De gyldne år

For nogle år siden mistede en af mine kusiner juleaften en femårig dreng på grund af en pludselig lungebetændelse. Familien samledes omkring kisten for at bede sammen som familie. Et lille tæppe, som hans mor havde lavet, lå foldet over den lille drengs fødder.

Lige da de skulle til at lukke kisten, trådte min moder frem, lagde sin arm omkring den sørgende moder og hjalp hende med at folde tæppet ud og lægge det rundt om den lille dreng. Det sidste, forældrene til denne lille dreng så, var, at han sov dækket med dette yndlingstæppe. Det var et meget gribende tidspunkt. Det er, hvad bedstemødre er til for!

Vi vendte tilbage til Brigham City til begravelsen af min hustrus far, William W. Smith. En ung mand, som jeg kendte som seminarelev, stod ved kisten, dybt bevæget. Jeg vidste ikke, at han kendte min svigerfar.

Han sagde: »Jeg arbejdede en sommer for ham på gården. Bror Smith talte med mig om at tage på mission. Min familie kunne helt afgjort ikke finansiere en missionær. Bror Smith fortalte mig, at jeg skulle bede om det og sagde: ›Hvis du beslutter dig til at tage på mission, vil jeg betale for din mission,‹ og det gjorde han.«

Det vidste hverken min hustru eller hendes mor noget om. Det er en af de ting, som bedstefædre gør.

Vi har ti børn. På en urolig søndag, da mine børn var små, var min hustru til nadvermøde. Som sædvanlig var jeg væk søndag. Vore børn fyldte det meste af en række.

Søster Walker, der var en elskelig, gråhåret bedstemor, som havde opdraget 12 børn, bevægede sig stille frem fra flere rækker bagud og gled ind på rækken blandt vores rastløse børn. Efter mødet takkede min hustru hende for hjælpen.

Søster Walker sagde: »Du har hænderne fulde, ikke også?« Min hustru nikkede. Søster Walker klappede hende på hånden og sagde: »Du har hænderne fulde nu, men senere vil dit hjerte blive fuldt!« Hvor profetisk var hendes stille kommentar ikke. Det er, hvad bedstemødre er til for!

Vi præsiderede over missionen i New England. En af vore missionærer giftede sig og fik fem børn. Han tog af sted for at købe en større bil til sin familie, men vendte aldrig tilbage. Hans lig blev senere fundet under en vejbro. Hans bil var blevet stjålet.

Jeg ringede til hans stavspræsident for at tilbyde min hjælp til familien. Han havde allerede tilbudt hjælp.

Bedstefaderen sagde: »Vi ved, hvad vores pligt er. Vi har ikke behov for hjælp fra Kirken. Vi ved, hvad vores pligt er.« Det er, hvad bedstefædre er til for!

Det er min hensigt at tale til jer om og til bedsteforældre – bedstefædre og bedstemødre – og til andre ældre medlemmer, som ikke selv har børn, men som fungerer som bedsteforældre.

Skrifterne fortæller os: »Lad alderdommen tale, lad den høje alder forkynde visdom« (Job 32:7).

Ved et stavsmøde lagde jeg engang mærke til et større antal ældre medlemmer end normalt. De fleste var enker. Jeg sagde til stavspræsidenten, at de imponerede mig meget.

Præsidenten svarede: »Ja, men de er ikke aktive i Kirken«, hvilket betød, at de ikke tjente som ledere eller lærere. Han talte om dem, som var de en byrde.

Jeg gentog hans ord: »Ikke aktive i Kirken?« og spurgte: »Er de aktive i evangeliet?« Han forstod i begyndelsen ikke helt forskellen.

Ligesom mange af os koncentrerede han sig så meget om, hvad folk gør, at han overså det, de er, nemlig en uvurderlig ressource af erfaring, visdom og inspiration.

Vi står over for en alvorlig udfordring. Verdens befolkningstal er faldende. Fødselshyppigheden i de fleste lande er faldende, samtidig med at livslængden øges. Familier er mindre – bevidst begrænset. I nogle lande vil der i løbet af nogle få år være flere bedsteforældre, end der er børn. Den aldrende befolkning har langtrækkende virkninger økonomisk, socialt og åndeligt. Det vil påvirke Kirkens vækst.

Vi må undervise vore unge i at knytte sig tættere til deres ældre bedstefædre og bedstemødre.

Det Første Præsidentskab instruerede for nylig de unge piger, som snart er voksne, til at være sammen med mødrene og bedstemødrene i Hjælpeforeningen (se brev fra Det Første Præsidentskab, 19. mar. 2003).

Nogle unge piger ønsker ikke at gøre det. De vil hellere være sammen med andre på deres egen alder.

Unge piger: Vær ikke så dumme at gå glip af dette fællesskab med de ældre søstre. De vil give jeres tilværelse større værdi end mange af de aktiviteter, som I nyder så meget.

Ledere: Undervis pigerne i at knytte sig til deres mødre og bedsteforældre og de ældre kvinder i Hjælpeforeningen. De vil da have et fællesskab, der ligner det, som de unge mænd har i deres præstedømmekvorummer.

Al den opmærksomhed, som vi viser vore unge, alle programmerne, alt hvad vi gør for dem, vil være ufuldstændig, hvis vi ikke underviser dem i formålet med genoprettelsen. Præstedømmets nøgler er blevet gengivet, beseglingsmyndigheden åbenbaret og templer bygget for at binde generationerne sammen. Fra fordums tid løber denne evige, gyldne tråd gennem alle åbenbaringerne: »… vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre« (Mal 3:24).

Biskopper: Er I klar over, at nogle af de problemer, som I bekymrer jer om med hensyn til de unge og andre, kunne løses, hvis de holdt sig nær til deres fædre og mødre og deres bedsteforældre, de ældre medlemmer.

Hvis I er overbebyrdet af rådgivning, er der ældre søstre og bedstemødre i wardet, som kan påvirke de unge, gifte kvinder og fungere som bedstemødre for dem. Og der er ældre bedstefædre for de unge mænd. Ældre mennesker har en ro og renhed, som kommer af erfaring. Lær at benytte denne ressource.

Profeten Joseph Smith sagde: »Den bedste måde at klare sig på i en hvilken som helst betydningsfuld sag er at få fat på vise og kloge mænd [og kvinder], erfarne og aldrende mænd [og kvinder], til at give råd i alle slags vanskeligheder« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 358).

Vi forsøger at samle de unge mennesker og undlader at føre generationerne sammen. Der er så meget, som ældre medlemmer kan gøre. Hvis I ser på ældre medlemmer som uaktive i Kirken, så spørg jer selv: »Er de aktive i evangeliet?«

Overse ikke den store støtte, som kommer fra forældres og bedsteforældres bønner. Husk: »En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er« (Jak 5:16).

Alma den Yngre var en rebel. Han blev lammet af en engel, som fortalte ham: »Herren har hørt sit folks bønner og ligeledes sin tjener Almas bønner, som er din fader; thi han har bedt for dig med stor tro, at du måtte få kundskab om sandheden; derfor er jeg kommet i den hensigt at overbevise dig om Guds magt og myndighed, for at hans tjeneres bønner måtte blive besvaret i forhold til deres tro« (Mosiah 27:14).

Min hustru og jeg har set vore bedsteforældre og derpå vore forældre forlade os. Nogle oplevelser, som vi først så som byrder eller et problem, er for længe siden blevet flyttet over til velsignelserne.

Min hustrus far døde i vores hjem. Han havde behov for konstant omsorg. Sygeplejersker lærte vore børn at tage sig af vores sengeliggende bedstefar. Hvad de lærte har været af stor værdi for dem og for os. Hvor har vi været taknemmelige over, at han var hos os.

Vi blev tilbagebetalt tusind gange ved den indflydelse, som han havde på vores børn. Det var en af livets store oplevelser for vores børn, som jeg selv lærte som dreng, da bedstefar Packer døde i vores hjem.

Værdsæt ældre mennesker for det, som de er, og ikke bare for det, som de kan gøre.

Har I nogensinde spekuleret på, hvorfor Herren organiserede Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum således, at Kirkens øverste ledelse altid vil være ældre mænd? Dette senioritetsmønster lægger vægt på visdom og erfaring snarere end på ungdom og fysisk vigør.

Gennemsnitsalderen i Det Første Præsidentskab og De Tolv er lige nu 77 år. Vi bevæger os ikke hurtigt og let. Vi er ikke længere i vores bedste fysiske alder. Alligevel har Herren fastsat det på denne måde.

For et par konferencer siden sagde Joseph Wirthlin, at han ville udfordre medlemmerne af De Tolv til et væddeløb. Jeg mente med det samme, at jeg ville acceptere udfordringen. Så tænkte jeg på, at det ville være sikrere at løbe mod den 96-årige bror David Haight. Jeg tænkte over det og konkluderede, at David måske ville spænde ben for mig med sin stok, og så ville jeg tabe løbet. Så derfor gav jeg op.

Når Det Første Præsidentskab og De Tolv mødes, har vi tilsammen 1.161 livsår med forbløffende forskellige erfaringer. Samlet har vi tjent i 430 år som generalautoriteter for Kirken. Næsten uanset hvad vi taler om, har en af os erfaring med det og prøvet det – også deltaget i krig!

Vi lever nu i urolige tider. I den tid, vore unge lever i, vil problemerne ikke blive mindre, men helt sikkert større. Ældre mennesker har en sikker viden om, at man kan holde alt ud.

Vore børn har giftet sig og forladt hjemmet for at søge deres egen lykke.

En familie kørte væk med en gammel bil og deres små børn. Min hustru græd. Jeg trøstede hende og sagde: »Kirken er alle steder, hvor de tager hen. Der vil være en bedstemor der, som vil svare på spørgsmål om madlavning eller sygepleje og en bedstefar til at lære ham de praktiske ting.«

De kan finde en adoptivbedstemor i Hjælpeforeningen. De kan finde en bedstefar i præstedømmets kvorummer. Men ikke alle bedstefædre og bedstemødre findes i Kirken.

En af vore sønner købte et lille hjem i en fjerntliggende stat. Han viste mig mursten ved et hjørne af fundamentet, som var ved at forvitre. Han spurgte mig, hvad han skulle gøre.

Jeg vidste det ikke, men jeg spurgte: »Er der et ældre ægtepar, som bor i nærheden af jer?«

»Ja,« sagde han, »på den anden side af gaden og nogle få huse længere nede er der et pensioneret ægtepar.«

»Hvorfor beder du ikke ham om at komme herover og se på det. Han kender klimaet her.«

Det skete, og han fik et råd af en ældre mand, som havde set lignende problemer og mange andre. Det er, hvad adoptiv-bedsteforældre kan gøre.

»Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig« (2 Mos 20:12).

Apostlen Paulus lærte, at »ældre kvinder« må »opdrage de unge kvinder« og »ældre mænd« må formane de unge mænd og »selv [være] et forbillede i gode gerninger« (se Tit 2:1-7).

Vi er gamle nu. Når tiden kommer, vil vi blive kaldt på den anden side af sløret. Det modsætter vi os ikke. Vi forsøger at give de praktiske ting videre, som vi har lært i årenes løb, til dem, som er yngre – til vores familie og til andre.

Vi kan ikke gøre, hvad vi engang kunne, men vi er blevet til mere, end vi nogensinde har været før. Livets lektioner, hvoraf nogle har været meget smertefulde, kvalificerer os til at råde, til at irettesætte og endog til advare vore unge.

I jeres gyldne år er der så meget, som I kan gøre, og så meget I kan være. Træk jer ikke tilbage fra livet, til et liv med fornøjelser. Det vil for nogen være både unyttigt, ja, tilmed selvisk. I har måske udført en mission og er blevet afløst og mener, at I har udført jeres pligt i Kirken, men I er aldrig blevet afløst fra at være aktive i evangeliet. »Dersom I derfor ønsker at tjene Gud,« har Herren sagt, »da er I kaldet til arbejdet« (L&P 4:3).

I lærer måske til sidst, når I er gamle og svage, at den største mission af alle er at styrke jeres egen familie og andres familie og at binde generationerne sammen.

Jeg underviser i et sandt princip. Jeg underviser i lærdom. Der står skrevet: »Og dette stemmer nøje overens med den lære, som blev befalet jer i« åbenbaringen (L&P 128:7).

I salmen »Så sikker en grundvold«, som blev udgivet i 1835 i den første SDH-salmebog, finder vi disse ord:

Sørg for at vidnesbyrdets ild om det gengivne evangelium og jeres vidnesbyrd om vor Frelser brænder så klart hos jer, at vore børn kan varme deres hænder ved jeres tros ild. Det er, hvad bedstefædre og bedstemødre gør! I Jesu Kristi navn. Amen.