Limonade og et brød

Da jeg var seks år gammel, flyttede min familie til et nyt hus i vores hjemby Quetzaltenango i Guatemala. Den dag vi flyttede ind, var vi alle trætte og tørstige. Min storebror tog mig med ud i køkkenet for at give mig et glas vand, men der var ikke åbnet for vandet endnu.

Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Klokken var mange, og vi kendte ikke nogen der. Netop da bankede det på døren. Det viste sig at være en sød, smilende, ældre dame. »Velkommen til kvarteret,« sagde hun. »Jeg er jeres nabo, Tenchita. Jeg tænkte, at I sikkert ikke havde vand, så jeg kommer med en kande limonade og et brød.«

Jeg blev så glad for at se limonaden, at jeg smilede bredt. Nogle dage senere inviterede Tenchita os med i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og gav os et eksemplar af Mormons Bog.

Kort efter blev vi undervist af missionærerne, og tre måneder senere udfordrede ældsterne os til at blive døbt. Mine fem ældre søskende tog imod udfordringen, men mine forældre følte sig ikke parate. Men de blev ved med at komme i Kirken, og jeg blev døbt og bekræftet to år senere, da jeg fyldte otte.

Jeg var meget ung, men jeg kunne se de forandringer, som Jesu Kristi evangelium bragte vores familie. Som alle andre familier havde vi vore problemer, men kommunikationen og harmonien øgedes i vores hjem, og vi satte vores lid til de løsninger, som vi fandt takket være de lærdomme, vi havde modtaget i den sande kirke. Vi var taknemlige for, at Tenchita havde præsenteret os for evangeliet, men hun flyttede kort efter, og vi hørte ikke fra hende mere.

Tretten år senere blev min familie beseglet i templet i Guatemala City, og jeg besluttede mig for at tage på mission. I mit første område i Guatemala City Syd-missionen besøgte vi ofte medlemmer, som var syge eller mindre aktive. En dag bad biskoppen os om at besøge en ældre søster, som var syg og ikke kunne forlade sit hjem. Han fortalte os, at denne søsters yndlingsdrik var limonade.

Da min kammerat og jeg ankom til huset, lå den syge søster i sengen, men jeg genkendte hende med det samme og gav hende et stort knus. Søster Tenchita genkendte mig ikke straks, men da vi havde talt lidt sammen, lyste hendes øjne op i genkendelsens glæde. Hun smilede og sagde: »Jeg gav jer limonade og brød.«

Jeg takkede hende, fordi hun også havde bragt mig evangeliet og gjort det muligt for mig at tage på mission.

At give et glas limonade og et brød er let og billigt, men når man giver det, sådan som søster Tenchita gjorde – med hengivenhed og omsorg for vores evige velbefindende – blev det pludselig værdifuldt. Hun ændrede mit og min families liv. På samme måde kan vi ændre andres liv ved at hjælpe dem med at finde vej til »det levende vand« og »livets brød« (Joh 4:10; 6:48).

I dag giver min familie og jeg ikke kun limonade og brød til vore naboer; vi giver dem også Jesu Kristi sande evangelium.