Hyrden hos fårene våger

Kære søskende, hensigten med mit budskab denne formiddag er at opmuntre og trøste sorgfulde forældre, som har gjort deres bedste for at opdrage deres børn i retfærdighed, med kærlighed og hengivenhed, men som er fortvivlede, fordi deres barn har gjort oprør eller er blevet ført på afveje og følger det onde og ødelæggelsens vej. Når jeg tænker på jeres store kvaler, mindes jeg Jeremias’ ord: »I Rama høres klageråb … Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste.« Til dette udtrykte Herren sin kærkomne trøst: »Græd ikke mere … For du får løn for din møje … de skal vende tilbage fra fjendens land.«¹

Jeg må begynde med at vidne om, at Herrens ord til forældre i denne kirke står i Lære og Pagter 68 i dette bemærkelsesværdige påbud: »Og atter: Om forældre i Zion eller i nogle af dens organiserede stave har børn, og de ikke underviser dem i læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.«² Forældrene bliver pålagt at »lære deres børn at bede og vandre retskaffent for Herren.«³ Som far, bedstefar og oldefar anerkender jeg dette som Herrens ord, og som Jesu Kristi tjener beder jeg indtrængende forældre om at følge dette råd så samvittighedsfuldt, som de kan.

Hvem er gode forældre? Det er de, som kærligt, bønligt og oprigtigt har bestræbt sig på ved eksempel og forskrift at undervise deres børn i at »bede og vandre retskaffent for Herren.«⁴ Dette gælder også, selv om nogle af deres børn er ulydige eller verdslige. Børn kommer til verden med deres egen særegne ånd og personlighed. Nogle børn »vil udfordre hvilke som helst forældre, under hvilke som helst forhold … På samme måde er der måske andre, som vil være til velsignelse og glæde for næsten enhver far eller mor.«⁵ Vellykkede forældre er de, som har ofret og kæmpet for at gøre deres bedste under de forhold, der er i deres familie.

Man kan ikke måle dybden af den kærlighed, som forældre har til deres børn. Der er intet andet forhold, som svarer til det. Det overgår selv frygten for døden. En fars eller mors kærlighed til et barn hører ikke op, men varer ved gennem hjertesorg og skuffelse. Alle forældre håber og beder til, at deres børn træffer kloge beslutninger. De børn, som er lydige og ansvarsbevidste, gør deres forældre uendeligt stolte og lykkelige.

Men hvad hvis de børn, som er blevet undervist af trofaste, kærlige forældre, gør oprør eller bliver ledt på afveje? Findes der noget håb? Den far eller mor, som sørger over et egensindigt barn, er næsten utrøstelig. Kong Davids tredje søn, Absalom, slog en af sine brødre ihjel og var også anfører for et oprør mod sin far. Absalom blev slået ihjel af Joab. Da kong David hørte om Absaloms død, græd han og sagde: »Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn!«⁶

Denne kærlighed, som forældre nærer, komme også til udtryk i lignelsen om den fortabte søn. Da den oprørske søn kom hjem efter at have ødslet sin arv bort på et løssluppent levned, slagtede faderen fedekalven og fejrede, at hans fortabte søn var kommet hjem. Til sin lydige, men også vrede, søn sagde han: »Nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«⁷

Jeg tror på og anerkender de trøstende ord, som ældste Orson F. Whitney sagde:

»Profeten Joseph Smith har sagt – og han har aldrig undervist i en mere fortrøstningsfuld lære – at forældrenes evige besegling og de guddommelige løfter, der gives dem for tapper tjeneste i sandhedens sag, ikke alene frelser dem selv, men også deres efterkommere. Skønt nogle af fårene måske farer vild, så holder Hyrden øje med dem, og før eller siden føler de det guddommelige forsyns arme række ud efter dem og trække dem tilbage i folden. De vender tilbage, enten i dette liv eller i det tilkommende liv. De må betale deres gæld til retfærdigheden, de må lide for deres synder og bliver måske nødt til at vandre ad en tornestrøet sti, men hvis denne sti, ligesom tilfældet var med den fortabte søn, leder dem til en tilgivende fars hjerte og hjem, har den smertefulde oplevelse ikke været forgæves. Bed for jeres letsindige og ulydige børn; hold fast ved dem med jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv ved med at tro, indtil I ser Guds frelse.«⁸

Et princip i denne udtalelse, som ofte bliver overset, er, at de må omvende sig fuldstændigt og »lide for deres synder« og »betale deres gæld til retfærdigheden.« Jeg ved, at det er nu, det er tid til at »berede sig til at møde Gud.«⁹ Hvis de vildfarne børn ikke omvender sig i dette liv, er beseglingens bånd da stadig stærke nok til, at børnene kan udvirke deres omvendelse? I Lære og Pagter får vi at vide: »De døde, der omvender sig, vil blive forløst ved lydighed mod Guds hus’ forordninger,

og efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er vasket rene, vil de modtage en belønning i overensstemmelse med deres gerninger, for de er arvinger til frelse.«¹⁰

Vi husker, at den fortabte søn bortødslede sin arv, og da alle pengene var brugt op, vendte han hjem til sin fars hus. Der blev han budt velkommen tilbage i familien, men hans arv var spildt.¹¹ Barmhjertigheden berøver ikke retfærdigheden, og den magt, hvorved et egensindigt barn er beseglet til sine forældre, kan kun fordre barnet på betingelse af omvendelse og ved Kristi forsoning. Vildfarne børn, som omvender sig, opnår frelse og alle de velsignelser, som følger med, men ophøjelse er meget mere end det. Den må man gøre sig fuldt ud fortjent til. Spørgsmålet om, hvem der bliver ophøjet, må overlades til Herren og hans barmhjertighed.

Der er meget få, hvis oprør og misgerninger er så alvorlige, at de har »bortsyndet kraften til omvendelse.«¹² Denne afgørelse må også overlades til Herren. Han siger: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker.«¹³

Måske forstår vi ikke i dette liv fuldt ud, hvor stærke de bånd er, som retfærdige forældre er beseglet til deres børn med. Det kan meget vel være, at der er flere hjælpsomme kræfter på spil, end vi aner.¹⁴ Jeg tror, at der øves en stærk indflydelse fra slægten, når vore kære forfædre fortsætter med at påvirke os fra den anden side af sløret.

Præsident Howard W. Hunter har sagt, at »omvendelse blot er sjælens hjemve, og at en forælders vedvarende og omhyggelige omsorg er det smukkeste, jordiske eksempel på Guds usvigelige tilgivelse.« Er familien ikke det bedste forbillede, som Frelserens mission forsøgte at fremstille?¹⁵

Vi lærer meget af vore egne forældre om forældrerollen. Min kærlighed til min far blev meget dybere, når han var venlig, tålmodig og forstående. Da jeg kørte galt i familiens bil, var han mild og tilgivende. Men hans sønner kunne forvente at blive irettesat skarpt, hvis vi omgik sandheden eller blev ved med at bryde reglerne, men især hvis vi ikke viste respekt over for vores mor. Min far har været død i næsten et halvt århundrede, men jeg savner stadig at kunne bede ham om et klogt og kærligt råd. Jeg indrømmer, at jeg til tider tvivlede på hans råd, men jeg tvivlede aldrig på hans kærlighed til mig. Jeg ville aldrig skuffe ham.

En vigtig del af det at gøre det bedste, vi kan som forældre, er at disciplinere dem på en kærlig, men fast måde. Hvis vi ikke disciplinerer vore børn, bliver samfundet måske nødt til det på en måde, som hverken vi eller vore børn bryder sig om. En del af børns opdragelse er at lære dem at arbejde. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »En af de største værdier … er ærligt arbejde. Viden uden arbejde er ingen nytte til. Viden sammen med arbejde er genialitet.«¹⁶

Der bliver stadig flere af Satans snarer, og på grund af dette bliver det sværere at opdrage børn. Derfor må forældre gøre deres allerbedste og gøre brug af den hjælp, som tjeneste og aktivitet i Kirken kan være. Hvis forældre opfører sig forkert og blot for en tid kommer på afveje, kan nogle af deres børn være tilbøjelige til at følge deres eksempel.

Sagen har en anden side, som også skal nævnes. Jeg bønfalder de børn, som har fjernet sig fra deres forældre, om at række dem hånden, også selv om forældrene ikke har været, som de burde. De børn, som er kritiske over for deres forældre, gør vel i at huske på det kloge råd, som Moroni gav, da han sagde: »Fordøm mig ikke på grund af min ufuldkommenhed, ej heller min fader for hans ufuldkommenhed, ej heller dem, som har skrevet før ham; men tak hellere Gud, at han har åbenbaret jer vore ufuldkommenheder, så at I kan lære at være visere, end vi har været.«¹⁷

Da Moroni kom til den unge profet Joseph Smith i 1823, citerede han følgende vers angående Elias’ mission: »Og han skal plante i børnenes hjerter de forjættelser, som blev givet fædrene, og børnenes hjerter skal vendes til fædrene.«¹⁸ Jeg håber, at alle børn til sidst vil vende deres hjerte til deres fædre og ligeså til deres mødre.

Et dejligt ægtepar, jeg kendte i min ungdom, havde en søn, som var oprørsk og havde stødt familien fra sig. Men da de blev ældre, blev de forsonet, og han var den mest omsorgsfulde og hjælpsomme af alle deres børn. Efterhånden som vi bliver ældre, bliver påvirkningen fra vore forældre og bedsteforældre på den anden side af sløret stærkere. Det er en dejlig oplevelse, når de besøger os i vore drømme.

Det er meget urimeligt og uvenligt at dømme samvittighedsfulde og trofaste forældre, fordi nogle af deres børn gør oprør eller afviger fra deres forældres undervisning og kærlighed. Lykkelige er de ægtepar, der har børn og børnebørn, som bringer dem trøst og glæde. Vi må vise hensyn over for disse værdige, retfærdige forældre, som lider og kæmper med ulydige børn. En af mine venner plejede at sige: »Hvis du aldrig har haft nogen problemer med dine børn, så bare vent.« Ingen kan med nogen grad af sikkerhed sige, hvad deres egne børn vil foretage under bestemte forhold. Da min kloge svigermor så andre børn optræde upassende, plejede hun at sige: »Jeg siger aldrig, at det kunne mine børn ikke finde på, for hvem ved, om de ikke er i færd med det lige nu, mens jeg sidder og taler!« Når visse forældre sørger over deres ulydige og egensindige børn, må vi med barmhjertighed forbyde, at nogen »kaster den første sten.«¹⁹

Et anonymt medlem af Kirken skrev og fortalte om den hjertesorg, hendes bror voldte hendes forældre. Han begyndte at tage stoffer. Han modsatte sig alle bestræbelser på at genvinde kontrol og disciplin. Han var lusket og trodsig. I modsætning til den fortabte søn kom denne vildfarne søn ikke hjem af egen fri vilje. I stedet blev han fanget af politiet og blev tvunget til at stå ansigt til ansigt med følgerne af sine handlinger. I to år støttede forældrene Bill, mens han var på afvænning. »Kort sagt,« sagde Bills søster, »synes jeg, mine forældre er enestående. De nærede en urokkelig kærlighed til Bill, selv om de ikke brød sig om og endog hadede det, han gjorde mod sig selv og mod deres familieliv. Men de holdt tilstrækkelig af deres familie til at støtte Bill på enhver nødvendig måde for at hjælpe ham gennem den vanskelige tid og på fode igen. De efterlevede Kristi dybere, mere følsomme og omfattende evangelium ved at elske en, som var faret vild.«²⁰

Vi må ikke være hovmodige, men snarere ydmygt taknemmelige, hvis vore børn er lydige og ærbødige over for vores undervisning i Herrens veje. Til de sorgbetyngede forældre, som har været retfærdige, flittige og bønsomme i undervisningen af deres ulydige børn, siger vi: Den gode Hyrde våger over dem. Gud kender og forstår deres dybe sorg. Der er håb. Find trøst i Jeremias’ ord: »Du får løn for din møje« og dine børn kan »vende tilbage fra fjendens land.«²¹ Det vidner og beder jeg om. I Jesu Kristi navn. Amen.