Min omvendelse til evigt ægteskab

Det var ikke, fordi jeg ikke ville giftes; tværtimod, det ville jeg meget gerne – inderligt gerne, det bildte jeg mig i hvert fald ind. Jeg gik ud med lokale piger og havde nogle langdistanceforhold. Jeg var konstant ude på stævnemøder, ja, så flittigt, at jeg næsten blev udmattet af det. Men jeg blev ekspert i at finde det, jeg betragtede som »fejl« hos de kvinder, jeg gik ud med. Jeg fandt altid undskyldninger for at afbryde et forhold, men som regel først, når jeg havde holdt hende hen i et år eller to. Med tiden oparbejdede jeg så lang en række fiaskoer, at jeg næsten blev handlingslammet, når det gjaldt kurmageri.

Jeg havde været på mission. Jeg gik regelmæssigt i templet, fastede og bad om Herrens vejledning og tjente trofast i mine kaldelser i menigheden. Jeg nød stærk støtte fra min familie. Jeg rådførte mig ofte med min biskop. I en periode gik jeg endda hos en fremragende sidste dages hellig psykolog. Men jeg havde det elendigt. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle blive gift.

Folk, der følte med mig i mine trængsler, sagde, at jeg bare ikke havde fundet »den rigtige« endnu. Andre sagde: »Du skal bare kaste dig ud i det.« Men jeg nærede for meget tvivl og ubegrundet frygt til bare at gøre det.

Jeg mente, at det ville kræve at mirakel, før jeg blev gift. Selv om jeg vidste, at jeg havde ansvaret for mit eget liv, og at jeg ikke kunne forvente, at en biskop kunne løse mine problemer, håbede jeg, at hver ny biskop, som jeg arbejdede med, ville kunne hjælpe mig. De var alle bekymrede for mig og sagde, at jeg skulle holde mig til Kirken, blive ved med at tjene og gøre mit bedste.

Da jeg var 45 år gammel, fik vi et nyt biskopråd i menigheden. Da de nævnte navnet på den nye biskop, sank hjertet i livet på mig. Den mand, der var blevet kaldet, var en, som jeg slet ikke havde noget til fælles med. Tåbeligt nok besluttede jeg mig for, at jeg ville vente, indtil vi igen fik ny biskop.

En søndag ikke så længe efter var jeg på vej til præstedømmemøde, da denne biskop spurgte, om jeg ville komme med ind på hans kontor til et tempelinterview med det samme. Inde på hans kontor begyndte jeg på min velindstuderede klagesang: Intet gik godt for mig. Alle de kvinder, jeg gik ud med, havde utålelige fejl. Og måske egnede jeg mig slet ikke til at være gift i dette liv.

Biskoppen fejede mine beklagelser af bordet, så mig i øjnene og spurgte: »Sig mig, vil du giftes eller ej?« Jeg var nødt til at svare, at det mente jeg, men at jeg egentlig ikke var sikker på det mere. Han fortsatte: »Jeg vil bede dig gå hjem og beslutte dig for, om du virkelig vil giftes. Hvis svaret er nej, så har jeg ondt af dig, men så kan du holde op med at gå ud på stævnemøder og lade være med at plage dig selv. Hvis svaret er ja, så kom tilbage og lad os arbejde på sagen.«

I det øjeblik modtog jeg et uudsletteligt indtryk af, at hans råd ville kunne hjælpe mig.

Jeg forlod hans kontor i dybe tanker. Efter kirke gik jeg hjem, og efter en kort, men intens indre kamp besluttede jeg, at svaret måtte være ja. Jeg ønskede virkelig at blive gift, og jeg var villig til at underkaste mig denne biskops råd, hvad de end måtte gå ud på.

Den beslutning blev vendepunktet i min stræben efter at blive gift. I årtier havde min indsats været halvhjertet. Ægteskab havde ikke haft den helt store betydning for mig, selv om jeg foregav, at det var tilfældet. Kun når det var belejligt, overvejede jeg ægteskabet som en seriøs mulighed, men andre interesser, såsom mit virke som koncertmusiker og som universitetsprofessor havde som regel forrang. Jeg skulle lære at gribe mit ægteskabsmål an med samme forpligtelse.

Da jeg vendte tilbage for at tale med min biskop, talte han mere åbent, end nogen af de andre hidtil havde gjort. Han var ikke interesseret i min lange liste af undskyldninger. Han sagde bare: »Lad os finde frem til problemet – der hvor forholdene altid går i stykker for dig – og så gøre noget ved det.« Til at begynde med var jeg rystet, men jeg fandt hans åbenhjertighed forfriskende. Jeg vidste, at jeg kunne stole på ham. Det krævede energi og mod at komme ud af den vante skure, men snart fik jeg mere tiltro til, at jeg virkelig kunne klare opgaven.

Hans første råd var, at jeg igen skulle søge efter en partner, som havde det, som han kaldte, tro, pålidelighed og et velvilligt sind – varige egenskaber, som virkelig betød noget – i stedet for blot nogle overfladiske kvaliteter, som jeg betragtede som vigtige. (I tankerne havde jeg et billede af en blond sopran, der var gourmetkok). Min opgave var efter bedste evne at værdsætte hende med samme kærlighed, som vor himmelske Fader nærer for os.

Min biskop hjalp mig også med at finde svaghederne ved min ægteskabelige stræben. Jeg måtte indrømme, at de ikke lå hos de kvinder, jeg gik ud med, som jeg så længe havde hævdet. I stedet lå de i min egen fejlagtige opfattelse og urealistiske forventninger. Han fastlagde nogle nye regler for mine stævnemøder.

For det første måtte jeg berede mig på forandring. Jeg var tilfreds med min tilværelse, og selv om jeg på et abstrakt plan ønskede et ægteskab, var jeg bange for, at det skulle ødelægge mine faste rutiner. Jeg blev nødt til at ændre på tingene. Jeg havde gjort det hele på min egen måde i 25 år og gentaget de samme fejl, og det havde tydeligvis ikke fungeret. Da jeg jo var 45, måtte jeg forstå, at jeg ikke havde ubegrænset tid til stævnemøder.

For det andet drejede stævnemøderne sig ikke om underholdning, men om at finde en partner, som også var oprigtigt interesseret i ægteskab og beredt på det. Det var en tid, hvor jeg ikke alene skulle lære vedkommendes personlighed at kende, men også hendes ånd.

Min biskop lærte mig også, at jeg i løbet af meget få stævnemøder ville kunne se, om en kvinde havde de vigtige egenskaber, jeg søgte efter. Hvis de ikke var til stede, var det på tide at komme videre. For at bryde mit mønster med længerevarende forhold, som ikke blev til noget, stillede biskoppen mig et rystende ultimatum: Jeg skulle føre et eventuelt seriøst forhold helt frem til enten ægteskab eller afvisning. Når der var gået et rimeligt stykke tid, måtte jeg ikke vende om, medmindre den kvinde, jeg gik ud med, afviste mig. Tidligere havde jeg haft for vane at stikke af snarere end at forpligte mig. Denne gang fik jeg ikke lov til at trække mig tilbage, som jeg så ofte før havde gjort. Med usædvanligt mod gik jeg ind på disse betingelser.

Jeg begyndte at lægge mærke til noget. Jeg indså, at det, som nogle kalder »kemi.« opstår efter ærlig og moden samtale, ikke før. Det er en af de mest almindelige fejl, folk begår – de fortsætter kun et forhold, hvis de straks føler fysisk tiltrækning. Nogle ugifte foretrækker overfladiske emner frem for seriøse drøftelser og dybe spørgsmål, de undgår de sidst nævnte i det forfængelige håb, at når den »ægte kærlighed« blomstrer op, så forsvinder virkelighedens problemer. Faktisk er det lige omvendt. Hvis man fra starten dyrker en ærlig kommunikation og lærer at besvare de dybe spørgsmål, så udvikler tilliden sig. Denne tillid fjerner frygten, som normalt er årsag til kolde fødder, manglende forpligtelse og i sidste ende et skrøbeligt forhold.

Men det vigtigste er, at jeg lærte, at kærlighed ikke blot handler om mig. Det drejer sig først og fremmest om at holde af den anden. Jeg måtte arbejde på at blive mere ydmyg og aflægge mig den arrogante holdning, at ingen kvinde var god nok til mig.

Det ville være rart, hvis jeg kunne sige, at jeg giftede mig med den næste kvinde, jeg mødte. Jeg gik ud med et par kvinder ganske kort og havde et længere forhold, hvor jeg til sidst blev afvist. Men jeg udøvede tro og fulgte min biskops instrukser, selv om jeg ikke straks så resultater.

Året efter at jeg havde tillagt mig denne ændring i indstilling og livssyn, så jeg nærmere på en kvinde, som jeg havde kendt i årevis. Vi havde faktisk været ude med hinanden før, men denne gang så jeg hende i et andet lys – som en mulig evig partner, der er dejlig og smuk på enhver måde, fordi hun besidder de kvaliteter, som er varige (og mange andre gode egenskaber oven i købet). Hun var storsindet nok til at give mig endnu en chance, og i dag er hun min hustru og mor til vore dejlige børn. Jeg elsker hende inderligt. For ti år siden kunne jeg ikke have forestillet mig en sådan lykke.

Hvad var det, der medførte denne omvendelse? (Og det var virkelig en omvendelse – en omkringvenden). Jeg tror, at forandringen kom, fordi en biskop lærte mig, hvor inderligt min himmelske Fader elsker mig og ønsker, at jeg skal være lykkelig og have alle de velsignelser, han allerede har lovet mig. Min biskop hjalp mig med at få orden i mine prioriteter, som var kommet i ubalance. Han talte meget direkte og lod mig ikke blive distraheret af de undskyldninger, jeg havde brugt så længe.

Nu ved jeg, hvordan det føles at omvende sig. Jeg har oplevet en stor forandring i hjertet angående dette princip, og det har betydet alt for mig. Jeg kan spore min omvendelse tilbage til den dag på biskoppens kontor, hvor det blev åbenbaret for mig, at hvis jeg ville følge hans råd, så ville jeg blive velsignet.

Og det er jeg blevet.