Faster nok

Da jeg var barn, var fastesøndag lidt af en byrde. Min lille mave rumlede hele dagen, og jeg kunne knap vente til middagsmaden, hvor jeg kunne afslutte min faste. Sommeren inden jeg rykkede op i ottende klasse, var jeg begyndt at få en større forståelse for fastens princip, og netop som jeg gjorde det, skete det – jeg blev syg.

Og det var bestemt ikke en almindelig gang snue og influenza. Min krop opførte sig meget underligt, og ingen syntes at vide hvorfor. Efter fire måneder med besøg hos utallige specialister, fik jeg endelig svar. Jeg fik stillet den diagnose, at jeg havde en meget sjælden sygdom, som gør mig konstant tørstig og meget overfølsom over for dehydrering. Da sygdommen var så sjælden, kunne lægerne ikke fortælle mig, hvordan min dagligdag ville udforme sig. Jeg fik blot udleveret noget medicin i håb om, at det ville hjælpe.

Så da det igen blev fastesøndag, prøvede jeg at afstå fra mad og vand, som jeg altid havde gjort. Det var en stor fejl. På grund af min sygdom bliver jeg meget syg, bare jeg lader være med at drikke i et par timer, hvilket jeg hurtigt fandt ud af.

Jeg blev meget ked af det. »Hvis jeg drikker, når jeg faster,« tænkte jeg, »så er det jo ikke en rigtig faste. Jeg gør ikke nok!« Den tanke plagede mig i flere måneder. Jeg studerede skriftsteder om faste og bad meget angående mit problem. Jeg talte også med mine forældre og mine vejledere i Unge Piger om det, men jeg var stadig usikker.

Svaret kom til mig om morgenen en fastesøndag, hvor jeg læste historien om enkens mønt i Det Nye Testamente (se Mark 12:41-44). Enkens offer var meget lille set med verdens øjne, men Frelserne tog kærligt imod det, fordi han vidste, at det var alt, hvad hun havde. Da vidste jeg, at min faste var tilstrækkelig, fordi det var det bedste, jeg kunne yde. Herren målte ikke mit offer mod, hvad andre gav, men mod hvad jeg var i stand til at give.

Siden den dag har jeg udviklet et stærkt vidnesbyrd om fasten. Jeg har lært, at jeg også skal studere og bede, mens jeg faster, så Ånden kan være med mig. Men vigtigst af alt, så har jeg lært, at jeg altid skal yde mit bedste, og så er det nok. Herren beder os ikke om at yde mere, end vi har kræfter til (Mosi 4:27).