»Hvis Kristus havde mine muligheder …«

For mange år siden, da vores ældste børn var 6, 4 og 2, overraskede min hustru og jeg dem med en lille prøve. Vi havde læst dagligt, som familie, i Mormons Bog.

»Hvad hed manden,« spurgte min hustru, »der gik ud i skoven for at jage, men i stedet bad hele dagen og noget af natten?«

Efter et øjeblik med stilhed, prøvede hun at hjælpe: »Hans navn begynder med E … e … e … e.«

Fra et hjørne i rummet råbte vores to-årige: »Nos!«

Det var det barn, der legede i hjørnet – dét barn, vi troede, var for lille til at forstå. Enos! Det var Enos, der gik ud i skoven for at jage, men hvis sjæl sultede. Selvom hans optegnelse ikke siger, at han var faret vild i skoven, fortæller historien om Enos os, at han havde fundet sig selv, da han kom tilbage – og at han derefter bekymrede sig mere for sine brødres velfærd.

I Det Nye Testamente lærer vor Frelser, Jesus Kristus, os vigtigheden af at søge efter dem, der er fortabte:

»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de ni og halvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre« (Luk 15:4-5).

Siden Adams fald har hele menneskeheden været i en fortabt og falden tilstand. Som de fleste af jer startede min proces med at »finde« mig selv med to trofaste missionærer. I året 1913 i København i Danmark underviste ældste C. Earl Anhder og Robert H. Sorensen mine bedsteforældre i Jesu Kristi evangelium og døbte dem. Mine forældre lærte mig vigtigheden af hårdt arbejde, ærlighed og retskaffenhed. Men på en eneste generation blev vi mindre aktive i Kirken og mistede kundskaben om evangeliet. Når jeg ser tilbage, erindrer jeg, at mine legekammerater, da jeg ikke var særlig gammel, inviterede mig med til Primary. Min første oplevelse i Kirken byggede på venskaber i Primary.

Som dreng, nogle måneder før min 12-års fødselsdag, åbnede jeg en søndag eftermiddag døren, da det bankede på. Flere af mine venner – diakoner, klædt i hvide skjorter og slips, kom for at tage mig med til mit allerførste præstedømmemøde. Vores leder gik ved siden af mig, mens vi begav os ned ad bakken til Tabernaklet på Tempelpladsen. Det var præstedømmets møde ved aprilkonferencen.

Lloyd Bennett var min spejderleder. Ofte hentede han mig lørdag eftermiddag og tog mig med til spejderbutikken for at købe de mærker og forsyninger, der manglede. Under køreturen talte vi sammen. Han blev en ven, jeg kunne stole på. Lloyd Bennett tog sig, som mange andre, tid til at finde det ene fortabte får.

Disse vidunderlige venner og ledere forstod ældste M. Russell Ballards nylige råd om at »finde … en til« (»En til«, Liahona, maj 2005, s. 71), og de forstod, hvad det indebar. Nogle gange er det den person i hjørnet, som vi ikke har overvejet.

Min egen Enos-oplevelse opstod, da jeg var 18, og jeg knælede ned i min militærbarak i Fort Ord i Californien. Efter lyset var slukket, og jeg knælede på et hårdt gulv, fandt jeg vejen, ligesom Enos havde gjort det. Jeg var senere på fuldtidsmission. Mit hjerte er fuldt af taknemmelighed til de mange, som bidrog til at hjælpe mig med at finde ud af, hvem jeg er, og til at kende til Kristus og hans evangelium. Jeg forstod, at min vej hjem er gennem vor Frelser, Jesus Kristus.

»Og han skal komme til verden for at genløse sit folk; og han skal tage deres overtrædelser på sig, som tror på hans navn; og det er dem, der skal have evigt liv, og frelse kommer ikke til andre« (Alma 11:40).

Profeten Esajas fra Det Gamle Testamente så vore dage, da evangeliet ville blive gengivet i sit fylde, og erklærede:

»Dette siger Gud Herren: Nu løfter jeg min hånd for folkene, jeg rejser mit banner for folkeslagene; de skal bringe dine sønner i favnen og bære dine døtre på skulderen« (Esajas 49:22).

Når vi tager os af den ene, brødre og søstre, ser vi den profeti gå i opfyldelse. Kan I se, hvordan I er blevet båret i favnen og på skuldrene – båret i sikkerhed?

Hvad ville vor Frelser gøre med de muligheder, vi har for at påvirke den enkelte? Når vi anvender det princip: »Hvis Kristus havde mine muligheder, hvad ville han så gøre?«, bliver vore beslutninger i livet Kristus- centrerede.

Jeg ved, at vor elskede ældste Neal A. Maxwell altid søgte at finde det ene fortabte får. For ligesom Nephi arbejdede han »flittigt med at skrive for at få [os alle] til at tro på Kristus og blive forsonet med Gud« (2 Nephi 25:23). Jeg ved, at ældste Maxwell, mere end én gang opsøgte de fortabte, som han forsøgte at bringe til Kristus.

Hvad enten vi er primarylærer, Unge Mænds eller Unge Pigers leder, spejderleder, hjemmelærer, besøgslærerinde eller ven, vil Herren bruge os, hvis vi vil lytte, til at søge efter og finde de fortabte.

Jeg er så taknemmelig for beslutningen om at tage på en fuldtidsmission, hvilket blev et stort vendepunkt i mit liv. Unge mænd, det er jeres privilegium at tjene, endda at arbejde flittigt. Forbliv værdige, forbered jer til at forkynde evangeliet; udsæt det ikke – gå ud og tjen! Unge piger, I kan gøre så meget for at opbygge riget. Kære ældre medlemmer, vi har brug for jer!

Vores familie var så privilegeret at tjene i Canada med vidunderlige ældster, søstre og seniormissionærer. Ved at kommunikere hjerte til hjerte, ånd til ånd, og med Herrens styrke, søgte de efter de fortabte, og fandt ham eller hende, som pligttro missionærer gør over hele verden.

»Og således blev de redskaber i Guds hånd til at bibringe mange kundskab om sandheden, ja kundskab om deres Forløser« (Mosiah 27:36).

Hver eneste af os kan gøre en forskel i nogens liv, endda i hans eller hendes evige liv, men vi må handle; vi må gøre noget; vi må arbejde flittigt. Måske har I fået en tilskyndelse til at invitere nogen til at komme tilbage til Kirken, eller til at høre budskabet om det gengivne evangelium for første gang. Gør det, følg den tilskyndelse. Hvorfor inviterer vi ikke alle sammen nogen til at komme og lytte til en profets stemme i morgen? Vil I gøre det? Vil I invitere nogen i dag? Med tro og et villigt hjerte (endog ønske), må vi stole på, at Ånden vil give os »i den samme stund og i samme øjeblik, hvad [vi] skal sige« (L&P 100:6). Jeg ved, at sådan er det.

Jeg er så taknemmelig for dette kald til at tjene endnu en gang, denne gang i Australien. Jeg vil gerne udtrykke min evige kærlighed og påskønnelse til min hustru og vore ni missionær-mindede børn for deres kærlighed og støtte. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at evangeliet i sit fylde er gengivet til jorden, at Joseph Smith er en Guds profet, og at Mormons Bog er Guds ord. I dag ledes vi af en levende profet, præsident Gordon B. Hinckley. Og jeg ved, at Gud lever, og jeg ved, at Jesus er Kristus, vor Frelser og Forløser. Det er i Hyrdens kærlige arme og på hans skuldre, at vi bliver båret hjem. Må jeg som Enos ydmygt sige, at jeg må »prædike … for dette folk og forkynde ordet i overensstemmelse med sandheden, som er i Kristus. Og jeg har … glædet mig deri, frem for i det, der er af verden« (Enos 1:26). Om disse sandheder vidner jeg i Jesu Kristi navn. Amen.