Ro i takt

Marianos tvillingesøster, Lucía, roede selv dobbeltsculler, og hun skulle koncentrere sig om at vinde senere samme dag, men hun sørgede for at overvære sin brors konkurrence. Hun var begejstret, da hans båd kom så godt fra start. Men hjertet sank i livet på hende, da hun så dem sænke tempoet.

Palermo-tvillingerne har altid stået hinanden meget nær. Eftersom de er jævnaldrende og beskæftiger sig med mange af de samme aktiviteter, har de altid tilbragt meget tid sammen.

»GUF, seminar, skole.« remser Lucía op. »Nu hvor vi er blevet ældre, er det lidt anderledes, men vi træner stadig sammen.«

Tvillingerne, der er medlemmer af Pacheco Menighed i Litoral Stav i Buenos Aires i Argentina, er også knyttet sammen af mange andre interesser. De holder begge af at arbejde med deres hænder – Lucías interesser er kunsthåndværk og syning, og Mariano reparerer biler.

»Jeg elsker at lave mad,« tilføjer Lucía.

»Og jeg elsker at spise, så vi er et godt team,« ler Mariano. »Jeg kan lide at lave mad sammen med hende. Jeg er ikke særlig god til det, men det er sjovt.«

Skønt de to kommer godt ud af det med hinanden – »Vi kan tale om alt,« siger Lucía – siger Mariano, at de fleste mennesker ikke er klar over, at de er tvillinger. De ligner ikke hinanden.

»Og vi ved ikke, hvad den anden tænker,« siger Lucía og spøger med den gængse fremstilling af tvillinger. »Men vi påvirkes af det, den anden kommer ud for, både i skolen og til konkurrencer. Vi holder sammen. Det er skønt.«

Da Mariano kunne mærke, at hans holdkammerat sænkede tempoet, vidste han, at det ikke betød noget, hvor stærk han selv følte sig. Hvis Mariano trak sin åre hårdere eller hurtigere end holdkammeraten, ville den uafstemte indsats sende båden ud af kurs.

Han fulgte sin holdkammerats tempo og så, hvordan konkurrenterne halede ind på dem.

Som tvillinger har Mariano og Lucía meget til fælles. Blandt andet en stærk trang til at træne hårdt og yde deres bedste for at nå deres mål. Men i en dobbeltsculler kan den enkeltes præstation ikke føre en først over målstregen. Tvillingerne har lært, at hvis man ikke er i harmoni med sin holdkammerat, så vinder man ikke.

»Bådens fremdrift afhænger af enighed,« siger Mariano. »Vi skal tænke det samme, uanset om vi er et hold på to, fire eller otte.«

»Hvis vi ikke samarbejder …« begynder Lucía.

»Netop,« indskyder Mariano.

»… så fungerer båden ikke,« afslutter hun.

Det er et princip, som de to ikke blot kender som roere, men også som tvillinger og medlemmer af Kirken.

»Når holdet har samme mål for øje, er det meget lettere at nå,« siger Mariano. »Det er det samme med vores familie. Vi har samme mål, nemlig at være sammen for evigt. Det hjælper meget.«

De to forstår, at samarbejde er af afgørende betydning, ikke blot inden for roning, men også når det gælder om at nå vores største mål, som er at blive som Jesus Kristus og vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Herren sagde: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27).

Når vi har lært, at livet ikke er en enkeltmandskonkurrence, men en holdsport, står vi hver især over for en vigtig åndelig beslutning.

Da det hold, som før lå på andenpladsen, sejlede op på siden af Marianos båd, krævede det stor disciplin af ham ikke bare at give efter for fristelsen til at ro så hurtigt som muligt. Målstregen var så tæt på. Men Mariano vidste, at det ville være katastrofalt, hvis han bare roede i sit eget tempo. I bedste fald kunne det sinke dem; i værste fald kunne det sende dem ud af kurs eller muligvis helt ud af sejladsen.

Denne beslutning om at følge en andens tempo snarere end vores eget for at nå et mål, er et vigtigt princip, når det anvendes i forbindelse med livet på jorden. Vi kan ikke vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed på egen hånd (se Rom 3:23).

Heldigvis var Frelseren villig til at sætte sig i vores båd i form af forsoningen (se Alma 7:11-12) og dermed bane vejen til målstregen, hvor vor himmelske Fader er.

Men ligesom i roning skal vi, for at vinde præmien, være villige til at give afkald på alt, som kunne afholde os fra at ro i takt med Herren. Forsoning betyder at blive forligt eller bragt i harmoni igen. For at opnå harmoni må vi være villige til at opgive alle vore synder (se Alma 22:18), aflægge os verdslige ønsker og udføre Herrens vilje (se Mosi 3:19).

Det er ikke altid let, men Frelseren kender »det løb, der ligger foran os« (Hebr 12:1), og han ved nøjagtig, hvad der skal til, for at vi kan vende tilbage til vor Faders nærhed.

Hvis vi vælger ikke at følge ham, men i stedet vælger at gøre tingene på vores egen måde, er vi ikke i harmoni med ham og derfor i fare for at sinke vores fremgang eller sågar sende os selv ud af løbet.

I livet, såvel som inden for sport, er der dem, som hellere vil sætte deres eget tempo, fordi de mener, at individualitet er vejen til ægte frihed. De vælger at ro alene gennem livet, uden at være klar over, at sammen med Jesus Kristus kunne de opnå meget mere (se Mark 10:27).

Inden for roning er det velkendt, at »et hold, der samarbejder, kan sejle meget hurtigere end en enkelt roer,« forklarer Lucía.

På standarddistancen 2000 meter er en god tid for en herresinglesculler i topform under syv minutter (verdensrekorden er 6:35:40) I en otter kunne samme roer, skønt han måske er på hold med langsommere roere, sejle endnu hurtigere. Verdensrekorden for ottere er 5:19:85.

Ligesom det ville være vanskeligt for en enkelt roer at slå et sammentømret hold, kan vi ikke nå vores evige mål uden Frelseren.

Mariano og hans holdkammerat nægtede at give op. Men kort før målstregen, blev de sejlet agterud og kom ind på en andenplads.

Lucía stod på båderampen, da Mariano trak sin båd op efter kapsejladsen. Hun havde sin egen dyst at tænke på, men da hun så hans skuffelsestårer, begyndte hun selv at græde.

»Jeg vidste, hvor hårdt han havde trænet,« siger hun. »Jeg kunne ikke bære at se ham så skuffet. Jeg havde aldrig set ham sådan før.«

Tvillingerne var fælles om Marianos skuffelse. Til sidst skilte Lucías træner dem ad, fordi han var bekymret for, at hun ikke ville kunne koncentrere sig om sit eget løb. Men da tiden var inde, vandt Lucía og hendes holdkammerat deres løb og senere det sydamerikanske mesterskab, hvorved de vandt retten til at dyste ved OL i 2004.

Og ligesom de havde været fælles om Marianos skuffelse, jublede de nu sammen over Lucías succes.

»Jeg blev så glad, da hun vandt muligheden for at komme til OL,« siger Mariano. »Hun havde virkelig fortjent det.«

Ved OL kom Lucía og hendes holdkammerat ind på en 17. plads. Ligesom Marianos resultat var hendes slutresultatet heller ikke, hvad hun havde drømt om. Men deres mål er stadig høje. På kort sigt vil de kvalificere sig til en medalje ved OL. På langt sigt vil de kvalificere sig til evigt liv.

Begge mål kræver ofre og en villighed til at samarbejde med en anden.

Men hvor verden kun belønner en vinder (se 1 Kor 9:24), uanset hvor sammentømret hvert hold er, så kan den præmie, som Herren udlover, opnås af alle, der kvalificerer sig. Nefi sagde, at »mange af os, om ikke alle, må blive frelst i hans rige« (2 Ne 33:12; fremhævelse tilføjet), men vi skal først blive »forligt med Kristus« (2 Ne 33:9) ved at aflægge vore verdslige ønsker for at kunne følge ham.

Palermo-tvillingerne er forenede i håbet om, at deres tro og offer vil være nok til at vinde det løb, som betyder mest af alt.