

En dag gik wardssekretæren ud af en kø i et supermarked for at hilse på den sidste af en gruppe, der skulle i templet. Manden sagde om at være den sidste: »Jeg stod og så på, mens alle i gruppen blev aktive i vores ward og tog i templet. Hvis jeg blot havde kunnet forestille mig, hvor smukt det var i templet, og hvordan det ville ændre mit liv for evigt, havde jeg aldrig været den sidste af de 29, der blev beseglet i templet.«

I hvert af disse tilfælde var der fire elementer, som gav dem succes:

1. Muligheden for genaktivering blev taget op på wardsplan.

2. Biskoppen i wardet var involveret.

3. Der blev skaffet kvalificerede og inspirerede lærere.

4. Hver enkelt fik opmærksomhed.

Brødre, lad os huske kong Benjamins råd: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud.«¹⁴

Lad os række hånden ud til dem, som har så stort behov for vores hjælp, og løfte dem op til en højere og bedre vej. Vi må koncentrere os om behovene hos præstedømmebærerne, deres hustruer og børn, der er kommet bort fra aktivitetens vej. Må vi lytte til deres hjertes utalte budskab:

Genaktivering er ikke let for dagdriveren eller drømmeren. Børn vokser, forældre ældes, ingen kan standse tiden. Udsæt ikke at handle efter en tilskyndelse, men handl, så vil Herren berede vejen.

Den himmelske dyd, tålmodighed, er ofte påkrævet. Som biskop følte jeg mig en dag tilskyndet til at besøge en mand, hvis hustru var lidt aktiv, og ligeledes børnene. Men denne mand havde aldrig reageret. Det var en varm sommerdag, da jeg bankede på stormdøren hos Harold G. Gallacher. Jeg kunne se bror Gallacher sidde i sin stol og læse avisen. »Hvem er det?« spurgte han uden at se op.

»Din biskop,« svarede jeg. »Jeg er kommet for at lære dig at kende og opfordre dig og din familie til at komme til vore møder.«

»Nej, jeg har ikke tid,« lød det hånlige svar. Han så slet ikke op. Jeg takkede ham for at have lyttet til mig og gik.

Familien Gallacher flyttede kort tid efter til Californien. Årene gik. Da jeg så var blevet medlem af De Tolv Apostles Kvorum, arbejdede jeg en dag på mit kontor, da min sekretær ringede og sagde: »Bror Gallacher, som engang boede i dit ward, vil gerne tale med dig. Han er her på mit kontor.«

Jeg svarede: »Spørg ham, om han hedder Harold G. Gallacher, og sammen med sin familie boede på Vissing Place på West Temple og Fifth South.«

»Det er ham,« sagde hun.

Jeg bad hende sende ham ind. Vi havde en dejlig samtale om hans familie. Han sagde: »Jeg er kommet for at undskylde, at jeg ikke rejste mig og lod dig komme ind den sommerdag for mange år siden.« Jeg spurgte, om han var aktiv i Kirken. Han svarede smilende: »Nu er jeg andenrådgiver i mit biskopråd. Din opfordring til at komme i kirke og mit negative svar plagede mig så meget, at jeg besluttede at gøre noget ved det.«

Harold og jeg mødtes mange gange, inden han døde. Bror og søster Gallacher og deres børn havde mange kaldelser i Kirken. Et af de yngste børnebørn er nu på fuldtidsmission.

De mange missionærer, som måtte lytte i aften, vil jeg gerne fortælle, at ofte slår et vidnesbyrds sæd ikke rod med det samme og blomstrer. Brød, der kastes på vandet, kommer tilbage, nogle gange først efter mange dage. Men det kommer tilbage.

Jeg tog telefonen en aften og hørte en stemme sige: »Er du i familie med ældste Monson, som for mange år siden var på mission i New England?«

Jeg svarede, at det var ikke tilfældet. Det var en bror ved navn Leonardo Gambardella, som ringede og bemærkede, at en ældste Monson og en ældste Bonner havde besøgt hans hjem for længe siden og båret deres vidnesbyrd for ham og hans hustru. De havde lyttet, men havde ikke gjort mere for at følge deres lærdomme. Derefter var de flyttet til Californien, hvor de ca. 13 år senere atter havde fundet sandheden og var blevet omvendt og døbt. Bror Gambardella spurgte så, om der var nogen som helst måde, hvorpå han kunne få fat i de ældster, som havde besøgt dem først, så han kunne give udtryk for sin dybe taknemmelighed for deres vidnesbyrd, som han og hans hustru havde bevaret hele livet.

Jeg gennemgik optegnelserne. Jeg fandt de to ældster. I kan nok forestille jer, hvor overraskede de blev – de er nu selv gift og har børn – da jeg ringede til dem og fortalte dem den gode nyhed, ja, højdepunktet for deres arbejde for længe siden. De kunne straks huske familien Gambardella. Jeg arrangerede et telefonmøde, så de personligt kunne lykønske dem og byde dem velkommen i Kirken. Og det gjorde de. Der blev fældet tårer, men det var glædestårer.

Edwin Markham har skrevet disse linier:

Jeg beder i aften til, at alle vi, som har præstedømmet, må have en fornemmelse af vores ansvar, så vi ligesom Gideon fordum kan få hver mand til at forblive i sit embede, og, som ét, følge vor Leder, Jesus Kristus – og hans profet, præsident Gordon B. Hinckley. Lad os række hånden ud og redde dem, der er faldet fra på vejen, så ikke én dyrebar sjæl går tabt.

I Jesu Kristi navn. Amen.