Jeg var hjemme

Som led i et tjenesteprojekt rejste jeg til Rwanda sammen med nogle få andre læger for at yde lægehjælp. Efter to uger, nær slutningen på min rejse, begyndte hjemveen at melde sig. Jeg savnede min familie, min behagelige seng og mit hjem.

På min sidste søndag i Afrika lykkedes det mig at koordinere mit skema, så jeg kunne tage i kirke. Selv om Kirken ikke formelt var blevet anerkendt i Rwanda, lykkedes det mig at finde mødetidspunkt og rutevejledning på Kirkens hjemmeside.

Og sikke en rutevejledning: »Gå ned af brostensvejen over for parlamentsbygningen. Se efter en åben port. Gå så ned af trappen.«

Mens jeg fulgte anvisningerne, begyndte jeg at kunne høre et bestemt omkvæd fra en velkendt salme. Jeg gik ned ad trappen og ordene fra »Så sikker en grundvold« (Salmer og sange, nr. 38) nåede mine ører. Trappen førte ned til en lille bygning, hvor mange smilende mennesker myldrede rundt om indgangen. På trods af, at jeg var en fremmed i forsamlingen, følte jeg øjeblikkelig slægtskab. Mange rwandanske brødre og søstre kom for at give mig hånden, og alt imens de gjorde det, forsvandt en enorm byrde af ensomhed fra mine skuldre – jeg var hjemme!

Jeg trådte ind og tog del i en tretimers mødeblok, der ikke var meget anderledes end den i min menighed hjemme i Californien. Bærere af det Aronske Præstedømme omdelte nadveren, talerne var centrerede omkring Frelseren, og selv lektionen i Søndagsskolen var den samme, som der blev undervist i i min menighed derhjemme den uge.

Men det vigtigste var, at Herrens Ånd prægede møderne. Herren smilede tydeligvis ned til disse gode mennesker, der gjorde deres bedste for at tjene ham. Jeg fandt ud af, at der i det foregående år kun havde været en håndfuld rwandanere ved møderne. Jeg talte imidlertid flere end 100 tilstedeværende, halvdelen bestod af smilende børn.

Nu, hvor Rwanda er blevet åbnet for missionering, går jeg ud fra, at missionærerne vil få stor succes, når Ånden vil vidne for et stigende antal rwandanske undersøgere, at den genoprettede Kirke er Guds rige for hele jorden – for hvert enkelt kontinent, hvert enkelt folkeslag og for hver eneste af Guds børn. Hvor er jeg taknemlig for Kirken, uanset om den findes midt på den californiske kyst eller nede ad en brostensbelagt gade i Centralafrika.