Tilgivelse vil ændre bitterhed til kærlighed

Er det ikke fantastisk, hvilke åndelige gaver Herren har givet ældste Nelson. Hans talenter er ikke kun til velsignelse for Kirken, men for hele verden.

I dag vil jeg gerne tale om tilgivelse.

Jeg voksede op på en lille gård, hvor vandet var byens livsblod. Jeg husker, at menneskene i vores by hele tiden vågede over, bekymrede sig for og bad om regn, overrislingsrettighederne og vandet i almindelighed. Af og til driller mine børn mig; de siger, at de aldrig har kendt nogen, som har været så optaget af regn. Jeg fortæller dem, at de nok har ret, for da jeg voksede op, var det mere end blot nysgerrighed. Det var et spørgsmål om overlevelse!

Under det stress og pres, som forårsagedes af vores klima, opførte mennesker sig ikke, som de burde. Af og til diskuterede naboerne, hvorvidt en landmand tog for meget vand fra overrislingsgrøften. Det er sådan, det begyndte med to mænd, som boede i nærheden af vores græsgang oppe på bjerget. Jeg vil kalde dem Chet og Walt. Disse to naboer begyndte at diskutere om vandet, som kom fra overrislingsgrøften, som de delte. Det var uskyldigt nok i begyndelsen, men i løbet af årene tillod de to mænd deres uoverensstemmelse at blive til vrede og højlydt diskussion – ja selv til trusler.

En julimorgen mente begge mænd, at de igen manglede vand. De gik hver især hen til grøften for at se, hvad der var sket, og blev hver især enig med sig selv om, at den anden havde stjålet hans vand. De kom hen til sluseporten samtidigt. Vrede ord blev udvekslet, og et slagsmål fulgte. Walt var en stor mand med stor styrke. Chet var lille, tynd og stærk og gav ikke op. I kampens hede brugte mændene de skovle, som de havde med som våben. Walt ramte ved et uheld et af Chets øjne med skovlen, så han blev blind på øjet.

Månederne og årene gik, men Chet kunne hverken glemme eller tilgive. Den vrede, som han følte over at have mistet sit øje, kogte i ham, og hans had blev mere og mere intenst. En dag, da Chet gik ud til sin lade, tog han geværet ned fra sin krog, satte sig op på hesten og red ned til sluseporten. Han anbragte en spærringsdæmning i grøften og ledte vandet væk fra Walts gård, idet han vidste, at Walt snart ville komme for at se, hvad der var sket. Så lagde Chet sig i buskadset og ventede. Da Walt kom, skød Chet ham, så han døde. Derefter satte han sig op på sin hest og red hjem, hvorefter han ringede til sheriffen og fortalte ham, at han netop havde skudt Walt.

Min far blev bedt om at deltage i den jury, som skulle dømme Chet for mordet. Far erklærede sig inhabil, fordi han var en gammel ven af begge mændene og deres familie. Chet kom for retten, og han blev dømt for mord og fik en livstidsdom.

Efter mange år kom Chets hustru til min far og spurgte, om han ville skrive under på et bønskrift til guvernøren om løsladelse af hendes mand, hvis helbred nu var blevet nedbrudt efter de mange år i statsfængslet. Far skrev bønskriftet under. Nogle få aftener senere kom Walts to voksne sønner til vores dør. De var meget vrede og oprevne. De sagde, at fordi min far havde skrevet under på bønskriftet, havde mange andre også skrevet under. De bad far om at trække sit navn tilbage fra bønskriftet. Han sagde nej. Han følte, at Chet var en knust og en syg mand. Han havde lidt i alle disse mange år for denne frygtelige affektforbrydelse. Han ønskede, at Chet fik en ordentlig begravelse og blev begravet ved siden af sin familie.

Walts sønner reagerede hurtigt og vredt og sagde: »Hvis han løslades fra fængslet, skal vi nok sørge for, at der sker ham og hans familie noget.«

Chet blev til sidst løsladt og fik lov til at komme hjem og dø hos sin familie. Heldigvis udbrød der ikke mere vold mellem de to familier. Min far fortalte ofte beklagende, hvor tragisk det var, at Chet og Walt, disse to naboer og barndomsvenner, var blevet fanget af deres vrede og lod den ødelægge deres liv. Hvor tragisk var ikke dette øjebliks vrede, som de tillod at komme helt ud af kontrol – hvad der til sidst kostede dem begge livet – ganske enkelt fordi de to mænd ikke kunne tilgive hinanden for lidt uregelmæssig brug af overrislingsvandet.

Frelseren sagde: »Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham«¹ og befalede os at løse vore uoverensstemmelser hurtigt, så øjeblikkets vrede ikke skal udvikle sig til fysisk eller følelsesmæssig grusomhed, hvorved vi bliver fanget af vores vrede.

Der er ikke noget sted, hvor dette princip gælder mere end i vore familier. Jeres problem er måske ikke vand, men hver eneste af os, som lever under denne jords klimas stress og pres, har en grund – virkelig eller antaget – til at blive vred. Hvordan vil vi reagere? Vil vi blive vrede? Vil vi finde fejl? Vil vi lade øjeblikkets vrede overvinde os?

Præsident Brigham Young sammenlignede det at blive vred med et giftigt slangebid. Han sagde: »Der er to måder at reagere på, når man er blevet bidt af en klapperslange. Den ene er i vrede, frygt og hævn at forfølge dyret og dræbe det. Eller skynde sig at få giften ud af sit system.« Han sagde: »Hvis vi følger den sidste måde, vil vi sandsynligvis overleve, men hvis vi prøver at følge den første måde, så er vi her måske ikke længe nok til at afslutte det.«²

Lad mig bruge et øjeblik her til at sige, at vi må passe på i vore familier med for det første ikke at give åndelige eller følelsesmæssige klapperslangebid! I meget af dagens populære kultur hånes dyderne tilgivelse og venlighed, mens der opmuntres til latterliggørelse, vrede og hård kritik. Hvis vi ikke passer på, kan vi blive fanget af disse vaner i vore egne hjem og familier og hurtigt komme til at kritisere vores ægtefælle, vore børn og de øvrige familiemedlemmer. Lad os ikke såre dem, som vi elsker, med en selvisk kritik! I vore familier kan små uoverensstemmelser og lidt kritik, hvis vi ikke standser det, ødelægge forholdet og udvikle sig til en fremmedgørelse, ja endog til misbrug og skilsmisse. I stedet må vi ligesom med giften »skynde« os at standse diskussionen, lægge latterliggørelsen væk, glemme kritikken og gøre os fri af fordømmelse og vrede. Vi kan ikke tillade en sådan farlig vrede at slå rod – end ikke en eneste dag.

Sæt Walts og Chets tragiske historie over for det eksempel som Josef viste i Egypten. Josefs brødre havde hadet ham intenst. De havde lavet et komplot om at slå ham ihjel og endte til sidst med at sælge ham som slave. Josef blev ført til Egypten og kæmpede i årevis med at slippe fri af sit slaveri. I denne vanskelige tid kunne Josef have fordømt sine brødre og svoret hævn. Han kunne have lettet sin smerte ved at lægge planer om at hævne sig en dag. Men det gjorde han ikke.

Med tiden blev Josef hersker over hele Egypten og var kun nummer to efter Farao. Under en grusom hungersnød rejste Josefs brødre til Egypten for at finde mad. De genkendte ikke Josef og bøjede sig ned for ham på grund af hans høje stilling. Josef havde helt sikkert i dette øjeblik magt til at hævne sig. Han kunne have sendt sine brødre i fængsel eller dømt dem til døden. I stedet bekræftede han sin tilgivelse. Han sagde: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil … Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse … Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live. Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.«³

Josefs vilje til at tilgive vendte bitterhed til kærlighed.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at tilgivelse for synd ikke skal forveksles med det at tolerere synd. I virkeligheden sagde Herren i Joseph Smiths Oversættelse: »…døm en retfærdig dom«⁴. Frelseren beder os tilgive og bekæmpe det onde i alle dets former, og selv om vi tilgiver en nabo, som sårer os, bør vi stadig arbejde konstruktivt på at forhindre, at denne skade gentages. En kvinde, som er blevet voldtaget, bør ikke søge hævn, ej heller føle, at hun ikke kan tage skridt til at forhindre yderligere misbrug. En forretningsperson, som er blevet snydt i en handel, bør ikke hade den person, som har været uærlig, men bør tage passende skridt til at rette op på det, som er gjort forkert. Tilgivelse kræver ikke, at vi accepterer eller tolererer det onde. Det kræver ikke, at vi ignorerer det forkerte, som vi ser i verden omkring os eller i vores eget liv. Men når vi kæmper mod synd, må vi ikke tillade had eller vrede at kontrollere vore tanker eller gerninger.

Frelseren sagde: »Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive hinanden; thi den, som ikke tilgiver sin broder hans synder, står fordømt for Herren; thi på ham hviler en større synd.«⁵

Det betyder ikke, at tilgivelse er let. Når nogen sårer os eller dem, som vi holder af, kan denne smerte være næsten overvældende. Det kan føles som om, denne smerte eller uretfærdighed er den vigtigste i verden, og at vi ikke har noget andet valg end at hævne os. Men Kristus, som er Fredsfyrsten, lærer os en bedre vej. Det kan være meget vanskeligt at tilgive nogen, som har såret os, men når vi gør det, åbner vi en bedre fremtid for os selv. Nu vil andres forkerte gerninger ikke kontrollere vores kurs. Når vi tilgiver andre, stiller det os frit til selv at vælge, hvordan vi vil leve vores liv. Tilgivelse betyder, at problemer i fortiden ikke længere dikterer vores skæbne, men at vi kan fokusere på fremtiden med Guds kærlighed i vores hjerte.

Må den manglende tilgivelses sædekorn, som forfulgte mine naboer, aldrig få lov til at slå rod i vores hjem. Må vi bede vor himmelske Fader om at hjælpe os med at overvinde dum stolthed, vrede og smålighed. Må han hjælpe os med at tilgive og at elske, så vi kan blive venner med vor Frelser, med andre og med os selv. »Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.«⁶ I Jesu Kristi navn. Amen.