At tjene den enkelte

Da jeg begyndte mit første år på college, blev jeg hurtig venner med to andre førsteårsstuderende, en kom fra en ranch og den anden fra en gård. Vi blev hurtigt en umage trio – to nede-på-jorden westerndrenge fra landet og en rapmundet bydreng fra østkysten. Da vi dimitterede fra college, vendte de hjem til henholdsvis ranchen og gården, og jeg trådte ind i forretningsverdenen.

Gennem de årlige julekort og sporadiske telefonopkald holdt vi hinanden opdaterede om vores tilværelse. Da jeg var midt i trediverne, havde jeg tjent to gange som spejderleder. Da jeg senere færdiggjorde min anden »runde« som assisterende lærer i børnehaveklassen, tjente mine to venner i biskopråd. Som tiden gik, faldt jeg i fælden med at sammenligne mine kaldelser med mine venners kaldelser, og jeg begyndte at føle mig uønsket og ignoreret.

Da jeg var midt i 40’erne, var jeg plaget i dagevis, hvis lederkaldelser gik til andre. Hver eneste gang nogen blev kaldet til at tjene i lederstillinger i menigheden eller i staven, hviskede Satan til mig, at jeg ikke var værdig eller manglede den nødvendige tro som sådanne kaldelser krævede. Rent intellektuelt kunne jeg bekæmpe de tanker gennem bøn og studium, men jeg kæmpede stadig med mit selvværd. Jeg havde ikke forestillet mig som »kun en ældste« og som dommer for de unges basketballkampe som 50-årig, mens mine venner tjente i stavspræsidentskaber.

Så fik jeg en oplevelse, der ændrede min forståelse af evangeliet. En søndag hjalp jeg min hustru med hendes primaryklasse, der var fuld af energiske syvårige. Da Primarys fællestid begyndte, lagde jeg mærke til en pige, der sad sammenkrøbet på sin stol og åbenlyst ikke havde det så godt. Ånden hviskede til mig, at hun havde brug for trøst, så jeg satte mig ved siden af hende og spurgte stille, hvad der var galt. Hun svarede ikke, men virkede meget ked af det, så jeg begyndte at synge blidt for hende.

Primary var ved at lære en ny sang, og da vi sang: »Guds stemme lyder i mit hjerte,«¹ begyndte det mest vidunderlige lys og varme at fylde min sjæl. Jeg følte mig omsluttet i kærlighedens evige arme. Jeg forstod, at himmelske Fader havde hørt denne lille piges bøn, og at jeg var der for at give den trøst, han ønskede at give hende. Der blev åbnet for min åndelige forståelse, og jeg modtog et vidnesbyrd om vor Frelsers kærlighed til hende, til alle sine børn og til mig. Jeg vidste, at han stolede på mig til at tjene en person i nød, og at jeg var, hvor han ønskede, jeg skulle være. Jeg lærte, at vi er hans hænder, når vi tjener den enkelte.

Jeg fryder mig over muligheden for at tjene, og jeg stræber efter at være værdig til at føle Åndens tilskyndelser og til at være, hvor vor himmelske Fader ønsker, jeg skal være, når et af hans børn har brug for hjælp.