Gør din pligt – hold tappert ud

Brødre i præstedømmet, som er samlet her i Konferencecenteret og over hele verden, jeg er ydmyg over dette ansvar, som jeg har fået for at tale til jer. Jeg beder til, at Herrens Ånd må være med mig, mens jeg taler.

Jeg er klar over, at vore tilhørere denne aften omfatter både de nyligt ordinerede diakoner og de ældste højpræster. For alle er gengivelsen af Det Aronske Præstedømme til Joseph Smith og Oliver Cowdery ved Johannes Døber og gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme til Joseph og Oliver ved Peter, Jakob og Johannes hellige og skattede begivenheder.

Til jer diakoner vil jeg sige, at jeg kan huske dengang, da jeg blev ordineret til diakon. Vores biskopråd understregede det hellige ansvar, som vi havde ved at uddele nadveren. Det blev fremhævet, at vi skulle klæde os passende, opføre os værdigt og huske at være rene både udvendigt og indvendigt. Da vi blev undervist i, hvordan vi skulle omdele nadveren, fik vi også at vide, hvordan vi skulle hjælpe Louis McDonald, en lam bror i vores menighed, så det var muligt for ham at deltage i den hellige nadver.

Jeg kan huske, at jeg fik til opgave at omdele nadveren i den række, hvor bror McDonald sad. Jeg var nervøs og tøvende, da jeg nærmede mig denne vidunderlige bror, men så så jeg hans smil og det ivrige, taknemmelige udtryk, der viste hans ønske om at tage nadveren. Mens jeg holdt bakken i min venstre hånd, tog jeg et lille stykke brød og holdt det mod hans læber. Vandet blev senere omdelt på samme måde. Jeg følte, at jeg stod på hellig jord. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Privilegiet ved at omdele nadveren til bror McDonald gjorde os alle til bedre diakoner.

For blot to måneder siden, søndag, den 31. juli, var jeg i Fort A.P. Hill i Virginia og deltog i et SDH-nadvermøde, der blev afholdt ved et landsdækkende spejderstævne. Formålet med mit besøg var at tale til de 5.000 sidste dages hellige unge mænd og deres ledere, der havde tilbragt den forløbne uge med at deltage i stævnets aktiviteter. De sad ærbødigt i et naturskabt amfiteater, mens et imponerende kor af 400 aronske præstedømmebærere sang:

Nadveren blev velsignet, og der stod 65 præster ved de mange store nadverborde, der var stillet op blandt den forsamlede gruppe. Omkring 180 diakoner omdelte derpå nadveren. På den tid, som det ville tage at omdele nadveren i en godt fyldt kirkesal, var denne store forsamling betjent. Hvilket ærefrygtindgydende syn jeg bevidnede denne morgen, da disse aronske præstedømmebærere deltog i denne hellige ordinance.

Det er vigtigt, at hver diakon bliver vejledt til en åndelig bevidsthed om helligheden af hans ordinerede kaldelse. I en menighed underviste man effektivt i dette i forbindelse med indsamlingen af fasteofre.

På fastedagen blev menighedens medlemmer besøgt af diakoner og lærere, sådan at hver familie kunne yde et bidrag. Diakonerne var lidt misfornøjede over at skulle stå tidligere op end ellers for at varetage denne opgave.

Et biskopråd blev inspireret til at tage en bus fyldt med diakoner og lærere hen til Welfare Square i Salt Lake City. Her så de, hvordan fattige børn fik nye sko og nyt tøj. Her så de, hvordan tomme kurve blev fyldt med dagligvarer. Der blev ikke udvekslet penge. Der blev sagt én kort kommentar: »Unge mænd, det er, hvad de penge, I indsamler på fastedagen, går til – nemlig mad, tøj og husly til dem, der er i nød.« De unge mænd i Det Aronske Præstedømme smilede mere, påskønnede deres kaldelse mere og udførte deres opgaver mere villigt.

Nu, angående lærerne og præsterne, enhver af jer bør få til opgave at gå ud som hjemmelærer med en kammerat, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme. Hvilken mulighed er det ikke for at forberede sig til en mission? Hvilket privilegium er det ikke at lære, hvad det vil sige at gøre sin pligt? En ung mand vil automatisk vende sig fra at tænke på sig selv, når han får til opgave at »våge over« andre.²

Præsident David O. McKay sagde: »Hjemmeundervisning er en af vores mest påtrængende og mest lønsomme muligheder for at nære og inspirere, at rådgive og vejlede vor himmelske Faders børn … Det er en guddommelig opgave, et helligt kald. Det er vores pligt som hjemmelærere at bringe den guddommelige ånd ind i ethvert hjem og ethvert hjerte.«³

Hjemmeundervisning besvarer mange bønner og gør os i stand til at se virkelige mirakler ske.

Når jeg tænker på hjemmeundervisning, minder det mig om en mand ved navn Johann Denndorfer fra Debrecen i Ungarn. Han var mange år tidligere i Tyskland blevet omvendt til Kirken og nu efter anden verdenskrig, var han bogstaveligt talt en fange i sit eget land, Ungarn. Han længtes efter kontakt med Kirken. Så kom hans hjemmelærere på besøg. Bror Walter Krause og hans kammerat tog fra den nordøstlige del af Tyskland hele vejen til Ungarn for at opfylde deres opgave som hjemmelærere. Før de forlod deres hjem i Tyskland havde bror Krause sagt til sin kammerat: »Vil du gå med mig ud som hjemmelærer i denne uge?«

Hans kammerat spurgte: »Hvornår tager vi af sted?«

Bror Krause svarede: »I morgen.«

Så blev der spurgt: »Hvornår kommer vi tilbage?«

Bror Krause tøvede ikke; han sagde: »Om cirka en uge.«

Og de tog af sted for at besøge bror Denndorfer og andre. Bror Denndorfer havde ikke haft besøg af hjemmelærere siden før krigen. Da han nu så Herrens tjenere, blev han overvældet. Han gav dem ikke hånden; i stedet gik han ind i sit soveværelse og tog sin tiende, som han havde gemt i årevis, frem fra et hemmeligt skjulested. Han gav denne tiende til sine hjemmelærere og sagde så: »Nu kan jeg give jer hånden.«

Nu nogle ord til præsterne i Det Aronske Præstedømme. I unge mænd har mulighed for at velsigne nadveren, fortsætte jeres opgaver som hjemmelærere og deltage i dåbens hellige ordinance.

For 55 år siden kendte jeg en ung mand, Robert Williams, som bar embedet som præst i Det Aronske Præstedømme. Som biskop var jeg hans kvorumspræsident. Når Robert talte, så hakkede og stammede han ude af kontrol. Han var meget genert, sky og bange for sig selv og alle andre; denne talefejl var ødelæggende for ham. Han tog sjældent imod en opgave; han så aldrig en anden i øjnene; han kiggede altid ned i gulvet. Så en dag, på grund af nogle usædvanlige omstændigheder, accepterede han opgaven og ansvaret for at døbe en anden.

Jeg sad ved siden af Robert i dåbslokalet i Tabernaklet i Salt Lake City. Jeg vidste, at han havde brug for al den hjælp, han kunne få. Han var ulasteligt klædt i hvidt og var parat til den ordinance, som han skulle udføre. Jeg spurgte ham, hvordan han havde det. Han kiggede ned i gulvet og stammede næsten helt ukontrollabelt, at han havde det frygteligt.

Vi bad begge brændende, at han måtte leve op til sin opgave. Sekretæren sagde så: »Nancy Ann McArthur vil nu blive døbt af Robert Williams, som er præst.«

Robert rejste sig og trådte ned i dåbsbassinet, tog den lille Nancy ved hånden og hjalp hende ned i det vand, som renser menneskeliv og tilvejebringer en åndelig genfødsel. Han udtalte ordene: »Nancy Ann McArthur, med fuldmagt fra Jesus Kristus, døber jeg dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Amen.«

Og han døbte hende. Ikke én gang stammede han! Ikke en gang svigtede han! Vi var vidne til et nutidigt mirakel. Robert udførte derpå dåbsordinancen for to eller tre andre børn på samme måde.

I omklædningsrummet skyndte jeg mig at lykønske Robert. Jeg ventede at høre den samme ubrudte talestrøm. Jeg tog fejl. Han slog blikket ned og stammede sin tak.

Jeg vidner for jer, at da Robert handlede med Det Aronske Præstedømmes myndighed, talte han med magt, med overbevisning og med himmelsk hjælp.

For lidt over to år siden var det mit privilegium at tale til Robert Williams begravelse og hylde denne trofaste præstedømmebærer, der gjorde sit bedste hele sit liv for at ære sit præstedømme.

Nogle af jer unge mænd her i aften er måske generte eller anser jer selv for at være for utilstrækkelige til at modtage en kaldelse. Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Vi kan se op og række ud efter guddommelig hjælp.

Ligesom nogle af jer, ved jeg, hvordan det føles at opleve skuffelse og ydmygelse i ungdommen. Som dreng spillede jeg softball på et hold til og med ottende klasse. Der blev valgt to kaptajner, og de valgte efter tur de spillere, de ville have på deres hold. Selvfølgelig blev de bedste spillere valgt først, så kom nummer to og tre. At blive valgt som nummer fire eller fem var ikke så slemt, men at blive valgt sidst og blive henvist til en fjern plet ude på marken var rædselsfuldt. Jeg ved det; det skete for mig.

Jeg håbede sådan på, at bolden ikke kom hen i min retning, for jeg ville helt sikkert tabe den, det andet hold ville få point, og mine holdkammerater ville grine.

Jeg husker så tydeligt, som var det i går, det øjeblik, da alt dét ændrede sig i mit liv. Kampen begyndte, som jeg har beskrevet; jeg blev valgt til sidst. Jeg gik den sørgelige vej til min plads langt væk på højre side af marken, og jeg så det andet hold fylde deres baser med spillere. To af spillerne slog efter bolden uden at ramme. Pludselig ramte den næste spiller bolden rigtig hårdt. Jeg hørte ham tilmed sige: »Jeg når at løbe hele vejen rundt.« Det var ydmygende, eftersom bolden kom i min retning. Kunne jeg nå den? Jeg løb hen til det sted, hvor jeg troede bolden ville lande, og bad en stille bøn, mens jeg løb, og strakte så mine hænder frem parat til at gribe. Jeg overraskede mig selv. Jeg greb bolden! Mit hold vandt kampen.

Denne oplevelse stivede min selvtillid af, indgød mig et ønske om at træne og gjorde, at jeg gik fra at være den sidste, der blev valgt, til virkelig at yde et bidrag til holdet.

Vi kan opleve dette udbrud af selvtillid. Vi kan føle os stolte over at yde noget. Disse tre ord kan hjælpe os: Giv aldrig op.

Fra skuespillet Shenandoah kommer denne inspirerende replik: »Hvis vi ikke forsøger, opnår vi ikke noget; og hvis vi ikke opnår noget, hvorfor er vi her så?«

Der sker mirakler overalt, hvor kaldelser i præstedømmet bliver højnet. Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste overvinder selvisk stræben, vil Guds kraft tilvejebringe hans formål. Præstedømmet er ikke så meget en gave som en forpligtelse til at tjene, et privilegium til at løfte og en mulighed for at velsigne andre.

Pligtens kald kan komme stille, når vi, som bærer præstedømmet, reagerer på de opgaver, vi modtager. Præsident George Albert Smith, den beskedne, men effektive leder, erklærede: »Det er jeres pligt først at erfare, hvad Herren ønsker, og derefter i jeres medmenneskers nærværelse at ære jeres kaldelser med hans hellige præstedømmes kraft og styrke således, at andre villigt vil følge jer.«⁴

Hvordan højner man så sin kaldelse? Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den. En ældste højner sin kaldelse som ældste ved at lære, hvilke pligter en ældste har, og så udføre dem. Og det samme gør sig gældende for en diakon, en lærer, en præst, en biskop og enhver anden, der har et embede i præstedømmet.

Brødre, det er ved at gøre – ikke blot ved at drømme – at folks liv bliver velsignet, andre bliver vejledt og sjæle bliver frelst. »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv,«⁵ sagde Jakob.

Må alle, der hører min stemme, gøre en fornyet indsats for at være værdige til Herrens vejledning i deres liv. Der er mange, som trygler og beder om hjælp. Der er dem, der er modløse, og som har brug for en hjælpende hånd.

For mange år siden, da jeg tjente som biskop, præsiderede jeg over en stor menighed med over 1.000 medlemmer deriblandt 87 enker. På et tidspunkt besøgte jeg sammen med en af mine rådgivere en enke og hendes voksne, handicappede datter. Da vi forlod deres lejlighed, stod der en dame i døren til lejligheden overfor, som standsede os. Hun talte med fremmed accent og spurgte, om jeg var en biskop; jeg svarede, at det var jeg. Hun sagde, at hun havde lagt mærke til, at jeg ofte kom på besøg sammen med andre. Så sagde hun: »Ingen besøger mig og min sengeliggende mand. Har I tid til at komme ind og besøge os, selvom vi ikke er medlemmer af jeres kirke?«

Da vi kom ind i lejligheden lagde vi mærke til, at hun og hendes mand lyttede til Tabernakelkoret i radioen. Vi talte et stykke tid med parret og gav så manden en velsignelse.

Efter dette første besøg kom jeg forbi, så ofte jeg kunne. Parret mødtes til sidst med missionærerne, og hustruen Angela Anastor blev døbt. Nogen tid efter gik hendes mand bort, og jeg havde det privilegium af at lede og tale til hans begravelse. Søster Anastor, der også talte græsk, oversatte senere den meget brugte pjece »Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd« til græsk.

Brødre, jeg elsker mottoet: »Gør din pligt; hold tappert ud. Og lad resten være op til Gud.«⁶

Aktiv tjeneste i Det Aronske Præstedømme vil forberede jer unge mænd til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, til at tage på mission og til at gifte jer i det hellige tempel.

I vil altid huske jeres vejledere i Det Aronske Præstedømmes kvorum og de andre medlemmer af kvorummet, og derved opleve sandheden i dette: »Gud har givet os minder, for at vi kan opleve roser i vores livs december.«⁷

Unge mænd i Det Aronske Præstedømme, jeres fremtid kalder; forbered jer på den. Må vor himmelske Fader altid vejlede jer, når I gør dette. Jeg beder ydmygt om, at han må vejlede os alle, når vi stræber efter at ære det præstedømme, som vi bærer, og højne vore kaldelser. I Jesu Kristi navn. Amen.