Vær fuldt og helt

I lyset af det enorme potentiale I som Kirkens yngre generation rummer for det gode, hvad er min bekymring så for jeres fremtid? Hvilket råd kan jeg give jer? For det første vil I møde et stort pres for at opføre jer på upassende vis – endog til at bruge masker – og blive en person, som ikke rigtig tænker over, hvem I er, eller hvem I ønsker at blive.

I kirkens tidlige historie befandt profeten Joseph Smith, Emma og deres 11 måneder gamle tvillinger, Julie og Joseph, sig i Hiram i Ohio i familien Johnsons hjem. Begge børn led af mæslinger. Joseph og hans lille søn sov på en rulleseng nær fordøren.

I nattens løb brød en gruppe mænd med sortmalede ansigter ind gennem døren og trak profeten udenfor, hvor de bankede ham og dyppede ham og Sidney Rigdon i tjære.

Det mest tragiske ved dette overfald var, at lille Joseph blev udsat for den kolde natteluft og pådrog sig en alvorlig forkølelse, da hans far blev slæbt væk. Som et resultat heraf døde han et par dage efter.²

De, der tog del i profeten Joseph Smiths og hans bror Hyrums martyrium, malede også deres ansigter, for at skjule deres sande identitet.³

I vor tid, hvor det er lettere at være anonym end nogensinde før, gælder det vigtige princip om ikke at bære maske og at være »tro mod troen, som disse martyrer døde for«⁴ i særlig grad.

En af jeres største beskyttelser mod at træffe dårlige valg, er ved ikke at tage anonymitetens maske på. Hvis I nogensinde føler et ønske om at gøre det, så vid, at det er et alvorligt tegn på fare og et af modstanderens redskaber til at få jer til at gøre noget, som I ikke bør gøre.

I dag er det almindeligt at skjule sin identitet, når man skriver hadefulde, bidende og intolerante meddelelser anonymt på internettet. Nogle omtaler det som inflammatorisk.

Apostlen Paulus skrev:

»Far ikke vild! Slet omgang fordærver gode sæder.

Bliv for alvor ædru, og synd ikke! Der er folk, som ikke vil vide noget om Gud« (1 Kor 15:33-34).

Det er tydeligt, at onde meddelelser ikke blot omhandler dårlige manerer. Hvis de praktiseres af sidste dages hellige kan de ugunstigt påvirke dem, der ikke kender til Gud eller har et vidnesbyrd om Frelseren.

Enhver brug af internettet til at mobbe, ødelægge et ry eller sætte en person i et dårligt lys er forkasteligt. Det vi ser i samfundet er, at når mennesker bærer anonymitetens maske, er de mere tilbøjelige til den slags opførsel, som er så skadelig for den høflige samtale. Det strider også imod de grundlæggende principper, som Frelseren belærte om.

Frelseren forklarede, at han ikke var kommet for at dømme verden, men for at frelse den. Dernæst beskrev han, hvad dommen betyder:

»Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.

For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.

Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud« (Joh 3:19-21; se også vers 17-18).

De retskafne behøver ikke at maskere deres identitet.

I opfører jer i overensstemmelse med jeres inderste overbevisning ved at bruge jeres tid på det, der vil opbygge og udvikle jeres karakter og gøre jer mere kristuslignende. Jeg håber, at ingen af jer først og fremmest ser livet som sjov og spas, men snarere som en tid til at »berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32).

Et vidunderligt eksempel på at gøre sit bedste og bruge tiden på passende måde, vises i ældste L. Tom Perrys liv, fra De Tolv Apostles Kvorum, da han som marinesoldat tjente i den amerikanske besættelsesstyrke i Japan under 2. verdenskrig. Ældste Perry fortalte om denne begivenhed, da han indtalte sit særlige vidnesbyrd om Frelseren.

»Jeg var blandt de første marinesoldater, der gik i land i Japan, da fredstraktaten efter 2. verdenskrig var blevet underskrevet. Vores ankomst til den ødelagte by Nagasaki, var en af de mest bedrøvelige oplevelser i mit liv. En stor del af byen var totalt ødelagt. Nogle af de døde var endnu ikke blevet begravet. Som besættelsestropper oprettede vi et hovedkvarter og gik i gang.

Situationen var meget trist, og nogle få af os ønskede at yde mere. Vi gik til divisionens feltpræst og anmodede om tilladelse til at hjælpe med at genopbygge de kristne kirker. På grund af restriktioner fra regeringen under krigen var disse kirker næsten holdt op med at fungere. Deres få bygninger var svært beskadigede. En gruppe af os meldte os frivilligt til at reparere og pudse mure på disse kirkebygninger i vores fritid, så de igen kunne bruges til at afholde kristne gudstjenester i.

… Vi fandt præsterne, der ikke havde været i stand til at prædike under krigen og opfordrede dem til at vende tilbage til deres prædikestole. Det var en stor oplevelse at være sammen med disse mennesker, da de atter oplevede friheden til udøve deres kristne tro.

Da vi var ved at forlade Nagasaki for at tage hjem, skete der noget, som jeg altid vil huske. Vi var ved at stige på toget, som skulle føre os til vore skibe hjemad, og vi blev drillet af mange af de andre marinesoldater. De var sammen med deres kærester og var ved at sige farvel til dem. De grinede af os og gav udtryk for, at vi var gået glip af alt det sjove i Japan. Vi havde blot spildt vores tid med at arbejde og pudse mure.

Mens de var godt i gang med at drille os, kom der op over en lille bakketop nær ved togstationen omkring 200 af disse fremragende japanske kristne fra de kirker, vi havde repareret, gående, mens de sang: ›Fremad, Herrens stridsmænd‹. De kom hen til os og overøste os med gaver. Så stillede de sig alle op langs jernbanesporet. Og da toget begyndte at køre, rakte vi vore hænder ud og rørte lige ved deres fingre, mens vi tog af sted. Vi kunne ikke tale, vi var for overvældede. Men vi var taknemlige for, at vi på beskeden vis kunne være med til at genetablere kristendommen i en nation efter krigen.«⁵

Tænk over og vær proaktive omkring, hvordan I bruger jeres tid. Som I kan se af ældste Perrys eksempel, så taler jeg ikke om at være påtaget eller overfladisk trofast. Det kan være pinligt for både jer og for Kirken. Jeg taler om, at I bliver det, som I bør blive.

Mit tredje råd handler om nogle af de mål, I bør overveje. Omkring samtidigt med at ældste Perry var i Japan med marinesoldaterne, tjente præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, i Japan i flyvevåbnet i slutningen af 2. verdenskrig.

I 2004 ledsagede jeg præsident Packer og andre på en rejse til Japan. Han havde mulighed for at gense nogle af stederne fra tidligere og tænke over nogle af de oplevelser og valg, som han traf dengang. Med hans tilladelse vil jeg fortælle om nogle af hans tanker og følelser.

Præsident Packer beskrev en oplevelse på en ø ud for Okinawas kyst. Han betragter det sted som sit åbenbaringsbjerg. Hans personlige forberedelse og møde med andre medlemmer havde styrket hans tro på evangeliets lære. Han manglede dog stadig en bekræftelse – en sikker forvisning om det, han allerede følte, var sandt.

Præsident Packers biografi beskriver det således: »Stik modsat den bekræftende fred, han søgte, stod han ansigt til ansigt med krigens helvede mod de uskyldige. Han søgte ensomhed og tid til at tænke og klatrede en dag højt op over havet. Der fandt han de udbrændte rester af et bondehus og en forsømt kartoffelmark i nærheden. Og der midt i de døde afgrøder så han ligene af en nedslagtet mor og hendes to børn. Synet fyldte ham med en følelse af dyb sorg, som blandede sig med kærligheden til hans egen familie og alle familier.«⁶

Han gik derefter ind i en provisorisk bunker, hvor han gjorde sig overvejelser, tænkte og bad. Da præsident Packer så tilbage på den begivenhed, beskrev han det, som jeg vil kalde en bekræftende, åndelig oplevelse. Han fik inspiration til, hvad han skulle med sit liv. Han havde selvfølgelig ingen anelse om, at han ville blive kaldet til det høje og hellige kald, han nu har. Hans drøm var at blive lærer og frem for alt i Frelserens lærdomme. Han besluttede sig for, at han ville leve retskaffent.

Det kom ret markant til ham, at han måtte finde sig en retskaffen hustru, og at de sammen skulle stifte en stor familie. Denne unge soldat vidste, at hans karrierevalg kun ville give et beskedent udkomme, og at hans søde ledsager måtte have de samme prioriteter og være villig til at leve uden visse materielle goder. Søster Donna Packer var og er den perfekte partner for præsident Packer. De har aldrig haft penge i overflod, men de har altid haft det, de havde brug for. De opdrog 10 børn, og de har måttet yde ofre. De har nu 60 børnebørn og over 80 oldebørn.

Jeg fortæller denne sande beretning, fordi vore mål for ofte er baseret på verdslige værdier. Det altafgørende er faktisk ret enkelt for de medlemmer, som har modtaget de frelsende ordinancer. Vær retskafne. Stift en familie. Find en passende måde at forsørge jer på. Tjen i jeres kaldelser. Bered jer på at møde Gud.

Frelseren lærte os, at »et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod« (Luk 12:15).

Udover personlige egenskaber, kvaliteter og beslutninger må I, hvis I skal være den generation, I bør være, opbygge jeres land og lokalsamfundet, hvor I bor. Jeres generation vil være nødt til at forsvare retfærdighed og religiøs frihed. Den jødisk/kristne arv vi har arvet, er ikke alene dyrebar, den er også afgørende for vor himmelske Faders plan. Vi må bevare den til fremtidige generationer. Vi må slutte os sammen med gode mennesker af alle trosretninger – især dem, som føler sig ansvarlige over for Gud for deres handlinger. Mennesker, der ville forstå vejledningen om, at »det, som du er, vær det fuldt og helt«. En succesfuld styrkelse af de jødisk/kristne værdier og religiøs frihed vil betegne jeres generation som den store generation, den må være.

Med de udfordringer, der findes i verden i dag, er Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum især optaget af, at I på passende vis deltager i den politiske proces i jeres land. Kirken er neutral, hvad angår politiske holdninger og støtter ingen bestemte kandidater eller partier. Men vi forventer dog, at vore medlemmer er engagerede i at støtte de kandidater og partier, som bygger på principper, der beskytter et sundt styre. Vores lære er tydelig: »Derfor bør man flittigt søge efter [gode,] ærlige … og kloge mennesker« (L&P 98:10).

Vi har stor tillid til jer. Lederne af Kirken tror oprigtigt på, at I kan opbygge riget på en måde, som ingen tidligere generation har kunnet. I nyder ikke alene godt af vores kærlighed og tillid, men også godt af vore bønner og velsignelser. Vi ved, at jeres generations fremgang er væsentlig for Kirkens fortsatte etablering og rigets udvikling. Vi beder til, at I vil gøre jeres bedste og undgå at bære masker og altid handle i overensstemmelse med jeres sande identitet, sætte jer gode mål og opbygge jeres land og lokalsamfund.