»Vær hyrde for mine får«

På et tidspunkt stillede Frelseren Peter et spørgsmål tre gange: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig? Han svarede: ›Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.‹ Jesus sagde til ham: ›Vær hyrde for mine får!‹«¹

Fordi han interesserede sig meget for vor himmelske Faders børns velfærd, gav Herren Peter den særlige opgave at være hyrde for fårene. Han viste den samme interesse i nyere tid i en åbenbaring givet til Joseph Smith:

»Nu siger jeg dig, og hvad jeg siger dig, siger jeg de tolv: Stå op, omgjord jeres lænder, tag jeres kors op, følg mig og vogt mine får.«²

Når vi studerer skrifterne, bemærker vi, at Frelseren tjente folk i overensstemmelse med deres særlige behov. Et godt eksempel på dette var, da han var ved Kapernaum, og Jairus, en synagogeforstander, faldt ned for Jesu fødder og bad ham om at gå med hjem og velsigne hans datter, som var døende. Jesus gik med Jairus, selvom menneskemængden gjorde det svært for ham at komme hurtigt frem.

Og så kom der bud til Jairus om, at hans datter allerede var død. Selvom han sørgede, bevarede Jairus sin urokkelige tro på Herren, som trøstede faderens hjerte ved at sige:

»Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst.

Da han kom til huset, tillod han kun Peter og Johannes og Jakob og barnets far og mor at gå med ind.

Alle græd og jamrede over pigen. Men han sagde: ›Græd ikke, for hun er ikke død, hun sover.‹

… men han tog hendes hånd og råbte: ›Pige, rejs dig op!‹

Da vendte hendes ånd tilbage, hun stod straks op, og han gav dem besked om at give hende noget at spise.«³

Jesus var tålmodig og kærlighed mod alle, som kom til ham for at få helbredt deres fysiske, følelsesmæssige eller åndelige lidelser, og som følte sig modløse og nedtrykte.

For at følge Frelserens eksempel, må hver enkelt af os se os omkring og række ud til de får, som har det ligesådan, og hjælpe dem og opmuntre dem til at fortsætte rejsen mod evigt liv.

Behovet er lige så stort, ja måske endda større i dag, end da Frelseren var på jorden. Som hyrder må vi forstå, at vi skal nære hvert eneste af vore får, for at bringe dem til Kristus, hvilket er formålet med alt, vi gør i denne kirke.

Hver aktivitet, hvert møde eller program bør være fokuseret på dette formål. Når vi er opmærksomme på folks behov, kan vi styrke dem og hjælpe dem til at overkomme deres vanskeligheder, så de trofast vil forblive på den vej, der vil føre dem tilbage til vor himmelske Faders nærhed og hjælpe dem til at holde ud til enden.

Jesu Kristi evangelium handler om mennesker, ikke programmer. Nogle gange har vi så travlt med at udføre vores ansvar i Kirken, at vi bruger for meget tid på at koncentrere os om programmer i stedet for at fokusere på mennesker, og så ender vi med at overse de behov, de rent faktisk har. Når noget sådant sker, glemmer vi vigtigheden af vore kaldelser, forsømmer mennesker og forhindrer dem i at opfylde deres guddommelige potentiale til at opnå evigt liv.

Da min tolvårs fødselsdag nærmede sig, inviterede min biskop mig til et interview og lærte mig, hvordan jeg kunne forberede mig til at modtage Det Aronske Præstedømme og blive ordineret til diakon. Mod slutningen af interviewet trak han nogle formularer frem fra sit skrivebord og udfordrede mig til at udfylde dem. Det var missionspapirer. Jeg var forbløffet. Jeg var trods alt kun 11 år. Men denne biskop så fremtiden og de velsignelser, der ville blive mine, hvis jeg forberedte mig ordentligt til at tage på mission, når den tid kom.

Han viste, at han oprigtigt holdt af mig. Han viste mig, hvad jeg skulle gøre for at forberede mig både økonomisk og åndeligt til at tjene Herren. Derefter interviewede han og senere biskoppen, der blev kaldet efter ham, mig mindst to gange om året, indtil jeg blev 19, og opmuntrede mig til at forblive trofast i min forberedelse.

De beholdt mine missionspapirer i deres arkiv og nævnte dem hver gang, vi havde et interview. Med mine forældres hjælp og med en kærlig og tålmodig biskops opmuntring tog jeg på mission. Missionen hjalp mig til bedre at forstå de velsignelser, Gud har i vente til alle, der holder ud til enden.

Det er lige meget, om det er et barn, en ung, en voksen – alle har brug for at føle sig elsket. Vi er i flere år blevet rådet til at fokusere på at arbejde med nyomvendte og mindre aktive medlemmer. Folk vil blive i Kirken, når de føler, at nogen holder af dem.

Blandt de sidste belæringer, Frelseren gav sine apostle, sagde han:

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«⁴

Folk er mest modtagelige over for vores indflydelse, når de føler, at vi virkelig elsker dem – og ikke kun fordi, vi opfylder en kaldelse. Når vi udtrykker sand kærlighed til mennesker, vil de være i stand til at føle Åndens påvirkning og vil måske føle sig tilskyndet til at følge vore lærdomme. Det er ikke altid let at elske folk for det, de er. Profeten Moroni forklarede, hvad vi skal gøre, hvis en sådan udfordring melder sig:

»Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen af jeres ganske hjerte, at I må være fyldt med denne kærlighed, som han har skænket alle dem, som er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere, så I kan blive Guds sønner, at når han kommer, vi da må være ham lig; thi vi skal se ham, som han er. Gid vi må have dette håb og blive renset, ja, ligesom han er ren.«⁵

Kristus selv tjente folk – lettede deres tunge byrder, gav håb til de mismodige og søgte efter dem, der var fortabt. Han viste folk, hvor meget han elskede og forstod dem, og af hvor stor værdi de var. Han anerkendte deres guddommelige natur og evige værdi. Selv når han kaldte folk til omvendelse, fordømte han synden uden at fordømme synderen.

I Første Korinterbrev understreger apostlen Paulus behovet for at vise denne sande kærlighed til ethvert får i Herrens fold:

»Og om jeg så uddeler alt, hvad jer ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.

Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.

Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt …

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«⁶

Når vi følger Frelserens eksempel og lærdomme, kan vi hjælpe folk med at opfylde deres jordiske mission og vende tilbage og leve med vor himmelske Fader.

Om dette bærer jeg mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.