Som brændoffer

Gud sagde til Abraham: ›Din kone Saraj … Jeg vil velsigne hende, og jeg vil give dig en søn med hende‹ … Da kastede Abraham sig ned og [glædede sig]« (1 Mos 17:15-17; se JSO 1 Mos 17:23).

Jeg råbte af glæde. Hele min skole må have hørt det. Andre elever stirrede på mig og undrede sig sikkert over, hvad der havde fået mig til at råbe, men jeg kunne ikke skjule min glæde, da jeg så mit navn på listen over dem, der var blevet optaget på Filippinernes førende universitet. Jeg følte mig meget velsignet.

»… du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere« (1 Mos 17:19).

Da folk hørte, at jeg skulle på universitetet, så de beundrende på mig. Da jeg tænkte over det, kunne jeg ikke lade være med at smile. Min fremtid var sikret. Jeg var taknemlig for, at Herren havde hjulpet mig med at bestå optagelsesprøverne.

»Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham! … Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og … [bring] ham som brændoffer« (1 Mos 22:1-2).

»Kære himmelske Fader, jeg kan ikke tage på mission lige nu. Jeg har så meget at se til her. Lad mig fortsætte mine studier. Når jeg har taget min eksamen, tager jeg ud og forkynder evangeliet.

Jeg er nødt til at studere nu, Fader. Jeg får brug for det i fremtiden.

Du ved, at jeg har prøvet at overtale min dekan til at give mig to års orlov. Det tillader hun ikke. Hun sagde, at jeg skal anmode om en formel udmeldelse fra universitetet, hvis jeg vælger at rejse.

Kære himmelske Fader, jeg kan ikke tage på mission lige nu. Jeg får brug for det her i fremtiden.«

»Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen« (1 Mos 22:6).

Det var med tungt hjerte, at jeg nærmede mig sekretariatskontoret. Her ville jeg sikkert få at vide, at jeg var forrykt, og at jeg satte en lovende fremtid over styr. Hvordan skulle jeg forklare, at Herren havde kaldet mig?

»Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn« (1 Mos 22:9-10).

»Jeg vil gerne tale med rektor.«

»Det drejer sig om en formel udmeldelse.«

»Nej, jeg har udmærkede karakterer.«

»Nej, jeg har ikke været indblandet i noget kriminelt.«

»Grunden? Jeg har modtaget en kaldelse fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til at tage på fuldtidsmission. Jeg bliver nødt til at opgive mine studier for at tjene Herren.«

»Nej, missionen kan ikke udskydes, og jeg skal tjene i to år.«

»Jeg ved godt, at det betyder, at jeg ikke kan vende tilbage.«

»Men Herrens engel råbte til ham fra himlen … og … sagde: ›Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn‹« (1 Mos 22:11-12).

»Hvabehar? Kan jeg ansøge om orlov? Min dekan sagde, at jeg blev nødt til at forlade universitetet, fordi man højest kan få orlov i et år.«

»Er universitetets regler blevet ændret for nylig? Det har hun så ikke vidst, og heller ikke jeg.«

»Mange tak.«

»Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: ›… jeg [vil] velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred … Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig‹« (1 Mos 22:15-18).

Da jeg havde tjent i Ilagan-missionen i Filippinerne fra 2000 til 2002, genoptog jeg mine studier på University of the Philippines i Quezon City og flyttede senere til Brigham Young University-Hawaii. Jeg ser frem til at blive gift og opdrage en familie i evangeliet.

Herren ønsker, at vi skal ofre alt til ham. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan opnå vores hjertes ønsker. Nogle gange vil han bare se, om vi vil sætte ham først.