Du har ikke fastet

I 1998 nød jeg at være en ung mor. Men en dag gik jeg i panik, da jeg fandt ud af, at min søn på seks måneder havde en hvislende lyd, når han trak vejret og ikke kunne sluge noget. Lægen diagnosticerede det straks som akut bronkitis, en hævelse af lungernes mindste luftveje, der oftest forårsages af en virusinfektion. Han ordinerede både medicin og fysioterapi.

Besøgene hos fysioterapeuten var en prøvelse for både min søn og mig. Det var ubehageligt for min søn at blive bevæget i flere retninger, og jeg var bekymret for, om behandlingen voldte ham smerte. Jeg fattede dog mod, da terapeuten forklarede om fordelene ved behandlingen.

Til trods for medicinen og behandlingen, så blev min søns tilstand ikke bedre. Han spiste kun lidt, og den hvislende lyd fortsatte. Lægen ordinerede yderligere 5 behandlinger hos fysioterapeuten, ud over de 10, vi allerede havde fået.

Under den 13. behandling, læste jeg en artikel med titlen »Bronkitis dræber«, der var hængt op på lægens kontor. Mens jeg læste, gik det op for mig, at min søn kunne dø. Det føltes som om mit hjerte gik i stå. Ved slutningen af behandlingen, fortalte terapeuten mig, at min søns tilstand ikke var blevet bedre. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at nå sikkert hjem, for tårerne slørede mit syn.

Jeg ringede til min mand og begyndte bagefter at bede. Jeg fortalte min himmelske Fader, at hvis det var hans vilje at tage min søn, så var han nødt til at give mig styrken til at bære det.

Efter min bøn, spurgte jeg mig selv om, hvad vi kunne gøre ud over de bønner, vi havde bedt, og de præstedømmevelsignelser, som vores søn havde modtaget. Min blik strejfede bogreolen og fik øje på eksemplaret af Liahona (på det tidspunkt kaldet L’Étoile). Jeg slog tilfældigt op i søgen efter hjælp og fandt en artikel, der hed »Jeg fastede for mit lille barn.« Så hørte jeg tydelig en stemme, der sagde: »Du har ikke fastet for dit barn.«

Det havde jeg ikke, så jeg begyndte straks at faste for ham. Ved behandlingen den følgende dag, fastede jeg stadig. Efter at have undersøgt min søn, så terapeuten overrasket ud.

»Madame,« sagde han, »din søn har det fint. Jeg forstår det ikke, men han har ikke brug for flere behandlinger.«

Jeg kunne ikke holde glædestårerne tilbage. Da vi var hjemme igen, knælede jeg og takkede Gud for hans nåde og kærlighed. Jeg ringede til min mand og overbragte ham de gode nyheder. Jeg afsluttede min faste med fred og uden tvivl om Herrens indgriben.

Min søn var blevet helbredt takket være tro, bøn, præstedømmevelsignelser og faste. Jeg er ikke i tvivl om, at min himmelske Fader elsker mig, og at han også elsker min søn. Jeg er sikker på, at han fortsat vil hjælpe os med at overvinde vore vanskeligheder.