Herrens kompas

Brødre og søstre, mens jeg sad her, følte jeg et stort ønske om at udtrykke min kærlighed til jer og forsikre alle, der hører min stemme, om deres himmelske Faders kærlighed. På Brødrenes vegne udtrykker jeg taknemmelighed for jeres villighed til at komme her i dag for at få næring gennem Guds gode ord.

Jeg kan godt lide at vandre i bjergene, og når jeg går ude i vildmarken, bruger jeg ofte et kompas, kort og vejskilte til at lede mig hen til mit bestemmelsessted. Disse værktøjer er meget nyttige, endda uvurderlige, når man undervejs møder ukendte veje og stier, der går i alle mulige retninger.

Livet er fuldt af mange krydsende veje og stier. Der er så mange veje at følge, så mange røster, der råber: »Se her« eller »se der«.¹ Der er så mange forskellige medier, der fylder vores personlige rum; de fleste af dem er beregnet til at lede os ned ad en bred vej, der bliver betrådt af mange.

Når I overvejer, hvilke af disse røster, I skal lytte til, eller hvilken vej blandt de mange, der er den rette, har I så nogensinde spurgt jer selv, ligesom Joseph Smith gjorde: »Hvad kan man gøre? [Hvilke] af alle disse [røster og veje] er [de] rigtige, eller er de alle sammen forkerte? Om [nogle] af dem er rigtig[e], [hvilke] er det da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det?«² Mit vidnesbyrd til jer er, at Jesus Kristus bliver ved med at afmærke stien, vise vejen og angive ethvert punkt på vores rejse. Hans sti er lige og snæver, og fører mod »lys og liv og himmelhvælv.«³ Lad mig dele et eksempel fra skrifterne med jer.

På Herrens befaling forlod Lehi og hans børn Jerusalem og begyndte en storslået rejse mod et forjættet land. Efter at de i et stykke tid havde ligget i lejr i en dal ved floden, fortalte Herren en nat Lehi, at det var tid til at fortsætte deres rejse ind i ørkenen. Med mange tanker på sinde gik han ud af teltåbningen den næste morgen og fandt til sin store forundring på jorden foran sig en genstand, der kun kunne være blevet placeret der af Guds hånd. Det var et kompas, på deres sprog en liahona, og dets visere var konstrueret til at lede dem på deres rejse og gøre dem i stand til at følge en kurs, hvor de kunne få fremgang og forblive i sikkerhed på de mere frugtbare steder på deres rute. Men det var ikke alt. På dette kompas var der også en indskrift, der var tydelig og let at læse, og som endda ændrede sig nogle gange for at give familien en bedre forståelse af Herrens veje.⁴

Under deres rejse viste denne liahona eller dette kompas sig at være en uvurderlig hjælp for Lehis familie til at få fremgang og til sidst ankomme til deres bestemmelsessted. Men det er vigtigt at lægge mærke til Nephis bemærkning om, at det kun var ved den tro, flid og agt, som de gav kompasset, at det virkede. Om denne vidunderlige hjælper, der ledte dem gennem ørkenen sagde Nephi ganske enkelt: »Og således ser vi, at Herren ved ringe midler kan udføre store ting.«⁵

Nephis konklusion gik ikke tabt på Alma 500 år senere, da han mindede sin egen søn om vigtigheden af liahonaen. Han forklarer Helaman, at Herren forberedte dette kompas til at vise deres forfædre vejen, som de skulle følge i ørkenen, men fordi den mirakuløse anordning fungerede ved ringe midler, blev deres forfædre efterladne og glemte at udøve deres tro og flid. Som følge deraf holdt denne vidunderlige anordning op med at virke, og de havde ikke fremgang på rejsen eller fulgte en lige kurs, men tøvede i ørkenen og led på grund af deres forsømmelighed.⁶

»O, min søn,« fortsatte Alma, »lad os ikke være ligegyldige, fordi vejen er let; thi således var det med vore fædre; det var således beredt for dem, at dersom de ville se op, kunne de leve; således er det også med os. Vejen er beredt, og dersom vi vil se op, skal vi leve evindelig. Min søn, se nu til, at du tager vare på disse hellige ting; ja, se frem til Gud og lev.«⁷

Herren giver vejledning og anvisninger til enkeltpersoner og familier i dag, ligesom han gjorde med Lehi. Denne generalkonference er en moderne liahona, en tid og et sted til at modtage inspireret vejledning og anvisninger, der får os til at gå fremad og hjælper os til at følge Guds vej gennem de mere frugtbare dele af jordelivet. Tænk over, at vi er samlede for at høre råd fra profeter og apostle, der har bedt meget og omhyggeligt forberedt sig for at vide, hvad Herren vil have, at de skal sige. Vi har bedt for dem og for os selv, at Talsmanden vil lære os Guds sind og vilje. Der er i sandhed ikke nogen bedre tid eller noget bedre sted for Herren til at lede sit folk end ved denne konference.

Lærdommene fra denne konference er Herrens kompas. Om nogen tid kan I ligesom Lehi gå ud af jeres hoveddør og finde Liahona, Ensign eller andre kirkeudgivelser i jeres postkasse, og den vil indeholde det, der er foregået ved denne konference. Ligesom med Liahona fra gammel tid, så vil denne nye skrift være tydelig og let at læse, og den vil give jer og jeres familie en forståelse for Herrens veje og stier.

Som Nephi og Alma begge to mindede os om, så giver Herren os vejledning til vores rejse i henhold til den tro, flid og agt som vi giver på denne vejledning. Det er ikke sandsynligt, at han åbenbarer nye veje, hvis vi ikke trofast har fulgt ham ad dem, som han allerede har vist os. Guddommelig fremgang langs vejen kommer til dem, der omhyggeligt følger inspirerede råd, gør det til deres »levemåde« indtil der igen kommer nyt skrift til at hjælpe dem med at gøre fremskridt på deres rejse mod det forjættede land.

Mine brødre og søstre, de profeter og apostle, der har levet gennem tiderne, er vores kompas fra Herren. Hans vejledning gennem dem er tydelig; den udstukne kurs fra dem er sikker. Hans vej, ligesom hans åg er let. Men bliv ikke narret af letheden i hans vej og gå ud fra, at det er ligetil eller uden betydning, men tag i stedet vare på disse hellige ting og se hen til ham, så I kan blive som ham og leve sammen med ham – for evigt.

Jeg står i dag som et vidne om, at vor Faders løfter alle vil blive opfyldt; at han sendte sin enbårne Søn til jorden for at udstikke kursen og vise vejen; at Faderen og Sønnen viste sig for Joseph Smith om morgenen en smuk, klar dag i det tidlige forår 1820 og derefter gengav alt det, der kræves for succesfuldt at færdiggøre menneskets jordiske rejse; og at en profet i dag, præsident Gordon B. Hinckley, viser vejen for dem, der vil se og leve evigt. At vi vil udvise vores tro og flittigt være opmærksomme på de sidste dages liahonaers vejledninger og visere er min bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.