Standhaftige i vore pagter

Lige siden jeg blev kaldet for seks måneder siden, har jeg næret en dyb, guddommelig kærlighed til jer, mine kære søstre. Mit store ønske for jer unge piger overalt er, at I ved, at I er elsket – ikke kun af mig, men også af jeres forældre og ledere og især af jeres himmelske Fader.

Til tider er det svært at føle denne kærlighed. Jeg kender en ung pige, som tilsyneladende klarede sig rigtig godt. Hun var lige blevet valgt til elevrådsrepræsentant, havde søgt optagelse i et madrigalkor og var blevet optaget, og hun var blevet kåret til ballets dronning ved den årlige skolefest. En dag hun kom hjem fra skole, kastede hun sig grædefærdig på sengen. Hendes mor spurgte hende, hvad der var i vejen, og datteren hulkede: »Jeg føler mig som en fiasko. Der er ingen, som kan lide mig. Jeg har ingen talenter. Jeg kan ikke følge med i skolen. Og desuden er jeg grim!« Ingen havde nogen anelse om, at hun følte sig usikker, ensom og utilstrækkelig, men de fleste teenagere har sådanne følelser fra tid til anden.

Og nogle unge er udsat for alvorligere modgang. For eksempel har en af de piger, jeg kender, en mor, som er ved at dø af kræft. En har forældre, som er blevet skilt. En pige bliver alene hjemme i weekenderne, mens alle hendes venner går ud og drikker. En ung pige var udsat for en ulykke, som gjorde hende handicappet. En pige har en far, som er blevet udstationeret af militæret. En dejlig søster er bekymret for sin bror, som er kommet på afveje.

Hvad kan være en hjælp for de unge, som tumler med så forskellige og alvorlige problemer? Temaet for GUF i år, som er det, vi fokuserer på i aften, giver os svaret. Det lyder: »Derfor må I stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker« (2 Nephi 31:20). Jeg elsker det skriftsted. Det beskriver, hvordan vi skal takle livets udfordringer. Når vi stræber fremad med håb og kærlighed, føler vi også håb og kærlighed.

At være standhaftig i Kristus indebærer at holde pagterne. Hver uge fornyer vi vore dåbspagter om at »påtage os hans navn,« om »altid at erindre ham,« og om at »holde hans befalinger« (se L&P 20:77). Vi er standhaftige i Kristus, når vi gør dette, og vi får nyt mod og hjertet fyldes af kærlighed. Kort sagt: Når jeg holder mine pagter, nærer jeg håb og kærlighed.

Min unge ven, som jeg vil kalde Lindsey, manglede håb. Hun boede i et hjem, hvor hun hverken følte Ånden eller kærlighed. Hendes venner skejede ud, og selv de fleste af hendes ledere i Unge Piger betragtede hende kun som et »projekt«. Men inderst inde følte hun, at Herren elskede hende, på trods af hendes tragiske situation. Hun fokuserede på altid at erindre ham. Hun valgte ikke at være sammen med sine venner, når de skejede ud. Hun forsøgte at tilbede vor himmelske Fader i det skjulte på sit eget værelse, fordi hun gerne ville føle hans Ånd i sin tilværelse. Der var noget i hende, som ønskede at være retskaffen og holde hans befalinger. Selv med sin begrænsede kundskab og manglende hjælp fra andre, bestræbte hun sig på at holde sin dåbspagter. Håb fik hende til at fortsætte, og hun følte kærlighed fra vor himmelske Fader.

Herren har lovet os, at han ikke glemmer os, fordi han har tegnet os i sine hænder (se Es 49:16). Og vi har lovet ham, at vi ikke glemmer ham, for vi har prentet ham i vores hjerte.

Dette måtte de første hellige erfare under deres lidelser i Missouri. Herren rådede dem til at vente »tålmodigt på Herren, thi jeres bønner er kommet op for den Herre Zebaots øren …

Derfor giver han jer den forjættelse med en uigenkaldelig pagt, at de skal opfyldes, og alle jeres sorger skal samvirke til jeres bedste« (L&P 98:2-3). Denne forjættelse fjernede ikke deres prøvelser, men den trøstede dem og gav dem håb for fremtiden.

På samme måde stræbte Abraham standhaftigt fremad og holdt fast ved de forjættelser, Gud havde givet ham. Hver gang jeg læser om, hvordan Abraham vandrede til Morijabjerget for at bringe sin søn Isak som offer, ængstes jeg på hans vegne. Han kendte ikke resultatet af denne prøve, sådan som vi ved det fra historien. Han vandrede ind i det ukendte. Men det til trods var han standhaftig. Han levede ud fra forjættelserne om, at Herren ville velsigne ham. Uanset hvor nervøs han må have været, hindrede det ham ikke i at stræbe fremad med standhaftighed i Kristus.

Lindsey vidste ligesom de hellige i Missiouri, at vor himmelske Fader ikke havde opgivet hende på trods af hendes sørgelige forhold. Hans kærlighed varede ved. Hun fandt trøst i hans kærligheds »uigenkaldelige pagt«: »Alle jeres sorger skal samvirke til jeres bedste« (L&P 98:3). Ligesom det var tilfældet med Abraham var hendes sti ikke let at vandre ad, men alligevel stræbte hun fremad. Og da hun gjorde det, fandt hun hjælp. En kærlig kirkeleder viste hende kærlighed og vejledte hende. Hun fik et tættere forhold til vor himmelske Fader og fandt med tiden en ung mand, som elskede hende, lærte hende meget om evangeliet og giftede sig med hende.

Endelig modtog hun i rigt mål mange af de velsignelser, som hun tidligere havde længtes sådan efter. Hun lærte, at hun kunne føle Ånden i sin egen familie og opdrage retskafne børn. Hvor hun engang var isoleret og forsømt, føler hun sig nu omsluttet af kærlighed. Dette er sket, fordi hun stræbte fremad, samtidig med at hun tålmodigt ventede på Herren. Standhaftighed i Kristus gav Lindsey håb, ligesom vi finder håb, når vi kæmper med livets udfordringer. De ord, som vi skal høre koret synge i aften, opmuntrer os til at komme til ham:

Overholdelse af vore pagter giver os ikke blot håb til at kunne fortsætte, det ændrer også hjertet. I Jeremias’ Bog siger Herren: »Sådan er den pagt, jeg vil slutte … Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte« (Jer 31:33). Pagter giver os et større hjerte og lader os føle »kærlighed til Gud og alle mennesker« (2 Nephi 31:20). Husk på, at når vi holder vore pagter, nærer vi håb og kærlighed.

I Bjergprædikenen forklarede Jesus nogle af hjertets dyder, fx kærlighed, tilgivelse og medfølelse. Han lærte os, som er hans disciple, at vi skulle påtage os hans navn og egenskaber. Dette ændrer vores hjerte og er til velsignelse for vores forhold til andre. Ældste Marvin J. Ashton har sagt: »Når vi virkelig er omvendt til Jesus Kristus, forpligtet over for ham, så sker der noget interessant: Vores opmærksomhed henledes på vore medmenneskers velfærd, og den måde, vi behandler andre på, bliver mere kendetegnet af tålmodighed, venlighed, en imødekommende accept« (»Tungen kan være et skarpt sværd«, Stjernen, juli 1992, s. 20).

Kan I være mere standhaftige i Kristus i jeres hjem, over for medlemmerne af jeres egen familie? Når I lover at påtage jer hans navn og egenskaber, betyder det, at I må tale lidt mildere, handle lidt venligere mod andre, tjene jeres søskende mere uselvisk og påskønne og hjælpe jeres forældre mere direkte.

Det gjorde vores søn for længe siden på en familieudflugt. Vi havde kørt mange kilometer for at se et smukt slot. Da vi endelig nåede frem, var en af vore yngre døtre blevet træt og tvær. Hun nægtede at stige ud af bilen og gå den lille tur hen til det sted, vi var kørt så langt for at se. De fleste af os blev utålmodige med hende. Men vores 14-årige søn løftede hende blidt op på ryggen og bar hende hen til slottet. Den anspændte situation blev forløst ved hans stilfærdige udtryk for kærlighed. Denne oplevelse fæstnede sig mere i vores sind end synet af slottet.

Nogle gange er det i hjemmet, at det er sværest at opføre sig eksemplarisk. Det kræver, at man bevidst anstrenger sig for at »stræbe fremad«. Men når man holder sin pagter, lærer man mere fuldt ud at elske dem, som man er knyttet til i al evighed. Da evner man også at lade sin kærlighed nå ud til andre uden for familiekredsen.

For nogle år siden boede vi i Brasilien en kort tid. To uger før vi skulle hjem, blev vi indblandet i en bilulykke. På vej hjem i silende regn efter et nadvermøde, kom vi til et kryds. Bag et parkeret køretøj kørte en bil ud og ramte siden af vores bil. Heldigvis var der ingen i nogen af bilerne, som kom til skade, men begge biler fik nogle slemmer buler. Da min mand, John, steg ud for at drøfte situationen med den anden chauffør, blev jeg ved med at minde ham om, at det ikke var vores skyld. Han kom hurtigt tilbage til bilen og kørte tilbage til det lille stuehus, hvor vi boede, med lyden af metal, der skrabede på hjulene, når de kørte rundt. Den anden bil fulgte efter. Det eneste, John sagde, var: »Jeg skal nok forklare det senere.«

Da vi kom hjem, fandt John den lille kuvert med vores nødbeholdning af penge frem, og han betalte familien, så de kunne få deres bil repareret. De kørte lykkelige derfra. Jeg var forbløffet. Så samlede John familien sammen. Han lød noget undskyldende, mens han forklarede, hvad han havde gjort. »Jeg ved, at vi ikke var skyld i ulykken, men mens jeg talte med denne familie, var det eneste, jeg kunne tænke på, at jeg for kun godt en time siden havde lovet vor himmelske Fader altid at handle, som han ville have gjort. Jeg vidste, at hvis han havde været i mit sted, ville han havde haft medfølelse med denne familie og ville have gjort alt, hvad han kunne for at hjælpe dem.« Hvilken eksemplarisk ægtemand og far! Han havde erindret sine pagter. Med Kristi rene kærlighed havde han mildnet vores hjerte.

Jeg vidner for jer om, at når jeg erindrer mine pagter hver dag, nærer jeg håb og kærlighed. Jeg ved, at standhaftighed i Kristus medfører fuldkommen klart håb for mig og kærlighed til Gud og alle mennesker i mit hjerte.

»Hvad beder Faderen os om, og hvad mon skriften siger? Hav tro, hav håb, lev som hans Søn, hjælp andre på din vej« (»Han sendte sin Søn«, Børnenes Sangbog, s. 20-21; Børnestjernen, apr. 1992, s. 10). Jeg beder om, at vi hver især vil henvende os til ham om håb og følge hans kærlige eksempel. I Jesu Kristi navn. Amen.