Bror Johns fasteoffer

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Der stod han, oppe ved talerstolen. Jeg havde aldrig set bror John i kirke før, og da slet ikke hørt hans vidnesbyrd. En måned senere kom han atter i kirke og bar sit vidnesbyrd.

Det hele begyndte en søndag morgen ved PUK-mødet. Jeg tjente som Unge Mænds præsident. Vi havde netop læst højt fra Kirkens instruktionshåndbog, og biskoppen sad stille og funderede. Så kiggede han op og sagde: »Jeg vil gerne have, at vore brødre i Det Aronske Præstedømme begynder at indsamle fasteoffer fra de mindre aktive medlemmer.« Han bad os om at involvere lærerne og præsterne i det.

Jeg blev meget overrasket. I Cape Town i Sydafrika bor de fleste medlemmer langt fra hinanden. Det tager omkring 35 minutter at køre fra den ene ende af menigheden til den anden. De unge mænd havde aldrig indsamlet fasteoffer før, fordi de ikke kunne gå ud til medlemmernes hjem – afstandene var for store, og vi var bekymrede for deres sikkerhed.

Vi nåede frem til en plan i komiteen, mens vi drøftede, hvordan vi kunne overvinde forhindringerne. Ældsternes kvorum lovede at udpege nogle brødre, som kunne tage de unge mænd med ud til flere hjem lørdagen inden hver fastesøndag. Vi opdelte menigheden i områder og gav hvert makkerpar til opgave at besøge at par aktive og et par mindre aktive familier. Vi blev klar over, at vores plan ville give brødrene en god mulighed for at lære de unge at kende, og de unge kunne få mulighed for at lære af ældsterne.

Da vi fremlagde planen for de unge mænd, var de ivrige efter at afprøve den. Vi mindede dem om, at de skulle have søndagstøj på, og at det var en del af deres hellige ansvar for at våge over menigheden.

Jeg fik til opgave at følges med min lillebror Andrew. Den følgende lørdag kørte vi ud til alle på vores liste, men de fleste var ikke hjemme. Den sidste, vi besøgte, var bror John, som vi ikke kendte.

Andrew steg ud af bilen, bankede på døren og ventede. Han skulle lige til at vende om og gå tilbage til bilen, da døren blev åbnet. Andrew trykkede bror John i hånden og sagde: »Goddag, jeg hedder Andrew, og jeg kommer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er fastesøndag i morgen, og biskoppen har bedt os om at besøge medlemmerne for at modtage de fasteofferindbetalinger, som de ønsker at yde.«

Han rakte bror John en kuvert. Bror John så overrasket ud, men han gik indenfor med kuverten. Kort efter kom han smilende ud igen. Han takkede høfligt Andrew og rakte ham kuverten. Jeg steg ud af bilen, og vi sludrede sammen alle tre. Da vi tog af sted, vinkede bror John og sagde: »Husk at komme tilbage i næste måned.« Andrew var jublende glad hele vejen tilbage til Kirken, hvor vi afleverede kuverterne til et medlem af biskoprådet.

Den følgende måned sørgede vi for at besøge bror John. Han var igen meget venlig. Da der var gået et par måneder, begyndte han at komme i kirke fastesøndag. Vores lørdagsbesøg mindede ham om hans søndagsmøder, og han kom altid den følgende dag.

Vi blev meget glade, da bror John blev aktiv i Kirken. Vi havde et særligt forhold til ham. Ord kan ikke beskrive den glæde, vi følte, da en sjæl vendte tilbage til folden. I løbet af nogle måneder begyndte han at komme regelmæssigt, og ikke længe efter blev han kaldet til at tjene i ældsternes kvorumspræsidentskab.

For os var højdepunktet i denne oplevelse, da bror John blev bedt om at tale om tiende og offerydelser til nadvermødet. I slutningen af sin tale fortalte han om Andrews første besøg.

Med tårer i øjnene sagde han: »Andrew, du aner ikke, hvilken stor indflydelse du havde på mit liv, da du dukkede op ved min dør med den blå kuvert. Du har måske syntes, at det var spild af tid, men jeg har modtaget store velsignelser, fordi du gav mig mulighed for at betale mit fasteoffer. Din tjenestegerning er en af grundene til, at jeg står her i dag.«